Twilight -The Sun Will Shine Again

For 15 år siden fødte Renesmee Cullen et barn. Jacob Black's barn. En pige, Camellia. Da den lille pige kun var få måneder gammel blev hun en nat stjålet. Eftersøgningen gik straks igang. Alle blev meget vrede og kede af at deres lille guldklump var blevet væk. Da de kom frem til den konklusion at hun var blevet dræbt. Vampyrene blev meget vrede på Jacob, og beskyldte ham for at have dræbt hende.
Mange ting ændrede sig, og nu 15 år efter, har man langsomt skuffet episoden om bagerst i hovedet. lige indtil en på, starter på Forks High School, og bliver venner med Seth Clearwathers søn, Casmir. De bliver venner og sammen finder de ud af at alt ikke er helt som de troede.

49Likes
121Kommentarer
6034Visninger
AA

4. Casmir: Wow...Eeehm, smuk....Eeehm..hej?

Jeg stod op og havde lige sagt hvad jeg hed og hvor jeg var fra, da jeg kiggede ned i de smukkeste brune øjne, jeg i mit liv havde set på nær min mors. Forskellen var bare at min mor var død, og at de her øjne kiggede nysgerrig tilbage på mig.

Hr. Marks hostede diskret ind imod sit ærme, hvilket fik mig til at kigge op, og rundt i klassen. Det gik først nu op for mig at alle sad og kiggede på os. Sådan som jeg stod der og kiggede på hende. Sådan som hun sad der og kiggede op på mig, og smillede et lille smil, der knap kunne ses.

Hr. Marks så glad ud, højst sandsynlig fordi han kunne se at den nye pige nok ville finde en ven i mig.

"Kender du Calia, Casmir?" Spurgte han forsigtigt, og lignede en der virkelig håbede at det var tilfældet, så han ikke behøvede finde nogle at sætte hende sammen med, så hun ikke var helt alene.

"Hun kiggede hurtigt op på ham, og jeg så hvordan forskellige udtryk gled over hendes ansigt, som om det også først nu gik op for hende, at alle sad og kiggede på os. 

"Nej. Jeg kender ingen" Svarede hun hurtigt tilbage, og kiggede ned i sin bog.

Hr. Marks vendte sig imod tavlen igen. Navne runden var slut, jeg var den sidste. Han begyndte at forklarer hvordan det periodiske system er opbygget. Hvilket jeg normalt havde fundet spændende, men jeg kunne på ingen måde koncentrere mig, imens hun sad der ved siden af mig. 

Hun lugtede ikke som almindelig mennesker, men heller ikke som en ulv. Så jeg havde ingen idé om hvad hun var, men noget var hun. Noget specielt. Det sad jeg så og tænkte over, da klokken ringer, og jeg forskrækket falder ned fra min stol.

Nej, nej, nej! Det sker bare ikke! Super flot Casmir! Du har ikke engang snakket med tøsen og du har allerede gjort dig til grin foran hende. Så dygtig du er!

Men, da jeg kiggede op på hendes plads helt rød i hovedet, var hun væk. Hun sad der ikke og små grinede over mig, som jeg havde forventet. Som resten af klassen gjorde. Hun var på vej væk, med ryggen til ud af døren.

Jeg rejste mig hurtigt op, pakkede mine ting sammen og gik ud af døren, på vej hen imod min næste time, da jeg så hende sidde helt alene på en bænk under et træ. Hun var helt usandsynligt smuk, som hun sad der og kiggede i sine papirer, med et ansigt på der sagde at det her sted irriterede hende grænseløst.

Skal jeg gå derover? Måske vil hun bare være alene? Eller? Nej? Men hun er jo også ny? Hun mangler jo også nogen at snakke med? Okay, jeg gør det! Jeg går over og siger hej.

Da jeg igen vendte min opmærksomhed imod bænken var den tom, og hun var ingen steder at se. Ingen var hun forsvundet før jeg nåede at sige noget til hende.

Sådan gik det hele dagen. Hver gang jeg så hende var hun alene, et stykke uden for mængden. Hun passede ikke ind, men det så ikke ud til at gå hende på, og hver gang jeg ville hen og sige hej til hende, var hun væk igen. 

Med tunge skridt gik jeg hen imod min motorcykel der stod parkeret sammen med alle de andre motorcykler, knallerter og cykler. Der stod ikke rigtig så mange andre motorcykler, måske fordi det mest er dem i reservatet der kørte på dem.

Jeg drejede ud fra parkerings pladsen og begyndte at køre ned af den store hovedvej, drejede derefter ned af en anden vej, og der gik hun så. Med håret blafrende i vinden, med et smilende ansigt.

Jeg sænkede farten en smule, og trillede i det tempo hun gik i, imens jeg tog hjelmen af, og smilede til hende. Hun smilede tilbage.

"Hej Casmir" Sagde hun og kiggede på mig med hendes yndige øjne. Bag efter gled hendes blik ned over min motorcykel. Hun så rimelig imponeret ud, hvis jeg selv skal sige det.

"Hejsa, skal jeg køre dig hjem?" Spurgte jeg forsigtig, og forbandene at jeg havde spurgt så ligefrem. Dog så det ikke ud til at irritere hende.

"Nej tak. Jeg bor her" Sagde hun og pegede ned af en grus vej, hvor der for enden lå et fint hus.

"Nå okay, nå men så måske en anden gang" svarede jeg en anelse skuffet og tog hjelmen på igen. Hun smilede og vinkede, inden hun vendte sig om og gik ned af grusvejen.

Jeg vinkede et kort vink, og kørte fortsat ned af vejen. Meget hurtigt. Jeg var ligeglad. Jeg var vildt begejstret. Jeg havde snakket med hende! Det her var vildt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...