Twilight -The Sun Will Shine Again

For 15 år siden fødte Renesmee Cullen et barn. Jacob Black's barn. En pige, Camellia. Da den lille pige kun var få måneder gammel blev hun en nat stjålet. Eftersøgningen gik straks igang. Alle blev meget vrede og kede af at deres lille guldklump var blevet væk. Da de kom frem til den konklusion at hun var blevet dræbt. Vampyrene blev meget vrede på Jacob, og beskyldte ham for at have dræbt hende.
Mange ting ændrede sig, og nu 15 år efter, har man langsomt skuffet episoden om bagerst i hovedet. lige indtil en på, starter på Forks High School, og bliver venner med Seth Clearwathers søn, Casmir. De bliver venner og sammen finder de ud af at alt ikke er helt som de troede.

49Likes
121Kommentarer
5927Visninger
AA

18. Calia: Sten mod min rude

 

”Nej…” Mumlede jeg, og prøvede at trække mig selv ud af drømmen.

Jeg fik til sidst kæmpede øjne halvt op, og ville bare helst lukke dem igen. Jeg havde det ret så varmt, og min dyne lå nede i fodenden af sengen. Min krop rystede næsten, og jeg var ret sikker på jeg var syg. Den eneste grund til jeg var vågnet, var at der var noget galt. Nogen havde rørt min skulder, der hvor den var syet sammen… det var jeg hundred på.

Jeg vendte mig forsigtigt om i sengen, så jeg kiggede hen mod døren, og ikke ind i væggen. Jeg var dødtræt, og halvsov allerede.

Jeg havde haft det samme mareridt igen, ligesom alle de andre aftner, og hver gang var der en kvindestemme der sang. Jeg glemte tit hvad det var hun sang, men i nat havde hun sunget.

Sangen vil du erindre
På din vej
Du og jeg

Det var hende med de samme øjne, som mig… det var jeg næsten sikker på. Hver gang endte drømmen dog dramatisk, og der var folk der døde. Hun og en anden var altid blandt dem. Den anden var en mand, men store brune øjne, som døde med hende hver gang.

Da jeg træt havde vendt mig om, fandt jeg ud af der helt sikkert var noget galt. Det var ikke sådan at jeg vågnede op af det, og nu ville jeg påstå det bare var en drøm.

Nogen lagde forsigtigt min dyne over mig igen, og strøg forsigtigt noget af mit hår, væk fra ansigtet. Jeg opfattede ikke så meget, men nogen karamelfarvet øjne… ligesom dem i drømmende, kiggede beroligende ind i mine. Jeg nåede lige og bemærke noget lyst hår, inden jeg kom tilbage til mareridtet.

 

***

 

Guderne må vide, at jeg ikke fik min skønhedssøvn den nat.

Omkring klokken et den nat, blev jeg vækket igen, af en underlig lyd. Det lød som om nogen kastede noget mod min rude, og fortsatte ihærdigt.

Jeg rejste mig irriteret, og træt fra sengen, med min dyne om mig, og gik hen til vinduet. Jeg åbnede træt vinduet, og nåede lige og blive ramt af en sten i skulderen!

”Casmir forhelvede!” Vrissede jeg, og var allerede ved at lukke vinduet i igen. Han havde lavet rav nok i den, på en dag, og jeg ville bare gerne sove.

”Må jeg komme ind?” Spurgte han, og man kunne fornemme hans bedende øjne på afstand.

”Nej!” mumlede jeg surt, og skulle til at lukke vinduet i.

Han opgav dog ikke, og satte en stige op til mit vindue. Det var den ude fra vores skur, og guderne må vide hvordan han var kommet på den tanke.

”Hvad fanden laver du med vores stige!” Vrissede jeg vredt, men fandt hurtigt ud af det.

Han tog nærmest to trin af gangen, og stod dermed i min vindueskarm, hvor han sprang ned på mig gulv. Tanken om at skubbe ham ud af vinduet var fristende, men jeg beherskede mig.

”Så det er dit værelse…” mumlede Casmir, men det var mest til ham selv.

”Ja det er mit værelse… og gider du venligst fortælle mig hvad du laver!”

Jeg kiggede på uret, som viste at klokken var et om natten, og vidste jeg ikke ville få sovet i nat. Tanken om at Sam vågnede, ville næsten være for meget. At se ham stå på mit værelse, hvor en fremmede dreng var midt om natten… det var der intet mistænktsomt i!

”Calia… du bliver nød til at lytte.” Begyndte Casmir, og jeg nikkede som tegn til at jeg lyttede. Jo hurtigere han blev færdig, jo hurtigere kunne jeg kyle ham ud af vinduet.

”Der i Seattle… den læge, han var altså virkelig vampyr!” Jeg skulle til og sige en masse, men han kom mig i forkøbet. ”Du så selv mig blive til ulv, Calia, verden er bare ikke som du tror. Min indianer stamme har været varulve i mange generationer, og vores største opgave har været og beskytte vores folk… mod vampyrerne. Da jeg så vampyren på hospitalet… jeg troede du skulle dø Calia, jeg ville bare beskytte dig. Den dag du trådte ind i klassen… der… der skete noget med mig. Jeg kan ikke huske hvad jeg lavede før du kom, eller hvad jeg tænkte på. Tanken om at miste dig Calia… det var det eneste jeg tænkte på, da du var derinde.” Afsluttede han, og jeg så han havde tåre i øjne.

Jeg tror bare jeg var træt, men jeg er ikke sikker. En indre stemme sagde jeg var en idiot, men mit hjerte sagde at det var det rigtige.

Jeg sagde ikke noget, og der var helt stille. Jeg slog bare mine arme om ham, og han krammede mig ind til sig.

”Du har givet mig et stort chok Casmir.” Mumlede jeg, ind i hans brystkasse.” Men du har også været ærlig… og jeg har aldrig haft en ven som dig før. Så jeg må bare tage ulven med i købet.”

Vi stod bare og krammede i en tid, og det var et øjeblik jeg aldrig ville glemme.                                     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...