Justice or Love ▪ One Direction

Lauren er en rødhåret pige med et stort positivt humør samt et dejligt smil. Hun bor sammen med en kammerat i London, tæt på kammeratens arbejde og Laurens universitet, hvor hun lige er blevet færdiguddannet som advokat. Da Lauren's første retssag meddeler at hun skal støtte en Mr. Malik, bliver der ændret en dramatisk kurs på hendes liv. Hun bliver trukket med i et virvar af problemer og et specielt spørgsmål hvis svar har svaret på alle hendes spørgsmål. ''Kærlighed eller retfærdighed?''

29Likes
101Kommentarer
1868Visninger
AA

8. And there was my jacket ✪

 

12. januar, Zayn’s fødselsdag i dag. Og selvom jeg nok burde være venlig og ønske ham tillykke over mail, følte jeg lidt at jeg gik over grænsen. Jeg var jo inviteret til en fest, som selveste Zayn holdte, altså en person jeg kun ville være advokat for.

Og derfor havde jeg tænkt det hele igennem mens jeg var på arbejde; jeg ville kun tage med for at ønske ham tillykke, medbringe en lille gave, også tage hjem igen.

Jeg tog min jakke på, og tog elevatoren ned til receptionen, hvor Lisbeth som sædvanlig sad. ’’Jeg smutter nu, hav det godt så længe’’ sagde jeg, mens jeg vinkede. Lisbeth sendte mig et stort smil og vinkede efter mig.

Mine ben førte mig ned til min bil, som jeg havde låst op fra lang afstand. Som altid havde kulden godt fat i mig, men i dag virkede vejret mindre koldt end normalt.

Jeg satte mig ind i bilen og drejede nøglen i nøglehullet, så bilen begyndte at brumme. Jeg kiggede i bakspejlet for at se om der var fri bane, og bakkede dernæst du af parkeringspladsen.

Korte ti minutter senere var jeg inde i vores fælleslejlighed, og allerede ude i entreen kunne jeg se at Mathias var hjemme. Hans sko var smidt ud i to forskellige retninger, og hans jakke var hængt op, så den ville ryge ned, hvis man bare pustede til den. Derfor skyndte jeg mig også at hænge hans jakke ordentligt op, da gulvet var lidt beskidt.

Jeg hang min egen jakke op, og stillede mine sko på hylden. Bagefter fortsatte jeg videre ind i køkkenet, hvor der var ryddet op. såvel var stuen, dog var det ikke det samme om Mathias værelse. Der lå skrald fra McDonald’s på gulvet og hans natbord, og der var et par tomme energidrikke ved siden af. Selv sad han med hovedet helt henne ved fjernsynet, hvor hans Fifa spil var i gang. Mathias sad på sengen, og der var godt et par meter mellem fjernsynet og sengen, så det var faktisk lige før han ville falde ned, ligesom hans jakke var ved for lidt siden.

’’Hej’’ hilste jeg, men jeg fik ikke rigtig andet end en ignorering. ’’Mathias, kan du ikke lige sætte det på pause og hilse?’’. Endelig kiggede han i min retning, men straks var blikket på spil konsollen i hans hænder. I en hurtig bevægelse fik han sat spillet på pause. ’’Det kan kun sættes på pause i tredive sekunder, så hej’’.

’’Spiller du da over nettet?’’ spurgte jeg, og rykkede lidt på min skuldertaske, som begyndte at irritere min skulder. ’’Ja, mod en der hedder… Stan2346’’ sluttede han af med, og jeg kunne regne ud at det var en han ikke kendte. ’’Hvis du ikke kender ham, så kan du vel godt lige snakke lidt. Jeg har brug for at spørge dig om noget’’.

Mathias spærrede dramatisk øjnene op og gik ud af spillet, for derefter at kravle ordentligt ind på midten af sengen. Han klappede på pladsen ved siden af og jeg lagde min jakke og taske væk, og satte mig på den plads, han for et par sekunder siden havde klappet på.

’’Hvis selveste du har brug for hjælp, så må det være vigtigt. Ud med sproget, i en fart’’

Jeg sukkede og lagde mit hoved op af hans brystkasse, så jeg ikke kunne se hans ansigt.

”Jeg skal til fest, og det er ham jeg skal forsvare, som har inviteret mig, fordi det er hans fødselsdag i dag” fortalte jeg, mens jeg kunne mærke Mathias ånde i min hovedbund.

”Det er jo godt, så hvad er problemet?’’ spurgte han undrende, så jeg endnu engang sukkede. ”Det føles forkert. Jeg burde ikke tage med, for man må ikke gøre sådan noget. Vi burde kun ses så længe det vedrører retten”.

’’Har han fortalt noget om hvorfor han så gerne vil have dig med? Er der en specifik grund?” spurgte han, og jeg rettede mig ordentligt op, for at kunne se ham. ’’Han sagde det var fordi han ikke kunne betale mig tilbage, fordi jeg jo skulle forsvare ham i retten. Også … nej, ja det var det han sagde. Ikke noget” jeg kluntede rundt i sætningen, da de forbudte tanker var ved at glide ud af min mund.

”Ikke andet, var det kun det han sagde?! Spurgte Mathias undrende, selvom jeg havde på fornemmelsen at han kunne se igennem det. ”Ja, og hvis det ikke er det, hvorfor skulle han også sige det?” forsvarede jeg, så sagen ville ligge, selvom jeg alligevel havde en trang til at tænke højt, eller i det mindste tænke det for mig selv. Men det gav jeg ikke engang mig selv lov til.

”Hvad er problemet, du kan jo bare tage med i et par timer, også komme hjem igen?”

”Jeg ved ikke hvad jeg skal have på” udbrød jeg, selvom det ikke lige præcist var det, jeg virkelig ville have sagt. Mathias grinede højlydt af mig, så jeg sendte ham et forvirret blik. ”Den tror jeg ikke helt på. Du tager da bare det på, som du har lyst til” og det havde han så sandelig ret i.

Så derfor jeg nikkede mig hurtigt enig, inden jeg gav ham en stor krammer. Han krammede mig hårdt tilbage, men jeg følte mig tryg i hans favn. Hans store bjørnekrammer, var behagelig, og da han gav slip på mig, gik jeg ud af hans værelse, for at lave mad. Så kunne jeg spekulere over min kjole, mens maden var i ovnen eller kogte.

 

✪✪✪

 

Jeg var iklædt en lang sort kjole, med blonder ved huden mellem halsen og mit brystparti. Den havde en guldkæde ved maven, som jeg havde bundet yndigt ved siden. Mine fødder bar et par sorte stiletter, og selvom jeg virkelig ikke gik med så høje sko, havde Mathias nærmest tvunget mig ned i dem. ”Det er en kendisfest” havde han sagt.

Mine arme var bare, så jeg trak min vinterfrakke på, selvom den selvfølgelig ville blive taget af til festen. Mathias havde lovet at han ville køre mig derud, og jeg havde fået adressen af Zayns mail. Hans mobilnummer var jeg ikke i besiddelse af, dog gjorde det mig ikke noget. Det var bare denne ene fest, som vi skulle ses, lige med undtagelse af når det vedrører sagen.

Med et kort blik på uret, vidste jeg at den var fem minutter i 9, og som jeg havde regnet mig frem, ville det tage os ret meget længere tid end blot fem minutter, at nå frem.

Jeg kaldte på Mathias, dog svarede han ikke tilbage. I stedet kunne jeg høre nogle underlige lyde fra badeværelset, så jeg skyndte mig så hurtigt derud, som det nu var muligt med disse sko.

Han lå på knæ, henover toilettet og brækkede sig op til flere gange. Med det samme var jeg ovre ved ham og lægge en hånd på hans skulder.

”Er du okay?” spurgte jeg bekymret, mens en varm følelse løb gennem min krop. Panikken bredte sig, og jeg blev ret bange for at det var maveforgiftning, eller noget i den retning.

”Jeg ringer til en ambulance” mumlede jeg, og skulle til at rejse mig op, da en hånd tog fat om mit håndled. ”Lauren nej. Jeg tror bare det er influenza, jeg har heller ikke haft det så godt i dag. Du ved, hovedpine og sådan” sagde han, så jeg sukkede lettet. Det var heldigvis ikke, hvad jeg troede.

”Jeg bliver med dig, du kan ikke køre sådan her. Desuden kan jeg lave varm suppe til dig” sagde jeg, men endnu engang rystede han på hovedet. Han kiggede kort op og kiggede mig i øjnene, inden han lænede sig frem mod toilettet igen. ”Lauren. Det er vigtigt for Zayn at du kommer. Jeg kan ringe til en af mine venner, og bede ham om at køre dig? Eller, du kan jo også spørge Zayn?” tilbød han, men jeg takkede nej.

”Jeg ringer bare til Zayn og fortæller jeg ikke kan komme. Og i virkeligheden havde jeg jo heller ikke lyst, skal du nu se” mumlede jeg, inden jeg rejste mig op, for at ringe til Zayn.

Ude i gangen stod jeg med mobilen i hånden, for at ringe, da jeg opdagede at jeg ikke havde hans nummer.

I stedet gik jeg ind i stuen, for at sende Zayn en mail, der fortalte jeg ikke kunne komme. Dog lød det bare ret uhøfligt, da han havde brugt lang tid på at overtale mig, så til min store forbavselse, bad jeg i stedet om hans nummer.

Et par minutter senere sendte han mig sit nummer, og jeg var hurtig til at taste nummeret ind på mobilen og ringe ham op.

”Ja hej, det er Zayn” sagde han friskt. ”Hej Zayn, det er mig Lauren. Din advokat” tilføjede jeg, da jeg ikke helt vidste om han kunne kende mig.

”Hvad så, Lauren Min Advokat” grinede han, så jeg ikke kunne lade være med at smile.

”Ja, altså jeg kan desværre ikke komme” sagde jeg trist, og straks stoppede Zayn sin latter. I stedet spurgte han, hvad jeg mente.

”Mathias skulle køre mig, men han kaster op. Og han har vidst fået influenza, så jeg burde også blive og passe ham. Lave suppe til ham” forklarede jeg, mens jeg ventede på hans reaktion.

”Jeg kan godt komme og hente dig? Og please Lauren, jeg bedte dig så meget som at komme, så vil du ikke godt? Mathias vil sikkert også godt have at du kommer og har det sjovt?” bedte han, og jeg kunne forestille mig, ham kigge bedende foran sig.

”Jeg ved ikke. Det er jo din fest, så det går vel ikke at du ikke er der, til at tage imod dine gæster” sagde jeg, så han ikke kunne andet end at bakke mig op. Dog var det ikke helt det han gjorde.

”De andre drenge fra mit band kan sagtens gøre det for mig. Og det tager jo også kun et kvarter. Så vær klar, inden da” var det sidste han sagde, inden han lagde på.

Jeg kiggede måbende på min mobil, inden jeg gik ud til Mathias igen. Badeværelset var tomt, så han lå hans seng i hans værelse, med en tom pose, som han sikkert ville kaste op i.

”Zayn sagde han ville komme og hente mig. Er du sikker på du klarer dig?” spurgte jeg bekymret, mens jeg strøg en finger henover hans brandvarme pande. Han nikkede med lukkede øjne, så jeg lukkede døren efter mig, og gik ud i gangen.

Der tog jeg min jakke og taske på, og puttede Zayns gave i tasken. Inden længe ringede det på, så jeg skyndte mig ud af opgangen og udenfor, hvor kulden, til en forandring, ikke ramte mig.

Det var en lun aften, og Zayn stod og kiggede på mig, med et stort skævt smil plantet på læberne.

”Hej” hilste jeg, mens jeg kom gående mod ham. Han hævede hånden som hilsen.

”Sæt dig bare ind, jeg skal lige..” han pegede på cigaretten i hans hånd, og jeg satte mig ind i bilen, som han havde fortalt mig. Jeg satte mig godt til rette på de bløde lædersofaer, og sad egentlig bare og kiggede ligeud, bange for at gøre noget, jeg ikke måtte.

Kort efter satte Zayn sig ind, og tændte for radioen, så vi nærmest druknede, grundet den høje lyd, der strømmede ud af højtalerne. Hurtigt skruede han ned, så det var på en volumen, der var til ikke at få ondt i ørerne.

”Har Mathias det godt?” spurgte Zayn interesseret, mens han samtidig prøvede at holde fokus på vejen. ”Det ved jeg ikke. Det var første for tyve minutter siden jeg opdagede han var syg. Men han ligger vidst og sover nu” forklarede jeg, og Zayn nikkede.

”Du må sige god bedring fra mig, når du er hjemme igen” sagde han, og hans tommelfingre begyndte at tromme på rattet, da vi var ved et lyskryds. Jeg nikkede bare, da det var en lidt mærkelig ting at sige, når vi nu ikke lige var rigtig gode venner eller noget.

Zayn kiggede pludselig hen på mig, og gav mig et hurtigt elevatorblik, som jeg følte mig utryg ved.

”Du ser for resten forrygende ud” komplimentere han, så jeg sukkede halvirriteret.

”Zayn, lad nu bare være” advarede jeg, og kiggede ud af mit vindue.

Hvor svært kunne det være at forstå at jeg kun var hans advokat, og han kun var min klient? Sådan nogle kommentarer var bare ikke acceptable.

Zayn sukkede, men vendte så opmærksomheden mod vejen, og holdte sit blik dér, resten af køreturen.

Det samme gjorde jeg, så vi sad begge i en ubehagelig stilhed. Heldigvis ankom vi til Zayn’s lejlighed efter nogle minutter, og jeg åndede lettet ud, da jeg satte mine ben på den asfalterede jord. Min kjole blafrede en smule grundet vinden, men det var lige før at min jakke var for varm, på denne varme vinteraften. Udenfor parkeringspladsen, stod en masse journalister og paparazzier, mens der blev knipset til højre og venstre angående kameraerne.

Zayn steg også ud af bilen, og kom gående mod mig, med min taske som jeg havde glemt i bilen. ”Tak” sagde jeg, mens jeg sendte ham et smil.

Han smilede tilbage, og jeg sukkede indvendigt over at han heldigvis ikke var blevet sur, da det jo var hans dag, så selvfølgelig skulle han være glad. Det fortjente alle på deres fødselsdag.

”Kom” mumlede han, mens han rakte en hånd frem mod mig. Eller han rakte den halvt frem, inden han med det samme trak den tilbage, og kløede sig akavet i nakken. Så kiggede han ned i jorden, men rejste så sit hoved op, og begyndte at gå frem ad. Jeg gik efter ham med min taske på skulderen, som han lige havde givet mig.

Han førte mig hen gennem den store parkeringsplads, indtil vi nåede hans lejlighedskompleks. En masse andre biler, var parkeret tæt på, så Zayn var jo en af de sidste der ankom. Selvom det burde være helt omvendt.

”Hvad er klokken egentlig” spurgte jeg for mig selv, da jeg egentlig kom i tanker om, at Zayn sikkert var kommet alt for sent. Jeg tjekkede uret på min mobil, der viste kvart i ti. En dårlig samvittighed banede sig vej op i mig, og jeg rystede på hovedet.

”Zayn, undskyld” mumlede jeg lavt, så jeg ikke var sikker på at han overhovedet hørte mig. Det gjorde han så til gengæld, for brat vendte han sig om. Jeg blev så overrasket over hans pludselige handling, at jeg trådte et skridt bagud, så pladsen mellem os blev mere rummelig.

”Det er vel lige meget” sagde han ligegyldigt, men jeg kunne se på ham, at det var det ikke. Måske betød den her fest virkelig meget for ham.

”Du behøvede ikke at hente mig, jeg kunne selv være fundet frem” sagde jeg, da jeg var lidt mundlam.

”Det har jo ikke noget med det at gøre. Du er bare sådan hele tiden!” udbrød han, og jeg blev pludselig i tvivl. Snakkede vi om det samme?

”Zayn, slap lige af. Jeg sagde undskyld fordi at du ikke skulle komme for sent til din egen fødselsdagsfest. Hvad snakker du om?” jeg trådte et par skridt tættere på ham, og lagde beroligende en hånd på hans skulder.

”Øh, det gør ikke noget. Ikke noget” mumlede han utydeligt, så jeg lige knap forstod ham.

Selvom det var forkert – meget forkert – trak jeg ham ind til et kram. Jeg anede ikke hvordan aftenen havde taget sådan en drejning, også endda at vi ikke engang var nået op til hans lejlighed. Zayn besvarede overrasket og tøvende krammet, men til sidst holdt han krampagtigt fast i mig, som ville han virkelig gerne tro på at jeg krammede ham. For det plejede jeg jo ikke at gøre.

”Nyd din aften, og glem vores lille … diskussion” sagde jeg, og trak mig væk fra ham.

Side om side bevægede vi os hen mod hans lejlighed.

 

✪✪✪

 

Festen var i gang, og musikken drønede højt ud af højtalerne, som var placeret ude i siden af stuen. Zayns lejlighed var ret stor, og indretningen var lige efter min smag. Dog så min lejlighed jo ikke sådan noget, da Mathias også havde indrettet noget af den efter hans smag.

Jeg stod lænet op ad køkkenbordet, med en rød drink i hånden. Så også den eneste jeg havde fået, og glasset var kun blevet to slurke tommere. Jeg stod overfor tre andre piger, nogle af drengene fra One Directions kærester. Danielle, Perrie og Eleanor var nogle søde piger, og vi kom ret godt ud af det med hinanden. Perrie var dog Zayns ekskæreste, men de var stadig venner. Vi havde både snakket om uddannelse, fritidsaktiviteter, og fortalt om hver vores liv.

Det var dejligt at være her, jeg havde allerede været her i et par timer. Tanken om at tage hjem med det samme havde forladt mig, og det var ikke noget jeg rigtig fortrød.

”Okay, okay, jeg har en god en. Hvad sagde det ene lyskryds til det andet?” fniste Eleanor, som var gået hen og blevet rigtig fuld. Det var alle pigerne, men Danielle havde drukket ret meget mindre end de andre. Dog mere end jeg havde.

”Hvad sagde det?” spurgte Perrie ivrigt, mens hun stak sit hoved frem, for bedre at kunne høre svaret. Musikken var en del lavere herude, men det var vidst nok mere af spænding, at hun gjorde som hun gjorde.

”Vi ses ved hjørnet” Eleanor slog en høj latter op, og Perrie blev nødt til at holde sig for maven af grin.

Jeg syntes ikke joken var særlig sjov, men pigernes fjollede opførsel fik mig til at smile besynderligt meget.

”Tøser, jeg skal lige på toilettet, og du går med” Perrie hev hårdt i Eleanors arm, så hun var ved at snuble. Danielle sendte mig et sjovt blik, som jeg smilede af.

”Er du så glad for Zayn?” spurgte hun, så jeg gav hende min fulde opmærksomhed. Mine læber slap taget omkring det gule sugerør, og jeg stillede glasset på køkkenbordet.

”Han er en god klient. Jeg er jo hans advokat, så ja, han er et meget venligt menneske” sagde jeg, mens jeg så hendes smile vokse større og større.

”Intet andet?” Da hun spurgte om det, forstod jeg hvad hendes pointe var. Og derfor rystede jeg med det samme på hovedet, og valgte at gøre det mere dramatisk. Nu da flere mennesker havde hentydet til noget mellem os, var jeg faktisk ved at blive en smule træt af det, men det ville jeg selvfølgelig ikke sige højt, da det ville virke uhøfligt.¨

”Vil du høre en hemmelighed?” spurgte jeg, så hendes øjne lyste op. Hun nikkede, og fniste lidt. Jeg lænede mig frem mod hendes øre, mens jeg tænkte grundigt over, hvordan jeg kunne formulere mig bedst.

”Der kommer aldrig til at være noget” hviskede jeg, så hun skuffet kiggede på mig. ”Jeg troede lige, at du ville fortælle mig en ordentlig hemmelighed” Jeg grinede lavt, inden jeg tog en lille slurk af min drink.

Kort efter kom Liam hen til os, og efter at vi havde hilst på hinanden, spurgte han lavt Danielle om noget. Jeg kunne ikke høre hvad det var, men det var jo heller ikke sådan at jeg ville smuglytte.

”Må jeg liige..” spurgte Liam med et undskyldende blik, og pegede på Danielle. Jeg forstod at de skulle snakke sammen, så jeg nikkede bare. Liam trak hende efter sig, så jeg var alene i køkkenet. Her føltes ret småt og indelukket, klart grundet at en masse mennesker indåndede den samme luft inde i én lejlighed, så jeg satte i bevægelse mod altandøren. Min drink tog jeg med, da det ikke ville være særlig høfligt bare at lade den stå.

Jeg åbnede døren ud, og som tidligere på aftenen, var det en kølig luft der mødte mig. Jeg lukkede døren efter mig, og gik længere ud på balkonen. Jeg havde udsigten over en del af London, og jeg kunne ikke lade være med at nyde den fuldt ud. Jeg trak vejret dybt ind og ud gennem næsen, så luften bredte sig ned til mine lunger.

Dette gjorde jeg op til flere gange, alt i mens jeg stod ved den lave væg, som sørgede for at jeg ikke faldt ned. Mit hår blafrede en smule, og vinden krøb nedunder min kjole og hen til min mave. Det kildede, men at det var en dejlig følelse, kunne man kun være enig i.

Døren bag mig blev pludselig åbnet, og jeg vendte mig brat om, for at se hvem det var. Zayn lukkede døren efter sig, ligesom jeg havde for lidt siden, og trådte hen mod mig. Dog satte han sig på stolen, så han blev en del lavere end mig. Hvilket var forståeligt.

”Hej” hilste han, så jeg smilede tilbage. Han så ikke fuld ud, ikke engang beruset. Jeg regnede mig frem til at han nok gerne ville huske denne aften, det var jo også et rundt tal han fyldte.

”Tillykke med fødselsdagen” sagde jeg, da jeg opdagede at jeg havde glemt det. Hvor uhøfligt!

Zayn kiggede på sit ur, inden han med et skævt smil så op på mig igen. ”Du nåede det inden den blev 12” roste han med et sarkastisk tonefald. Jeg kiggede smilende på ham, og mine øjne begyndte at studere hans ansigt. Noget jeg slet ikke havde gjort, ikke på denne måde, selvom det langt fra var første gang jeg mødte ham.

Hans brune øjne kiggede forundret på mig, mens hans øjenbryn var hævet en lille smule. Munden var let åben, og hans læber så runde og fyldige ud. Næseborene gjorde sig lidt større, hver eneste gang han trak vejret, og jeg kunne ikke lade være med at smile kærligt af det.

Zayn havde opdaget at atmosfæren mellem os havde ændret sig, og kiggede opmærksomt på mit næste træk. Selvom det ikke blev til andet end at jeg kiggede undskyldende på ham og forlod altanen, så han garanteret sad med et forvirret udtryk i ansigtet. Jeg kunne ikke klare tanken om at jeg havde kigget på ham med sådan et blik, det var jo forkert.

Jeg satte i løb mod badeværelset, som var låst, så jeg regnede at Eleanor og Perrie stadig var derinde, ellers også var det nogle andre.

Derfor gik jeg videre hen af gangen, og helt hen til døren for enden. Jeg håbede at det var det rum hvor jakkerne var, da der ikke var plads på knagerne i entreen, og håbede inderligt at jeg ikke gik forkert. Hvad ville man ikke synes om at jeg bare gik ind et andet sted, hvis nu det var privat?

Jeg gik med det samme ind, tændte lyset og lukkede hurtigt døren efter mig, og vendte mig så om, for at se hvilket værelse jeg var inde på.

Og heldet var ikke med mig i aften, for det var bestemt ikke det gæsteværelse, hvor Zayn havde lagt min jakke på sengen. Det så snarere ud til at være hans eget værelse, så inden han fandt ud af det, ville jeg skynde mig ud.

Dog var der noget på værelset der tiltrak min opmærksomhed, så jeg slukkede for lyset, inden jeg bevægede mig hen til det. Månen oplyste en del af værelset, hvilket var rimeligt til at jeg kunne se.

Der lå et stykke papir på hans natbord, og jeg anede ikke hvorfor jeg ikke bare kunne gå min vej. Men jeg kunne i hvert fald simpelthen ikke dy mig fra at tage det op, og skimme papiret.

”Hello. Okay, jeg keder mig virkelig meget, og da jeg så fandt det her tomme papir på gulvet, orkede jeg ikke at lægge det på plads. I stedet satte jeg mig til at skrive på det, noget jeg gør lige nu. Hmm. Hvad kan jeg overhovedet skrive?

Nu har jeg det. Jeg vil skrive det problem ned, som der i øjeblikket generer mig.

Lauren”

Var jeg et problem? Jeg troede han godt kunne lide mig som et menneske, og det sårede mig rigtig meget at vide, han slet ikke brød sig om mig. Dog var jeg jo heller ikke færdig med at læse papiret, så jeg rystede på hovedet, inden jeg læste videre.

”Hun vil mig slet ikke. For hende er jeg bare en dum popstjerne, som har gjort noget dumt. Og hun vil slet ikke lade mig være venner med hende, fordi jeg har gjort det som jeg har gjort. Det undrer mig bare rimelig meget, for hun virker bare slet ikke som typen der dømmer folk.

Ja, jeg finder hende tiltrækkende. Hun er lækker. Nej, bestemt ikke. Hun er smuk. Hendes indre personlighed skinner lige igennem, og hvis jeg aldrig havde fortalt hende om hvad jeg havde gjort, havde hun i hvert fald ikke droppet mig fuldkommen.

Det gør mig trist, altså ikke at jeg er det hele tiden. For det er kun en gang imellem jeg kommer i tanker om det, men det er vel også ret meget, hvis man tænker på at vi ikke engang har kendt hinanden i en måned.

I parken, første gang jeg mødte hende, havde hun bare virket helt sød og glad. Det var hun også nu, men bare ikke mod mig. Dengang havde jeg været muggen i starten, men jeg havde mine grunde. Hvorimod hun bare lyste helt op da jeg smilte til hende, som at hun allerede kunne lide mig. Det var jo også derfor jeg valgte hende til at være min advokat.

Øv, altså. Nå, men jeg skal hen til hende nu. Jeg keder mig, og jeg har lyst til at tilbringe min tid sammen med hende, så jeg har købt slik til os. Hun vil forhåbentlig blive glad, jeg orker ikke at hun slet ikke giver mig lov til overhovedet at snakke med hende, så længe vi ikke snakker om hvordan vi skal vinde retssagen.

Det er virkelig ærgerligt, og nogle gange har jeg en indre lyst til at kramme hende.

Jeg er nok ovre problemerne jeg havde med Perrie, vi er jo venner. Hun er jo også inviteret med til min fest her den 12., men det er heldigvis ikke akavet mellem os. Men nogle gange kan jeg alligevel føle mig helt skrøbelig og have brug for et kram af Lauren. Fordi hun gør noget, som ingen andre har.

Jeg tror ikke engang at min skrøbelighed har noget med Perrie at gøre, men fordi jeg ikke kan finde andre mulige grunde, bliver det altså det der får skylden. Og nu fik jeg skrevet en masse.

Jeg overtænker det.

Byeeeeeeee  ;)”

En person åbnede langsomt døren, så jeg med det samme lagde papiret med de dybe følelser fra mig, og rettede på min kjole. Ind trådte en person, som kort efter tændte lyset.

En Zayn med mulen hængende mødte mig, og hans blik var nede på gulvet. Han så ret trist ud, hvilket undrede mig en del. Dog gik han skævt, hvilket indikerede at han faktisk var fuld. Han havde drukket efter jeg havde gået fra ham, ude på altanen.

Han gispede pludselig højt, så jeg farede sammen, endnu engang. ”Hvad laver du her?!” spurgte han bebrejdende, mens hans øjne flakkede mellem papiret og mig. Jeg sukkede højlydt, og kiggede så på papiret, i længere tid end normalt, så Zayn kunne regne ud, at jeg nok havde kigget på det.

”Undskyld, men det er vel godt at jeg læste det” sagde jeg, mens jeg kiggede skamfuldt ned i jorden. Han nærmede sig mig, og rev papiret op til sig, og hans kropsprog signalerede bare at han anklagede mig for at have kigget i hans private ting, jeg forstod ham fuldt ud.

”Hvorfor fanden er det godt?” råbte han højt, og jeg tyssede forsigtigt på ham. Han trådte endnu et skridt tættere på, og hans rasende adfærd fik min puls til at stige.

”Fordi.. du har totalt misforstået mig” mumlede jeg med en skinger stemme, fordi jeg var bange for at min stemme ville knække. Hvilket den alligevel også gjorde.

Situationen gav mig en lyst til at græde. Hvordan kunne jeg være så egoistisk og kigge på hans private papir? Det gjorde man bare ikke!

”Lauren, gider du godt forklare mig hvad fuck i helvede jeg har misforstået” Hans stemme var truende, og jeg blev helt bange for at han ville gå amok.

”Zayn vil du ikke godt slappe af. Jeg er bange” sagde jeg med en grædefærdig stemme og jeg ønskede inderligt at jeg aldrig var gået fra Zayn ude på altanen. Så var det her aldrig sket. Og selvom det var godt at jeg kendte til hans misforståede følelser, så var det ikke det her værd. Han kunne jo bare fortælle mig dem en dag når han følte sig klar, jeg kunne sagtens vente.

Zayn sendte mig et hårdt blik, inden han blødte en smule op. Han strammede ikke længere i kæberne, og det samme gjaldt hans armmuskler. Hans knyttede næver lagde sig på mine overarme, og selvom det var for tæt på, så var det bedre end en rasende Zayn.

Jeg tog mit eneste middel i brug, og krammede han hårdt indtil mig. Jeg havde lige læst at han nogle gange havde brug for sådan et kram – af mig. Han krammede stramt til, og jeg følte at jeg havde svært ved at trække vejret, men alligevel gav jeg ikke slip.

Jeg kunne mærke Zayns hoved putte sig godt ind i min skulder, og jeg strøg min hånd op til flere gange op af hans ryg.

Efter lidt tid, løsnede jeg langsomt mit greb omkring ham, så han opfattede at jeg ville trække mig ud af krammet. En sidste gang strammede han grebet om mig, inden han duftede kraftigt til mig, og gav så slip.

”Lad os få dig i seng” sagde jeg, men stoppede så op i min bevægelse. ”Hvad med de andre gæster?” spurgte jeg forundret, så Zayn trak på skuldrende. ”De er taget hjem” sagde han, så jeg rynkede panden. ”Alle sammen?”

”Liam og Danielle sover her. De andre er taget hjem” sagde han, mens han begyndte at knappe hans skjorte op. Jeg hev hans dyne lidt til siden, så han kunne ligge sig. Hvilket han også gjorde, da han endte med kun at have hans boxershorts på. Jeg kiggede væk og i stedet på tøjbunken. Jeg tog dem op i min favn og lagde dem ordentligt på hans natbord.

Papiret lå også på gulvet, og jeg lagde det i en af hans skuffer.

”Jeg smutter hjem nu. Undskyld igen” sagde jeg, og skammede mig stadigvæk over hvilken drejning vores aften havde taget, på grund af mig.

”Vent. Hvorfor var det egentlig godt at du havde læst papiret?” spurgte Zayn søvndrukkent. Hans blik var sløret, og han kæmpede for at holde dem åbne. Desuden var han også fuld, så han burde få sovet branderten ud.

”Kan jeg ikke fortælle det når vi ses i morgen på arbejdet? Du er alligevel fuld, så det vil ikke rigtig nytte noget at forklare” sagde jeg, og skulle til endnu engang vende mig om, da Zayn begyndte at snakke.

”Det er lørdag i morgen”

”Så på mandag” sagde jeg, da jeg gerne ville hjem og sove. Aftenen havde virkelig gjort mig udmattet.

”Jeg kan ikke vente så lang tid” han lød som et stædigt barn, og for ikke at være uhøflig og vrisse af ham, trak jeg vejret dybt ind.

”Jeg ringer bare så. Hav nu en go..”. ”Kan du ikke bare sove her. Det er noget af det mindste du kan gøre for mig, efter du har læst.. dét dér” afbrød han mig vrissende, og jeg sukkede.

Jeg ville nok alligevel ikke kunne komme hjem, da jeg kom i tanker om at det var Zayn der havde kørt mig herhen. Og Mathias sov sikkert, så hans venner var også udelukket. Det samme gjaldt en taxa, da jeg ikke havde det spor rart med at køre i dem, så sent på natten. Klokken nærmede sig et.

”Jo, sov bare, så finder jeg et sted at sove” mumlede jeg.

Jeg begyndte at bevæge mig hen mod døren, så jeg kunne lede efter en madras. ”Ellers kan du bare sove sammen med mig” sagde han lavt, så det var nok meningen at jeg ikke skulle høre det. Hvilket jeg jo så gjorde.

Træt gik jeg hen ad gangen, og håbede på ikke at gå ind, der hvor Liam og Danielle sov. Så skulle jeg bare have heldet med mig denne gang og finde en madras og dyne, så for at bære den ind på Zayns værelse. Jeg fik nok ikke helt særlig meget søvn den nat.

Jeg gik ind på gæsteværelse nummer to.

Og dér på sengen lå min jakke.


Og det var noget af en aften. Zayn havde helt misforstået mig, og jeg havde læst hans private papir. Ikke nok med det havde han gjort mig utrolig bange, næsten fået mig til at græde. Det var ikke normalt, for normalt er jeg en person der bevarer roen. Den nat sov jeg på gulvet inde hos Zayn. Til lyden af hans vejrtrækninger lod jeg mig selv falde ind i søvnens fangarme. Og jeg kunne ikke afholde mig selv fra at lade, én af de forbudte tanker slippe ud af det fængsel, hvis nøgle jeg havde gemt langt væk. Dog også kun én.

 

 

 

Også kom det endelig. Undskyld ventetiden. Længste kapitel på denne movellas. Efterlad gerne en kommentar, det vil betyde meget <3

Tak fordi i stadig læser med.

- Just Broken x

 

ORD: 5547

                  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...