Justice or Love ▪ One Direction

Lauren er en rødhåret pige med et stort positivt humør samt et dejligt smil. Hun bor sammen med en kammerat i London, tæt på kammeratens arbejde og Laurens universitet, hvor hun lige er blevet færdiguddannet som advokat. Da Lauren's første retssag meddeler at hun skal støtte en Mr. Malik, bliver der ændret en dramatisk kurs på hendes liv. Hun bliver trukket med i et virvar af problemer og et specielt spørgsmål hvis svar har svaret på alle hendes spørgsmål. ''Kærlighed eller retfærdighed?''

29Likes
101Kommentarer
1893Visninger
AA

4. That touch meant so much more than hot chocolate ✪

 

Det var egentlig først da jeg kom hjem, at jeg var begyndt at hoppe op og ned af glæde. Jeg lagde mit overtøj fra mig i gangen og lagde min taske på hylden under spejlet. Derefter gik jeg ind i stuen og satte mig med et bump på sofaen. Jeg lænede mig helt tilbage og støttede min ryg opad den kolde sofaryg, så kuldegysningerne flød nedad ryggen på mig, som en isnende klump sne.

Zayn havde valgt mig. Han havde valgt mig som advokat, og det var ikke til at forstå. Jeg forstod heller ikke hvad der gik af mig da jeg fandt min skjulte barnlighed frem, og begyndte at fnise og juble. Jeg havde ingen anelse om hvad der skete, men der var ingen tvivl om at jeg var glad. Og også ret smigret.

Det der egentlig skete for mindre end en time siden, var at Zayn som sagt ikke gav mig hånden, men det viste sig at være fordi vi allerede havde hilst på hinanden tidligere. Advokaterne var gået i gang med at præsentere dem selv, mens jeg grublede stærkt over min egen reklame. Og selvom jeg havde tænkt i så lang tid, endte jeg op med at mumle at jeg skulle blive valgt fordi jeg havde studeret lidt mere moderne, ergo jeg havde mere styr på tingene. Ikke at jeg prøvede på at fornærme de andre advokater, jeg gjorde det også ret tydeligt at jeg ikke havde en fornærmende mening da jeg sagde det.

Selvom jeg på en skala fra 1-10 nok burde have fået et klart 2 tal, endte Zayn med at vælge mig.

Sjovt nok, havde jeg ingen anelse om hvilket emne jeg skulle forsvare, men jeg havde ikke i sinde at sige nej, lige meget hvad. Også selvom det nok var en uansvarlig beslutning.

Så sådan gik det til at jeg havde fået min første retssag på min allerførste arbejdsdag.

Jeg rejste mig op for at lave mad, i dag ville jeg lave en lækker ret. Mathias havde været henne og besøge hans forældre og søskende, og det plejede at kræve meget energi ud af ham.

 

✪✪✪

 

Jeg var i gang med at skylle tallerkenerne, så de kunne komme i opvaskemaskinen, da min telefon højlydt begyndte at kime. Med undrende mine kaldte jeg på Mathias, så han kunne hente den til mig.

’’Jeg kommeeeeeer’’ Råbte han, mens jeg kunne høre skridt nærme sig køkkenet. Jeg slukkede for vandet, og tørrede mine hænder af i et viskestykke. Med min højre hånd rakte jeg ud efter den sorte IPhone i hans hånd, og skubbede min tommelfinger hen ad skærmen, så opkaldet blev besvaret.

’’Hvem snakker jeg med?’’ Spurgte jeg, og skubbede en hårtot væk, som var faldet ned i øjnene på mig. Personen i den anden ende rømmede sig, og det lød mest som om at vedkommende ikke anede hvad han eller hun skulle sige.

’’Det er Zayn, og snakker jeg med Lauren?’’ Zayn rømmede sig både inden og efter han snakkede, og han lød virkelig hæs. Jeg ville dog ikke spørge ham om han var syg, vi var trods alt stadig fremmede og det ville virke uhøfligt.

’’Ja det gør de. Noget de ville mig?’’ Spurgte jeg, og selvom vi var på samme alder, var det nok ikke i orden, hvis jeg sagde du. Jeg ville i hvert fald synes det var en smule uhøfligt.

’’Haha, du behøver ikke være så venlig Lauren. Du er helt fint. Jeg ville egentlig bare snakke om retssagen’’ han grinte lidt mens han sagde det første, men han lød helt seriøs i resten af hans talestrøm.

’’Oh okay. Øh ja, angående det.. Så tusind tusind tak. Det betyder meget for mig, allerede at ’komme i gang’’’ Takkede jeg, mens jeg kunne høre Zayn fnise lidt i den anden ende.

’’Det er okay. Så, skal vi snakke om sagen i morgen?’’ Spurgte han. ’’Lyder rigtig godt. Hav en god aften’’

’’I lige måde’’ Lød det fra ham som svar, inden han lagde på. Jeg kiggede lidt på væggen foran mig, men lagde så mobilen fra mig og fortsatte min opvask. Både det, også skulle jeg også få støvsuget inden jeg gik i seng, da der sikkert ikke ville være tid til det i morgen. Når ja, og så skulle jeg også bage en kage, det havde jeg lige bestemt.

Med glade miner skylle jeg tallerknerne, glassene og bestikkene, og puttede dem i opvasken. Jeg nynnede en stille sang, og svajede en lille smule fra side til side med hoften.

Mathias kom ind til mig og kiggede dumt på mig. Bagefter rystede han på hovedet, og sendte mig et stort strålende smil. Det lignede lidt at han var ved at sprænge af glæde, så jeg valgte at kommentere på det.

’’Hvad smiler du så stort over Hr. Smil?’’ Spurgte jeg med et hævet øjenbryn. Stadig smilende rystede han afværgende på hovedet, og slog ud med den ene hånd, for at understrege at der ikke var nogen grund.

’’Selvfølgelig er der de…’’ Jeg afbrød mig selv, og kiggede indtrængende på ham.

’’Oh no. Du… du!’’ Jeg pegede chokeret med min ene hånd, mens han fniste en smule.

’’Du er begyndt at date!’’ Udbrød jeg så, for at Mathias skulle være sikker på at jeg havde gennemskuet ham.

’’Du får det til at lyde som om din lille pige er begyndt at bruge BH’’ Drillede han, men jeg smilte alligevel stort af ham. Derefter tørrede jeg begge mine hænder af i viskestykket der hang på skabslågen, og gav ham et stort bjørnekram. Det skulle da fejres at han havde fået en kæreste!

’’Tillykke da’’ Sagde jeg højt, så Mathias skar ansigt.

’’Okay calm down. Vær lige færdig herude, så kan jeg fortælle om hende’’ Meddelte han, inden han forlod køkkenet, og jeg regnede med at han satte sig ind i stuen.

’’Okay. Jeg bager også lige en kage’’ Råbte jeg tilbage, og vendte mig så mod håndvasken. Opvasken var færdig, og spisebordet var ryddet. Så manglede jeg da ikke så meget.

Endnu engang nynnede jeg, mens jeg strøg kluden i store bevægelser hen over bordpladen, så vandet der var sprøjtet, blev suget til sig af kluden.

 

Jeg stillede mig opad køkkenbordet, og kiggede så på kagen der lå inde i ovnen. Jeg havde bagt drømmekage, og mine tænder løb allerede i vand ved tanken. Det havde ikke taget mig overdrevet lang tid, så stress havde jeg ikke set noget til.

Jeg gik hen til spisebordet, trak en stol ud og satte mig på den. Min mobil blev fikset op af lommen, også gik jeg ind på mine noter, for at se hvad jeg egentlig havde.

Der lå en masse viden omkring jura, og nogle små notater til indkøbssedler og andre småvigtige lister.  De tre første noter bestod dog af noter som jeg havde skrevet med mine egne ord, om episoder fra mit liv. Jeg smilte lidt ved tanken om at jeg havde nogle af mine hyggelige barndomsminder skrevet her, men det varede ikke helt ved. Det var ikke sådan at jeg blev ked af det, men jeg blev lidt skuffet da jeg opdagede at det var barndomsminder, men hyggelig kunne man nok ikke rigtig kalde dem.

Jeg åbnede den første hvor datoen var skrevet.

23 – 10/08

Alt går dårligt. Der er ikke noget der fungerer. Min far giver mig ikke lov til noget som helst. Huset føles som et fængsel, jeg kan heller ikke åbne vinduet, for så bliver her bare koldt, nu det er vinter. Det er bare så irriterende at jeg ikke må noget som helst, modsat andre børn på min alder må jeg ikke noget som helst. Og det er selvom at jeg er den med bedste karakterer på skolen, den der har flest pligter herhjemme, og så er jeg kun sammen med en ven en gang om ugen. De andre dage går med at lave ingenting eller ordne pligter. Jeg forstår det bare ikke. Hvordan kan nogen være så uviden omkring et emne der vedrører dem selv ret meget? Hvordan kan det være at min far ikke kan se noget som helst fra min synsvinkel? Jeg har forstået at det var værre dengang de var børn, men strengere regler skaber ikke kærlighed. Det er bare som om at jeg har respekt for ham, men jeg føler ikke noget jeg er i nærheden om ham. Det er som om at glæden siver ud af mig når han begynder at snakke med hans monotone stemme. Ikke at han snakker sådan med vilje, det er sådan han er bygget. Det gør bare ondt, når jeg ved at jeg er meget mere dygtig end andre børn på min alder, men alligevel er det ikke nok. Jeg kan ikke tro at min far blev sur over at jeg hang ud hjemme hos Patrick. Han er jo min bedsteven, selvfølgelig føler vi da ikke noget for hinanden?! Det er jo ikke fordi at det betyder man kommer sammen?! Og endda tror at jeg ikke er jomfru længere! Han burde stole på mig, men efter hans mening er det al den tillid han har til mig. Og det der irriterer mig så groft er at han altid siger ’’Jeg stoler først på Gud, dernæst på dig. Du er nummer 2 ud af alle i verden!’’, men hvorfor stoler han så ikke rigtig på mig. Jeg hader denne her følelse af tvivl, for jeg kan jo ikke få et svar ud af ham. Sidste gang jeg gjorde det, snakkede han udenom. Når ja, og nu vi er ved det. Når diskussion tager en anden drejning end den han havde forestillet sig, når diskussionen bliver vendt mod ham, kan han finde på at sige at jeg bruger al min tid på computeren og ikke lærer noget som helst i skolen. Eller, at hvis han skal kunne det, skal jeg være den allerbedste i skolen. Jeg forstår ikke hvad det har med hinanden at gøre. Han er så barnlig, han bruger barnlige tricks imod mig, at jeg nogle gange tvivler om han er en voksen mand eller en teenager på min alder.

Efter at have læst det, var jeg chokeret. Godt nok havde jeg ikke glemt at min far var sådan, for sådan er han stadig. Bare ikke lige så værst, men det gjorde mig lidt trist at det faktisk ikke havde ændret sig helt. Som mindre kunne jeg godt huske at jeg håbede på en lykkelig familie, men det skete vidst aldrig. Vi var ikke lykkelige, men selvfølgelig kunne vi godt klare hinanden. Nogle emner gik bare ikke rigtig.

Jeg rejste mig op for at tage kagen ud af ovnen, da den helst ikke skulle brænde på. Jeg fik fat i et par grydelapper, og hev så kagen ud. Efter at have ryddet lidt op, mens kagen lige skulle køle ned i et par minutter, hev jeg to tallerkener frem, samt to gafler. Jeg begyndte at skære kagen ud så fint som jeg kunne. Inden jeg gik derud, rystede jeg lige de dårlige miner af mig. Dernæst sendte jeg kagerne et stort smil, og prøvede at tænke positivt.

 

 

’’Sååå?’’ Spurgte jeg, for at komme ind på emnet.

’’Når ja. Okay, øh, hun hedder øh Shirley’’ Han lød ret nervøs og genert, og en svag rød farve blussede op i hans kinder. Jeg klappede i hænderne af begejstring, det var alt for sødt. ’’Hvad synes du om hende?’’

Mathias fik et drømmende udtryk i øjnene, og han satte begge hænder under hagen. ’’Hun er virkelig smuk. Og virkelig sød. Også har hun nogle supersøde smilehuller, og en rigtig betænksom personliged. Alt ved hende er smukt!’’

’’Aww. Og hvor mødte i hinanden?’’ Spurgte jeg så. Jeg lagde mærke til at jeg sad helt ude på sofaen, nærmest ved at ryge ned. Pinlig berørt lænede jeg mig tilbage, og puttede et lille stykke kage ind i munden.

’’På arbejdet. Øh, altså Starbucks. Øhm, for lidt over en uge siden’’ Indrømmede han så. ’’Fortæl mig lige hvorfor jeg ikke fik det af vide før?’’ Spurgte jeg med hævet øjenbryn, og klaskede et ’surt’ fjæs på. Mathias kiggede bedrøvet op fra hans fingre der var i gang med at nulre hinanden, og da han så mit blik, krympede han sig en anelse ned i sofaen.

’’Undskyld. Selvfølgelig øh burde jeg få fortalt det før. Det er øh helt ok hvis du er...’’ ’’Jeg lavede bare sjov. Relax, og spis nu din kage’’ Jeg smilede til ham, inden jeg tog det sidste stykke kage i munden. Dernæst rejste jeg mig op med et sæt, og satte kurs mod køkkenet med min tallerken. Den blev lagt ned i opvaskemaskinen, også gik jeg ud for at hente støvsugeren.

Klokken var allerede blevet 21, og mørket havde for længst sænket sig.

 

✪✪✪

 

Jeg stillede mig foran skydedørene, så de ville åbne op. Vejret var utrolig koldt i dag, og jeg rystede hele tiden. Kuldegysninger fløj op og ned af min nakke, og mine hænder var iskolde.

’’Hej Lisbeth’’ Hilste jeg, mens jeg rakte en hånd i vejret. Hun kiggede sig et øjeblik forvirret omkring, men opdagede så det var mig, og vinkede tilbage. Jeg nærmede mig hende, og gjorde tegn til at jeg ville kramme hende, og hun gav mig adgang til at komme udenom disken.

’’Hvordan gik det i går?’’ Spurgte hun interesseret, og jeg blev helt glad over hendes nysgerrighed. Hun viste sig at være en sød veninde, og det havde jeg brug for når jeg var på arbejde, for ikke at være helt alene.

’’Jeg har fået min første retssag’’ Fortalte jeg hende med en stor ivrighed i stemmen. Lisbeth kiggede først bare på mig i to sekunder, dernæst brød hun ud i et ret højt hvin. Jeg skar en grimasse, mens jeg smilede lidt af hendes opførsel. Nogle forbipasserende kiggede, men ellers så det faktisk ud til at resten havde vænnet sig til Lisbeth’s små udbrud. Det regnede jeg i hvert fald med.

’’Jeg er altså også utrolig glad, men skreg du ikke lidt for højt?’’ Spurgte jeg hende med en blid stemme, bare så hun ikke var i tvivl om at jeg ikke mente det ondt.

’’Det er da Zayn Malik’’ Udbrød hun så. ’’Ja?’’ Spurgte jeg så, for hvad var der specielt ved det? Lisbeth kiggede virkelig dumt på mig, så jeg genert blev nød til at kigge væk et kort øjeblik.

’’Han er en verdenskendt sanger. Han er med i bandet ’One Direction’, som kom på en tredje plads i X-factor 2010. Deres mentor var Simon Cowell, ham den mugne dommer. Bandet består af 5 drenge, inklusive Zayn. Det er et britisk-irsk band, og de andre hedder Niall, Liam, Harry og Louis. Zayn er den næstældste, for han fylder 20 om …’’ Lisbeth kiggede på kalenderen på væggen til højre for mig. ’’.. 5 dage. Louis er den ældste, og han fyldte 21 år d. 24. december. Harry fylder..’’

’’Okay bare stop. Det eneste jeg fik ud af det var at Zayn er med i et verdenskendt boyband. Og at han har fødselsdag om 5 dage’’ Afbrød jeg hende med, så hun klappede i som en østers. Lisbeth lavede tommel op til min læring, og jeg rystede på hovedet af hende.

’’Jeg skal smutte nu. Ses vi senere? For resten, nu gætter jeg bare, du er jo fan, så er der noget du vil have mig til?’’ Spurgte jeg. Lisbeth lavede store øjne, og bad mig om Zayn’s autograf, også ville hun gerne vide hvilken parfume Louis brugte, så hun kunne dufte til ham dagen lang. Det sidste havde godt nok fået mig til at grine.

Jeg vinkede til Lisbeth mens jeg vendte om, og satte kurs mod elevatoren.

 

 

Zayn gav mig hånden, inden han satte sig ned på stolen overfor bordet, som jeg havde bedt ham om.

Jeg selv satte mig tilbage på stolen og prøvede at trække vejret ordentligt, da jeg pludselig havde fået vejtrækningsproblemer. Zayn kiggede lidt på mig, mens jeg bare kiggede tilbage. Til sidst endte jeg med at fjerne blikket, da det nok ikke ville være så venligt hvis vi overstirrede hinanden. Zayn rømmede sig, og begyndte at fiske noget op fra hans jakkelomme. Mens han gjorde det, studerede jeg hans påklædning.

Han var iført en hvid T-shirt der tydeligt lod hans mavemuskler fremtræde, og oven over T-shirten havde han en sort læderjakke på. På benene havde han en nogle hullede stramme jeans, og nogle sorte sko.

Han havde små skægstubbe, og han lugtede af en blanding mellem lidt cologne og cigaretrøg. Det sidste var ikke noget jeg brød mig om, tværtimod var jeg meget imod det. Så det gik ikke hvis han skulle ryge mens vi snakkede om retssagen.

Zayn havde fisket en pakke halspastiller frem, og han var i gang med at putte en halspastil i munden. Da han skulle til at ligge pakken væk, røg en pakke cigaretter ud af hans lomme, og landede på jorden ved mig. Jeg kiggede straks ned på den, men indså så at jeg blev nødt til at samle den op, alt andet ville ikke være særlig høfligt.

Med en afskyende grimasse tog jeg min pege- og tommelfinger og holdte om den. I en hurtig bevægelse fik jeg kastet den hen til Zayn, så han med nød og næppe nåede at gribe den.

’’Woohow. Jeg gætter på du ikke ryger?’’ Spurgte han drillende, mens jeg rystede kraftigt på hovedet.

’’Nej det gør jeg så ikke. Nå, okay hvad handler sagen om?’’ Jeg skiftede emne, da jeg så hurtigt som muligt gerne ville i gang med sagen. Zayn grinede hæst, inden han tyggede på bolsjet, det knasede i hvert fald ret højt.

’’Jeg foreslår at vi tager på en café og snakker om det’’ Foreslog Zayn, og jeg nikkede mig enig. Jeg kunne godt tænke mig en kop varm kaffe, på sådan en kold vinterdag.

 

Zayn og jeg gik side om side ind i butikken, og jeg sørgede for at holde lidt plads mellem os. Både grundet det faktum at vi ikke kendte hinanden, så at gå så tæt var ikke acceptabelt, og også fordi han så virkelig mærkelig ud. Jeg forstod han frøs, så hætten og halstørklædet kunne nok godt forstås, men solbrillerne? Come on, det var klart noget af det dummeste jeg længe havde set. For ikke at være uforskammet havde jeg dog ikke kommenteret det.

Zayn gik op for at bestille, mens jeg satte mig ved et bord ved et vindue. Jeg tog jakken, halstørklædet og huen af, og placerede dem på pladsen ved siden af mig. På bordet lagde jeg min mappe, hvori alle vigtige oplysninger var.

Efter et par minutter kom Zayn ned med en bakke med to kopper varm kakao med flødeskum og krymmel. Det gik vel også i stedet for kaffe.

Efter Zayn havde sat sig ned, rakte jeg ud efter et stykke papir, så jeg kunne tørre mig om munden efter jeg havde drukket.

’’Så er vi her, lad os snakke’’ Sagde jeg, efter at have taget en tår af den varme kakao. Dog fik jeg kun flødeskum, fordi det dækkede det meste af toppen.

’’Jep, lad os det. Okay, sagen er den at jeg begik noget kriminalitet, og nu skal jeg i fængsel 1 – 2 år, hvis jeg bliver dømt skyldig. Så det er dit job at sørge for det ikke sker’’ Forklarede han med en ret kølig stemme.

’’Jamen, så er du jo skyldig. Jeg kan da ikke lyve?’’ Sagde jeg bebrejdende og lænede mig opgivende tilbage i sædet.

’’Hør her okay. Jeg er kendt. Det vil både koste mit band og mit omdømme en masse skader, så det skal du fikse’’ Det lød virkelig meget som om at det hele pludselig var min skyld, og specielt da han sagde at jeg skulle fikse det, og endda pegede på mig i det øjeblik han sagde ’du’, gjorde mig ret irriteret.

’’Men det er jo løgn. Hvordan kan du overhovedet gå med til at et andet menneske skal lyve for at redde din … ja, redde dig?’’ Min stemme var hævet en anelse, og jeg sank hurtigt lidt ned i sofaen, som for at gemme min vrede væk. Tænk jeg var ved at sige røv. Det var virkelig godt at jeg nåede at stoppe mig selv, for jeg syntes ikke rigtig at det klædte mig at sige sådanne ord.

’’Det er vel lige meget. Jeg finder bare en anden advokat så’’ Sagde han, og kiggede intenst på mig. Jeg bed mig usikkert i læben, og skævede til hans knyttede hånd der lå på bordet. Forsigtigt lagde jeg min egen hånd ovenpå bordet, tæt på hans.

’’Zayn’’ Mumlede jeg blidt, så jeg kunne se ham slappe lidt af i kroppen.

’’Jeg kan nok ikke rigtig ændre din mening. Men ærlig talt, synes du så ikke selv at du er lidt urimelig?’’ Tonelejet prøvede jeg ihærdigt at holde nede ved den blide stemme, og det så ud til at virke, for Zayn strakte sin knyttede hånd, så hans fingerspids kom i berøring med min hånd. Stedet hans finger rørte brændte, mest fordi han for lidt siden havde holdt om koppen, der jo også var varm.

Han lænede sig tilbage, men lod hånden blive på sin plads. Med et suk tog han hans ledige hånd henover hans ansigt, som for at skærme ham selv for virkelighedens konsekvenser.

’’Jo, men jeg kan bare ikke’’ Sukkede han så, og trak hånden til sig.

’’Jeg skal nok hjælpe dig’’

’’Vil du?’’

’’Hvad?’’ Chokeret over at ordene der for et par sekunder siden havde efterladt min mund, gispede jeg. Dernæst sukkede jeg dog, for jeg ville jo gerne hjælpe ham. Lige i øjeblikket virkede han så hjælpeløs, at jeg ikke kunne nænne at takke nej. Også selvom jeg burde.

’’Jo, ja det bliver jeg på en måde nød til’’

’’Hvilken måde?’’ Spurgte han nysgerrigt og lænede sig lidt fremover. Cigaretrøgen kom jeg ved en fejl til at indånde, så jeg skar en grimasse.

’’Jeg ved det egentlig heller ikke selv. Men jeg har et krav’’ Taknemmelig og imponeret over hans interesse og omsorg for mig, kiggede jeg ham direkte i øjnene.

’’hmm, kom med det’’

’’Du må ikke ryge i nærheden af mig. Og du må heller ikke lugte af det, så du skal både børste tænder og tage enten parfume på eller gå i bad, efter du har røget og skal være sammen med mig’’

’’Selvfølgelig’’ mumlede han, og jeg nikkede tilfredst.

’’Og når ja’’ Udbrød jeg, da jeg kom i tanker om det.

’’Hvad nu?’’ Spurgte han fraværende. Jeg tog en tår af min kakao, og lænede mig lidt fremad så Zayn’s parfume fyldte mine næsebor. Det var en behagelig duft. Endnu en slurk kakao blev drukket, inden jeg ville spørge ham. Det var egentlig noget jeg allerede burde vide, men pludselig var jeg nervøs for hvor stor en forbrydelse han havde begået.

’’Hvad er det overhovedet du gjort?’’

Den dag lærte vi hinanden at kende. Den dag drak vi kakao for allerførste gang. Og den dag snakkede vi om Zayn’s kriminelle side. Ikke at nogle af tingene blev den sidste. Men på en måde ønsker jeg at jeg ikke havde takket ja. At hvis skæbnen ville have os til at møde hinanden igen, var det nok sket, også selvom jeg havde takket nej. Det skete bare ikke, for jeg havde allerede sagt ja.

Når ja. Den berøring med hans finger havde ikke rigtig noget med koppens varme at gøre. For jeg indså først dage efter at han faktisk ikke havde rørt hans kop med venstre hånd. Den berøring betød en hel del mere, end bare varm kakao.

 

                                                                                                                                                               

 

Ikke for at lyde som en eller ande syg fangirl, men blev ret glad da jeg opdagede at Kristina S havde favorittet! :D

ORD: 3.914

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...