Still the One ~ 1D

Nogle måneder er gået, og alt er blevet nogenlunde normalt igen. Så tæt på som det kunne blive i hvert fald. Nanna er stadig i Frankrig, Victoria er stadig på kostskolen, men har ikke holdt kontaken som lovet, og juleforberedelserne prøver at mase sig ind. Alt det store drama er af vejen, og tingene er nogenlunde på plads. Men det får ikke lov til at holde længe, da Victoria dukker op igen, som får sat nogle nye skænderier og problemer igang. (2'er til One and only - 1D) ((That Girl skriver fra Alices synsvinkel, Princess skriver fra Victorias synsvinkel og Regine skriver fra Claires synsvinkel))

9Likes
0Kommentarer
1357Visninger
AA

6. Victorias synsvinkel.

"Er det fordi, du tror Harry vil se det? Vi kan jo bare gøre det her inde! Ingen behøver at se os gøre det!" Liam kiggede bedende på mig, hvilket bare, igen, fik mig til at ryste på hovedet. Jeg ville ikke kysse Liam, fordi det var som om, at hvis jeg gjorde det, havde jeg fuldkommen låst mig selv fast som Liams flirt og Harrys ekskæreste. Lige nu var jeg bare flyvende der i midten og det var på en måde beroligende.

"Jeg er bare ikke klar, Liam. Vil du ikke godt acceptere det?" Jeg bed mig i læben og snoede mig ud af hans arme, der ellers havde været snoet rundt om min talje.

Han sukkede svagt og stak sine hænder i sine lommer, mens han betragtede, hvordan jeg bevægede mig hen til hans nyredte seng og satte mig på kanten, hvorefter jeg begravede mit ansigt i mine hænder. 

Hvordan blev det hele også så besværligt? Det var jo ikke fordi, jeg ikke havde lyst til at kysse Liam, men et eller andet i mig ville også - hellere - kysse Harry og det medførte nærmest en krig inde i mig. 

"Undskyld, smukke," Liam satte sig ved siden af mig og lidt efter kunne jeg mærke hans ene arm snige sig rundt om mine skuldre, og lidt efter kyssede han min kind. Hans anden hånd snittede min tatovering, for - nå ja - ingen af dem var hoppet på, at det stod for let's just party. Liam virkede bare alt for begejstret for, at jeg havde været fuld og fået en fejltatovering.

Jeg trak vejret dybt og kunne mærke, hvordan noget inde i mig begyndte at ryste. Harry. Liam.

Og det var ikke engang fordi, at det var det eneste, der pludselig var et problem i mit liv. Nu havde jeg pludselig også en pissed Claire, der ikke virkede speciel glad for at se mig. Det var præcis hvad jeg havde forudset den dag, hvor Liam kyssede mig. Claire ville hade mig for det. Det tog hende bare lidt længere tid at opfatte, at hun var sur på mig. 

"Hvad har du så lyst til at lave?" Liam lod sine fingre lave cirkler på min skulder, mens han igen placerede et blødt kys på min kind. 

Hver gang han holdt om mig. Hver gang han kyssede min kind. Hver gang han kiggede mig i øjnene. Hver gang kunne jeg mærke tusinde følelser i mig springe og hver gang forvirrede det mig. Jeg kunne ikke finde ud af om det var en god ting, eller om der var noget helt galt. 

Selvom jeg kunne mærke den overdøvende følelse af varm glæde - forelskelse - kunne jeg også mærke trangen til at bryde sammen, stikke af igen, eller bare at putte mig i Harrys favn og have ham til at fortælle mig, at han stadig elskede mig. 

"Hvis ikke du har noget imod det, så vil jeg gerne snakke med Harry..." mumlede jeg, mens jeg langsomt hævede blikket og kiggede på ham. 

Liams blik ændrede sig med det samme og pludselig så han nervøs ud. "Harry? Øh, nej. Selvfølgelig. Jeg... Øh... Skal alligevel snakke med Niall, såeh... Vi ses senere... Ja."

Jeg sendte ham et svagt smil, kyssede hans kind, hvilket jeg med det samme fortrød, da det bare bragte endnu mere uro i min forstyrrede mave. "Vi ses," hviskede jeg til ham, før jeg begav mig ud på den mørke gang for at finde min ekskæreste.

***

Jeg fandt Harry sammen med Claire. Først var jeg forvirret over at finde dem sammen, men efterhånden var det gået op for mig, at meget havde ændret sig mens jeg havde været væk. Derfor prøvede jeg bare at smile til Claire, der bare kiggede afvisende den anden vej og lod som om hun var interesseret i væggen. 

Harry kiggede forvirret på mig og da jeg langsomt lavede tegn med min finger til at han skulle følge med mig, rynkede han bare panden. Jeg bed mig i læben, og ventede til han endelig mumlede noget til Claire, der vendte hovedet med et ryk og rystede vildt på hovedet, før han rejste sig og gik hen til mig. 

"Lad os snakke," mumlede han, greb min hånd og trak mig ud på gangen. 

Mit hjerte hamrede hårdt mod mit bryst, da han slap min hånd og vendte sig om mod mig, med et spørgende blik i sine øjne. 

Og så flød bægret over for mig. Alle de følelser jeg havde båret inde på i alle de måneder. Al den sorg, al den kærlighed, al det behov for svar. Det blev bare for meget og pludselig stod tårerne ned af mine kinder og jeg begyndte at trampe i gulvet som en anden teenagefilm fra U.S.A.

Harry kiggede forskrækket på mig, før han langsomt lagde sine arme om mig og trak mig ind til sig. Han lod mig begrave mit ansigt i hans trøje, selvom mine tårer sikkert ville gøre den våd. "Shhh, hvad end der er galt... Det skal nok blive okay igen. Shhh. Jeg er her," hviskede han beroligende mod mit øre, så jeg kunne mærke hans blide ånde mod min hals. 

"Det er det hele, Harry! Jeg vil slet ikke være her, her er så meget, der går galt... Så... S-så mange, der bliver såret... O-og jeg vil ikke være den, der gør det!" Hulkede jeg og trådte lidt tilbage så jeg kunne kigge ordenligt på ham. 

Først så han helt konfus ud, men lidt efter trådte han hen, greb mit ansigt og kiggede mig direkte i øjnene. Først var jeg bange for at han ville kysse mig, selvom en del af mig håbede, at han ville gøre det, for noget i mig sagde, at det kys, det ville blive taget af den, som jeg i sidste ende ville være med. 

"Du sårer ikke nogen, Victoria. Måske Claire, men det var kun fordi, du gerne ville glemmes, men hun tror, du forsøgte at glemme hende - os. Du kan ikke tage væk igen, vi har jo lige fået dig tilbage... Desuden ved jeg, at Liam bare ville hente dig igen." Han forsøgte at smile, det kunne jeg med det samme se. 

"Hvad med dig? Ville... Ville du ikke?" Mumlede jeg og lod ham tøre mine tårer væk fra mine kinder. Han bed sig i læben, lukkede øjnene og pustede tungt ud. "Det ved jeg virkeligt ikke, Victoria. Du har tydeligvis valgt Liam," hans øjne gled ned til mit kraveben, mens han snakkede, hvilket fik mig til at spjætte. 

Jeg havde ikke valgt Liam! Harry havde valgt mig fra og så havde Liam pludselig bare valgt mig! Ingen havde spurgt mig, hvem jeg ville have. 

"Nej. Nej! NEJ! Okay? Du kan ikke bare komme med hele dit jeg-var-utro-og-ond-og-derefter-gav-jeg-bare-op-på-dig-og-nu-vil-jeg-ikke-kæmpe-for-dig-overhovedet-for-du-kan-åbenbart-lide-min-bedsteven-og-jeg-holder-nu-med-din-eksbedsteveninde-der-ikke-vil-snakke-med-mig-fordi-hun-hader-mig-show og tro, at det hele bare er okay! Jeg har ikke valgt nogen! I valgte for mig og... Og... Jeg vil ikke det her! Jeg vil være min egen person!" Råbte jeg og trådte tilbage så han ikke længere holdt om mit ansigt. 

"Så... Du kan ikke lide Liam?" Harry kiggede forvirret på mig, mens han langsomt lagde hovedet på skrå og rynkede panden. 

Det fik mig til at tie stille.

"Jeg... Jo... Jeg... Jo, jeg kan! Men... Men jeg er ikke kommet over dig og... Og det er frustrerende, Harry! Vi har aldrig haft en slutning og... Jeg tror ikke jeg kan være sammen med nogen andre, før vi har det!"Jeg slog ud med armene og kunne ikke længere beskrive, hvad jeg følte. Jeg følte mig så fortvivlet, som om jeg ikke kunne finde ro nogen steder.

"Slutning?" Gentog Harry langtrukkent og kiggede komplet lost på mig, som om han ikke forstod at hvert forhold har en start og en slutning. Og vi havde kun haft starten i form af os, der kyssede ved poolen den dag efter festen, hvor jeg mødte ham første gang. Ingen slutning.

Jeg trak langsomt vejret, før jeg nikkede. "Slutning. The end. Punktum," forklarede jeg, mens jeg langsomt vippede med min ene hånd, som om det ville hjælpe ham med at forstå hvad jeg mente. 

"Hvordan vil du have, at vi skal have sådan en? Ved at skrive slutning på en væg, eller sådn noget?" Hans stemme var skeptisk og forvirret og det irriterede mig. Havde han slet ikke brug for en slutning? Var han kommet over mig? Nej, det var han tydeligvis ikke! For hvorfor ville han ellers have givet mig et kram?

Victoria, du overreagerer. Du ser detaljer, som ikke er noget stort, og gør dem til noget enormt. Stop det. Hold op.

"Jeg ved det ikke, jeg kan bare ikke komme videre... For... For jeg kan godt lide Liam! Det kan jeg, men det er bare som om, jeg aldrig rigtig kom over det, du gjorde mod mig og... Og jeg kan ikke tænkte sådan om Liam som jeg tænkte om dig, før jeg... Ikke føler sådan for dig længere!"

Harrys øjne blev større. "Så du kan lide mig? Du kan stadig lide mig?" 

Jeg sukkede og vred mine hænder mod hinanden. Hvorfor var de begge to så søde? Bortset fra, at Harry havde været en kæmpe mæssig nar, selvfølgelig.

"Hvad troede du? At jeg bare ville komme over dig med det samme?" Jeg rystede trist på hovedet, for hvis det havde stået til mig, så ville jeg med glæde have smidt mine følelser for Harry i en skraldespand for længst.

"Jeg..." Harry kiggede måbende på mig og forsøgte at komme på noget intelligent at sige.

"Virkeligt? Det skal jeg så meget undersøge! Er du helt sikker på, at det var Davis Be -,"

Nej. Nej. Nej. Nej. Nej. Nej. Nej. Nej.

Liam kiggede fra Harry til mig med et blik jeg med det samme kunne genkende. Han var usikker og følte sig blottet i sin sårbarhed. "Øh," Liam kiggede kort på Niall, der ikke var lang tid om at forlade hans side og smutte tilbage i den retning han kom fra.

Rolig, Victoria. Liam hørte intet. Han kan bare ikke lide at se dig sammen med Harry, det er alt. Rolig. Der er ikke sket noget og det vil der ikke.

"Du kan stadig lide Harry?" Liam kiggede først på Harry, som om han ønskede ham meget langt væk, før han mødte mine øjne med en irritation og nervøsitet, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle svare ham. 

Og derfor var mit svar noget af det dummeste, jeg overhovedet kunne sige. Et rigtigt Victoria svar.

"Øh... Måske?" 

***

"Så det var derfor, du ikke ville kysse mig; fordi du stadig kan lide Harry," Liam drejede rundt i en cirkel på gulvet og gik tilbage mod døren, "Jeg skulle have vidst det. Jeg vidste det. Jeg havde bare troet, at du var for sur på ham til at grave dine følelser op lige med det samme."

Jeg havde gennemgået alle de mulige svar i mit hoved, men ingen af dem ville give ham den tilfredsstillelse som jeg ønskede at give ham. Han skulle ikke tænkte på, at jeg tænkte på Harry på samme måde som jeg tænkte på ham. Hvis ikke bedre.

Selvom en del af mig, hadede Harry af hele mit hjerte, var der også den del af mig, der sagde, at jeg skulle give ham en ny chance, for han var den jeg burde være sammen med.

Men hvis det var sandt, hvorfor vækkede Liam så alle de følelser frem i mig? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...