Justice or Love ▪ One Direction

Lauren er en rødhåret pige med et stort positivt humør samt et dejligt smil. Hun bor sammen med en kammerat i London, tæt på kammeratens arbejde og Laurens universitet, hvor hun lige er blevet færdiguddannet som advokat. Da Lauren's første retssag meddeler at hun skal støtte en Mr. Malik, bliver der ændret en dramatisk kurs på hendes liv. Hun bliver trukket med i et virvar af problemer og et specielt spørgsmål hvis svar har svaret på alle hendes spørgsmål. ''Kærlighed eller retfærdighed?''

29Likes
101Kommentarer
1905Visninger
AA

9. How do we even stand this day today? ✪

 

 

Jeg vågnede brat op, og satte mig med det samme op på den madras jeg lå på. Rummets luft var tyk, og jeg rejste mig op, for at åbne vinduet på klem. Zayn lå i hans seng i en rodet position, hvor hans ben og dyne var godt blandet sammen.

Klokken var kvart i 9, hvilket fik mig til at undre mig rimelig meget over hvorfor de andre ikke var stået op. Huset føltes stille, så Liam og Danielle sov vidst også.

Jeg havde i går nat lånt en langærmet grå bluse, med farven blå og sort indblandet. Det lignede ret meget en hverdags version af bluserne man har på når man spiller amerikansk fodbold. Ellers havde jeg ikke helt styr på det. Under blusen havde jeg også lånt et par tykke joggingbukser, med mærket Nike. De var behagelige at have på, og holdte mig også rimelig varm.

Jeg regnede ikke med at Zayn ville have noget imod at jeg havde lånt noget af ham, også selvom jeg vidste at det var virkelig uhøfligt bare at tage ting fra én.

Jeg bukkede mig ned for at lægge min dyne sammen, og tog også min madras under den ene arm, så jeg både trak og bar den af sted. Jeg bevægede mig listigt ud af Zayns værelse, og ind til gæsteværelset hvor jeg havde taget tingene.

Derefter fortsatte jeg mod køkkenet, der var rodet. Ikke det største roderi som man så på film, men alligevel nok til at man ikke kunne være derinde, før man havde ryddet op. Og fordi jeg ikke kunne sove mere, så kunne jeg ligeså godt komme i gang.

 

Da jeg denne gang kiggede på uret var den næsten ti, og jeg var blevet færdig med oprydningen. Skraldespanden var fyldt til randen for længst, så jeg havde bare puttet resten af skraldet i en stor sort pose. Her duftede slet ikke af alkohol længere, tværtimod af en ren duft af rengøringsmidler. Dem havde jeg fundet i skabet under vasken.

”Lauren, hej” hilste Danielle forbavset, og jeg vendte mig smilende mod hende. Min hånd blev hævet som en hilsen, og Liam dukkede op efter hende. ”Godmorgen i to” sagde jeg, og Liam opdagede pludselig min tilstedeværelse.

”Lauren… godmorgen. Hvad laver du her? Altså, ikke ment på den måde, men..” han snublede så meget over ordene, at jeg blev nødt til at afbryde ham.

”Zayn og jeg havde et lille.. problem i går, så han bad mig overnatte, også skulle vi snakke ud i dag” forklarede jeg, og opdagede at begges udtryk ændrede sig. Jeg vidste godt hvad de troede Zayn og jeg havde lavet, men det ville under ingen omstændigheder ske. Og jeg følte ikke for at fortælle endnu engang grunden.

”Du behøvede ikke at rydde op. Vi stod faktisk op for at gøre rent inden Zayn vågnede” sagde Danielle, og hun sendte mig et taknemmeligt smil for at have gjort rent. ”Hvor længe har du egentlig været vågen? Det burde have taget dig lang tid” spurgte Liam mens han pegede ud mod det nu rene køkken.

Stuen var også ryddet.

”Jeg vågnede kvart i 9. Jeg plejer ikke at kunne sove længere” forklarede jeg, så Danielle spærrede øjnene op.

”Wow”. ”Hvis du går hen og vækker Zayn, begynder vi på morgenmaden. Du er jo gæst, og jeg bor her jo næsten” sagde Liam, så jeg nikkede.

Derfor satte jeg kurs ud af køkkenet og hen til Zayns værelse, hvor jeg stille bankede på. Der kom ingen lyd derinde fra, hvilket startede en tvivl inde i mig. Burde jeg ikke lade ham vågne af sig selv? Det ville trods alt være uhøfligt bare at vække ham.

Alligevel gik jeg ind, og så Zayn sidde op i sengen, mens han gned hans tinding. Han lignede en der godt kunne trænge til mere søvn. Havde jeg vækket ham, da jeg bankede på døren?

”Godmorgen Zayn” mumlede jeg stille, så han vendte opmærksomheden mod mig. Han sendte mig et stort smil, og så pludselig meget mere tilfreds ud. Jeg vendte mig om for at se om der var nogen bagved mig, som kunne have gjort Zayn gladere, men der var ingen.

”Godmorgen babe” sagde han, så jeg spærrede øjnene helt op. Mine hænder fandt deres vej hen til mine hofter, og jeg kiggede irriteret på ham. Godt nok var han lige vågnet, men vi havde da haft den her diskussion i går.

”Undskyld mig?!” sagde jeg fornærmet. Jeg anede ikke hvordan det her pludselig skete, for jeg troede at Zayn havde forstået mig efter i går. Hvorfor skulle man hele tiden skære alting ud i pap for ham?

”Hov, men jeg troede… nej vent lige” han så pludselig forbavset ud i luften, inden det så ud til at gå klik for ham. ”Ups, ej virkelig undskyld. Jeg troede noget helt andet, undskyld. Jeg ved godt jeg har gjort det før, men undskyld” bedte han, og var pludselig helt henne ved mig. Jeg kiggede overrasket på ham, men nikkede så. Det var en underlig situation vi stod i.

”Lad os gå hen til de andre” sagde jeg og vendte mig om. Zayn råbte et ’kommer’ efter mig, så jeg fortsatte bare. En dejlig duft af røræg mødte mig, og jeg smilede stort. Lyden af en masse stemmer blandet ind i hinanden lød for mine ører, og jeg regnede med at Liam og Danielle havde inviteret de andre drenge over. Det var meget venligt at de skulle spise morgenmad sammen, og ikke hver for sig.

”Hejsa” hilste jeg, og fik tre undrende blikke på mig. Dog trådte både Louis, Niall og Harry frem mod mig, for at hilse.

”Jeg sov her, fordi det var alt for sent. Og jeg sov på en madras, så..” sagde jeg lidt pinlig berørt, for jeg vidste hvad de troede. Og det undrede mig lidt at de alle troede sådan om mig, også alligevel ikke. De troede vel også at jeg havde fået en masse at drikke i går, men jeg fik faktisk ikke engang en hel drink.

”Godmorgen”. ”Halløjsa. Synes du også her dufter meget godt?”. ”Hav en god morgen” sagde både Harry, Niall og Louis i munden på hinanden, så jeg ikke kunne undgå at smile stort. Jeg nikkede til Nialls spørgsmål.

”Tag plads” bad Louis, og jeg satte mig ved siden af Niall, som allerede var i gang med at hælde mad på hans tallerken. På min anden side var pladsen tom. Overfor sad Liam, Danielle og Harry. Louis havde sat sig for bordenden, tættest på Niall og Harry.

Zayn kom sløvt ind ad døråbningen og satte sig ved siden af mig, da der ikke var andre ledige pladser. Jeg rykkede lidt til den anden side, for jeg følte mig ikke særlig tilpas.

Snakken begyndte at vandre mellem drengenes fans, hvad man kunne lave i ferien som nærmede sig, og til sidst stoppede vandreturen på mig.

”Hmmm, hvad kan vi dog udspørge hende omkring” hviskede Louis ret så højt til Harry, og det fik os alle til at grine, da han gnubbede hans tommel – og pegefinger mod hans hage.

”Jeg har det!” råbte Niall begejstret, og var lige ved at fare op af stolen. Danielle rystede på hovedet af dem, og Eleanor sukkede dramatisk. ”Nej, Niall det er et kedeligt emne” sagde Harry.

”I ved ikke engang hvad det er?” udbrød han med falsk forargelse, og jeg blev blød om hjertet, af den dansende livsglæde, der var dannet ved bordet.

”Mad. Har jeg ret?”

”Ja Niall, indrøm han har ret. Men jeg kan ikke se hvad det har med Lauren at gøre, når i diskuterer om det her?” Liam foldede hans hænder, og flettede dem ind i hinanden, for derefter at ligge dem på bordet. En voksen handling.

”Hun er nyuddannet advokat” sagde Zayn, og åbnede munden for første gang. Han var nok ikke så ivrig efter at kende mig mere, da han jo i forvejen gjorde det.

”Ja. Og jeg bor sammen med en af mine gode venner, Mathias” fortsatte jeg, og al opmærksomheden vendte mod mig.

”Har du nogen søskende?”

”Ja, en lillebror på femten. Ethan hedder han” sagde jeg, mens jeg tog en slurk vand.

”Plejer sådan nogle ikke at være irriterende?”. ”Ingen af os drenge har lillebrødre, kun Niall har en storebror, så vi ved det nok ikke. Men det Louis mener, er at man på film ser at de er irriterende og sådan” Liam var så høflig, og selvom jeg ikke havde set på Louis’ spørgsmål som noget uvenligt, var det meget betænksomt. ”Vi kan godt drille hinanden en lille smule, altså ikke rigtig drilleri. Vi skændes næsten aldrig” Eleanor nikkede, mens jeg snakkede.

”Ham vil vi gerne møde, hvis han da er mindst lige så sød som dig” sagde hun med et bedårende smil på læben, og Louis rømmede sig dramatisk.

”Det hun mener, er at hun ikke har noget imod ham, fordi han jo er 15, og det ville bare være SÅ forkert at have noget med ham. Ikke også, elskede?” Louis puffede til Eleanors skulder, som knækkede af grin. Det samme gjorde jeg, dog ikke helt så meget som hende. Både fordi Louis spillede fornærmet og jaloux, og også fordi at han på en måde gjorde grin med Liams udtalelse for få minutter siden.

”Har du nogen kæreste” spurgte Niall sødt om, og jeg bed mig i læben. Ikke mit yndlings emne. ”Nej, jeg vil gerne fokusere på mit arbejde lige på tidspunktet” sagde jeg, og de fleste nikkede enigt. Jeg lagde mærke til at Zayn strammede grebet om hans gaffel, så hans blodåre tydeligt trådte frem. Jeg vidste ikke engang, hvorfor jeg lagde mærke til det.

Jeg tog en sidste bid af min morgenmad, og drak det sidste vand i mit glas.

”Jeg skal nok også til at smutte hjemad. I er nogle rigtig søde mennesker alle sammen” sagde jeg, med et stort smil på læben. Eleanor og Danielle, samt Zayn og Liam rejste sig også op, mens de andre stadig sad ned.

Jeg vinkede til Harry, Louis og Niall, mens jeg sagde farvel. De vinkede tilbage, og gjorde det samme. Eller, Louis vrikkede overdrevet med håndleddet, og kiggede tøset på mig.

Det antog jeg som uhøfligt, men Louis var jo noget af en joker, så jeg lod det ikke spille en for stor rolle.

Jeg gav Danielle og Eleanor et kram, Liam gav jeg hånden, og da jeg skulle til at gøre det samme med Zayn, opdagede jeg at han var på vej ud til hoveddøren. Forvirret vinkede jeg endnu engang til de andre, og fulgte efter Zayn.

”Lauren” sagde han en smule trist, og jeg trådte frem mod knagerækkerne. Min jakke var vidst hængt derop i morges, så jeg hev den ned og tog den på.

”Ja Zayn. Har du noget på hjertet?” spurgte jeg venligt, og kiggede på ham. Han kiggede ned i jorden, så jeg fik taget mine sko, imens Zayn forhåbentlig gjorde sig klar til at snakke.

”Hvad mente du med at jeg havde misforstået det i går aftes?” lagde han ud med, og jeg rynkede panden.

”Det er slet ikke på grund af det som du tror, at jeg ikke vil have noget udenfor arbejdet”

”Hvad tror du da, at jeg tror?” spurgte han undvigende, og jeg vidste, at han vidste, at jeg vidste, hvad han troede.

”Du tror, Zayn, at jeg ikke vil have noget med dig udenfor arbejdet, fordi at du har fortalt mig om din kriminelle side. Det har overhovedet intet med det at gøre”

”Hmpff. Hvorfor så?” hans fjendtlighed gjorde mig utilpas, og jeg forstod ikke hvorfor han var så uhøflig.

”Jeg sagde det derinde lige før. Jeg vil gerne fokusere på arbejdet. I hvert fald når det gælder alle andre fyre end dig, men med dig vil jeg ikke, fordi du er mit arbejde. Jeg kan ikke have noget som helst med mit arbejde, det må man ikke” sagde jeg, og jeg var så tæt på at vrisse af ham, men beherskede mig selv.

”Så, hvis jeg fandt en anden advokat, måtte du så gerne?”

”NEJ! Du må ikke finde en anden advokat. Zayn, det ville du vel ikke gøre mod mig?”

”Og nej, for du er min tidligere klient, så det må man heller ikke” tilføjede jeg med det samme. Jeg vidste ikke engang om min tilføjelse passede, men når det var sagt, så ville jeg ikke trække det tilbage. Det kunne jo være at Zayn fandt en ny advokat, vi havde trods alt ikke underskrevet en kontrakt endnu, hvilket jo gav ham al ret til at annullere sagen når han havde lyst. Jeg måtte se at få fat på den kontrakt.

”Lauren jeg tror, at du er bange for at bryde reglerne. Det er ikke alle regler der er retfærdige, det ved du jo alt om, nu du arbejder med retfærdighed”

”Hvordan kan du overhovedet dømme mig ud fra det?! Jeg kan roligt og ærligt sige at grunden til vores forhold ikke vil udvikle sig, slet ikke har noget som helst at gøre med at du har begået kriminalitet. Jeg ville aldrig nogensinde dømme dig, Zayn. Aldrig” Hen ad min udtalelse døde min stemme lidt hen, og vi forblev begge stille.

Ligesom andre dramatiske piger kunne jeg sagtens bare skride, men det ville være for uhøfligt.

”Jeg bliver nødt til at gå. Jeg skal hjem og tjekke Mathias. Hav en fortsat god dag” sagde jeg, inden jeg åbnede døren og gik ud. Uden at vende mig om, ringede jeg efter en taxa, men det behøvede jeg slet ikke, da der lige stod én parkeret ved parkeringspladsen til de to-tre lejlighedskomplekser.

Ud steg en trettenårig pige og en kvinde på de omkring 21-22. De begge lignede hinanden, og de var på vej mod mig. Jeg smilede stort til dem, og storesøsteren besvarede det med et lige så venligt et.

”Hej” hilste jeg, da de stod helt henne ved mig.

”Hej. Har du lige været hjemme hos Zayn?” spurgte hun undrende, og jeg nikkede.

”Vi er hans søstre. Waliyha og Doniya” præsenterede den trettenårige pige. Jeg nikkede endnu engang, og rakte hånden frem mod hende.

”Jeg hedder Lauren” sagde jeg, og gav dernæst Doniya hånden.

”Jeg må hjemad. Hav det godt så længe” sagde jeg, og de takkede begge.

Jeg fortsatte mod taxaen, som heldigvis ikke var kørt endnu.

✪✪✪

 

Mathias’ søster – Stephanie, var på besøg, så jeg kunne være rolig for at han blev passet ordentligt. Og han fortalte også at han havde det lidt bedre efter i går, og det var nok pillen der havde hjulpet ham i den raske retning.

Lige på tidspunktet var jeg på vej hjem til min mor og far, og selvfølgelig også Ethan. Det var lidt tid siden jeg havde set dem sidst, og jeg havde da savnet dem. Selvfølgelig havde jeg det, men jeg vidste allerede på forhånd hvordan dagen ville udvikle sig – det var ikke altid godt.

Jeg trykkede håndtaget ned, og straks lukkede jeg den efter mig igen, så kulden ikke ville nå at overtage huset.

”Så er jeg her” sagde jeg med en lidt hævet stemme, så de fleste hjemme kunne høre mig. ”Velkommen. Kom herind” hørte jeg min mor sige, og jeg lagde overtøjet fra mig, og fortsatte mod stuen. Min mor sad og spiste frugtsalat, noget som vi tit plejede at gøre sammen. ”Spis med, Ethan gad ikke have, så du kan tage hans ske” sagde hun, og jeg satte mig ved siden af hende.

Da jeg kiggede på fjernsynet, så jeg at der kørte en fodboldkamp, som var på mute. Og da jeg kiggede på gulvet, så jeg Ethan ligge på gulvet, hvor han var faldet i søvn. Ved siden af lå hans computer og IPhone, så han havde gang i ret meget elektronik. Jeg smilede af ham, da det var typisk ham at falde i søvn.

”Hvor er far?” spurgte jeg min mor om, mens jeg vendte hovedet mod hende.

”Han skulle købe nole skruetrækkere på tilbud”

”Okay. Det smager godt som altid” roste jeg hendes sædvanlige frugtsalat.

”Mh. Hvad blev der af din retssag?”

”Det går fint nok. Det går langsomt fremad” sagde jeg, og puttede endnu en skefuld med skårede æbler, appelsiner og rosiner i munden. Yoghurten og noget havregryn var også kommet med, og det smagte himmelsk i min mund.

”Det var da godt. Du passer stadig dit hjem og sådan noget ikke?” og dér fik hun hendes moderlige stemme på.

”Jo selvfølgelig. Du skulle bare se hvor rent der er”

”Det var godt”

”Mathias er syg. Stephanie var der, da jeg kom hjem” fortalte jeg, og hun nikkede lyttende.

”Så må du da lave suppe til ham. Kom hjem? Hvor var du da?” spurgte hun skeptisk, og jeg gispede lydløst. Jeg kunne også bare nøjes med at sige Stephanie bare var der. Urghf.

”Ude at løbe en tur”

”I denne her kulde? Så bliver du da også snart syg” sagde hun bekymret, og jeg rystede på hovedet. ”Jeg havde godt med tøj på” sagde jeg, og selvom jeg ikke brød mig om at lyve – det var altid så uhøfligt – så ville jeg hellere gøre det, end at fortælle jeg havde sovet hos Zayn. Godt nok var jeg 20, men jeg blev godt nok ikke behandlet sådan. I hvert fald ikke af mine forældre.

”Jeg smutter lige op på mit værelse, og skifter til noget mere behageligt” sagde jeg, og gjorde mine til at rejse med mig. Tallerkenen med frugtsalat var nu tom, så jeg lagde vores skeer i, og tog den med, da jeg rejste mig.

”Væk Ethan bagefter, din far kommer snart hjem” sagde hun advarende, og jeg fik en irriteret følelse plantet i maven. Jeg forstod stadig ikke hvad min far havde imod sådan nogle småting.

”Jaja. Læg mærke til hvilken far vi har. Tænk over det” sagde jeg, inden jeg gik ud af stuen, og ind i køkkenet.

Det jeg lige havde sagt til min mor, var ikke noget der blev sagt første gang. I min verden – trods at jeg er voksen – så elskede de ikke hinanden, men var bare sammen for børnenes skyld. Jeg tænkte at de havde kunnet lide hinanden en smule da de var blevet gift, men aldrig været forelskede.

Jeg gik ind på mit værelse, og kiggede i mit skab, hvor jeg fandt nogle joggingbukser frem, og en tyk sweater i rød.

Klokken nærmede sig halv 6.

Da jeg havde skiftet gik jeg nedenunder igen, hvor Ethan stadig lå. Jeg smilede ved synet af ham. Han sov som en baby, med hans lange lange øjenvipper. De var længere end mine.

”Ethan, vågn op. Vi skal spise om lidt” sagde jeg, og da han ikke bevægede på sig, gentog jeg mig selv.

”Kom nuuuuu” sagde jeg lidt mere ivrigt. Heller ikke denne gang gjorde hannoget. Pludselig udbrød hans IPhone en lyd, der indikerede at en sms var tikket ind. Med det samme vågnede Ethan, og rejste sig op, så han sad op.

”Hvordan kan du vågne af den lyd, men ikke når jeg kalder?” spurgte jeg med et smil på læberne.

”Fordi jeg kunne høre din stemme i min drøm, så jeg troede ikke at du rigtigt kaldte. Og det at jeg fik en sms-lyd passede bare ikke ind i scenen. Meget intelligent, ikke?” sagde han, og rejste sig helt op.

”Jo, meget. Vi skal spise om lidt. Maden bliver lavet” sagde jeg, mens jeg også rejste op. Ethan tog hans bærbar under armen og puttede mobilen i lommen.

”Jo, jo” sagde han og gik, uden at slukke for fjernsynet. Det måtte jeg vel gøre efter ham.

 

✪✪✪

 

Vi sad alle fire rundt om bordet og spiste. Fjernsynet kørte med nyhederne, da klokken var rundet 6. En nyhed om at en indvandrer havde stjålet en masse penge fra en bank kørte hen ad skærmen, og optagelserne fra sikkerhedskameraerne kørte om og om igen.

”De burde skamme sig, de dér” sagde min far monotont.

”De er bare sådan nogle klamme umennesker, de burde seriøst få sig et liv” Med ordet ’de’ hentydede han til alle indvandrere, hvilket irriterede mig.

”Det er jo ikke dem alle sammen” sagde jeg og spiste videre.

”Hvorfor forsvarer du dem?” spurgte han anklagende.

”Fordi de også er mennesker, og også har ret til at leve. Der er også hvide mennesker der begår kriminalitet”

”Og hvad ved du om det?! Langt de fleste mørke mennesker gør noget dumt. Deres huse stinker af alkohol, og man kan slet ikke være hjemme hos dem. Tro mig, når jeg tager hjem til dem for at reparere småting, så bliver jeg nødt til at holde mig for næsen. Selv Peter er enig med mig. Engang fortalte en af mine kollegaer mig…” også startede det. Han snakkede hele tiden om hans kollegaer, hvilket var noget af det kedeligste. Jeg havde skam fortalt ham det før, men lyttede han?

Da jeg kunne se på ham at han var færdig, gjorde jeg mig selv klar til at tale:

”Så Ali er også som ham der?!” spurgte jeg irriteret, og pegede mod fjernsynet, som havde skiftet nyhed. Ali var en af min fars gode venner.

”Nej, hans hjem er helt rent. Hans børn er endda uddannet læger, og hans yngste datter er i gang med uddannelsen” Og hvad havde et rent hjem med udannelsen at gøre? Det var jo fordi børnene selv havde lyst til det.

”Du sagde ellers lige før at alle indvandrere var dumme”

Min far kiggede rystende på hovedet på min mor, for at få hjælp.

”Det er vel lige meget. Og det behøver ikke at være alle mennesker der bliver dømt” sagde hun lavt, og kiggede undskyldende på min far.

”Kan du ikke bare sige til hende at jeg har ret? Du udstiller mig dårligt” udbrød min far til min mor, og Ethan mimede ”here it goes again”.

Jeg spiste videre, mens min mor og far provokerede hinanden med ord. Gamle sager for flere år eller måneder siden blev taget op, og fordi de var så optagede af at diskutere, opdagede de ikke at Ethan for længst havde spist op og var gået.

Jeg selv havde rejst mig op, og var i gang med at putte min tallerken i opvaskemaskinen, da min far sagde:¨

”Se, på grund af dig, kan vi ikke engang sidde med børnene længere. Skam dig”

Jeg holdte inde med at det faktisk var hans dumme kommentarer der sørgede for at vi ikke alle kunne sidde sammen og nyde hinandens selskab, men jeg holdte det i mig. Det ville alligevel ikke hjælpe.

Lige inden jeg gik ud af køkkenet stoppede jeg op, dog uden at vende mig om.

”Du kunne i princippet lade være med at dømme folk. Hun har lige så meget ret til at sige sin mening som vi andre. Tænk over hvorfor det pludselig åbenbart er forkert når hun gør”

Jeg ville gerne hjem. Jeg havde ikke lyst til at være her, og desuden fik de jo set mig. Derfor gik jeg også ovenpå ind på mit værelse, hvor jeg fik fat i min skuldertaske og jakke. Jeg gik ind på Ethans værelse, hvor han spillede Fifa.

”Jeg smutter nu. Vi ses” sagde jeg, så jeg kort fik hans opmærksomhed.

”Gæt hvem jeg spiller mod”

”Det ved jeg da ikke. Det ligner i hvert fald at du vinder”

”Mathias. Ja, du kan lige fortælle ham at jeg altid er bedre end ham til Fifa, når du kommer hjem. Vi ses” sagde han med et hånende smil på læberne, som klart var rettet mod Mathias’ hold på skærmen.

Jeg smuttede ud i gangen, og råbte at jeg tog hjem nu. Med det samme var jeg ude af døren, og blev mødt af en behagelig kølig vind.

Jeg prajede en taxa, og inden alt for lang tid, var jeg hjemme igen.

 

 

Det var sådan en familie jeg havde. Ethan plejede at forholde sig neutral når vi andre skændtes, men når det gjaldt ham, kunne han flippe helt ud. Og jeg kunne sagtens følge ham. Min mor og fars diskussion den dag, endte ikke der. Uger, måneder, år efter kan min far stadig finde på at sige at det er min mors skyld vi er som vi er, fordi hun ikke var på hans side.

Det var mit første rigtige møde med drengene, hvor vi fik snakket sammen alle sammen. Perrie så jeg ikke særlig meget til, men Eleanor og Danielle blev der så set en hel del til.

Det var nok ikke Zayns og mit første skænderi, men det var et af dem. Hvis vi så aldrig havde skændtes, så havde vi ikke stået her på denne måde i dag.

Men hvordan står vi overhovedet den dag i dag?

 

                                                                                                                                                                                                                         

ORD: 4.023

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...