Still the One ~ 1D

Nogle måneder er gået, og alt er blevet nogenlunde normalt igen. Så tæt på som det kunne blive i hvert fald. Nanna er stadig i Frankrig, Victoria er stadig på kostskolen, men har ikke holdt kontaken som lovet, og juleforberedelserne prøver at mase sig ind. Alt det store drama er af vejen, og tingene er nogenlunde på plads. Men det får ikke lov til at holde længe, da Victoria dukker op igen, som får sat nogle nye skænderier og problemer igang. (2'er til One and only - 1D) ((That Girl skriver fra Alices synsvinkel, Princess skriver fra Victorias synsvinkel og Regine skriver fra Claires synsvinkel))

9Likes
0Kommentarer
1355Visninger
AA

4. Claires synsvinkel

Efter anden gyser var færdig, hvilket efter min mening var to gysere for meget, fik jeg endelig hevet mig fri fra Harry. Det var ikke, fordi jeg ikke gad sidde ved ham, jeg nægtede bare at se flere gysere! Desuden var det hele blevet en smule akavet efter at både Liam, Zayn og Alice var gået. Jeg havde ligget i Harrys arme og skreget, som om jeg skulle dø. Louis havde siddet i den store lænestol og grinet af mig, mens han af og til sagde små bemærkninger om, hvor behagelig lænestolen var at sidde i. Min lænestol, som han havde stjålet. Niall havde bare siddet helt stille. Jeg synes, jeg kunne føle hans blik på mig, men hver gang jeg vendte mig om for at kigge, sad han og stirrede koncentreret på fjernsynet.

"Nu er det altså nok!", jeg drejede rundt og kiggede skarpt på Harry, som var ved at hive mig ned til ham igen, "Ikke flere film!".

Jeg skyndte mig at gå væk, før han kunne nå at bestemme, at jeg på trods af min skræk for gyserfilm, skulle se en alligevel.

 

***

 

Jeg vågnede af et højt skrig, der hurtigt fik mig op at sidde i sengen. Det var Alice, der havde skreget. Hendes skrig havde jeg hurtigt lært at kende til hendes fødselsdag, hvor jeg havde grebet en stor kniv for at dræbe ham eller hende, der gjorde hende noget, da Niall grinende havde fortalt mig, at det bare var, fordi hun havde fået en bil - Det vidste jeg da godt, havde jeg fortalt ham...

"Hvad sker der? Hvad sker der?", råbte jeg, da jeg kom løbende ned til gangen, hvor skriget var kommet fra. Jeg vidste godt, at det måske var en lille smule dumt at løbe derned, hvis der nu var en indbrudstyv eller en morder eller sådan noget. Men jeg kunne da ikke bare lade Alice stå og skrige? Så dårlig en veninde var jeg så heller ikke lige.

"Det er helt fantastisk", råbte Alice, hvilket straks fik mig til at falde ned igen. Hun havde sikkert bare fået en til bil eller sådan noget - godt jeg ikke havde taget kniven med denne gang. Jeg sænkede tempoet og gik stille det sidste stykke hen til gangen, hvor et uventet syn ventede mig.

"Victoria er tilbage!", hvinede Alice...

. Det var min første tanke. Så var hun alligevel kommet tilbage. Jeg kunne se på den måde, Liam holdt om hende, at det var det utro svin, som havde fået hende med tilbage. Kunne han da aldrig gøre noget rigtigt? Alice stod og hoppede op og ned, mens hun klappede højt i hænderne og hvinede. Hun havde tydeligvis en lidt anden tilgang til det her end mig.

Men helt ærligt, hvordan kan man have en anden tilgang til det end mig? Det er ikke, fordi jeg er en eller andet egocentreret person, som bare vil have ret, men... Jeg har altså ret! Victoria var bare skreddet fra os alle sammen, hvilket egentligt i bund og grund var fin nok. Der var jo en del drama herhjemme - ja, det var blevet til herhjemme nu - så det var klart, at man havde brug for en pause. Men hun havde ikke bare taget en pause, hun havde forladt os. Hun havde endda skiftet sit nummer, så vi ikke kunne komme i kontakt med hende. Som om vi kunne det før. Efter min mening havde hun altså gjort det rimligt klart, at hun ikke gad at have noget at gøre med os. Og hvis man nu havde det på den måde, så kunne man altså ikke bare komme vandrende tilbage og tro, at det hele var okay. Nej.

"Hej", mumlede jeg bare, uden at kigge hverken Liam eller hende i øjnene. Som om nogen af dem havde fortjent, at jeg kiggede dem i øjnene.

Stilhed. Selv Alice var holdt op med at hvine og klappe i hænderne. Jeg havde allermest lyst til at gå igen, begrave mig i Nannas gamle dyne og aldrig mere komme ud igen. Jeg havde aldrig bedt om, at Victoria skulle tilbage. Alice havde, det er jeg hundrede på. Jeg forstår bare ikke, hvorfor jeg skulle ville det. Drengene, Alice og jeg havde det fint, som alting var. Der var ingen skænderier, ingen skiderikker som var utro og ingen tårer - okay næsten ingen, jeg havde måske siddet og grædt lidt over hele situationen med Niall. Nu stod de alle sammen og kiggede på mig, som om jeg var skør. Tsk, hvordan kunne de tro, at jeg var den skøre, når Alice for få sekunder havde stået lige ved siden af mig og hoppet op og ned som en lille pige i en slikbutik. Liam havde sikkert forventet, at jeg ville blive glad for, at han havde overtalt Victoria til at komme med hjem. Alice havde sikkert forventet, at jeg også ville hoppe op og ned, når jeg så Victoria. Som om jeg nogensinde ville hoppe op og ned. Det var præcis ligesom, at alle havde forventet, at jeg for længst havde tilgivet Liam for det han havde gjort. Jeg havde aldrig prøvet at overbevise dem om andet. Men inderst inde hadede jeg ham stadig, han var og vil altid være et utro svin, som trådte på mit hjerte. Som om jeg nogensinde ville tilgive ham.

"Victoria!", udbrød Harry og afbrød dermed den pinlige tavshed, da han kom løbende ned og kastede sig i Victorias arme, så Liam var nød til at give slip på hende.

Niall og Louis kom løbende lidt efter Harry, også de gav hende et stort knus. Zayn stod der allerede, han havde sikkert også givet hende et knus, da han først havde set hende. Alice havde med garanti også. Liam havde sikkert gjort mere. Men hvem ville også lade være med at give sin længe savnede veninde et knus, når hun endelig kom tilbage? Mig. Jeg ville ikke.

"Velkommen tilbage! Og kan vi så høre ALT om, hvordan Liam tydeligvis har været dagens - eller nattens - helt og fået slæbt dig med tilbage", sagde Louis med et kæmpe smil på læberne. Liam smilte veltilfreds og førte Victoria med ind i stuen, hvor de tydeligvis ville forklare det hele. Alle fulgte med som små hundehvalpe, undtagen mig, jeg fulgte med som en slave på vej til at dø.

***

"Også smed han mig over skulderen! Ja, bogstaveligtalt over skulderen. Han satte mig i bilen og sørgede for, at jeg ikke kunne gå ud, mens han gik op og hentede alle mine ting. Det var dog unødvendigt, for jeg prøvede ikke at slippe ud - Jeg har faktisk savnet jer en hel del", indrømmede hun med et genert smil på læben.

Mmh.. Du savnede os så meget, at du skiftede mobilnummer, så vi ikke kunne få fat på dig. Det var vel nok pænt af dig.

Igennem hele deres lange forklaring havde alle - med undtagelse af mig - siddet og fuldt oprigtigt interesseret med, mens de hvinede, klappede og hujede på de helt rigtigt tidspunkter. Jeg havde bare siddet og stirrede på væggen bag ved dem. Selv væggen var hundrede gange mere oprigtig og interessant end dem.

"Ja og nu er vi så her... Jeg ved ikke rigtigt, hvad der skal ske, men jeg er nu glad for, at jeg fik hentet Victoria hjem, hvor hun hører til... Nu håber jeg bare, at hun også har savnet mig ligeså meget, som jeg har savnet hende", sagde Liam og kigget forelsket på hende.

"Hvorfor har du Liam James Payne tatoveret på dit kraveben?", spurgte jeg og sagde dermed noget for anden gang, siden Victoria var kommet 'hjem'.

Victoria kiggede overrasket på mig og en af hendes fingre røg fluks op til kravebenet, hvor den strejfede hendes sorte tatovering. Al opmærksomhed i rummet var nu rettet imod Victoria og hendes tatovering.

"Eh.. D-der står ikke Liam James Payne.. Der står LJP, du ved.. Det står for 'Lets Just Party'", sagde hun med store øjne, hvorefter hun lavede nogle underlige fagter, som vidst var et fejlet forsøg på at danse.

Jeg himlede med øjnene, bare hendes udtryk i øjnene viste, at den var lavet til ære for det utro svin til min ekskæreste eller... Eksflirt, eftersom vi vel aldrig rigtigt havde været kærester.

"Så.. Så tænkte du jo på mig! Og savnede mig! Det her er jo fantastisk Victoria, selvom.. Det nu kommer som en stor overraskelse", sagde Liam og kastede sig i armene på Victoria. Harry havde fået et tomt syn i øjnene, og jeg sendte ham et opmuntrende smil. Det var ikke ham, jeg var sur på.

Victoria skulle lige til at sige noget til Liam, men stoppede sig selv, da hendes øjne faldt på Alice, som lige havde fjernet sin store hættetrøje, fordi det var for varmt.

"OH MY GOD ALICE! DIN MAVE!", sagde hun, hvorefter hun skyndte sig væk fra Liam og løb i stedet hen til Alice, så hun kunne se nærmere på den lille bule af en mave, Alice efterhånden havde fået. Alice hviskede et eller andet til Victoria, hvorefter de begge to hvinede højt og krammede hinanden.

"Ja, det ville du jo have vidst, hvis du havde været her", sagde jeg, hvorefter samtlige øjne var på mig. Drengene så overrasket ud. Alice havde et blandet udtryk i ansigtet. Victoria så bare såret ud. Men på trods af alle disse ansigtsudtryk så var der ingen, som sagde noget. For selvom jeg måske var lidt uhøflig - som om jeg ikke var ligeglad med det - så vidste alle jo, at jeg havde ret. Hvis Victoria ikke havde droppet os til fordel for Hayley-monsteret, så havde hun for lang tid siden hørt Alices nyheder, som efterhånden var gamle. Eller hvis hun bare havde holdt kontakten eller lyttet til nogle af de utallige beskeder vi havde lagt på hendes telefonsvarer, så havde hun også vidst det. Men ikke engang det havde hun selvfølgelig gidet. Sikke en god veninde var? Som om.

Stilhed.

"Nå, men jeg vil altså gå i seng. Hvis nogen ikke har opdaget det, så er den lidt i fem om natten. Sov godt", sagde jeg og sendte dem et anstrengt smil. Jeg skulle lige til at gå, da jeg opdagede, at Harry stadig havde det der tomme blik i øjnene. Jeg vidste præcis, hvordan han havde det eller næsten i hvert fald. Det var lidt det samme, jeg havde prøvet med Liam. Bortset fra at det overhovedet ikke var det samme.

"Harry, du har fortjent bedre end hende. Stop med at se så ked af det ud, smil.. Okay? Sov godt", hviskede jeg, da jeg gav ham et lille kram. Hvorefter jeg med beslutsomme skridt gik op til Nannas gamle værelse, som nu kunne betegnes som mit værelse.

Jeg var egentligt ikke spor træt, og jeg ville egentligt ikke rigtigt sove. Jeg havde bare haft brug for en undskyldning til at slippe væk fra dem. Nu da jeg rent faktisk var sluppet væk, vidste jeg ikke rigtigt, hvad jeg så skulle lave. Så på trods af, at jeg havde en masse energi, som kunne bruges på at svine irriterende folk til i mit hoved, så endte jeg alligevel med at falde i søvn.

Bare det hele havde været en ond drøm. Bare det hele ville være normalt, når jeg vågnede igen. Men som om det ville være det, jeg var for længst stoppet med at drømme om Victoria. Hvorfor skulle jeg lige pludselig begynde igen, medmindre hun rent faktisk var tilbage?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...