Still the One ~ 1D

Nogle måneder er gået, og alt er blevet nogenlunde normalt igen. Så tæt på som det kunne blive i hvert fald. Nanna er stadig i Frankrig, Victoria er stadig på kostskolen, men har ikke holdt kontaken som lovet, og juleforberedelserne prøver at mase sig ind. Alt det store drama er af vejen, og tingene er nogenlunde på plads. Men det får ikke lov til at holde længe, da Victoria dukker op igen, som får sat nogle nye skænderier og problemer igang. (2'er til One and only - 1D) ((That Girl skriver fra Alices synsvinkel, Princess skriver fra Victorias synsvinkel og Regine skriver fra Claires synsvinkel))

9Likes
0Kommentarer
1356Visninger
AA

3. Victorias synsvinkel.

"Sidste dag for aflevering er mandag og jeg forventer, at alle opgaverne ligger printet på mit skrivebord senest klokken tolv," Hayley, der vikariede for Mrs. Bloom, kiggede ud over klassen med sine små fuglelignene øjne. Bare hendes blik fik gåsehuden til at sprede sig over mine arme.

Jeg vidste da godt, at Hayley hadede mig mere end nogen anden elev, men i det mindste forsøgte hun at skjule det. Det forsøg var mislykket med hundrede procent.

Jeg rettede mig op i min stol da Hayleys blik landede på mig. Den kvinde skræmte mig så utrolig meget. "Og hvis ikke, kan I jo altid spørge den kære Miss Summer, hvad der sker, hvis man ikke følger reglerne, ikk'?" hendes stemme blev helt sukkersød og et kort, falskt, smil gled over hendes sprukne læber.

Hele klassen, bortset fra Marylin og Danielle, drejede hovedet og kiggede kort på mig. Efter jeg var kommet tilbage, var det her efterhånden dagens gang. Hayley gjorde alle opmærksomme på min tidligere opførsel, folk kiggede, jeg ignorede dem og de blev ved. Standart.

"Og så vil jeg lige huske jer på, at juleferien først starter den 17. så hvis jeg fanger nogen i færd med at snige sig ud uden lov, kan I jo passende spørge Miss Summer, hvad der så sker,"

Og det her var bare begyndelsen på dagen. Hayley elskede at vade i, hvad egentlig ikke havde været min felj, men de andre pigers - de piger hvis navne jeg helt havde glemt - for så lidt tænkte jeg på dem!

"Nu kan I gå til frikvarter," Hayley klappede i hænderne og sendte endnu et falskt smil til sine elever. Hun var så hyggelig.

***

"Marylin!" råbte jeg efter hende, da hun rundede hjørnet og løb ned af gangen. "Monroe," skreg hun tilbage. Det var så lige det med Marylin; hun elskede at lege. at hun var Marylin Monroe. Pigen var skør, men hun var nu også meget sød.

Med et opgivende suk, måtte jeg begive mig efter hende ned af gangen, hvor jeg lige nåede at få et glimt af hende før hun smækkede døren i til sit og Danielles værelse.

Marylin og Danielle boede overfor mit værelse, der var det samme værelse jeg havde haft fra start, men denne gang havde jeg det for mig selv uden tre andre piger til, at fylde skabene og optage badeværelset. Jeg elskede at være her alene.

Jeg bankede hårdt på døren og kunne høre, hvordan Marylin grinte bag den. Jeg kom med et utilfreds grynt og hev i dørhåndtaget. "Claire, åben så den dør!" råbte jeg en smule for højt, men ingen kommenterede mit tonefald.

"Claire?" lød det forvirret fra den anden side af døren. Det gav et sæt i mig og kort stod jeg helt stille og var fanget af navnet og dets klang. Claire. Jeg havde lovet dem ikke at glemme dem, men det var for svært at vide, at de var sammen og jeg var her alene. Derfor havde jeg skiftet nummer ,da det ikke så ud til, at de ville lade være med at ringe.

"Jeg... Jeg mente Marylin," mumlede jeg og var pludselig i et helt andet humør. Det var derfor man ikke skulle tænke på dem! De ødelagde det hele for mig! Jeg kunne ikke komme videre når jeg hele tiden tænkte på om de mon stadig ringede, om de tænkte på mig og... Hvordan han havde det.

Og så var jeg ligeglad med at fange Marylin. Jeg slap håndtaget, krydsede gangen og nærmest bragede ind på mit eget værelse. Jeg nåede kun lige at smække døren i, før tårerne kom og med et hulk smed jeg mig på min seng.

Billederne og minderne kørte rundt i mit hoved og fik mine tårer til, at flyde hurtigere og hurtigere. Hvem prøvede jeg at narre? Jeg tænkte på dem hele tiden!

Jeg pressede mit hoved ned i puden og forsøgte, at kvæle min gråd. Det føltes så ydmygene, at græde over dem. Over det. Jeg skammede mig over det, for det havde været mit eget valg. Det var ikke dem, der havde tvunget mig til, at tage tilbage til skolen. Det var mig og det var kun mig.

Det tog mig en time før jeg var løbet tør for tårer og lå tilbage med en underlig tom følelse i maven. Værelset var efterhånden blevet mørkt og noget sagde mig, at der snart ville være aftensmad. Jeg havde bare ikke lyst til, at spise noget - overhovedet.

Jeg knugede mine knæ ind til mit bryst og trak vejret en smule besværet. Følelsen af at være alene kom krybende, men ligesom jeg skulle til at bryde ud i gråd igen, bankede det svagt på døren.

"Vicky?" lød det forsigtigt fra en stemme og kort troede jeg, at det var en helt anden, og blev en smule skuffet, da det gik op for mig, at det var Danielle, der snakkede.

Jeg svarede ikke, for jeg ret sikker på, at min stemme var hæs og en smule rusten. "Der er mad nu," fortsatte Danielle i samme forsigtige tonefald, som om hun var bange for at sige noget forkert. "Vi går ned nu. Du kommer bare, hvis du vil have noget," og så var der stille igen.

Jeg lå lidt og stirrede op i loftet før jeg fumlede efter min mobil og trak den hen foran mine øjne. Med beslutsomme tryk gik jeg ind på Twitter og trak vejret dybt, før jeg trykkede Alices navn ind og søgte. Et øjebliks svaghed, ville jeg godt kunne overleve.

#Feeling like shopping today!#

#The boys are out somewhere singing and Claire is with them. I'm just stuck here. Loner#

Den ene tweet efter den anden kom frem på min skærm og fra tid til anden smilede jeg, sad jeg med tårer i øjnene, eller gentog ordene.

Efterhånden var jeg nået tilbage til september og et sus gik gennem mig, da jeg fik øje på den tweet Claire havde skrevet på Alices fødselsdag.

Jeg havde ikke skrevet noget til hende. Jeg havde faktisk ignoreret, at hun blev et år ældre.

***

Jeg rejste mig med et overdrevent suk og traskede med stive bevægelser hen over gulvet, greb fat i skabshåndtaget og tvang døren op. Med den ene hånd rev jeg min trøje over hovedet og med den anden hånd rodede jeg rundt efter en t-shirt, men da jeg ikke fandt nogen og efterhånden var ved at falde sammen i tårer, lod jeg mig falde ned på ryggen i den nærmeste seng. Claires.

Jeg fik bakset mine bukser af og smed dem fra mig på gulvet. Jeg bed mig hårdt i læben for ikke, at snøfte, mens jeg krøb sammen under, den før flot lagte, dyne. Jeg lagde armene om mine knæ og trak vejret dybt.

Du græder ikke. Victoria, tænkte jeg, ikke over det.

På trods af mine tanker, banede en tåre sig ved ned over min kind og et halvkvalt hulk fandt vej ud mellemmine læber.

Svaghed.

***

Jeg måtte være faldet i søvn, for da jeg åbnede øjnene igen, var værelset mørkelagt. Jeg lå i lang tid bare og stirrede ud i mørket, før det gik op for mig, at noget havde vækket mig. Jeg satte mig langsomt op i sengen, så dynen gled ned af min krop og hele min overkrop var blottet, bortset fra min lilla Bh.

Jeg kiggede langsomt rundt i det stille rum og gabte stort. Mit blik faldt på det elektroniske ur, som Nanna havde efterladt da vi skred. Klokken var halv tre.

Jeg rynkede forvirret panden. Hvad havde vækket mig på denne tid?

Med en famlende hånd, fandt jeg stikkontakten til den lille, dårlige, natlampe, der stod på Claires natbord. Lidt efter var værelset oplyst i det dårlige, blinkende lys.

Først kunne jeg ikke få øje på noget unormalt, men pludselig fik jeg øje på skikkelsen, der sad på Alices seng og stirrede på mig. Jeg gjorde som alle andre teenagepiger, ville have gjort; jeg stak i et skingert skrig og var lige ved, at vælte ud af sengen i mit forsøg på, at komme væk fra, hvad jeg ud fra kropsbygningen, ville skyde på var en mand.

Jeg havde ikke skreget i mere end få sekunder før noget varmt blokrede for min stemme. Jeg skreg endnu højere da det gik op for mig, at det var en hånd. Og så var det, at en simpel lyd, fik mit hjerte til, at stå stille og min stemme til, at segne ud; "Shh,"

Hvad lavede han her?!

Med store øjne stirrede jeg på det, som efterhånden tog sin genkendelige skikkelse. Han havde en sweater på og nogle mørke jeans. Ved siden af ham lå en jakke og en hue, som han sikkert havde haft på udenfor. Hans hår var anderledes. Det var kortere og det fremhævede hans øjne på en helt anden måde end det plejede. Det tog mig nogle sekunder, at opfatte, at det virkelig var ham. Den ham.

"Liam," kvækkede jeg mod hans varme hånd og kiggede på ham med et lettere fortvivlet blik. Godt nok var jeg ikke, på nogen måde, kommet over nogle af dem, men bare synet af ham, rev alt, hvad jeg havde fået gemt væk, frem igen.

Han fjernede sin hånd og kiggede på mig med sine mørke øjne. "Victoria," hans stemme var præcis som den havde været de sidste mange nætter, hvor jeg havde drømt om ham. Om dem.

Hans hånd lagde sig på min kind og sorgmodigt kiggede han mig i øjnene. Hele mit indre skælvede og jeg var helt bange for, at begynde, at græde igen.

Han havde ændret det hele ved, at kysse mig. Det havde været så uventet og jeg vidste ikke, hvordan jeg havde det med det. Det havde føltes så underligt.

Mine tanker fik det til at brænde i mit bryst, hvor mig hjerte forsøgte, at følge med, men ikke helt havde succes med det. Min krop var påvirket, bare af hans tilstedeværelse. Han burde ikke være her.

"Hvad..." åndede jeg tungt ud og fik samlet mig nok til, at rykke mig væk fra hans hånd. "Hvad laver du her?"

Han lignede kort en, der ikke vidste, hvad han skulle svare og kiggede ned. Det var først der, det rigtig gik op for mig, at jeg kun var iført undertøj, hvilket fik mig til, at rive min dyne op til mine skuldre.

Hans øjne flyttede sit hurtigt fra min krop, som om han vidste, at han ikke skulle kigge. Til sidst søgte han mit blik, men jeg undgik hans øjne. "Victoria... Hvordan kunne du bare forlade mig - os, på den måde? Hvordan kunne du sige farvel til alle andre end mig?!" kom det med en overraskende hårdhed fra ham.

En pludselig tung fornemmelse lagde sig i min mave og det føltes nærmest som om, den forsøgte, at trække mig med sig ned. "Jeg... Jeg sagde heller ikke farvel til Harry," mumlede jeg tøvende og rykkede mig tilbage i sengen så min ryg ramte mog væggen.

"Det blev han heller ikke specielt glad for, Victoria, hvordan tror du det er, at få af vide, at det er min skyld, at du er taget tilbage til kostskolen? At du hader mig?" han lod frustreret, sin hånd glide gennem sit korte hår. Hans blik fløj rundt på mit ansigt som om, han ikke kunne bestemme sig for, hvor han ville kigge. Som om han var bange for, jeg ville forsvinde fra ham.

Forvirrelsen bredte sig i min krop som en kold væske og en smule mundlam kiggede jeg på ham. "Hader dig?" gentog jeg undrende og blinkede langsomt med øjnene. Han bed kæberne sammen. "Claire fortalte mig det," mumlede han stilfærdigt og lod ikke til at bemærke, at mine øjne blev dobbel størrelse ved hans ord.

Claire? Havde Claire bildt Liam ind, at jeg hadede ham? At det var hans skyld, at jeg var taget tilbage? Jeg vidste det bare - selvfølgelig hadede hun mig stadig for, hvad jeg havde gjort. Selvfølgelig.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, derfor betragtede jeg mine hænder med et monotont blik. "Men... Victoria, jeg forstår det ikke. Hvis... Du ikke kunne lide det - ikke ville have det, hvorfor stoppede du så ikke vores kys? Vi kyssede tre gange og kun den ene gang stoppede du mig!"

"Jeg ved ikke, hvad du følte, men jeg ved, at jeg nød det. Victoria, som jeg sagde til dig, Claire og jeg... Det ville være sluttet inden længe, dog er hun ikke sammen med Niall, som jeg troede, men en totalt loner, der går rundt og, - " han stoppede sig selv da jeg sendte ham et dumt blik. Hvorfor lød han som om, det var en god ting?

"Jeg ødelagde hendes forhold," mumlede jeg og kiggede ham kort i øjnene, før mit blik fløj ned på Claires dyne. Pink betræk. Bare tanken om, hvad jeg havde gjort mod hende, min veninde, fik det til at vende sig i mig. Jeg var forfærdelig og det eneste, som hjalp en smule, var at det var Liam, der havde taget skridtet og kysset mig. Ikke omvendt.

"Victoria, nej. Det Claire og jeg havde var ikke engang et forhold! Og... Du ødelagde det ikke - det gjorde jeg," Liam rejste sig fra Alices seng og satte sig forsigtig ved siden af mig så vores skuldre kort snittede hinanden og et stød skød gennem mig.

Jeg rystede tungt på hovedet og trak vejret dybt for at hjælpe mit galloperende hjerte. "Vil du ikke nok gå, Liam," bad jeg og slap dynen for, at skubbe ham ned fra sengen. Han sad rank ved min side og rykkede sig ikke en centimeter ved mine ord, eller mit skub. Istedet tog han mine hænder mellem sine og søgte mit blik.

"Ikke før du hører sandheden og, at jeg får et svar på den,"

Jeg kunne nærmest mærke, hvordan mit hjerte pumpede blodet hurtigere rundt i min krop. Varmen fra hans berøringer var skræmmende, men det var som om min krop nød den for meget, til at flytte sig væk fra ham.

Jeg forsøgte at synke, men en begyndende klump i min hals forhindrede det. "Bare lyt," hviskede Liam og kiggede på mig med et blik, der lyste af sårbarhed. Jeg nikkede en enkelt gang, selvom jeg var sikker på, at dette ville blive mit livs fejltagelse. Det føltes bare så forkert.

"Okay..." startede han og trak vejret dybt, før han fangede mit blik (Til min irritation)

"Jeg savner dig. Jeg savner din duft, dit smil, din latter, din stemme, jeg savner bare at kunne se dig, jeg savner din personlighed, din måde at tage tingene på. Jeg savner alt. Selvfølgelig ved jeg godt, at chancen for, at du føler på samme måde er utrolig lille, men jeg ved, at den er der. Du kyssede trodsalt også mig," han tog en kort pause og kiggede ned, bed sig i læben og kiggede så op igen.

"Om du så stadig er forelsket i Harry, er jeg ligeglad, for... Jeg... Victoria, jeg har ikke tænkt på andet end dig, de sidste tre måneder!" hans blik var ærligt, men nervøst.

Hans ord og tonefald, fik blodet til at farve mine kinder røde og mine øjne lyste op af den spinkle flamme af glæde, der blev tændt inde i mig. Han havde savnet mig, præcist som jeg havde sa - nej.

"Jeg tror - nej, jeg ved, at jeg har følelser for dig, Victoria," Liam forsøgte at smile da han sagde det, men alt det blev til, var et kort træk i mundvigen og et par glimtende øjne, der usikkert strålede mod mig som to billygter i nattens mørke.

Hvad end jeg havde forventet, hvilket var ingenting, var min reaktion det mest overraskende af det hele. I nogle sekunder sad jeg og stirrede mundlam på ham, før min højre hånd blidt klaskede mod hans kind i et forsøg på at give ham en lussing. Et ukontrolleret hulk forlod mine læber og det var hurtigt efterfulgt af tårerne, der væltede ned af mine kinder.

"Det kan du ikke bare sige til mig, Liam! Er du klar over, hvor svært jeg har haft det med at forsøge, at glemme jer?! I er fucking ikke særlig nemme at glemme! I er overalt og alle snakker om jer! Tror du ikke, at jeg har tænkt på dig hver aften? Tror du ikke, at jeg har grædt mig selv i søvne ved tanken om, hvad jeg har forladt?! Jeg har fucking følelser hvis du vil vide det! Du kan ikke bare dukke op her og fortælle mig sådan noget! Det ødelægger alt!" mit forsøg på at råbe af ham, mislykkedes totalt og istedet endte jeg med et ynkeligt hulk.

Liam virkede mundlam og kiggede en smule fortrydende på mig, men nu var alt ligemeget. Han havde selv startet samtalenog han måtte selv slutte den. Han havde nok forventet, at jeg ville være himmelhenrykt for at se ham igen, men han havde måske lige glemt at tænke over, hvorfor jeg mon tog væk! At Claire bildte ham ind, at det var hans skyld var forståeligt. Hun måtte virkelig også være sur på ham.

"Men.. Victoria!" han fik det til at lyde som om det var hele grundlaget for hans besøg hos mig. Mit navn. "Jeg ved ikke om det her er smart. Jeg ved ikke om det vil være præcis som det var med Claire. Om Harry bare overtager Nialls plads så jeg igen forelsker mig i en, der er forelsket i en anden, men jeg er villig til at forsøge. Men hvis du ikke vil. Hvis du heller vil glemme alt om os skal jeg nok lade dig være. Jeg skal nok tage væk og aldrig kontakte dig ige -," han bremsede sig selv midt i sætningen.

Da han ikke havde sagt noget i nogle sekunder, rettede jeg langsomt mit blik mod ham og kunne mærke min mave trække sig sammen, da jeg opdagede, hvad havde stoppet ham. Hans blik var rettet direkte mod mit kraveben og da en underlig lyd undslap ham, jeg var hurtig til at forsøge at rykke mig væk fra ham.

Han var den sidste person, der skulle se den. Jeg var flov over den - min tatovering.

Før jeg nåede at flytte mig, greb Liam fat om mit håndled og trak mig ned i sengen igen. På den måde han bevægede sig, kunne jeg sagtens regne ud, at han havde set den og han havde sikkert også et klart billede af, hvad den stod for. Den snoede sig over mit kraveben med sine blå, sirligt skrevede tre bogstaver.

Jeg bed hårdt fat i min læbe og klemte øjnene sammen for ikke at græde. Stemningen var ændret og jeg kunne ikke lide det. Mit hjerte bankede usikkert i mit bryst og mine kinder glødede af varme. Liam hev mig ind mod sig og lagde en hånd om min kæbe. "Victoria..." hviskede han blødt og fjernede med den anden hånd noget hår fra mit ansigt.

Hele denne scene føltes utrolig intens, og det at jeg kun var iført undertøj, gjorde det ikke bedre - tværtimod. Jeg sank højlydt og mødte usikkert hans blik. Hans brune øjne kiggede på mig med et dybt blik.  Han slap min kæbe og lod sine arme glide ned af min krop og lagde dem på mine hofter.

Min vejrtrækning forvandlede sig til små stød og mine læber var let spredte. Mine øjne flakkede fra hans øjne til hans læber, da de langsomt kom nærmere. Han kiggede mig dybt i øjnene med et varmt blik. Et kort gisp undslap mig da han pludseligt havde fået os lagt ned så han lå ind over mig.

Han lod fingrene glide hen over min tatovering så mit hjerte sprang et slag over. "Giv mig en chance. Giv os en chance," bad han og lod sine læber snitte mine så min mave eksploderede og en brændene fornemmelse skød gennem min krop. Det blev ikke til mere end det halve kys, for før han gjorde mere, lod han sine arme omfavne mig og hev mig op i sin favn. Pludselig rejste han sig op og igen gispede jeg.

"Tillykke med fødselsdagen," sagde han pludselig og kiggede hurtigt ned på mig. "Liam sæt mig ned," sagde jeg hurtigt og kunne mærke, hvordan panikken plantede sig i mig. "Desværre, prinsesse, jeg lader dig ikke forlade mig igen," svarede han og hev Claires sengetæppe op og smed det ned over mig.

Hvad mente han med det?

Som om han kunne læse mine tanker, svarede han; "Jeg tager dig med hjem,"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...