Twilight -The Sun Will Shine Again

For 15 år siden fødte Renesmee Cullen et barn. Jacob Black's barn. En pige, Camellia. Da den lille pige kun var få måneder gammel blev hun en nat stjålet. Eftersøgningen gik straks igang. Alle blev meget vrede og kede af at deres lille guldklump var blevet væk. Da de kom frem til den konklusion at hun var blevet dræbt. Vampyrene blev meget vrede på Jacob, og beskyldte ham for at have dræbt hende.
Mange ting ændrede sig, og nu 15 år efter, har man langsomt skuffet episoden om bagerst i hovedet. lige indtil en på, starter på Forks High School, og bliver venner med Seth Clearwathers søn, Casmir. De bliver venner og sammen finder de ud af at alt ikke er helt som de troede.

49Likes
121Kommentarer
6095Visninger
AA

8. Casmir: Come on Casmir!

Jeg havde lige lukket min bog sammen, efter at have haft en rimelig kedelig time. Ikke fordi faget ikke er interesserende, men fordi jeg idag slet ikke kunne koncentrere mig, så efter der var gået et kvarter havde jeg givet op.

Jeg havde godt set at hun sad og tegnede, men hvad hun tegnede var jeg ikke klar over. Jeg ville gerne se den, men jeg ville på ingen måde være for klistrende. Hun så nu rimelig sød ud som hun sad der med tankerne fordybet i undervisningen.

Jeg ville sådan ønske at jeg kunne læse hendes tanker. Vide hvordan hun så på tingene. Midt i min tænke strøm der havde varet hele timen, blev jeg afbrudt af klokken der ringede. Calia var ved at pakke sammen, så det var ved at være sidste chance hvis jeg skulle nå at sige noget.

Jeg kiggede nervøs hen på hende. Hun så ikke ud til at ligge mærke til det. 

"Calia?" Spurgte jeg med nervøs stemme og hun kiggede op på mig, " Skal vi følges ned til parkerings pladsen?

Hun smilede et smil der forvirrede mig en del. Hun så glad ud, men på samme tid trist. Jeg var helt forvirret nu. Men så nikkede hun og tog sin taske på ryggen. Jeg svang også min på, og sammen gik vi ud af døren og ned af gangen sammen. Ingen sagde noget. Jeg måtte sige noget. NU!

"Hva'" Sagde vi i munden på hinanden, og tav så begge efter det. "Dig først" Sagde jeg og nikkede opmuntrende til hende. Hun rystede svagt på hovedet. Kiggede væk og jeg kunne se hvordan hendes kinder fik en meget flot lyserød farve. 

"Nej, det var ikke vigtigt" Svarede hun, "Dig først" Sagde hun drillende, i det vi nåede uden for og næsten var ved parkerings pladsen.

"Skal jeg køre dig hjem?" Jeg kiggede ned i jorden og ønskede at jeg aldrig havde spurgt. Selvfølgelig ville hun ikke det. Hvorfor skulle hun gide det? 

"Ja tak" Afbrød hun mine tanker. Vi smilede til hinanden.

Under sædet på min motorcykel lå der en ekstra hjelm, som jeg rakte hende med et skævt smil.

Hun tog den, men så godt nok lidt nervøs ud. Måske var det bare noget jeg bildte mig ind...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...