Justice or Love ▪ One Direction

Lauren er en rødhåret pige med et stort positivt humør samt et dejligt smil. Hun bor sammen med en kammerat i London, tæt på kammeratens arbejde og Laurens universitet, hvor hun lige er blevet færdiguddannet som advokat. Da Lauren's første retssag meddeler at hun skal støtte en Mr. Malik, bliver der ændret en dramatisk kurs på hendes liv. Hun bliver trukket med i et virvar af problemer og et specielt spørgsmål hvis svar har svaret på alle hendes spørgsmål. ''Kærlighed eller retfærdighed?''

29Likes
101Kommentarer
1883Visninger
AA

10. Let's just hope everything will be okay ✪

 

 

En uge var gået, og jeg havde ikke lavet noget som helst specielt. Mathias var blevet rask og på arbejdet havde jeg hyggesnakket med Lisbeth det meste af tiden. Selvfølgelig havde jeg også småsludret en smule med mine andre kollegaer. Zayn havde ikke været der, og han havde skrevet en besked, der fortalte at han skulle indspille sange med bandet, så han kunne ikke komme hele ugen. Det var også i orden med mig.

Dagen i dag var den enogtyvende januar, en søndag, og halvdelen af vinteren var overstået. Så manglede vi den sidste del til sommeren, så jeg endelig kunne cykle på arbejde.

I øjeblikket var jeg i gang med at lave mad, til Mathias og to af hans venner. Det var noget med at han kun var venner med Stan, og Stan havde inviteret en af hans venner med. Og Mathias skulle blive præsenteret af Stan for Stans ven, og havde krævet en lækker middag.

”Hvordan går det?” Mathias kom glad ind i køkkenet, og kiggede ned i gryden over skulderen. ”Udmærket” svarede jeg, mens jeg rørte rundt med grydeskeen. Dernæst satte jeg en glasbakke på køkkenbordet, og stillede nogle lasagneplader på.

”Lasagne! Uhm” Mathias klappede mig på skulderen, inden han gik mod udgangen til køkkenet.

”Du skal da dække bord. Jeg skal ikke gøre det hele” sagde jeg, og pegede med en hævet finger på ham. Han sukkede højlydt, men gjorde så som jeg sagde.

”Du spiser med os ikke?”. ”Jo, det tror jeg da. Det ville være lidt mærkeligt hvis jeg bare spiste på mit værelse”

”Okay godt. jeg kunne nok heller ikke klare serveringen, så du er der ALTID for mig, som en TROFAST støttepæl” hen ad sætningen blev hans stemme mere og mere dramatisk, og jeg lod et grin slippe ud over mine læber.

 

En halv time senere var bordet fint dækket til en lidt fornem aftensmad, men jeg havde også prøvet at holde temaet lidt ”cool”, da Mathias ikke ville have det til at være overdrevet.

Jeg var iklædt sorte stramme bukser, en hvid bluse, og en grå lang cardigan over. Cardiganen var sort på albuerne.

Maden var klar, og colaerne var også blevet hentet. Så nu var det kun gæsterne der manglede.

Og når man tænker på solen, så skinner den.

”Jeg åbner” sagde jeg til Mathias, som sad inde på sit værelse. Han nikkede blot til det jeg sagde, så jeg gik hen for at åbne.

To unge mænd på alderen 19-21 mødte mig, og jeg trådte et skridt tilbage for at de skulle kunne komme ind. Den forreste var Stan, som jeg havde set før. Hans vens ansigt havde jeg ikke set endnu, men da han trådte frem gispede jeg.

”Louis”. ”Lauren” udbrød vi begge i munden på hinanden, så Mathias – der var kommet ud til os – og Stan kiggede forvirret imellem os.

”Hvad laver du dog her?” spurgte han overrasket, og jeg smilede af situationen vi stod i.

”Jeg bor her. Og du er her vidst med Stan?” sagde jeg venligt, da jeg havde kommet mig over chokket.

”Ja. Jeg vidste ikke Mathias boede sammen med en pige” sagde han, og ordet ’pige’ blev sagt en del skingert.

”Hej Lauren” sagde Stan og trak mig ind i et uventet kram, som jeg høfligt besvarede. ”Velkommen til” blev der sagt fra Mathias af, mens han lavede det berømte drengehåndtryk med Louis. Da alle havde hilst på hinanden gik drengene ind i stuen, og begyndte at snakke på livet løs om en masse drengesager, som jeg ikke rigtig forstod særlig meget af.

Derfor var jeg også hurtigt smuttet ind på mit værelse, for at tjekke min mobil. Det var uhøfligt, men de snakkede alligevel så ivrigt at de nok ikke opdagede at jeg ikke var der.

Der var tikket en besked ind, og jeg opdagede at det var fra et nummer jeg ikke havde kodet ind. Da jeg gik ind på nummeret kunne jeg dog genkende det fra da jeg snakkede med Zayn for nylig, så jeg tastede hans nummer ind. Måske ville jeg få brug for det en dag.

Hejsa Laureeeeen!

 Jeg har fri i aften (Efter klokken 6), så vi kan sagtens snakke om sagen? ;)”

Jeg kunne ikke, da Louis og Stan jo var her. Og desuden havde jeg en aftale med Mathias om at blive, så den ville jeg ikke bare annullere.

”Mathias har nogle venner på besøg. Stan og Louis, og jeg har lovet Mathias at blive. I morgen? :-)”

 

”Louis og Stan? Vores Louis? Okay, det er vel også i orden.”

 

”Ja, Louis fra One Direction og Stan. Det er fordi jeg ikke kan, at jeg ikke kommer. Ellers ville jeg da ikke sige nej? :-)”

 

Han var kold i hans sidste besked, og det ærgrede mig at han havde taget det personligt.

 

”Jojo, selvfølgelig. Jeg havde egentlig også en anden aftale.”

 

Jeg forstod ikke hvorfor han stadig var kold. Hvis han havde en anden aftale, så skulle han da ikke aflyse den, bare for at snakke om sagen. Jeg var forvirret.

Jeg lagde mobilen fra mig, og gik ind til drengene.

”Skal vi spise?” spurgte jeg friskt, og de råbte alle et ivrigt ’ja’.

✪✪✪

 

Mandagen var omme, og jeg var tydeligt frisk. Jeg var lige trådt ind til min – stadig nye – arbejdsplads, og det var et sødt smil jeg blev mødt af.

”Hej søde” Lisbeth vinkede mig over til hende, og jeg gik målrettet mod hende, i mine sorte kilehæle.

”Du ser forrygende ud” roste hun, og gav mig et hurtigt elevatorblik. Min jakke havde jeg over hånden, da sneen var smeltet og det ikke længere var minusgrader, og jeg kiggede ned af mig selv. Jeg var iklædt en mintgrøn bluse, som jeg havde stukket ned i min sorte nederdel. Nederdelen var trukket op til navlen, og indenunder havde jeg sorte nylonstrømper på. Skoene og nederdelen var begge i sort.

”Tusind tak. Er der sket noget nyt?” spurgte jeg, for at starte et emne op.

”Noget nyt? Hallo, du var til fest med Zayn Malik, det er da dig der skal fortælle!!” hendes stemme havde hævet sig, grundet ivrigheden.

”Du spurgte ikke i sidste uge, men halvanden uge efter episoden, ja så må jeg hastigt fortælle dig det” Jeg smilte af hendes begejstring, og gav mig til at fortælle hvad vi lavede. Episoden med brevet, og ved døren blev undladt, men det var heller ikke så stort.

”Det lyder meget hyggeligt. Fortæl ham jeg vil være med næste år” sagde hun, og rystede smilende på hovedet.

”Du kan da selv fortælle ham det. Og jeg er sådan set ikke med næste år. Tror du ikke sagen slutter inden da?” spurgte jeg hende skeptisk om, så hun denne gang rystede på hovedet.

”Årh Lauren, vi ved vidst begge godt at der kommer til at ske en hel del mere end bare at snakke om sagen i dag” Lisbeths stemme ændrede sig til et mere langsomt og hæst tonefald, og jeg brød mig ikke om hendes tonefald, eller ord.

”Hold op. Intet, jeg siger dig INTET, kommer til at ske. Jeg skal smutte op og gøre mine papirer klar, så vi kan snakke om DEM, når vi mødes” sagde jeg med en snert af irritation gemt i stemmen.

”Så siger vi det. Ja god arbejdslyst” sagde hun lidt ironisk, men jeg lod det være. Jeg vinkede til hende, for at vise hende at der ikke var nogle hard feelings indblandet, det var for sjov. Eller, det var ikke ment alvorligt, men sjovt var det nu egentlig heller ikke.

Jeg satte kurs mod elevatoren, og ventede tålmodigt på at den endelig nåede stueetagen. Mens jeg stod op i elevatoren, lod jeg tiden gå med at studere de masse knapper, som var placeret ved siden af hinanden, måske lidt for at undgå at tænke på hvad Lisbeth havde sagt.

Hvordan kunne det alt sammen være så præcist og rundt? 11-tallet var skrevet med en sort skrift, med sorte tykke blokbogstaver, bare med tal i stedet for bogstaver. En svag musik lød fra højtaleren, der også samtidig ved hver eneste etage, forklarede hvad sal det var. Meget praktisk.

Et pling indikerede at jeg var ved mit bestemmelsessted, og jeg steg ud.

Mit kontor var som jeg havde efterladt det fredagen for tre dage siden, og der var ryddet nydeligt op. Jeg satte min taske fra mig på skrivebordet, og jakken hang jeg som altid på knagen.

Jeg pakkede min Macbook frem fra tasken, og gik ind på dokumenter, hvor jeg fandt det dokument, som jeg havde arbejdet på i weekenden. Jeg havde lavet lidt research og fundet en masse gode argumenter frem, som vi ville få brug for, når sagen ville gå i gang. Jeg kunne ikke vente med at komme i gang, men alligevel havde jeg ikke lyst til at forsvare en skyldig person, så det var noget af et dilemma.

Jeg var forsvundet så dybt i mine tanker, at jeg ikke opdagede at Zayn var kommet.

”Er her nogen, eller skal jeg bare vente til du vågner?” spurgte han med en drillende stemme, og viftede med hånden foran mig. Jeg rystede kort på hovedet og rejste mig op, for at byde ham velkommen. Høflighed var en vigtig ting i livet.

”Undskyld, det var ikke min mening at døse hen. Sæt du dig ned” jeg pegede på stolen på den anden side af skrivebordet, og han nikkede. I dag var han klædt i en T-shirt i farver, hvori han havde taget en sort hættetrøje uden over. Snorene på hættetrøjen var bundet sammen lige under halsen, og jeg fik en klaustrofobisk følelse bare af at tænke på, hvis jeg havde sådan noget på. Zayns bukser var sandfarvede, og typisk for nutidens drenge og også unge mænd.

”Hvad tænkte du så overdrevet mig på, at du ikke engang opdagede jeg kom?” spurgte han nysgerrigt, og jeg viftede med hånden, for at det var lige meget. Han behøvede ikke vide at jeg så ham som en skyldig person, så ville vi da ende helt tilbage ved at jeg læste hans private ejendel for halvanden uge siden.

”Jeg har søgt lidt her og der” jeg vendte min Macbook mod ham, og snakkede videre. ”Og fundet frem til dette” afsluttede jeg, og så hvordan han gav al hans opmærksomhed til pc’en foran ham.

”Meget interessant. Hvor mange sider fylder det her?” spurgte han, og jeg besvarede at der var cirka 10. Zayns mund åbnede sig, og han kiggede nu måbende på mig. ”Og det har du skrevet på lidt over en uge?” spurgte han og kiggede overrasket på mig.

”Weekenden” rettede jeg det til, så han sank ned i stolen.

”Skolearbejdet slutter vidst aldrig” sagde han sukkende, men rejste sig så op og rømmede sig. ”Hvad gør vi så nu?” spurgte han.

”Zayn, jeg tror ikke du forstår hvor meget arbejde der skal blive lagt i denne sag. Vi er ikke engang begyndt, og du synes allerede at det er for hårdt, ja men så bak ud og tag din straf” sagde jeg højt, men slog så hånden op for munden igen.

”Det mente jeg ikke. Jeg vil hjertens gerne hjælpe dig” beroligede jeg ham hurtigt om, men Zayn kiggede såret på mig. Han så nedtrykt og trist ud, og jeg blev pludselig irriteret på mig selv, over at snakke sådan. Det var jo meget uhøfligt sagt, og jeg ville ellers gerne være en venlig og høflig person.

”Det er okay” sagde han tomt, men hans stemme lød skrøbelig.

”Jeg ved godt det ikke er okay, tilgiv mig Zayn. Det skulle ikke siges på den måde, og det skulle slet ikke siges, for det passer ikke, for jeg vil gerne hjælpe dig, og hvis jeg ikke ville, så havde jeg jo ikke sagt ja, vel, men jeg blev bare pludselig irriteret også ved jeg ikke hvad der gik af mig, undskyld” jeg snakkede i vildelse, og trak vejret dybt, på grund af den ilt jeg manglede, da jeg undskyldte.

”Det er okay, det mener jeg” han tog min hånd i sin, og kiggede mig dybt i øjnene. Han kunne se at jeg oprindeligt var ked af det, og jeg sporede tilgivelse i hans øjne.

Han stirrede mig direkte ind i øjnene, det var i hvert fald det det lignede, men jeg følte det som om at han så igennem mig, og prøvede på at opnå noget, han ikke kunne få. Ellers også var det bare mig der forstod hans kropssignaler anderledes.

Jeg trak mine hænder pludseligt fra ham, så han endte med at stirre forbløffet på ham.

”Hvorfor er det egentlig altid dig der undskylder? Jeg er bare sådan en idiot, og gad vide hvor mange gange jeg har såret dig” han kørte frustreret en hånd gennem sit hår, og opmærksomheden var vendt væk fra episoden lige før, til Zayns frustrationer.

”Undskyld. Undskyld for at jeg har trukket dig igennem sådan et virvar som det her. Undskyld for at du skulle blive overspurgt af journalister, og undskyld for at du kom med i diverse blade, selvom du ikke har lyst. Undskyld jeg bare kommer brasende i min fritid for at spise lakrids med dig, når jeg burde vide at du har travlt. Undskyld for at lade dig gøre alt arbejdet, hvor jeg kun er i vejen. Undskyld for at have presset dig til at tage med til min fest, når du tydeligvis ikke havde lyst, af en grund som jeg ikke forstår. Undskyld for at have råbt af dig sådan på mit værelse den aften, jeg var for streng. Undskyld for ikke at køre dig hjem, når du ville tage hjem og passe Mathias.  Undskyld for ikke at tro på dig, når du fortæller mig din grund til ikke at ville have noget med mig. Undskyld for at jeg er sådan en storsnudet idiot, som slet ikke tænker på andre end mig selv. Undskyld. Jeg burde nok tage hjem nu” hans lange talestrøm, fyldt til randen med undskyldninger, sluttede, og han rejste sig op, for at gå.

”Zayn stop” råbte jeg, og han standsede. Jeg vidste ikke rigtig hvordan jeg skulle forholde mig til hans ord. Mine følelser og mit hoved var forvirret, og jeg ville gerne snakke med Zayn, uden at den ene af os skulle blive sur på den anden.

Jeg rejste mig op og overhalede den stillestående Zayn, og gik ind foran ham, så jeg kunne se ham ordentligt.  Zayns vejrtrækning var dyb og han trak vejret tungt. Det samme gjorde jeg, og min puls var steget. Stemningen var blevet meget mere dramatisk, og Lisbeth havde ret.

Bare ikke med det hun troede vi snakkede om foruden sagen, nemlig noget i den helt anden retning.

”Vil du ikke høre på mig? Vi har trods alt en sag i gang, og du kan ikke bare gå fra den. Hør på mig” bad jeg, og han rystede irriteret på hovedet, samtidig med at han trådte et skridt tættere på.

”Jeg ville ikke stå her et sekund længere hvis det kun var på grund af sagen, Lauren. Men jeg ville være her i evigheder for din skyld” sagde han roligt, og kiggede ned på min hånd. Hans hånd bevægede sig en smule frem mod den, men så lod han hans hånd være lang hans side. Mine øjne iagttog hver en bevægelse.

”Zayn, jeg synes at vores forhold hele tiden svinger. Vi kan slet ikke lade være med at være sur på hinanden, af nogle latterlige grunde. Hvad om vi lægger fortiden bag os, og starter på ny som venner? Og lad os starte med at besøge kvinden på sygehuset, og vide hvilken tilstand hun er i?” spurgte jeg med et lille smil på læberne. Det tog meget af min energi hele tiden at være irriteret eller småsur på Zayn.

Da han nikkede, kunne jeg ikke lade være med at smile lykkeligt.

 

✪✪✪

 

Vi var nået frem til hospitalet, som lå lidt væk fra retten, så det var ikke en særlig lang køretur. Zayn og jeg var gode igen, og jeg havde en god fornemmelse i maven. Grunden vidste jeg ikke, men følelsen af at have det fantastisk havde tydeliggjort sin ankomst, ved at placere et strålende smil på mine læber.

”Det er vidst denne vej” pegede Zayn, og jeg nikkede smilende. ”Så lad os gå den vej” sagde jeg, og begyndte allerede at gå til højre ved indgangen, som vi lige var trådt ind af.

”Hej” nikkede jeg til en forbipasserende dame, som smilede stort til mig.

Vi gik hen til elevatorerne, som desværre ikke var ledige. Efter et par minutters ventetid var vi dog inde i den ene, og på vej op. Kvinden hed Helen og var 38 år gammel. Vi havde ikke fået noget at vide omkring om hun stadig lå i koma, men det ville vi jo opdage når vi nåede op til hende.

Elevatoren stoppede, og jeg steg ud lige efter Zayn. Han gik stille og roligt fremad, og jeg fulgte efter ham. Mit humør var stadig godt, men smilet var gemt lidt væk, så jeg kunne tage sagen mere alvorlig. Koncentrationen havde meldt sig.

”503. Det er herinde” meddelte Zayn og kiggede sig over skulderen på mig. Jeg nikkede, inden jeg rettede ryggen og rømmede mig. ”Så er det nu” sagde jeg, og gik ind af døren som Zayn havde åbnet for mig.

Indenfor mødte mig en hel normal hospitalsstue, hvor en kvinde lå på sengen. Ved siden af sad en mand i cirka samme alder som kvinden, og han lignede en der var overtræt. ”Hej. Må vi komme ind?” spurgte jeg høfligt om, så mandens opmærksomhed blev rettet mod os.

”Hvem er i?” spurgte han skeptisk, og det virkede som om at han allerede ikke brød sig om vores tilstedeværelse.

”Fra Londons Retten. Lad mig præsentere os. Jeg hedder Lauren Henderson, og dette er Zayn Malik” præsenterede jeg os formelt, og pegede på mig selv og Zayn, som i øvrigt kiggede skyldigt ned i jorden.

”Jaså. Og hvad vil i mig? Årh, lad mig gætte. Han har fyldt dig med hans løgne, og nu vil du forsvare en som sagtens kan være skyld i at min kone aldrig vil vågne igen. Hvad er du for et menneske?” det sidste var henvendt til Zayn, som lignede en der ville grave sig selv dybt ned i et hul, hvis muligheden var der.

”Jeg kan forklare. Det er slet ikke som det ser ud” hans stemme var skrøbelig, og jeg trådte et mikroskopisk skridt skråt foran ham.

”Undskyld mig, kan vi venligst få lov til at komme med ind? Det er ikke så passende at snakke om det herude” sagde jeg undskyldende, og pegede ud mod gangen. ”Ham der må ikke, det tillader jeg squ ikke” var hvad der kom ud af munden på ham igen, så jeg sukkede indvendigt.

”Zayn, er der noget andet specielt jeg skal vide omkring hvad der skete, eller har jeg det hele?”

Zayn lænede sig ned mod mit øre, og skubbede blidt håret omkring mit øre væk. Gåsehuden bredte sig langs min nakke. ”Det var gruppepres. Ikke noget jeg selv gik med til. Jeg havde ikke været sammen med drengene fra Bradford i lang tid, og for at de ikke skulle tro at jeg var blevet en storsnudet popstjerne der havde glemt dem, gik jeg med til det. Vi plejede også at lave små drengestreger da jeg var mindre, så det var lidt for at genskabe minderne. Jeg vil aldrig gøre det igen” Zayns hviskende stemme sendte kuldegysninger ned af mine arme, og min krop sitrede kort, inden jeg nikkede til hvad han havde hvisket.

”Jeg venter herude” sagde han som det sidste, inden han gik.

”Skal vi komme i gang?” spurgte jeg friskt, selvom jeg langt fra var det. Det her var min første gang, og jeg havde brug for nogen at støtte mig op af, men det var kun Helens mand der var ved bevidsthed i dette rum, og han havde ikke særlig meget medlidenhed. I hvert fald ikke med mig, eller Zayn for den sags skyld.

”Sæt du dig bare, og lad showet begynde” kom det ironisk fra ham.

Jeg satte mig på stolen overfor ham, med et bord imellem os, og begyndte at stille mine papirer på bordet. Jeg rodede lidt rundt mellem alle papirerne, men fandt så endelig det jeg søgte efter. Zayns straffeattest.

”Som de kan se hr. Hansen, så er dette Zayns straffeattest. Den er helt ren” viste jeg frem, og startede med at vise Zayn uskyldig.

”Ved de egentlig helt præcist hvad der skete den aften?” spurgte jeg, og modtog et tilfredst nik fra ham.

”Du behøver ikke sige hr. Jeg hedder Marcus. Og det der skete var at Zayn og hans venner var ovre ved vores hus for at lave indbrud, og for at Helen ikke skulle standse dem, så overfaldt de hende”

”Hvis det var det der skete, hvorfor har vi så kun fat i Zayn her?” spurgte jeg skeptisk. Hans argumenter var ikke engang sande.

”Fordi… fordi æh de andre drenge nåede squ da at slippe væk. De har jo prøvet det her før, du tror da for fanden da ikke at det er første gang de gør noget kriminelt? Det er sådan mørke mennesker er, skide ligeglade med andre” det irriterede mig grænseløst at han begyndte at bruge hudfarven som argument, men jeg beherskede mig selv.

”Marcus, intet af det ovennævnte er sandt. Lad mig fortælle dem hvad der skete den aften” også begyndte jeg at forklare helt præcist og detaljeret, hvad der oprindeligt skete den aften. Der blev også fortalt at Zayn havde gjort det på grund af gruppepres, noget som jeg faktisk ikke havde regnet med. Zayn havde givet udtryk for at være en person, der havde viljestyrke til at stå imod gruppepres. Åbenbart ikke den aften.

Da jeg var færdig, mødte mine øjne et ansigt der slet ikke troede på noget som helst jeg havde fortalt. ”Det kan godt være at det skete, men hvad med Helen. Han kan da ikke slippe fra at sørge for hun ligger i koma på ubestemt tid? Hun fødte en måned inden ulykken, hvad med vores baby?” Marcus lød frustreret, og det gjorde mig trist til mode af at tænke på den nyfødte baby.

Det som der i starten virkede som at forsvare en skyldig, føltes bare ikke sådan længere. Selvom jeg var trist på deres vegne, så havde Zayn jo i princippet kun bukket under for gruppepres. Noget som kan ske for enhver.

”Jeg forstår dem godt. og jeg er ked af det på jeres vegne, og måske burde Zayn lide efter jeres mening, men hvad med ham? Man har vel et problem hvis man har oplevet gruppepres og gjort noget så grufuldt som dette. Måske burde i tilgive ham, så han kan tilgive sig selv? Tro mig når jeg siger at han ikke har det godt med hvad han har gjort” plaprede jeg ud med, og intet af det jeg sagde, var løgn. Selvom Zayn ikke selv havde fortalt mig det, kunne jeg mærke at han havde det på denne måde.

”Ja, begge parter er kede af det. Men jeg er squ mest, for tænk på at det er min kone, ikke også forhelved?” jeg brød mig ikke særlig meget om at han blev ved med at bande, men der var ikke noget jeg kunne gøre ved det.

”Det er værre at være sur på sig selv, end på en anden” sagde jeg kort, jeg følte ikke at Marcus ville give sig fuldkommen, men nu havde han da et indblik i hvad der virkelig var sket, og kunne forhåbentlig holde sig til det.

”Og hvad ved du om det? Snotdumme unge” sagde han hårdt, og jeg gispede lydløst. Aldrig havde nogen snakket sådan til mig, og det kom som et stort chok for mig.

”Jeg vil gerne have mig undskyldt, jeg skal hjemad nu” var det sidste jeg sagde, inden jeg hurtigt pakkede mine ting sammen og gik. Jeg rystede indvendigt og var stadig i chok over hvad der lige var hændt.

”Lad os gå, jeg fortæller i bilen” sagde jeg til Zayn, som hurtigt var ovre ved mig og spørge om noget var galt. Han nikkede og lagde en beskyttende arm om livet på mig, og selvom jeg ikke kunne lide det, protesterede jeg ikke.

Jeg havde vigtigere ting at forholde mig til.

 

Marcus var ikke en særlig intelligent mand, det kunne jeg så roligt sige, uden at fornærme nogen med falske ord.
Zayn og jeg havde efterhånden diskuteret en masse gange, og endda også skændtes, så dette var ikke noget nyt. Forhåbentlig ville dette være det allersidste, men det kan ethvert menneske måske regne sig frem til ikke holdte. Eller hvad?
Der var så mange små bitte hints den dag, som ville fortælle en hel del om fremtiden. Man skal bare finde den rette person til at finde dem, så er fremtidens problemer løst. Men det burde ikke være så let at løse fremtidige problemer, så at finde den rette person var heller ikke helt let.

Lad os bare slappe af. Nyde nutiden, og håbe at det hele vil gå godt. Sagen, forholdet mellem Zayn, alting.

 

ORD: 4.182

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...