Justice or Love ▪ One Direction

Lauren er en rødhåret pige med et stort positivt humør samt et dejligt smil. Hun bor sammen med en kammerat i London, tæt på kammeratens arbejde og Laurens universitet, hvor hun lige er blevet færdiguddannet som advokat. Da Lauren's første retssag meddeler at hun skal støtte en Mr. Malik, bliver der ændret en dramatisk kurs på hendes liv. Hun bliver trukket med i et virvar af problemer og et specielt spørgsmål hvis svar har svaret på alle hendes spørgsmål. ''Kærlighed eller retfærdighed?''

29Likes
101Kommentarer
1879Visninger
AA

11. I still ask my self about that sometimes ✪

Vindens susen var ikke til at høre, de sidste minusgrader var overstået, og sneen udenfor var tøet op. Vinteren var gået alt for hurtigt, også alligevel kunne den ikke være langsommere. Det virkede til at vi ville have et tidligere forår i år, hvilket jeg håbede inderligt. Datoen var den 5. marts, og der var ikke sket så meget her på det sidste. De sædvanlige dagrutiner var på sin plads.

Det var tirsdag, og jeg var i supermarkedet for at handle ind, da Mathias havde gjort det sidste gang. Det vrimlede med mennesker, nok mest på grund af at klokken nærmede sig 4, og en masse mennesker havde fået fri. Solen var allerede på vej ned, og jeg nåede kun at se det sidste stykke af solnedgangen, inden jeg var gået ind i supermarkedet.

Jeg stod ved kassen, mens mine varer lå på kassebåndet. Køen rykkede fremad, og inden længe var det min tur. Da jeg havde fundet mit kort frem kiggede jeg op, mens følelsen af genkendelse skyllede gennem min krop. Doniya!

”Hej” sagde jeg entusiastisk, og fik Doniyas opmærksomhed. Hun virkede overrasket over at se mig her, og smilede stort til mig. ”Åh hej. Godt at se dig igen”

”Hvordan går det?” spurgte jeg interesseret, mens hun scannede mine varer. ”Arbejde og sådan ting, ellers udmærket. Hvad med dig, hvordan går det?”

”Du ved godt den der sag som Zayn har kørende, ikke? Jeg er hans advokat, men altså der er ikke så meget at lave her for tiden. Men vi begynder snart at gå rigtigt i gang” Jeg kiggede mig bagud for at se om jeg havde været uhøflig overfor nogle kunder ved at lade dem vente, men lige i det øjeblik åbnede kassen ved siden af, så køen bagved mig forsvandt fuldkommen.

Doniya nikkede lyttende, og jeg trak mit kort tilbage. ”Det var meget hyggeligt. Jeg må nok hellere gå nu” sagde jeg og pegede diskret bagud, da nogle nye kunder som lige var kommet, stod og brummede som en bilmotor. Doniya grinede kort, inden hun henover disken gav mig et hurtigt kram, hvorefter hun gav sin opmærksomhed til kunden.

Jeg havde mine varer i hænderne, hvilket gjorde det besværligt for mig at låse bilen op, men jeg fik det gjort.

Varerne blev placeret på forsædet ved siden af mig, og jeg drejede bilnøglerne, så bilen spinnede lavt. Mens motoren lavede nogle lyde, drejede jeg ud af parkeringspladsen. Min opmærksomhed var limet fast til vejen foran mig, så jeg ænsede ikke at tage min mobil da den ringede. Så kunne jeg se på det, når jeg ikke længere var ude på bilvejen.

 

Efter lidt tid var jeg oppe i opgangen ved min lejlighed, og bankede på. Dog åbnede Mathias - som sædvanligt – ikke døren, så endnu engang blev jeg nød til at bakse for at få mine nøgler frem. Da jeg havde gjort det, var jeg hurtig til at få mine sko af, også dernæst ind i køkkenet, hvor varerne næsten røg ud af favnen på mig, fordi jeg ikke længere kunne holde dem.

Jeg begyndte at stille dem på deres pladser, og da jeg havde som det sidste, lagt popcorn og kiks i snackskuffen, kunne jeg gå ud af køkkenet, og se hvad Mathias lavede.

Det undrede mig gevaldigt at han sad i stuen med en Macbook på skødet og var helt koncentreret. Det lignede ham ikke. ”Hvad laver du Mathias?”

”Du forstyrrer mig i at sende en ansøgning. Jeg vil gerne have en ordentlig uddannelse”

”Som hvad?” jeg gik helt ind i stuen og trak min jakke af, for derefter at ligge den på sofaens armlæn. Så kunne jeg flytte den når jeg rejste mig op. Dernæst satte jeg mig i skrædderstilling ved siden af ham, og kiggede med på skærmen.

”Salgsassistent”

”Du behøver ikke skrive en ansøgning for det. Men hvis du alligevel har, vil jeg da meget gerne læse dit prægtige arbejde”

”Det ved jeg godt, jeg skal bare trykke på knappen. Man skal besvare en masse spørgsmål inden man sender den, så jeg ville gerne gøre det godt”

”Du skulle svare på personlige oplysninger, Mathias. Det er ikke fordi det kræver meeeget” jeg drillede ham, men han så stadig ret koncentreret ud, så jeg valgte ikke at forstyrre ham alligevel. ”Hold du bare fokus på noget fornuftigt, det er trods alt ikke et syn man ser tit” lige med undtagelse af den kommentar selvfølgelig.

”Nu er du bare uhøflig”

”Undskyld undskyld. Jeg troede.. okay jeg trak den for meget ud. Undskyld” mit ansigt var lagt i undskyldende og bedende grimasser, og det undrede mig da Mathias braste ud latter.

”Det var for sjov”

”Jeg går” lød det mut fra mig, inden jeg tog min jakke og gik ud i entreen for at hænge den op. Da var det jeg kom i tanker om opkaldet tidligere.

Jeg gik ind i stuen igen, hvor Mathias stadig havde øjnene klistret til skærmen. ”Du har ikke ringet til mig i dag, vel?”

Han rystede på hovedet, så jeg gik endnu engang ud i entreen for at kigge i min taske, som sædvanlig var på den samme hylde, som den altid var på. Jeg fik fisket min IPhone frem og gik ind under seneste opkald, da Zayns navn og nummer stod med rødt i forhold til de andre numre.

Med det samme fik jeg ringet ham op, og efter et par biplyde tog han mobilen. ”Det Zayn” lød det fra ham, og jeg trippede lidt frem og tilbage.

”Du snakker med Lauren. Og du har ringet”

”Hej Lauren” hans stemme lød varm, og jeg kom til at smile af det.

”Eleanor og Louis holder middag i aften hos Louis, og Eleanor og Danielle insisterede på at du skulle med. Og drengene ville også have dig med, så de spurgte om jeg ikke ville spørge dig. Og jeg vil også rigtig gerne have at du skal komme…” hans stemme ebbede lidt ud, og jeg blev varm indeni i at de ville have mig med.

”Hvad tid er det i aften Zayn?”. ”Du må gerne være her halv 7”

”Virkelig? Så har jeg lidt travlt, men hej hej” sagde jeg hurtigt, og slukkede for opkaldet da Zayn også havde sagt farvel. Klokken var cirka tyve minutter i seks, så jeg skulle skynde mig.

Jeg gik ind i stuen og fortalte Mathias at jeg skulle spise hos Eleanor og dem, og han nikkede blot fraværende.

Bagefter gik jeg ind i køkkenet for at rydde lidt op hist og pist, da man jo aldrig kunne vide hvornår man ville få gæster. Eller være gæst hos nogen, for den sags skyld.

 

✪✪✪

 

Jeg skævede til digitaluret i bilen, som viste halv 6. Jeg var et par minutter for sent på den, men jeg håbede ikke det ville gøre så meget.

Mørket havde lagt sig henover byen, og gennem bilruden kunne jeg se lysene der var over det hele i London, så det mere lignede stearinlys i et mørkt rum.

”Så” sagde jeg for mig selv, da jeg nåede adressen som Zayn havde sendt mig. Et gigantisk hus, med lang sti op til hoveddøren og en kæmpe have var hvad der mødte mig, og det undrede mig at Louis boede sådan et stort hus alene. Jeg kunne ikke engang klare at være alene hjemme i Mathias’ og min lejlighed for lang tid af gangen.

Jeg steg ud af bilen efter at have parkeret den, og begyndte at gå op mod huset. Imens kiggede jeg ned af mig selv, for at være sikker på at mit tøj sad ordentligt. Jeg var iklædt en højtaljet sort nederdel og en kort T-shirt som var sort med knapper bagved, og var hvid med sorte måger foran. Nederdelen gik fra navlen, hvilket var det sted T-shirten stoppede.

Jeg bankede på, og kort efter blev døren åbnet. Eleanor og Louis smilende øjne kiggede på mig, mens Louis arm holdte rundt om Eleanors liv. De så oprigtigt lykkelige ud, og jeg smilede stort til dem. Eleanor gik ud af Louis favn og trådte frem mod mig. ”Godt at du kunne komme”

”Det er mig en fornøjelse”

”Hvordan har du det? Kom dog indenfor” Eleanor trådte helt tilbage for at jeg kunne komme ind, og Louis lukkede døren efter mig. ”Skal jeg tage din jakke?”

”Det går udmærket. Hvad med dig?” Jeg rakte min jakke til Louis, imens jeg besvarede Eleanors spørgsmål.

”Også rigtig godt. Maden er klar lige om lidt, du kan lige hilse på de andre imens Louis og jeg gør det sidste klart” Jeg nikkede og gik smilende efter hende og Louis, som fulgte mig ind i stuen. Mens jeg gik helt ind, forsvandt de begge på samme tid, sikkert mod køkkenet.

Niall og Harry sad i den ene sofa mens de snakkede lystigt sammen. Danielle og Liam sad i en anden sofa, mens Zayn sad i en enmandssofa, dog havde de tre også gang i en samtale. Da de opdagede min tilstedeværelse stoppede de alle sammen snakken, og Danielle var hurtig til at byde mig velkommen.

”Hejsa”. ”Halløj”

”Du ser rigtig godt ud! Hvor er nederdelen fra?” Danielle begyndte at udspørge mig om mit tøj, og jeg kunne ikke lade være med at smile over hendes ivrighed. Jeg besvarede lystigt spørgsmålene, og kort efter havde vi også på meget kort tid snakket om en masse ting.

Liam nærmede sig os, og kiggede lidt smilende på os, inden han åbnede munden for at snakke. ”Jeg låner hende lige.. igen” Jeg kom i tanker om festen, hvor han også havde snuppet Danielle fra mig. ”Det kan godt gå hen og blive en vane” advarede jeg ham for sjov, så han smilede stort tilbage. De gik begge ind i køkkenet, og jeg kiggede hen på Harry og Niall, som havde rejst sig op. ”Velkommen til” sagde Niall, og jeg nikkede. ”Tak skal du have” han kom – med Harry bag sig – hen til mig og trak mig ind i et uventet kram. Dog besvarede jeg det selvfølgelig, da jeg ikke ville være uhøflig. Det samme gjorde Harry, hvorefter de begge satte sig tilbage i deres sofa.

Denne gang var det Zayn der rejste sig op for at hilse på mig, og jeg krammede ham som hilsen. Her føltes varmt et øjeblik, på trods af jeg kun havde T-shirt på. Dog var det jo stadig vinter, men Louis havde nok ikke skruet ned for varmen, så det var sikkert derfor, at jeg pludselig havde det så hedt. Selvfølgelig.

”Hvordan går det?” spurgte han mens han satte sig i den sofa, som Liam og Danielle havde siddet i tidligere. ”Meget godt. Det virker til at blive en god aften” sagde jeg, mens jeg satte mig ned ved siden af ham.

”Hvad med dig? Hvordan går det?” tilføjede jeg.

”Jaja, det går da lidt ok. Sådan da” hans svar overraskede mig lidt, da jeg ikke havde regnet med at han ville være så lige ud. Og selvom jeg havde lært at læse mennesker – fordi man godt kan få brug for det i retten – så gjorde jeg ikke noget ved, at jeg vidste Zayn med hans udtalelse ikke havde det godt. Så tætte var vi ikke, vi var ikke engang tætte.

”Mmm” jeg nikkede imens jeg sagde det, og Louis kom ind i rummet, mens han med en armbevægelse pegede ud mod køkkenet. Jeg rejste mig op og efter at have stryget min nederdel, begyndte jeg at gå ud af stuen. Jeg mødte Louis på vejen, som jeg ikke havde hilst rigtigt på. ”Halløj” sagde jeg, mens jeg rakte hånden ud til ham. Vi stod i dørkarmen, og Louis begyndte pludselig at grine højlydt. ”Det gør man ikke her hos os. Halløj selv” sagde han stadig grinende og trak mig ind til et kram, som jeg overrasket gengældte halvt. Han hentydede vidst til at jeg gav ham hånden. Hvis de ikke gjorde sådan her, måtte jeg respektere det. Jeg ville nødigt være uhøflig.

Jeg satte mig ved den eneste ledige plads, som var ved siden af Zayn.

”Bare tag for jer” sagde Eleanor, som kom gående med en gryde i hænderne. Hun stilte den med det samme oven på bordet, da den så ud til at være ret tung. Duften af dejlig mad bredte sig og jeg indsnusede den herlige duft. Harry tog sin egen tallerken op mod gryden og begyndte at servere for sig selv. Noget af maden tabte han på bordet, men det skyldtes nok Niall som ivrigt skubbede til ham, for at kunne komme til. Modsat Harry som havde taget en normal portion, hældte Niall. Han hældte og hældte, indtil at en halv kartoffel mere, ville være nok til at al maden ville ryge ud af tallerkenen.

Eleanor var smuttet for at gå med grydelapperne, men kom tilbage og begyndte at servere for os andre. Hun var omhyggelig med at holde tallerkenen tæt på gryderne, så indholdet ikke skulle svine bordet til.

”Nå Louis. Sikke en hyggelig middag som bliver holdt af ’Louis & Eleanor’. Hjalp du så til med maden?” spurgte Harry skeptisk, og det lignede at han allerede kendte svaret, for Louis kiggede pinligt berørt ned i sin tallerken. Dog var han hurtig til at løfte hovedet og pludselig kigge hoverende på Harry. ”Ja, det gjorde jeg faktisk”

”At hælde salt i saltbøssen tæller ikke, Louis” sagde Eleanor, hvilket fik fok omkring bordet til enten at smile eller fnise. ”Skal jeg bare hælde op, eller siger du stop?”

”Du må gerne bare hælde op” sagde jeg høfligt, mens Eleanor gik i gang med at fylde min tallerken, omtrent lige så meget som Zayns, som ligesom Harry, havde fået en normal portion.

”Hvad synes i?” spurgte Louis, da alle havde smagt på maden. Vi nikkede alle, undtagen Niall som med mad i munden, begyndte at rose Eleanor for hvor dygtig en kok hun var.

”Hey! Jeg hjalp dig da også med… du ved” det lignte at Louis blinkede med det ene øje til Eleanor, men jeg kunne sagtens have taget fejl.

”Hold nu op, du behøver ikke snyde dem. Louis, du hjalp ikke til, bum. Men det er også okay, du hjælper til med så meget andet” Eleanor rystede sukkende og smilende på hovedet. Harry og Niall smilede skævt til Louis, som forstod hvad de mente. Det gjorde jeg ikke, men det var også lige meget.

”Synes du ikke også det smager godt?” lød det fra Zayn tæt på mit øre, så de andre ikke hørte det. Måske fordi at hvis jeg ikke kunne lide det, så skulle de andre ikke vide det?

”Jo, meget” nikkede jeg smilende. ”Harry, vil du ikke række mig et stykke brød?” spurgte jeg venligt om, og fik Harrys opmærksomhed.

”Jo, selvfølgelig” smilede han til mig, og rakte ud efter brødkurven, som lå på Nialls anden side.

Pludselig havde Harry rakt så brat ud efter kurven, at Nialls glas væltede og vandet var ved at løbe ned fra bordet til gulvet, da Niall nåede at løfte lidt i borddugens ender, så vandet blev tilbage på dugen. Da han et par sekunder senere troede faren var ovre, gav han slip, men ved et uheld fik han trykket albuen ned i tallerkenens ene kant, så den anden side fløj op, og indholdet med suppe væltede ned i hans skød. To uheld efter hinanden, en til og vi kunne officielt kalde det en katastrofe.

”Arg” lød det fra Niall som skubbede stolen ud, så en skinger lyd kunne høres over det hele i rummet. Han rejste sig op, mens Louis havde været henne for at hente noget papir. Da Eleanor var travlt optaget af at bruge papiret – som Louis havde rakt hende – til at tørre uheldets væske op, rejste jeg mig også op, dog for at hente en våd klud.

Jeg gjorde kluden lidt mere våd end fugtig med koldt vand og gik tilbage til Niall for at tørre det værste væk. Dog indså jeg at han havde brændt sig, så det ville nok være klogest at få ham ud på badeværelset og skylle hans skød med koldt vand. ”Niall, kom med” sagde jeg, og så at Zayn også hurtigt var på benene og viste mig vejen til badeværelset. Han havde nok regnet ud at det var dér jeg ville hen.

Jeg gik hen til badekarret og åbnede for vandet, så det kunne blive koldt inden Niall satte sig i det. ”Jeg... går bare ud nu” sagde jeg en smule akavet, da jeg kunne se at Niall ville klæde sig af. Dog var døren åben, så jeg stod egentlig bare ude ved dørkarmen med næsen vendt den anden vej.

”Her” sagde Zayn lidt efter tæt på mig, så jeg vendte mig overrasket om. Han havde Nialls bukser i hænderne, som han rakte til mig. Jeg tog dem og gik med dem ud til Eleanor, som nok skulle vide hvor vasketøjskurven lå. Hun nikkede taknemmeligt til mig, inden jeg gik ud på badeværelset igen. ”Hvordan går det?”

”Han skal bare ligge der lidt. Det er ikke det værste, suppen var heldigvis ikke brandvarm” forklarede Zayn mens han bevægede hænderne i takt med det han sagde. Det havde jeg ikke lagt mærke til før.

”Okay” sagde jeg kort. Mit hoved føltes tåget, og jeg tog en hånd op til hovedet for på en måde at kunne stoppe verden i at dreje rundt. ”Er du okay?”

”Jeg skal vidst bare have en hovedpinepille” sagde jeg omtumlet, og Zayn nikkede forstående. Dernæst trak han mig med ud i køkkenet, hvor han efter lidt tid fandt en pille frem til mig. Jeg tog taknemmeligt imod pillen og det glas vand han rakte mig. Pillen blev slugt hurtigt, og jeg kunne allerede mærke jeg var ovenpå igen. Ellers var det bare indbildning.

”Skal vi lige tjekke til Niall” spurgte jeg og var allerede på vej mod badeværelset, endnu engang. Zayn fulgte lydløst med, og da vi nåede badeværelset bankede jeg på. ”Klarer du den?”

”Ja, jeg tænkte, kan i finde noget is frem til mig. Og et viskestykke. Og nogle bukser, der er vidst nogle inde på mit gæsteværelse”

”Jo, vent lige lidt” sagde Zayn, inden han gik. Jeg blev tilbage udenfor badeværelset. Derfor besluttede jeg mig for at snakke lidt mere med Niall.

”Gør det ondt?”

”Lidt, men det sveg meget i starten” Jeg kunne høre ham rumstere lidt rundt derinde, og det lød som om vandet løb. Sikkert vandet fra badekarret som skulle ud.

”Det er jeg ked af. Jeg kunne nok godt have levet uden brød for et måltid”

”Det skal du skam ikke tænke på. Det kunne ske for en hver, du skal slet ikke bebrejde dig selv”

”Hmm”

”Kommer Zayn snart eller hvad?” det lød lidt som om at han grinte af hvad han selv spurgte om, hvilket fik mig til at smile. ”Han er på vej” Jeg kiggede hen mod gangen, hvor jeg lige så Zayn komme med nogle bukser i hånden.

”Jeg henter lige noget is fra fryseren, to sekunder” også var Zayn væk.

”Niall, jeg har bukserne her, også kommer isen om lidt”

”Gid det var spiseis han kom med. Nå, men ræk mig dem bare.. nu” sagde han og åbnede døren på klem. Jeg stak min hånd ind gennem den ret store sprække, og kort efter havde Niall fat i bukserne. ”Tak”

”Det var virkelig så lidt”

Zayn kom tilbage med en pose med brun sæbe, som var frosset fuldkommen. ”Jeg skal nok give ham den, du må gerne gå ind i stuen til de andre” sagde Zayn i et blidt tonefald, mens han kiggede gennemtrængende på mig. Da han havde kigget sådan på mig i noget tid, kunne jeg ikke lade være.

”Hvad?” spurgte jeg med et smil på læberne, da det var lidt sjovt at han var faldet i staver.

”Ups, ikke noget” han rystede på hovedet, så jeg gik bare ind i stuen til de andre. Bag mig kunne jeg høre Zayn og Niall snakke.

 

✪✪✪

 

Vi var i gang med desserten, som for Nialls held var is. Nok en af de mest indbydende is jeg nogensinde har smagt, så Eleanor vidste hvordan hun skulle gøre sine gæster tilfredse. ”Det smager rigtig godt!” sagde jeg efter at have tygget af, og Eleanor smilede strålende til mig. ”Tusind tak skal du have”

”Hvordan mødtes du og Zayn egentlig?” spurgte Harry henvendt til mig. ”Ja, det fik jeg aldrig fat på” Eleanor nikkede sig enig. ”Søde, hun fortalte det da til festen” sagde Danielle til Eleanor, som sagde at hun var så fuld, at hun ikke kunne huske noget som helst. Jeg kan godt huske hende og Perrie var ret fulde.

”Første gang, var det vidst i parken. Jeg havde købt kage og morgenbrød og ville gå hjem gennem parken, da Zayn.. han så lidt.. sur ud. Da jeg kiggede på ham, kom jeg til at falde over en halv-snemand, så jeg blev nødt til at bygge den igen, fordi den lille dreng som var gået i gang med at bygge den, så virkelig ked ud af det. Nå men Zayn hjalp mig så, men vi snakkede ikke rigtig sammen. Da jeg samme dag var på arbejde, var Zayn der også for at vælge en…” jeg stoppede sætningen, da jeg ikke vidste om jeg måtte fortælle dem om sagen. Jeg kiggede på Zayn, som bare nikkende gav mig tilladelse til at fortsætte.

”En advokat, også valgte han mig. Og nu er vi så her” afsluttede jeg, og Harry, Eleanor, Danielle og Liam nikkede interesseret. Niall var optaget af hans is, og Louis var i gang med at hælde mere is op til Niall.

Jeg fik øjenkontakt med Zayn, som smilede til mig, som han havde gjort ved badeværelset tidligere. Det gav mig en kriblende følelse, som jeg ikke helt kunne sætte ord på.

”Hvor sødt! Er i så sammen nu, eller hvad?” Det var Harry der spurgte om det uhøflige spørgsmål.

”Undskyld mi-”. Jeg blev afbrudt af Zayn. ”Nej, det er vi ikke. Vi er blot venner. Ikke mere end det” Det sidste lød som noget han hvæsede irriteret, hvilket kom bag på ham. Hvad skete der lige der?

”JEG synes vi kunne gå en tur” sagde Eleanor, som sagde det første ord højt for at aflede opmærksomheden fra Zayn og jeg. Det var da godt at hun havde situationsfornemmelse.

”Det er alt for koldt til det. Og vi bliver bare stoppet af paparazzier, også vil det da først se ud som om Lauren og Zayn har noget” sagde Liam fornuftigt. Nogle nikkede sig enig, inklusive mig selv.

”Vi kan lege truth or dare” lød det fra Niall. Jeg sukkede indvendigt, da det var en ret barnlig leg. Dog ikke noget jeg sagde højt, for jeg ville ikke være uhøflig. Der var det Danielle til at tænke højt for mig.

”Jeg er enig med Dani. Det er en børneleg” Det var Zayn, som kiggede rundt i rummet efter at have sagt det, indtil hans blik nåede mit. Sådan som vi fik øjenkontakt i dag.

”Kom nu, vi finder på nogle gode konsekvenser” tiggede Niall, men måtte ende med at kigge skuffet ned i sin is, som han endnu engang ivrigt begyndte at spise af.

”Hvad er klokken” spurgte jeg.

”Snart ni”

”Okay, tak” jeg smilede til Louis, som havde besvaret mit spørgsmål.

”Lad os vise Lauren hvad vi kan! I ved hvad jeg mener ikke?” Louis lød eget desperat efter at få lov til at vise mig, hvad de kunne. Jeg forstod ikke hvad han mente med det, men det ville jo vise sig. Man skulle bare være lidt tålmodig.

”Ja, god idé! Og piger, i kan bare lytte med” sagde Niall, hvis is var færdig. Det gjorde han klart for os var grunden til at hans humør var lidt trist her til aften, men han virkede til at være meget glad. Den is havde ikke slået ham helt så meget ud, som han påstod. ”Lauren, kan jeg lige snakke med dig? Mens drengene finder tingene frem” spurgte Zayn, og jeg nikkede forundret.

Jeg fulgte efter ham ud i gangen og ind i et af værelserne, som mindede om et gæsteværelse. Jeg fandt også ud af at det var det Zayn oftest sov i, da der lå en pakke cigaretter på skrivebordet samt hans læderjakke.

”Hvad ville du snakke med mig om?” 

”Det Harry spurgte om, var dumt, men drengene ved ikke at du har det på den måde, som du har det” forklarede han. Nogle rynker blev plantet ved hans øjne, så de blev en smule smallere end normalt, men ikke meget, da Zayn jo i forvejen havde en smule store øjne. Hans mundvige bevægede sig op i et smil, mens han med fortænderne bed i sin underlæbe, så den nærmest forsvandt. ”Lauren?”

Zayn viftede med en hånd foran mig, så jeg kom tilbage til virkeligheden igen. ”Undskyld. Det gør skam ikke noget, vi ved jo selv hvordan vi har det med hinanden, så det er også okay. Du skal ikke tage dig af det” bekymrede jeg ham om, så han nikkede.

”Okay, det var det jeg ville sige”

”Godt”

”Laureeeeen, kom nu! Ellers misser du det gode” råbte Louis ude fra gangen af, hvilket gav mig et mindre chok. Zayn smilede af mig, mens han åbnede døren. ”Hvad skal i egentlig vise mig?”

”Det får du at se”

 

Drengene var gået i gang med at synge, men jeg havde ikke fået fat på hvilken sang det var. Niall spillede guitar og sang, mens de andre kun sang. Lige med undtagelse af Louis, som også havde en guitar, han vidste bare ikke helt hvordan man spillede på den, så det var mere tilfældige strenge han spillede på. Og skulle man også nævne at han, modsat de andre, skrålede med, og ikke sang? Det lød sjovt, og pigerne og jeg fik os et ret godt grin.

”Ny sang. Jeg vælger!” råbte Niall, i det øjeblik den de lige sang sluttede. Han begyndte at spille nogle stille akkorder, og drengene vidste vidst godt hvilken sang det var, for de gik til den med at synge. Dog var denne meget mere stille end de forrige, og pigerne og jeg stoppede med at grine, men satte en alvorlig mine på.

”Your hand fits in mine, like it’s made just for me. But bear this in mind, it was... meant to be” sang Zayn og kiggede mig direkte i øjnene, så jeg ikke kunne lade være med at føle sangen var dedikeret til mig. I hvert fald denne version, som Zayn sang. Men det var blot fjollede tanker.

”And I'm joining up the dots with the freckles on your cheeks and it all makes sense to me” han fortsatte med at synge, og jeg kiggede til siden på Danielle, for at se om Zayn også kiggede sådan på hende. Hun kiggede dog helt neutralt og smilende på ham, hvilket undrede mig.

Liams stykke startede, og dér så jeg hvordan Danielles ansigt skiftede farve. Han trådte frem mod hende og tog hendes hånd, hvilket fik Eleanor til at udbryde et aww.

Drengene sang nu i kor, og imens spurgte jeg Eleanor hvad sangen hed, så jeg kunne søge på den og høre den en dag derhjemme. Jeg kunne godt lide teksten.

Da sangen efter et par minutter var slut, var det også den sidste sang de ville have spillet. Louis og Niall gik tilbage med deres guitar, mens jeg rejste mig op. ”Jeg må hellere smutte hjemad. Det har været hyggeligt”

”Allerede?” spurgte Eleanor og rejste sig også op.

”Det er blevet sent, men vi ses nok en anden gang”

”Vi skal også til at tage hjemad” sagde Danielle og pegede på Liam også. Harry og Zayn rejste sig også op, og inden nogle minutter var vi fuldt påklædte, inklusive Niall som hurtigt var kommet tilbage efter at have gået med guitaren, og alle stod næsten i kø for at sige farvel.

Jeg havde sagt farvel til alle og manglede kun Eleanor og Louis.

”Det var virkelig hyggeligt. Tusind tak for mad og dessert” sagde jeg til Eleanor, som stod ved hoveddøren og sagde farvel til alle.  ”Det var virkelig så lidt. Du må komme igen en anden gang. Og uh ja, jeg vil også gerne lige have dit nummer, så du, jeg og Danielle kan få arrangeret noget en dag” jeg smilede ved tanken om at de brød sig om mig, da jeg også syntes rigtig godt om dem.

”Selvfølgelig. God aften” jeg gik hen og krammede Louis, som også fortalte at det var meget hyggeligt. Jeg nikkede mig kraftigt enig.

Da jeg kom ud, kunne jeg få øje på min og Zayns bil, og den tredje måtte være Eleanors. Hun skulle nok sove hos Louis.

Jeg satte kurs mod min bil og låste den op, mens jeg gik mod den, da jeg hørte råb bagved. ”Hey!” jeg vendte mig overrasket om, da jeg så Zayn komme løbende mod mig. ”Du sagde ikke farvel til mig”

”Det må du undskylde Zayn, jeg er bare lidt træt, så jeg glemte det vidst. Men god aften” sagde jeg og gav ham et flygtigt kram, inden jeg hurtigt satte mig ind i bilen og begyndte at køre ud af parkeringspladsen og hjemad. Jeg ville ikke være i Zayns arme længere end nødvendigt. Jeg følte mig så utryg, men alligevel tryg. Nærmest for tryg.

Hvor skal jeg starte? Jeg fik øjenkontakt med Zayn op til flere gange, hvilket vi normalt aldrig gjorde. Jeg faldt i staver mens jeg så på ham, hvilket heller aldrig skete før. Alt i alt en underlig dag, som var modsat mange andre. Det at drengene sang for os var så klichéagtigt, men jeg havde ikke noget imod det. Jeg fik en masse dejlige venskaber, og det var jo også en god aften. Den aften var, som sagt modsat mange andre, men siden hvornår havde min dag været normal, efter jeg begyndte at kendes ved Zayn. Åh gud, hvad havde jeg rodet mig selv ud i? Og det blev da værre, og var det smerten værd? Det kan jeg stadig spørge mig selv om i ny og næ.

 

 

ORD:4.994 (NÆSTEN 5.000!!)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...