Justice or Love ▪ One Direction

Lauren er en rødhåret pige med et stort positivt humør samt et dejligt smil. Hun bor sammen med en kammerat i London, tæt på kammeratens arbejde og Laurens universitet, hvor hun lige er blevet færdiguddannet som advokat. Da Lauren's første retssag meddeler at hun skal støtte en Mr. Malik, bliver der ændret en dramatisk kurs på hendes liv. Hun bliver trukket med i et virvar af problemer og et specielt spørgsmål hvis svar har svaret på alle hendes spørgsmål. ''Kærlighed eller retfærdighed?''

29Likes
101Kommentarer
1878Visninger
AA

12. Not what I expected. Definetily not ✪

 

”Du behøver ikke at komme i dag”

”Jamen det vil jeg gerne. Jeg kan jo ikke bare blive hjemme, når det er en arbejdsdag?”

”Jo, jeg har snakket med chefen. Han sagde det var helt okay. Du kan jo arbejde derhjemme, men du skal altså ikke komme”

”Hvorfor ikke?” spurgte jeg sukkende Lisbeth, hvis vejrtrækning som jeg kunne høre gennem røret. Hun tøvede lidt, inden der endelig lød et svar. ”Vi bygger om! Eller, nej. Mr. Bing sagde at han godt kunne tænke sig at omrokere dit kontor, da det efter hans mening ikke var så flot”

Selvom jeg selv var utrolig glad for mit kontor og helst gerne ville have det som det var i øjeblikket, havde jeg ikke spor lyst til at protestere. Hvis Mr. Bing syntes det, burde jeg respektere hans mening. Og han var jo også trods alt min chef, så han bestemte.

”Okay så”

”Ja, bare bliv hjemme de næste par dage”

”Men sig hun stadig skal arbejde” lød det i baggrunden, og jeg gættede på at stemmen tilhørte Mr. Bing.

”Det skal jeg nok. Hejhej og hils ham fra mig” det sidste sagde jeg henvendt til Lisbeth, inden jeg lagde på. Jeg vendte mig om i sofaen i stuen, hvor jeg havde sat mig. Telefonen havde kimet højlydt for blot fem minutter siden, og klokken var halv 6. Det undrede mig egentlig at Lisbeth var oppe nu, og at hun allerede var på arbejde, men jeg kunne ikke rigtig spørge om det, nu hvor telefonsamtalen var afsluttet.

”Jeg må nok smutte i seng igen så” mumlede jeg højlydt for mig selv, og begyndte at gå hen mod mit værelse. Så kunne jeg alligevel stå op om halvanden time, ligesom jeg normalt gjorde når jeg skulle på arbejde. I dag kunne være en slags hjemmearbejde.

Jeg gik ind på mit værelse og satte mig på min seng, så den silkebløde dyne omfavnede mig. Dynen var blevet lidt kold, på trods af det kun var kort tid jeg havde forladt den. Jeg krøllede mig sammen til en kugle for bedre at kunne holde på varmen, og puttede mig godt.

Jeg prøvede ihærdigt på at falde i søvn, men jeg kunne ikke. Efter en masse forskellige stillinger, og jeg stadig ikke kunne sove, bestemte jeg mig for at lade de tanker som ville tænkes nu og ikke senere, blive tænkt.

Jeg tænkte på en masse ting. På min familie, hvordan de havde det. Hvorfor de var som de var. Hvad der havde fået dem til at gøre som de gjorde, og hvis noget skulle være anderledes for at forbedre det, hvad kunne det så være? Jeg gjorde det blot sværere for mig selv at besvare spørgsmålene, for hvis jeg kendte svaret, så ville tingene ikke forholde sig sådan som de gjorde i dag. Min analyse var spildt.

Eftersom disse irriterende tanker havde udmattet mig en del, var jeg ved at døse hen, da mine tanker pludseligt og overraskende drejede omkring et helt andet emne. Zayn.

Hvorfor havde jeg fået øjenkontakt med Zayn?

Det kunne ske for enhver.

Hvorfor fik jeg det så ikke med de andre drenge eller piger?

Fordi de ikke kiggede på dig ligesom han gjorde.

Hvilken måde? Nu rablede det for mig.

Jeg kommunikerede med mig selv, hvilket fik mig til panisk at sætte mig op i sengen og trække vejret lydløst og tungt. Jeg burde nok stå op inden tankerne ville begynde og blive mere skøre.

Det var underligt for mig at få sådan et pludseligt humørskifte, da jeg ikke plejede det. Det undrede mig ligesom så meget andet, men jeg valgte at tro det var fordi jeg ikke kunne sove og var så træt, at tankerne havde taget en anden drejning end det normale.

Derfor stod jeg også op og begyndte at rede min seng. Jeg ryddede op på mit værelse, og tog dernæst dagens tøj frem samt noget undertøj, og gik ind på badeværelset.

Et bad kunne klart opfriske mig.

 

Efter jeg havde tørt mig og havde taget mit tøj på, som bestod af en sort blazer og nogle stramme cowboybukser, gik jeg ind i køkkenet for at lave morgenmad til Mathias og jeg.  Dog ville jeg først lige vække ham, for det ville alligevel taget ham cirka ti minutter at stå op. Inden jeg gik ud af køkkendøren, kiggede jeg lige på kalenderen og uret, som viste 6. marts klokken 07.25.

Jeg bankede på hans værelsesdør, og da han ikke svarede, gik jeg indenfor. ”Mathias, vi skal spise nu”

”Mm” han lå i hans seng i en rodet stilling, og hans værelse lugtede væmmeligt. Jeg fik åbnet vinduet på klem så en kølig vind strømmede ind i rummet og fik erstattet stanken.

”Jeg laver morgenmad nu, så du skal op nu”

”Sagde du ikke lige at vi skulle spise og altså maden er klar?”

Jeg flygtede ud af hans værelse, og råbte at det skulle vi også, selvom det ikke passede. Det var en god metode at få ham op på, for ellers ville han bare ligge og dovne i meget lang tid.

Til morgenmad besluttede jeg mig for at lave røræg, og så kunne vi også selv smøre smør eller andet på noget rugbrød.

Jeg gik i gang med røræggene, og imens dækkede jeg bord. Allerede efter få minutter kunne jeg dufte maden i køkkenet, hvilket gav mig en lyst til at smile lykkeligt og åbne køkkenvinduet, hvilket jeg gjorde. Jeg kunne mærke hvor frisk jeg var, og badet havde hjulpet en del.

”Nu spiser vi. Og jeg mener det” råbte jeg højlydt til Mathias, da jeg havde som det sidste stilt juicen på spisebordet. ”Jaja, jeg kommer nu!”

Jeg hældte juice i hans glas, og te i min egen. Selvom sneen var væk, var det stadig ret koldt, så det var en dejlig følelse af noget varmt midt i kulden.

Mathias kom traskende ind i køkkenet og satte sig sløvt på hans sædvanlige stol, som var overfor min. ”Godmorgen” kvidrede jeg friskt, og han nikkede blot som svar.

”Hvad skal du i dag?” spurgte jeg dernæst for at starte en samtale op. Imens gik jeg i gang med at lægge røræg på hans og min tallerken, og dernæst gik jeg tilbage til ovnen med panden, så den ikke fyldte så meget.

”På arbejde klokken 10” sagde han og kiggede på hans ur. ”Fuck, jeg har jo halvanden time endnu. Hvorfor skulle du også vække mig så tidligt?”

”Mathias, jeg ville bare gerne lave morgenmad sammen med dig. Hvad galt er der i det? Og så har du længere tid til at gøre dig klar” svarede jeg lettere irriteret. Det lagde han heldigvis ikke mærke til.

”Hmm, du har nok ret. Hvad skal du i dag?”

”Lisbeth ringede og sagde jeg ikke måtte komme på arbejde, fordi Mr. Bing vidst gerne ville omrokere mit kontor. Så det er vidst hjemmearbejde”¨

”Hvem er Lisbeth?”

”Lisbeth? Det er Mr. Bings sekretær, kan man vidst godt sige. Hvorfor?”

”Ikke for noget. Ville bare vide hvem hun var. Nu hvor hun er sekretær, er hun så totalt gammel, rynket og streng?” han grinede lidt af hans egen vittighed.

”Hun er faktisk 25 år og utrolig sød. Du burde møde hende”

”Gerne. En date?”

”Ikke sådan noget med min kollega Mathias. Hun er forresten ældre end dig”

Mathias tog en bid af hans rugbrød med pålægschokolade på, og begyndte så at snakke, så maden fløj ud af munden på ham. ”Og?” Han gumlede færdig og slugte en klump, inden han med skinger stemme fniste. ”Det er jo bare et nummer. Kærlighed har ingen alder” efterabede han tøserne fra kærlighedsfilm. Jeg kunne ikke lade være med at smile stort og også grine lidt.

”Jeg kan give hendes nummer efter maden, så kan du selv charmere dig ind på hende”

”Deal!” sagde han begejstret, så en dråbe juice dryppede ned af hans mund og ned på bordet.

Vi spiste videre og snakkede lidt om dit og dat, og inden meget kort tid, var vi begge færdige med at spise. Mathias gik som sædvanlig uden at hjælpe, så jeg skulle rydde det hele op. Jeg protesterede dog ikke, for det var i orden med mig. Desuden kunne jeg godt lide at gøre rent.

 

✪✪✪

 

Det bankede på døren og jeg lagde papirerne i mit skød oven på min Macbook for at kunne rejse mig. Jeg gik ud i gangen og åbnede hurtigt døren, da bankene blev kraftigere og mere høje.

 Zayn stod udenfor med to kopper kaffe fra Starbucks i hænderne, mens han lænede sig smilende op ad døren. ”Hej. Kom gerne ind” sagde jeg gæstfrit, og gik selv lidt til side, så han kunne træde indenfor. Zayn havde hans læderjakke og hvide T-shirt på – ligesom dengang på mit kontor – og denne gang nogle cowboybukser. Et skævt smil spillede om hans læber, der var lyserøde fra kulden udenfor.

”Hvad så?” spurgte han, mens han gik ind mod stuen. Jeg fulgte efter ham. ”Jeg hørte at du skulle arbejde hjemme i dag”

”Af hvem dog?” spurgte jeg. ”Her, sæt dig” jeg flyttede nogle puder så han sad ved siden af mine papirer.

”Åh ikke nogen. Fuglene sang sådan lidt” han kiggede drillende på mig, men jeg orkede ikke noget drilleri. Det var jo ikke engang sjovt. Jeg sendte ham et bebrejdende blik, så det skæve smil straks blev tørret væk.

”Jeg… Lisbeth sagde det!” Han svarede lynhurtigt på det, også selvom han tøvede, hvilket undrede mig lidt. Hmm. ”Nå, men hvad laver du?”

”Jeg er i gang med at forberede mig. Vi burde egentlig begynde at snakke taktik. Der er ikke så længe til retssagen begynder” jeg løftede bærbaren op og satte mig ved siden af Zayn, for derefter at stille bærbaren på mit skød. Jeg rodede lidt rundt mellem dokumenter, og fandt så det jeg søgte efter.

”Jo selvfølgelig. Okay, hvad gør vi?”

”Altså, jeg har skrevet nogle sider her. Skal jeg læse op, eller vil du selv læse dem?”

”Du må gerne læse”

”Okay, hmm. Altså, først og fremmest skal vi lige have opsummeret hvad vi ved. Vi ved at du er anklaget, at du gjorde som du gjorde på grund af gruppepres, at Helen stadig ikke er ved bevidsthed og hendes mand har anklaget dig. Så, nu kommer selve taktikken”

”Jeg lytter” sagde Zayn og kiggede opmærksomt på mit ansigt. Jeg kiggede lidt på ham for at se hans næste reaktion, men han kiggede bare. Så uden at gøre mere ud af det, fortsatte jeg med at læse op.

”Du skal øve dig i at virke så troværdig som muligt. Øv dig på nogle af drengene fra One Direction, bare med små løgne. Ikke noget stort, men det kan du nok regne ud. Altså, ikke flakke med øjnene, lad være med at krydse arme, ben eller noget som helst. Hvis du skal klø dig for eksempel i nakken, så gør du det med den arm der er tættest på. Sådan noget ligger de mærke til”

”Ja, det havde jeg faktisk hørt. Heller ikke sådan her, vel?” spurgte han og tog hans venstre hånd og kløede på højre bryst. Jeg rystede på hovedet.

”I hvert fald, ikke sådan nogen ting. Og du må heller ikke slikke dig for meget om læberne, og når ja! Slet ikke, bide dig i læben! Og du skal også stoppe med den vane” sagde jeg som en lærer, der var i gang med at fortælle eleverne de ikke måtte bruge mobilerne i timen.

”Har du lagt mærke til det?”

”Ja, du sidder tit og bider dig i underlæben. I retten kan det sagtens se ud som om at du er nervøs”

”Ah, som om jeg er nervøs. Jeg optræder foran tusinder af mennesker, come on”

”Du skal virkelig ikke tro at retten kigger på om du er kendt eller ej. Jeg er ked af at sige det, men de er fuldkommen ligeglade”

”Jaja, fortæl videre” hans stemmeleje havde sænket sig, hvilket jeg antog som et tegn på at han kedede sig. Det irriterede mig groft at han i dette øjeblik var på denne måde, men jeg måtte nøjes med at sukke indvendigt. ”Okay. Du lader mig tale ud, hele tiden, så dommeren kan se at vi er enige og har styr på tingene. Du skal prøve at smile så godt som du kan, for at vi skal virke som et bedre team end dem. Er du med?” spurte jeg venligt og kiggede på Zayn, der kiggede bedrøvet ned i sit skød og bed sig i underlæben.

”Er der noget galt?”

”Jeg bryder mig ikke så meget om at tale omkring det her. Altså, ikke alt for meget”

”Det er også okay. Det er i orden at du føler som du gør, så lad være med at føle dig forkert. Vi kan tage lidt og lidt af gangen, så du ikke bliver mindet så meget om det. Skal vi tage en pause?” spurgte jeg med pædagogisk stemme og kiggede sødt på ham. Jeg elskede at hjælpe andre med deres problemer, da jeg også selv fik en god mavefornemmelse af det.

”Jo, det kan vi godt. Hvad skal vi så lave?” Zayn kiggede allerede håbefuldt på mig, og hans tænder havde sluppet taget om hans underlæbe.

”Hvad har du lyst til?” min stemme var stadig lidt pædagogisk, men ellers snakkede jeg ligesom jeg altid gjorde. Det var meget rart at man kunne høre omsorgen i folks stemmer, når man var ked af det. Sådan følte jeg det da.

”Café? Jeg kender en god én” han havde allerede rejst sig og var på vej mod gangen for at hente hans jakke, og jeg kunne ikke lide at sige nej. Derfor nikkede jeg også bare. ”Men jeg skal lige rydde op”

”Selvfølgelig. Jeg tager lige vores jakker”

Jeg gik i gang med at rydde papirerne i et papir og lukkede bærbaren sammen, og stillede den på sofabordet. Derefter tog jeg imod min jakke som Zayn rakte mig, og sammen gik ud af døren. Dog, lige inden vi gik ud af døren, standsede Zayn mig ved at ligge en hånd på min arm. ”Ey Lauren? Tak”

Jeg nikkede blot af hans taknemmelighed, inden vi side om side gik ud af døren.

Dette kunne nærmest kun være hyggeligt. Og denne gang blev det det da også.

 

✪✪✪

 

”Årh, hold op” sagde Zayn grinende og rakte mig endnu engang hans muffin. Jeg rystede smilende på hovedet, og rakte en hånd op i vejret. ”Du dør ikke, vel? Og jeg kan heller ikke spise mere”

”Helt ærligt, nej tak” jeg skubbede til den hånd hvor han holdte hans muffin, mens jeg prøvede at få øjenkontakt med en tjener. Endelig kiggede hun i min retning, og med det samme kom hun gående imod os, så jeg vendte mig om mod Zayn igen. ”Jeg har allerede kaldt på én, så det er lidt for sent”

”Jaja, det må du selv om. Men jeg spiser den altså heller ikke”

Tjeneren spurgte efter min bestilling, og det var først da jeg fortalte at jeg ville have en blåbærmuffin, at hun kiggede op fra sin notesblok. Hendes mund formede nogle bogstaver der mest mindede om et ’O’, et ’M’ og et andet bogstav jeg ikke fik fat i. ”Oh my gosh, Zayn! Fra One Direction” hendes stemme havde hævet sig en anelse og jeg skar en grimasse. Dog ikke for tydeligt, da det ville være uhøfligt.

”Hej” Zayn hævede hånden, og jeg kiggede rundt, for at opdage at nogle borde længere væk sad der en gruppe piger, som også så ud til at genkende ham.

”Kan jeg få en autograf? Oh my god” tjeneren så ud til at hyperventilere og jeg rejste mig bekymret op og holdte en arm oppe bag hendes ryg. Dernæst gav jeg tegn til en mandlig tjener om noget vand, så han skyndte sig herover med det.

Zayn så overraskende nok helt rolig ud, og gik i gang med at skrive hans autograf på et stykke papir, med den kuglepen tjeneren havde brugt til at notere på hendes notesblok. Forbavset rakte jeg tjeneren et glas vand, som hun faktisk ikke tog imod. I stedet rejste Zayn sig og stillede sig ved siden af hende med et smil på læberne, mens en eller anden rakte mig deres IPhone. Den var allerede inde på kamera, så jeg tog det som et tydeligt tegn til at jeg skulle fotografere dem.

”Her er det” jeg rakte mobilen til Zayn, som glædeligt tog imod den og rakte den videre til, sikkert ejermanden, tjeneren. Hun rystede stadig lidt, men så trak Zayn hende ind til et kram, og hun virkede mere til stede end før.

”Hav det godt” sagde Zayn muntert og sendte endnu engang pigen et smil. Det gav mig en varm følelse indeni og jeg følte mig et mikroskopisk øjeblik helt ør. Sikkert grundet den glæde der lige var spredt, for jeg kunne ikke umiddelbart komme i tanker om andre grunde. Altså, det kunne jo næsten ikke være andet. Vel?

”Wow, du burde have været nødhjælpslæge eller sådan noget” grinede Zayn, mens han satte sig ned. Jeg gjorde det samme og kom i tanker om min muffin. Da jeg kiggede til siden, så jeg endnu engang tjeneren komme gående mod os med en bakke i hænderne, så jeg gav min opmærksomhed til Zayn.

”Hun så ikke for godt ud, jeg var bare en slags hjælpende hånd”

”Sådan reagerer fans. I princippet var du ikke til nogen hjælp”

Jeg blev underligt nok ikke fornærmet af hans uhøflighed, men det var nok også fordi jeg kendte ham godt og vidste han ikke mente noget ondt med hans ord. 

”Her, velbekomme” tjeneren rakte mig min muffin som jeg taknemmeligt tog imod og begyndte at spise af. ”Hvorfor ville du egentlig ikke have min? Jeg har altså ikke forgiftet den” spurgte Zayn alvorligt og skævede til hans halvspiste muffin der lå lidt længere væk fra ham.

Jeg tænkte omhyggeligt over min besvarelse, da jeg gerne ville formulere mig mest venligt som overhovedet muligt. ”Jeg troede at det var noget du sagde, fordi du gerne ville være venlig og forære mig din muffin. Og også fordi jeg kun spiser af andres mad, hvis det er nogle jeg virkelig kender. Eller, ikke kender, for jeg kender jo dig. Men hvis det er nogle af mine venner. Egentlig så deler jeg kun mad med Mathias, Lisbeth, Ethan, min mor og min far” afsluttede jeg min talestrøm af med.

”Hvem er Ethan?”

”Min lillebror på 15 år”

”Fedt. Ham kunne jeg godt tænke mig at møde en dag”

”Virkelig?” spurgte jeg overrasket, da jeg ikke havde regnet Zayn for at kunne på nogen måde, være interesseret i min familie. ”Ja, selvfølgelig. Jeg elsker at møde nye mennesker”

Endnu engang fik jeg den varme følelse placeret lige i maven og jeg følte det som om min mave kildede. Lige da jeg skulle til at kunne arrangere noget mellem Ethan og Zayn, kom 4 piger genert hen til vores bord. Zayn så ud til at genkende dem, for han hilste pænt. Det gjorde jeg også, men mest for at være høflig.

”Hvis i giver jeres mobiler til Lauren her, så skal hun nok tage billederne” Og da slog det mig at det jo var pigerne der sad nogle borde væk fra os. Jeg tog imod de fire forskellige mobiler, IPhone, BLackberry, Nokia og endnu en IPhone.

”Hvor er det vildt” hørte jeg den ene pige hviske til den anden. De hvinede lavmælt begge to, inden de rømmede sig og stillede sig ordentligt.

Zayn placerede sig først med to piger på hver side og fik taget et billede. Dernæst tog jeg billeder med dem og Zayn, enkeltvis, hvilket tog os 10 minutter at få det gjort. Da Zayn havde krammet den sidste pige gik de ud af caféen, tydeligt meget gladere end de nogensinde kunne blive.

Ligesom med tjeneren blev jeg også i godt humør af at se pigerne være glade, og da Zayn satte sig ned, var det også med et muntert tonefald at vi fortsatte vores samtale fra før.

”Så? Jeg kan hver dag” sagde Zayn og kiggede spørgende på mig.

”Jeg spørger ham lige senere. Så kan jeg give dig besked i aften?”

”Lyder godt” nikkede han og drak vidst den sidste slurk af hans kakao. Jeg fik spist min muffin færdig, og efter yderligere et par minutter var vi klar til at betale for regningen. Zayn kaldte på tjeneren fra før, som smilede stort til os. Noget sagde mig at intet kunne ødelægge hendes humør de næste dage, hvilket jo kun kunne være godt. ”Skal vi gå?”

”Jo, men jeg skal lige på badeværelset, hvis det er okay?”

”Ja selvfølgelig”

Jeg rejste mig og gik på toilettet. Kort efter var jeg tilbage, hvor jeg fandt Zayn stående opad døren. ”Er der noget?” spurgte jeg roligt og fik hans opmærksomhed. ”Åh der var du. Kom nu, vi har rigtig travlt. Det haster!” skyndte han på mig og hev i min arm for at trække mig efter sig. Jeg var nær væltet, hvis ikke jeg i stedet stødte hovedet ind i hans arm. Da vi var nogle meter længere væk fra caféen stoppede han endelig op. ”Jeg tror jeg skylder dig en forklaring for det her” sagde han.

”Ja, det tror jeg også”

”Altså, undskyld. Det lyder nok lidt latterligt nu, men det var bare for at du skulle glemme regningen. For den har jeg betalt”

Det kom bag på mig. At han gjorde så meget for at kunne betale regningen var ret overdrevet, men inderst inde, et lille sted fandt jeg det underligt sødt.

”Det er okay” jeg smilede til ham, for at vise at jeg ikke tog det så tungt.

”Tak for en hyggelig tur”

”Det var virkelig så lidt”

”Jamen, så hejhej” Zayn kom akavet nærmere mod mig, og jeg kunne tydeligt læse på ham, at han var usikker omkring hvorvidt han skulle kramme mig eller ej. For at knække den akavede stemning krammede jeg ham flygtigt og var hurtigt ude af syne for Zayn.

Det havde været noget af en omvæltende dag.

 

Hvad skete der egentlig for mavefornemmelserne? Var det virkelig bare på grund af det som jeg troede det var, eller var der helt andre grunde bag? Jeg havde haft en super hyggelig dag med Zayn, nok klart blandt de bedste. På en måde var alle mine dage sammen med ham gode, men alligevel følte jeg ikke jeg havde ret til at sige det, når… Ja, ikke noget. Vi havde et super godt forhold, af en klient og en advokat at være. Dog var der noget der ikke gav mening for mig. Det som der skete dage senere, hvordan kunne det forbindes med at min mave kildede? Noget gik ikke op, og jeg ville gerne finde ud af det. Jeg kan da allerede fortælle at det gjorde jeg. Bare ikke på den måde jeg havde regnet med. Slet ikke.

                                                                                                                                                                                                                       

 

3.805 ORD

Undskyld forsinkelsen, kom gerne med en kommentar <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...