Twilight -The Sun Will Shine Again

For 15 år siden fødte Renesmee Cullen et barn. Jacob Black's barn. En pige, Camellia. Da den lille pige kun var få måneder gammel blev hun en nat stjålet. Eftersøgningen gik straks igang. Alle blev meget vrede og kede af at deres lille guldklump var blevet væk. Da de kom frem til den konklusion at hun var blevet dræbt. Vampyrene blev meget vrede på Jacob, og beskyldte ham for at have dræbt hende.
Mange ting ændrede sig, og nu 15 år efter, har man langsomt skuffet episoden om bagerst i hovedet. lige indtil en på, starter på Forks High School, og bliver venner med Seth Clearwathers søn, Casmir. De bliver venner og sammen finder de ud af at alt ikke er helt som de troede.

49Likes
121Kommentarer
6022Visninger
AA

14. Calia: Lægen Carlisle Cullen

 

”Det kan godt svie lidt.” Advarede Carlisle, og stak nålen ind i min arm. 

Efter Casmir var gået, havde jeg sat mig ned igen, og Carlisle havde fundet et lille bord frem, som jeg skulle ligge armen på.

”Burde du egentlig ikke være i skole?” Spurgte han, for at få en samtale i gang. Samtidig fjernede har det store glasskår fra min arm, og jeg kunne gudskelov ikke mærke noget.

”Vi var på klasse tur.” Forklarede jeg, og prøvede ikke at kigge på min arm. ”Men så falde jeg i nogle glasskår… og så endte jeg her.” Afsluttede jeg, og havde det som om jeg skulle kaste op.

Blodet flød ud af min arm nu, og selvom jeg ikke kunne mærke smerten mere, var det klamt. Han havde været nød til at klippe mit ærme af, så han kunne komme til. Så min trøje havde nu et langt ærme i den ene side, og et kort i den anden. Mit afklippede ærme fra trøjen, lå på bordet ved siden af, og var fyldt med blod. Overalt hvor jeg kiggede var der blod, og jeg fik virkelig kvalme. Alt farven forsvandt fra mine kinder, og jeg tog et hård tag om stolen.

”Er du okay?” Spurgte Carlisle, som var i gang med at rense såret. Han så bekymret ud, og fik det der triste udtryk hver gang han kiggede på mig.

”Jeg er okay…” sagde jeg tøvende, og kiggede på den nål, som han skulle til at stikke ind i min arm.

Han så meget tøvende ud, men begyndte til sidst og sy.

”Hvad hedder du egentlig?” Spurgte han lidt efter.

”Calia Curtis.” Fortalte jeg, og han så helt skuffet ud.

”Hvor bor du?” Spurgte han så, for at lede samtalen ind på noget andet.

”Forks.” Fortalte jeg, og prøvede at ignorere nålen.

”Har du altid boede der?” Spurgte han undrende. ”Jeg har boet der engang, og jeg mindes ikke og have set dig.”

”Jeg er lige flyttede dertil.” fortalte jeg, og det så ud som om det forklarede det.

Efter det snakkede vi bare om alt muligt. Han blev ved med at spøger om alt muligt, han ville vide alt om mig. Hvad jeg ville efter skolen, hvor jeg havde boet, og hvor jeg var født. Noget af det var lidt svært og svare på, men han virkede ivrig efter at vide det hele. Jeg glemte hurtigt alt om blodet, og kvalmen forsvandt. Måske var det sådan et lægetrick, som han havde brugt på mig?

”Det var vidst det.” Sagde han til sidst, og tog handskerne af.

Han så stjerne godt ud, og jeg fattede ikke hvorfor han ville være læge, når han kunne blive alt inden for medieverdenen.

”Du skal lige udfylde det her.” Forklarede han, og lagde nogen papirer der skulle skrives under.

Jeg skrev hurtigt mit navn, adresse og postnummer, hvorefter jeg signerede det med min underskrift. Jeg rakte den til ham, og han studeres den længe, før han selv skrev under.

Jeg skulle lige til at gå ud af lokalet, og ned for at finde Casmir, og give ham en ordentlig røvfuld. Da Carlisle stoppede mig op.

”Har du noget overtøj?” Spurgte han, og så bekymret på min arm.

Det var koldt udenfor, og vi var midt i november. Sneen var faldet ned for et par dage siden, og jeg ville helt sikkert fryse på vej tilbage, til faghuset hvor min jakke lå.

”Jeg klare mig.” Sagde jeg roligt, og smilede. Jeg skulle til at gå igen, da han tog fat i min hånd.

”Tag den her” Sagde han, og rakte mig sin frakke. Den var blå, og var lavet af noget blødt stof, som holde på varmen. Jeg skimtede med det samme det lille mærke, der fortalte hvor dyr den var!

”Det kan jeg ikke.” Sagde jeg hurtigt, og bakkede ud af døren, men han holde fast i min hånd.

”Tag den, den bliver alligevel bare smidt ud, så du kan bare beholde den.” Sagde han bedende, og pressede jakken ind i min hånd. Derefter fulgte han mig til udgangen, og jeg kunne ikke få ham til at tage jakken tilbage.

”Lov mig at passe godt på dig selv.” Sagde han ved døren, og gav min hånd et klem, inden han gik igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...