Justice or Love ▪ One Direction

Lauren er en rødhåret pige med et stort positivt humør samt et dejligt smil. Hun bor sammen med en kammerat i London, tæt på kammeratens arbejde og Laurens universitet, hvor hun lige er blevet færdiguddannet som advokat. Da Lauren's første retssag meddeler at hun skal støtte en Mr. Malik, bliver der ændret en dramatisk kurs på hendes liv. Hun bliver trukket med i et virvar af problemer og et specielt spørgsmål hvis svar har svaret på alle hendes spørgsmål. ''Kærlighed eller retfærdighed?''

29Likes
101Kommentarer
1893Visninger
AA

6. How can a licorice be the beginning to trouble ✪

Ikke rettet igennem, undskyld!

 

 

Det var blevet den 9. januar, dagen efter jeg var blevet ’overfaldet’ med spørgsmål af de to journalister. Episoden havde jeg ikke spekuleret på lige siden i går, og jeg følte heller ikke for at gøre et større nummer ud af det.

Jeg var i gang med at tage opvasken efter Mathias og jeg havde spist morgenmad, som han for en gangs skyld, havde været ude at købe. I øjeblikket var han i gang med at klæde sig på, da jeg skulle køre ham på arbejde.

Jeg drejede en gang rundt om mig selv så min nederdel fløj ud til siderne, blot fordi jeg havde humøret højt. Det var egentlig ikke noget specifikt der havde gjort mig glad.

’’Laureeeeeen, er du klar?’’ Kaldte Mathias, mens han kom gående ind i køkkenet. Han var i gang med at spænde hans bælte, som i øvrigt var brunt. Han var iklædt en simpel T-shirt og nogle løse bukser. Henover armen holdte han hans jakke, mens han i den anden hånd havde bilnøglerne, som han rakte frem mod mig.

’’To minutter’’ mumlede jeg, så han nikkede. Det lignede at han skulle til at gå ud, men vendte sig derefter mod mig igen. ’’Ja?’’ spurgte jeg, mens mit ene øjenbryn hævede sig.

’’Er der et valg mellem hvem der skal køre bilen, eller er det kun dig der må det?’’ Det sidste prøvede han at få til at lyde så mindst bebrejdende som muligt, men det lykkede ikke helt. Jeg kunne regne ud, efter hans barnlige stemme, at han helt klart ville køre bilen.

’’Jo, kør du den bare. Så bliver jeg færdig’’

’’Vises’’ Mumlede han, og jeg vendte tilbage til opvasken. Jeg puttede de sidste tallerkener ind i opvaskemaskinen, og lukkede så låget. Dernæst tørrede jeg mine hænder af i et viskestykke, og med det samme var jeg ude i gangen, efter at have taget en sikkerhedsrunde for at se om alt lyset var slukket, og fik mine støvler på. Jeg trak jakken og mine vanter på, og tog fat i min taske, inden jeg låste døren.

Da jeg var ude af opgangen, mødte jeg med det samme den bidende kulde. Jeg skuttede mig i min sorte vinterfrakke, og prøvede at varme mine hænder, i mine luffer. Dog hjalp det ikke, så i stedet spurtede jeg hen til bilen, som allerede stod klar.

Mathias sad på førersædet, mens han trommede fornøjet på rattet. Det klædte ham at sidde i bil, i hvert fald efter hans mening.

Jeg åbnede døren ind til sædet foran, og satte mig med det samme ind. Hurtigt blev døren lukket, så kulden ikke kom med ind.

’’Tænder du ikke lige for varmen?’’ Spurgte jeg, mens jeg rystede en smule. Jeg lagde min taske på mit skød, og tjekkede så om han havde tændt for varmen, hvilket jeg fandt ud af at han havde. En kuldegysning fløj gennem min nakke og ned, så jeg rystede endnu engang.

’’Den er tændt, men du ved jo godt at der går lidt tid, inden der bliver varmt’’. ’’Ja, men jeg troede da at du havde tændt bilen med det samme’’ Forsvarede jeg mig selv, mens jeg kiggede på Mathias. Han rynkede hans næse, mens begge øjenbryn skød i vejret.

’’Øh, ja bare glem det’’. ’’Helt i orden du. Jeg vil gerne have bilen, så du sætter lige dig selv af ikke’’ Meddelte jeg, mens Mathias nikkede. Dernæst trykkede han så pludseligt på speederen at bilen bare skød frem, standsede lidt efter, også kørte igen. Dette skete et par gange, men ellers nåede vi begge uskadte til Starbucks. Mathias steg ud, mens jeg gjorde det samme. Endnu engang, og selv på det korte stykke, fangede vinden mit hår, og begyndte at vifte det til alle sider, så kulden imens sneg sig ned af min nakke. Dette sørgede for at jeg rystede, for sådan set tredje gang.

’’Mathias’’. ’’Ja?’’.

’’Vil du ikke købe en kaffe til mig? Gerne med karamelsmag’’ Spurgte jeg, mens jeg åbnede døren til førersædet. Han nikkede, og viste et tegn med fingrene, som skulle forstås som to sekunder.

Et par minutter efter var han tilbage med en dampende varm kaffe i hænderne. Jeg tog imod kaffen som var inde i en kop af pap, med det berømte Starbucks mærke på.

’’Tak du’’. Det var så lidt du selv’’ Sagde han, mens et skævt smil bredte sig på hans læber. Jeg grinede lidt, inden mit grin stilnede af. ’’Skal jeg hente dig, eller..?’’ Spurgte jeg, så jeg hurtigere kunne komme ud på arbejdet. ’’Jeg tager nok bare bussen. Vises Lauren’’ Vinkede han, så jeg vinkede tilbage. Jeg satte mig med det samme ind i bilen, der var blevet koldt, da jeg jo havde holdt bildøren åben. Kaffen placerede jeg på hullet omkring gearstangen, imens jeg satte mig ordentligt til rette på sædet. Mathias havde bare ladet nøglen blive i hullet, så det behøvede jeg ikke bruge tid på. Mens varmen langsomt bredte sig i min krop, helt ud til mine fingerspidser, kørte jeg mod mit arbejde.

 

✪✪✪

 

’’Hej Lisbeth’’ Hilste jeg, da jeg nærmede mig hende. Hun sad med hovedet nede i et sladderblad, men jeg ænsede det næsten ikke. Dog fik jeg kigget grundigt på det, da hun med et mærkeligt ansigtsudtryk klaskede det på bordet foran mig.

’’Er der noget du ikke har fortalt mig?’’ Spurgte hun, med øjenbrynene hævet. Efter at have kigget på forsiden, kiggede jeg på hende med et bebrejdende blik. Jeg gad ikke engang åbne bladet og læse hvad de havde skrevet om Zayn og jeg.

’’Lisbeth altså’’ Startede jeg ud med, mens Lisbeth kiggede interesseret og ventede spændt på min forklaring. ’’Der er overhovedet ikke noget. Vi skulle jo snakke om sagen, du så os godt gå ud i går? Og du skal altså ikke tro på sådan noget de der journalist mennesker skriver’’ Sagde jeg bebrejdende, så hun med det samme sendte mig et undskyldende blik. Jeg trak ligegyldigt på skuldrene, for det betød virkelig ikke noget.

’’Det er i orden. Og du ved jo godt at de bare opdigter ting og sådan’’ Fortsatte jeg, mens jeg med armene demonstrerede mine ord.

’’Jo selvfølgelig. Så der er altså intet imellem dig og Zayn?’’. ’’Nej, det er der ikke’’.

’’Intet?’’. ’’Absolut intet’’ Svarede jeg, og kiggede en smule irriteret på bladet foran mig. Jeg var pludselig blevet ret irriteret over at de overhovedet skulle blande sig. Hvis de virkelig gravede efter sandheden, kunne det være en mulighed at fortælle at jeg blot skulle forsvare Zayn i en retssag. Også alligevel ikke, for jeg havde som sagt tavshedspligt, og det skulle da slet ikke ud til pressen, at Zayn havde fået gjort en kvinde bevidstløs, også endda på ubestemt tid!

’’Jeg smutter ovenpå. Vi snakkes nok ved senere’’ Var det sidste jeg sagde, inden jeg begyndte at gå over mod elevatoren. Jeg trykkede på den etage jeg skulle op til, og lænede mig tungt opad elevator væggen, som føltes kold, men rar mod min hud.

 

Jeg sad på mit kontor og læste mine papirer igennem. Indtil videre var der faktisk ikke så meget at gøre med hensyn til Zayn og sagen, da jeg ikke havde fået så mange oplysninger endnu. Jeg vidste at det var forgået i en fuld tilstand, hvilket vel også kunne formindske straffen. Dog var det vigtigt at kvinden ville vågne, så det da var en mulighed for Zayn at undskylde, også måtte man bare håbe at kvinden bare på et hjerte af guld, og at hun ville tilgive ham.

Det bankede helt pludseligt på min dør, så jeg fik et ret stort chok. Heldigvis var det uden lyd, så jeg fik med det samme lidt mere styr på mig selv, og mumlede et højt ja. Personen trådte ind kort efter, og det første jeg fik øje på, var en lyseblå kop, og udfra lugten, regnede jeg med at det var varm kakao eller måske kaffe. Vedkommende trådte helt ind, så mit fokus fra den lyseblå kop blev fjernet, og i stedet ledt hen på en ung mand, som jeg havde mødt før.

Zayn trådte indenfor, iklædt et par sandfarvede bukser, der vidst nok havde mærket humör. Mathias havde også nogle bukser magen til, så det var derfra jeg genkendte dem.

På overkroppen havde han en mørkeblå T-shirt med mærkelige mønstre på maven, og udover havde han en sort hættetrøje på. Hættetrøjens snore var bundet til en sløjfe ved halsen, så det lignede noget tøj han havde taget ud fra et mandemagasin.

’’Jamen hej Zayn’’ Sagde jeg overrasket, så Zayn nikkede som hilsen. Han bevægede sig listende hen til mit bord, og placerede langsomt koppen på bordet, forsigtig med at indholdet ikke ville ryge ud. Jeg kiggede nærmere på koppen, og fandt ud af at det var kaffe med mælk og karamel.

’’Ja, altså Lisbeth, du ved, hende der sidder på stueetagen, gav mig den, men jeg kan ikke lide det, og jeg kunne ikke rigtig lide at give den tilbage, så jeg tænkte at du ville kunne lide det?’’ Forklarede han, mens han fægtede med armene, for at vise hvad han mente.

Det var rart at han havde taget den med til mig, og som jeg så på den halvbrune kaffe, fik jeg helt lyst til at drikke den med det samme.

’’Tak Zayn’’ Smilede jeg til ham, så et stort smil bredte sig på hans læber. Han så helt lettet ud, og hans øjne lyste lykkeligt. Hvilket nok skyldtes noget privat, som jeg ikke var tankelæser nok til at kunne finde ud af.

’’Hvad bringer dig hidtil’’ spurgte jeg, og satte den lyseblå kaffekop fra mig.

’’Skal jeg være helt ærlig’’ Spurgte han, og undrende over hans spørgsmål som gav sig selv, nikkede jeg. ’’Jeg havde ikke noget at lave, drengene var i gang med at lave et eller andet som jeg ikke rigtig havde lyst til. Så jeg kom herover, og jeg købte også lidt slik til os’’ Indrømmede han, så jeg virkelig kiggede mærkeligt på ham. Han kedede sig, og derfor kom herover? Og han havde slik med?

’’Undskyld, men jeg arbejder faktisk Zayn’’ Sagde jeg, og sendte ham et stramt smil, for ikke at virke for uhøflig.

’’Det gør skam ikke noget. Har du egentlig et par skåle, som vi kan putte slik ned i?’’ Spurgte han undvigende, så jeg sukkede indvendigt. Jeg skubbede min stol lidt bagud, så jeg bedre kunne komme til ved skufferne. Inden i den nederste skuffe lå to gennemsigtige skåle, som jeg lagde på bordet. Zayn trak to poser lakrids frem fra lomme, og det undrede mig at det kunne være der. Dernæst åbnede han begge poser med munden, og begyndte at hælde op i skålene.

’’Zayn’’ Han svarede ikke, men fortsatte bare med at hælde op. Jeg ventede utålmodigt på at han ville blive færdig, hvilket han blev kort efter. ’’Ja Lauren’’ Spurgte han nysgerrigt, og smilede til mig. Jeg gengældte hans smil med et venligt et, og kiggede ned på de tomme lakridsposer.

’’Zayn, jeg er din advokat. Kun det. Så at du bare kommer vadende ind og tror at vi kan spise slik sammen, kommer ikke til at ske. Og jeg skal faktisk arbejde, for jeg skal jo også få gennemtænkt en masse forsvarsreplikker, så du ikke taber denne sag’’ Sagde jeg en smule hårdt, så Zayn krympede sig lidt.

’’Jeg bankede på’’ Var det eneste han sagde, så jeg kiggede bare på ham. Jeg kiggede på ham med et blik der burde gøre det klart for ham, at det han var i gang med ikke var godt. Dog lod han ikke til at forstå. Han puttede bare en lakrids i munden, og tyggede så ligegyldigt. Derfor overraskede hans næste træk mig ret meget.

’’Hør lige her Lauren. Vi har kendt hinanden, i hvad, sådan set tre dage. Vi kender hinanden. Eller, du kender til mig, og jeg stoler på at du ikke fortæller det videre. Det eneste vi har gjort sammen er at have været på en cafe, hvor vi også snakkede om sagen. Hvilket vi nok også skal, det er okay med mig. Men, bare fordi vi måske spiser slik og snakker om noget andet end den sag, betyder det ikke at vi er kærester. Er det også forbudt at være venner? Det skader ikke at vi er venner, og jeg forstår ikke hvorfor du skal være så striks omkring det hele tiden. Jeg er nitten, om et par dage tyve år, men derfor behøver du ikke ligefrem at kalde mig for ’de’. Eller sige hr. Malik, vel? Er det ikke lidt overdrevet?’’ Han havde rejst sig op, og stod gennem hele hans vredesudbrud og pegede på mig med en hævet pegefinger, hvilket irriterede mig groft. Modsat til ham, styrede jeg mig dog, og snakkede ikke på nogen måde nedladende tilbage.

’’Zayn, stop nu’’ Bad jeg med en udmattet stemme, men det så ikke ud til at røre ham. Han trak derimod bare vejret virkelig dybt, inden han med et højlydt bump satte sig ned på stolen overfor mig, som han også sad på før.

’’Undskyld. Jeg har bare haft en dårlig dag’’ mumlede han, mens han slog blikket ned. Jeg nikkede lydløst, og satte mig træt tilbage i min stol. Selvom jeg overhovedet ikke havde anstrengt mig, var jeg virkelig udmattet, og en irriterende hovedpine havde bosat sig mit hoved. ’’Det er helt fint Zayn. Du behøver ikke undskylde’’ Sagde jeg, selvom han faktisk burde undskylde. Han havde ikke snakket pænt til mig, og havde fået mig udstillet som en alt for høflig person. Også endda efter tre dage?

’’Jo, jeg gør. Kan vi ikke glemme det? Undskyld, men det bare efter..’’ Han stoppede midt i hans sætning, og jeg kiggede på ham med et interesseret blik. Jeg havde ikke rigtig regnet med at samtalen ville dreje over på noget følsomt, så jeg følte mig en smule overvældet, af den pludselige drejning, faktisk, Zayn’s besøg har taget.

Zayn kiggede pludselig op på mig, med et blik der ikke var særlig nemt at tyde. Jeg silede venligt til ham, og han lænede sig frem i stolen, så han sad indover bordet. Han placerede hans hænder på bordpladen, heldigvis ikke tæt på mine, som var plantet i mit skød.

Jeg sendte ham et blik, der brude læses som at han havde min fulde opmærksomhed, og det fik ham også til at rømme sig. Lige i det øjeblik an åbnede munden, ændrede han ansigtsudtryk. Han blev ret bleg i ansigtet, og han rystede på hovedet. Luften føltes tyk, og en akavet tavshed bredte sig med en høj hastighed.

For ikke at gøre det mere akavet end det allerede var, rømmede jeg mig hurtigt og fik Zayn’s opmærksomhed. Jeg rakte ud efter skålen med lakridser, og tog en mellem mine fingre. Dernæst puttede jeg den langsomt ind i munden, så den lidt sure og saltede smag bredte sig. Jeg lod lakridsen blive på tungen, så smagen ville holde længere. Dog gik der ikke længe, før jeg syntes at det smagte alt for godt, og jeg tyggede i det.

’’Her, lad os spise slik sammen’’ Tilbød jeg Zayn, så han kiggede mere underligt på mig, end nogen nogensinde havde. Han slog det dog hen, og tog imod en lakrids, og på samme måde som jeg havde gjort før, spise han den.

’’Zayn?’’ Spurgte jeg, og fik henvendt hans opmærksomhed fra lakridsen til mig. Han nikkede, og jeg fortsatte. ’’Jeg tænkte at jeg kunne læse de her papirer imens.. Du må genre være her, men er det okay, hvis jeg læser videre?’’ Spurgte jeg, selvom jeg virkelig var bange for at have lydt uhøflig. Heldigvis nikkede Zayn med et smil på læben, så jeg sukkede lettet.

Derefter fjernede jeg de tomme lakridsposer fra bordet og smed dem ud, så de ikke fyldte. Zayn trak den ene skål hen til ham selv, mens den anden blev skubbet over til mig. Jeg smilede taknemmeligt til ham, og samlede så mine tanker om papirerne foran mig, der alle 20 sider omhandlede vigtige argumenter og tips til forsvar.

I ny og næ tog jeg da en lakrids.

 

✪✪✪

 

Zayn var taget hjem for nogle timer siden, lang tid efter jeg var færdig med papirerne. Dog havde jeg læst i en bog, og med lidt overtalelse, havde Zayn faktisk skimmet papirerne, så han havde et indblik i hvad og hvordan vi skulle forsvare ham. Jeg var ikke sikker på om han virkelig havde læst det, eller bare kigget på det for min skyld, men det var en behagelig tanke at han ikke ville skuffe mig, og virkelig tog dette alvorligt. Eller, så alvorligt som han nu engang kunne tage det.

Mørket havde sænket sig som et tykt lag støv over hele byen, og med hjælp fra de mange gadelygter, blev byen oplyst. Fra mit vindue, som lå ret højt, havde jeg udsigt over en stor del af London. Jeg kunne endda se Big Ben, og London Eye var lige til at få øje på.

Klokken var 18, utroligt hvor tidligt det blev mørkt om vinteren. Allerede nu havde jeg ikke lyst til at gå udenfor, men jeg blev nødt til det, for at komme hjem.

Jeg ville rigtig gerne smide alle de her papirer, og bare ligge mig på sofaen med en kop varm kakao, eller Starbucks for den sags skyld, og se en god film. Bare for en dag.

Ligge alle bekymringerne bagerst på hylden, og have en dag hvor jeg overhovedet ikke tænker på andet, end at jeg skal have det behageligt. Dog så den dag ud til at være nogle evigheder væk, så jeg opgav den helt.

Jeg pakkede udmattet min Macbook sammen, og lagde den ned i min taske sammen med mine papirer, og lukkede lynlåsen. Dernæst trak jeg min jakke på, og tjekkede lige om alt var i orden på kontoret, der skulle helst ikke ske noget dumt grundet mig. Jeg tog min tunge taske på skulderen, og åbnede døren. Jeg trak min mobil opad min lomme, og sørgede for at den kunne lyse, og slukkede lyset på kontoret. I et øjeblik var der helt mørkt, både på gangen og kontoret, så jeg fik med det samme tændt blitzen på min mobil. Med forsigtige skridt fik jeg til sidst bevæget mig ned til stueetagen, og gik ud af hoveddøren. Som tidligere i dag, ramte kulden mig i ansigtet, og fik mine kinder til at gøre ondt.

Jeg skuttede mig, og satte kurs mod min bil. Med rystende fingre fik jeg trukket på knappen på bilnøglerne, så bilen allerede tændte. Hurtigt fik jeg med det samme vanten på hånden igen, så den ikke ville blive endnu koldere.

 

Jeg drejede nøglerne så motoren begyndte at spinde. Varmen blev med det samme slået fuldt til, og efter et par minutter, begyndte der at strømme varme ud til hele bilen. Jeg kørte af sted mod mit lejlighedskompleks, og selvom det var lidt sværere at køre i mørke, nåede jeg frem efter kort tid.

Så hurtigt som muligt fik jeg spænet ud af bilen og låst den, for derefter at have spurtet hen til hoveddøren, hvor jeg trykkede på knappen, som forestillede en nøgle. Til mit store held havde klokken ikke passeret otte, da jeg ellers kunne være blevet nød til at ringe mit hjem op, også vente på at Mathias skulle åbne.

Med rystende ben kom jeg endelig forbi trapperne, og stod foran min dør. Jeg bankede et par gange på, og lidt efter stak Mathias hovedet ud. ’’Lauren, er det dig?’’ Hviskede han, og jeg rynkede undrende på næsen. ’’Ja’’ svarede jeg tilbage, jeg hviskede dog ikke. ’’Kom ind, kom ind’’ tilbød han, og jeg gik bare ind. Mine ting stillede jeg på hylden, og jeg smed overtøjet.

’’Hvorfor hvisker du?’’ spurgte jeg Mathias om, så han trak på skuldrende. ’’Jeg har gjort klar til at vi kan se film og du ser virkelig træt ud, så lad være med at komme med nogle indvendinger!’’ Han smilede venskabeligt til mig, så jeg selvfølgelig ikke var i tvivl om at han mente det sødt.

’’Ja, jeg skal bare lige.. du ved’’ Forklarede jeg, mens jeg pegede demonstrativt, så han regnede ud at jeg lige ville sunde mig lidt. Hurtigt var jeg ude af gangen og inde på mit værelse, hvor jeg begyndte at klæde om til nogle joggingbukser og en kort bluse med røde og hvide striber. Dernæst fandt jeg en elastik, og bandt mit løse hår i en løs knold, og derefter fjernede jeg den smule make-up jeg havde haft på.

Fem minutter senere sad jeg inde i stuen sammen med Mathias, hvor han sad nede på gulvet på en stor madras, og henover hans ben havde han en dyne på. Jeg havde lige sat mig på sofaen, da Mathias vendte sig om og kiggede på mig. ’’Sidder du ikke her?’’ Spurgte han, så jeg rystede på hovedet. Han nikkede derimod bestemt, og trak i mit ene ben, så jeg faldt ned til ham.

Vi flækkede begge af grin, mens jeg lagde mig godt op af hans skulder. Han lagde hans hoved oven på mit, og jeg kunne mærke hans krop ryste, da han grinede endnu engang. Dernæst hev jeg dynen af ham, og spredte de ud over os begge. Jeg gav min opmærksomhed til filmen, som i øvrigt hed Wild Child, og jeg måtte indrømme at jeg ikke havde set den før. Navnet lød dog bekendt, så den havde sikkert været populær engang, eller sådan noget.

 

Alligevel måtte jeg være ærlig overfor mine tanker og indrømme at jeg ikke gav min helt fulde opmærksomhed til filmen. En del af min hjerne kredsede om Zayn, som havde virket både normal og underlig.

 

Også var den dag ovre. Den bestod af en helt normal morgen med min bedsteven, en underlig dag med Zayn som underligt nok havde været tæt på at fortælle mig noget privat, og endnu en normal aften dag med min bedsteven. Hvad jeg ikke vidste, var hvad der ventede mig, blot et par dage senere. Den præcise dato husker jeg stadig, for lidt af en vigtig dag var det jo. Med tanker der blot omhandlede Zayn og hans anderledes handlinger, faldt jeg ind i en søvn den nat. Om den var drømmeløs eller ej kan jeg ikke huske, men hvad jeg husker fra den dag af, var helt klart at det kun var en af de første gange Zayn opførte sig underligt. Dem ville der komme mange flere af, senere hen.

Og med hensyn til den lakrids; den var for resten også starten på en masse problemer.

 Men var alt omkring Zayn ikke også det?

 

                                                                                                                                                                

 

Hvad synes i om at Zayn var ved at fortælle Lauren noget? Eller at han bare dukker op når han har lyst en gang imellem? Og hvad sker der, om præcis tre dage i historien? Jeg kan give et hint og afsløre at hvis i ved datoen, kan i let regne det ud.

Jeg elsker at læse kommentarer, så kom meget gerne med dem.

Og forresten, sidste kapitel havde jeg fået hjælp af søde Tess Towler, i burde virkelig tjekke hendes historier ud. Jeg ligger et link ud til hendes side i kommentaren.

ORD: 3752.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...