Still the One ~ 1D

Nogle måneder er gået, og alt er blevet nogenlunde normalt igen. Så tæt på som det kunne blive i hvert fald. Nanna er stadig i Frankrig, Victoria er stadig på kostskolen, men har ikke holdt kontaken som lovet, og juleforberedelserne prøver at mase sig ind. Alt det store drama er af vejen, og tingene er nogenlunde på plads. Men det får ikke lov til at holde længe, da Victoria dukker op igen, som får sat nogle nye skænderier og problemer igang. (2'er til One and only - 1D) ((That Girl skriver fra Alices synsvinkel, Princess skriver fra Victorias synsvinkel og Regine skriver fra Claires synsvinkel))

9Likes
0Kommentarer
1443Visninger
AA

2. Alices synsvikel

Kender du det, når alting bare blive for normalt. Bliver for kedeligt. Man vænner sig til tingene i længden, og selvom ens liv er så urealistisk og ualmindeligt som overhoved muligt, så går det bare hen og bliver normalt i længden. Og i sidste ende endda en lille smule kedeligt. 

Claire og jeg havde boet alene hos drengene i nu... 3 måneder cirka. Der var gået 3 måneder siden Nanna rejste til Frankrig. Der var gået 3 måneder siden Victoria valgte at tage tilbage på kostskolen og åbenbart forsvinde ud af vores liv, da hun valgte ikke at holde den aftale vi lavede dagen hun rejste. 

Hun havde lovet at skrive og ringe. Hun havde lovet aldrig at glemme os. Vi havde ikke hørt fra hende siden. Claire gav lidt op efter en måneds tid.Cirka deromkring hvor: "Hej det er Victoria, jeg kan desværre ikke tage telefonen lige nu, prøv at ringe igen senere". Blev til et ret så koldt: "Nummeret du ringer til er ikke i tjeneste".

Det havde hun taget lidt som et tegn på, at hun ikke rigtig gad os mere. Men det kunne jo være at hendes telefon bare ikke virkede mere. Eller at hun ikke havde råd til sin telefonregning, fordi at hendes forældre måske synes at hun selv skulle betale for den nu når hun næsten var fyldt 18... Der kunne jo være mange grunde, så jeg havde ikke bare lyst til at tro at hun ikke gad os mere.

Zayn kalder det for en meget høj form for urealistisk optimisme, men jeg kalder det bare for håb. En piges lille håb på at hendes veninde ikke havde glemt hende. 

Ja, Zayn og jeg var stadig sammen. Victoria havde vel ret med at vi var som skabt for hinanden. Faktisk havde der ikke været nogle problemer imellem os siden vores tur på hospitalet den dag for 3 måneder siden. Det var godt nok et ret stort problem vi havde rodet os ud i der, men vi satte os ned og snakkede om det og så lod han mig gøre det jeg følte var rigtigt, så der var ikke mere bøvl omkring det. 

Nu var vi vel bare det man kunne kalde for det perfekte par. Når han ikke skulle på arbejde vækkede han mig med morgenmad i sengen, han købte chokolade og blomster til mig når jeg havde en dårlig dag, og på min 18 års fødselsdag havde han inviteret mig ud at spise på en fransk restaurant. Og når jeg siger fransk restaurant, så mener jeg fandme at vi fløj til Paris. For at spise aftensmad. Nogle gange ville jeg ønske at jeg var verdensberømt popstjerne...

Og som prikken over i'et fandt jeg en skrigende pink bil parkeret foran huset med en gigantisk sløjfe på.

Gæt lige hvem der skreg så højt at naboerne ringede til politiet for mistanke om voldtægt...

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Lige nu sad vi plantet foran fjernsynet og prøvede at blive enige om hvilken film vi havde lyst til at se. Se, vi var gået fra skænderier om folk der var utro og alt muligt lort til at ugen største problem var at finde ud af hvilken film vi skulle se. Det her var jo ikke normalt. Det var ligefør at jeg savnede det gamle drama... 

"Jeg gider ikke at se en gyser!" brokkede Claire sig og prøvede at krydse sine arme, som gik lidt galt da hun havde trukket sit tæppe helt op til sin hals. 

"Kom nuuu! Du er den eneste der ikke gider" tiggede jeg og kiggede bedende på hende med mine største hundeøjne. 

"Det er sgu da klart! De er drenge og du har en kæreste der kan holde om dig!" sagde hun og fik endelig krydset sine arme uden større problemer. Jeg kiggede lidt rundt i stuen hvor Zayn og jeg lå på en af sofaerne, Niall og Liam på den anden, og Louis og Harry sad på nogle puder på gulvet foran min og Zayns sofa. Claire sad alene i den store lænestol som hun havde overtaget. 

"Så sæt dig dog her!" sagde Louis og slog på en pude imellem ham og Harry. Hun sukkede og rejste sig op med tæppet viklet om sig og gik med besvær over til Louis og Harry og smed sig imellem dem. 

"Helle for stolen!" råbte Louis og sprang op og kastede sig i lænestolen som Claire lige havde rejst sig op fra. 

”Seriøst Louis, kan du i det mindste ikke bare lade som om du kan finde ud af at opføre dig som en voksen, bare for en gangs skyld” sukkede Claire lidt halvirriteret. ”Åh, hold dog op” sagde Harry med et grin og lagde armen om hende ”Jeg skal nok passe på dig”

Det blev så til at vi fik lov til at se vores gyser, som så endte som enhver anden gyser vi så. Drengene flækkede af grin over mine og Claires skrig, og vi klamrede os op ad den nærmeste person. Altså, jeg gemte mig i Zayns skød, og Claire i Harrys. Du ved, bare en helt almindelig torsdag aften.

"Okay, nu vil jeg ikke mere!" sagde Claire, og rejste sig op, da Niall var gået hen for at sætte en ny gyser på. "Du skal ikke nogle steder frøken!"  grinede Harry og greb fat i hendes hånd og hev hende ned, så hun landte i hans skød med et bump. 

"Jeg har ikke lyst Harry, og jeg har andre ting at tage mig til" brokkede hun sig, og prøvede at rejse sig op igen, men Harry holdte hende nede med et stramt greb. Han grinte en smule ,og skulle til at sige noget, da Liam brød ind. 

"Det har jeg faktisk også" mumlede han, og kiggede ned på sit ur, og bed sig nervøst i læben. Jeg vendte hovedet let for at kigge på Zayn, men hans øjenbryn så ligeså forvirrede ud som mine. Hvad i al verden skulle Liam på en torsdag aften der gjorde ham så nervøs, og som han ikke havde fortalt os om?

Jeg kiggede lidt rundt på de andre, og Liam som nu stod op med alles forvirrede blikke på sig. 

"Øhh, hvad skal du da?" spurgte Louis på vores alles vegne. Liam mumlede bare et eller andet uforståeligt, og vendte sig om før han var ude af rummet. Et øjeblik var alting stille, ud over Liam der traskede rundt ude på gangen. Jeg kiggede lidt rundt igen, og så at alle så mindst lige så forvirrede ud som mig.

Det var jo ikke fordi at han ikke måtte have lidt privatliv, men han virkede så nervøs og forvirret omkring det hele at det ikke helt gav mening. Og så gjorde det mig pissenysgerrig. 

Det var som at da han smækkede hoveddøren i, levede vi alle sammen op igen.

"Okay, hvad gik det lige ud på?" spurgte jeg med det samme, men jeg fik ikke noget svar. Harry trak bare på skuldrene før han satte filmen på igen. Claire sad stadig i hans skød, men jeg kunne se hun overvejede at rykke sig op på den nu tomme plads ved siden af Niall. Der gik dog ikke særlig lang tid før hun havde et tæppe over sig, og hovedet nærmest begravet ind i Harry skulder. 

De var også altid et eller andet imellem de 3. Altså Claire, Harry og Niall. Jeg tror bare ikke at Niall helt havde accepteret at Claire ikke var hans mere. Ikke fordi at det var hans skyld overhoved. Og det kunne godt virke som om Claire og Harry havde noget. Noget de hverken ville tale eller fortælle om. Kan i mærke lidt trekantsdrama her?

Det sjoveste ved det var bare, at Claire bare ikke så ud til at se det. Altså at Niall stadig bed sig selv i læben hver gang hun rørte en dreng. Desuden tror jeg hun ville være lidt ligeglad, for som hun selv sagde, så var han selv uden om det. 

"Okay, jeg gidder ikke det her mere!" sagde Claire irriteret efter at endnu en skræmmende mand uventet dukkede op på skærmen. Hun vred sig ud af Harrys arme, og gik med hurtige og faste skridt mod TV'et som hun slukkede for, før nogen nåede at sige noget. 

Så blev alting stille igen. Det var næsten også det eneste der blev lavet om aftenen. At se film. Medmindre drengene skulle på arbejde, eller der skulle laves nogle juleforberedelser. Hvilket var meget sjældent efterhånden. Jeg tror ikke det kunne blive meget mere julet i huset, og julegaverne var købt. Og så havde drengene allerede fået juleferie, selvom der stadig var nogle uger til. Vi havde faktisk aftalt at holde jul sammen. Drengene, mig og Claire. Og så ville vi tage hjem til vores familier dagen efter, for at holde jul med dem. 

"Okaaaay, har du så nogle andre ideer?" spurgte Niall, som tydeligvis ikke havde en fjerneste ide selv. Og så blev der stille igen. Det blev der ret tit efterhånden. 

"Vi kunne... " startede Claire, men kom ikke rigtig videre. Hun kiggede lidt rund, nok for at se om der var nogen der havde bare en form for ide. Men ingen svarede. "... spille Ludo?"

Intet svar.

"Hvad siger du til at vi to bare smutter ind på værelset?" hviskede Zayn, som lige pludselig havde sit hoved meget tæt på mit. Jeg vendte let på mit hoved, og kiggede på ham. Hans hoved var stadig meget tæt på... 

Han sendte mig et af sine blændende smil, og jeg nikkede som svar på hans spørgsmå, før jeg kort lod mine læber røre hans. Nu når de var så tæt på alligevel...

"Vi smutter guys" sagde Zayn med et suk, idet han rejste sig op af sofaen, og trak mig med sig. Der lød et lavt pift fra Harry, men jeg grinede bare lavt af ham, før jeg fulgte efter Zayn ind på vores værelse.

Og ja, jeg sagde vores, for jeg havde overtaget omkring fire femtedele af det.

Men hey! A girl needs some space.

Jeg smed mig på sengen med et suk, men Zayn stod bare over ved sin computer, så jeg sukkede endnu engang. Denne gang kiggede han på mig med endnu et blændende smil. 

"Hvad så smukke?" spurgte han, og lukkede sin computer sammen, før han lagde sig på siden ved siden af mig.

"Jeg savner noget drama" sagde jeg, og kiggede op i loftet. Han sagde ikke noget, men tog i stedet for fat i min hånd og flettede vores fingre ind i hinanden.

Jeg troede faktisk aldrig at jeg ville sige det, og så mene det så meget som jeg gjorde. Men det var sandt. Jeg savnede noget drama. Jeg savnede dengang hver dag var så fyldt op med ting at tænke over, og tage sig af, at tiden nærmest fløj af sted. Nu sad vi i stuen hver aften og så kedelige film og snakkede om ingenting.

Hvad jeg bare ikke vidste var, at drama skulle jeg nok få masser af. 

 

Såååå! Det var så første kapitel! I må undskylde hvis det er lidt underligt, og i må virkelig undskylde den lange ventetid! det var bare en del sværere at komme i gang igen end jeg liiige havde regnet med :P <3

- That Girl

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...