Twilight -The Sun Will Shine Again

For 15 år siden fødte Renesmee Cullen et barn. Jacob Black's barn. En pige, Camellia. Da den lille pige kun var få måneder gammel blev hun en nat stjålet. Eftersøgningen gik straks igang. Alle blev meget vrede og kede af at deres lille guldklump var blevet væk. Da de kom frem til den konklusion at hun var blevet dræbt. Vampyrene blev meget vrede på Jacob, og beskyldte ham for at have dræbt hende.
Mange ting ændrede sig, og nu 15 år efter, har man langsomt skuffet episoden om bagerst i hovedet. lige indtil en på, starter på Forks High School, og bliver venner med Seth Clearwathers søn, Casmir. De bliver venner og sammen finder de ud af at alt ikke er helt som de troede.

49Likes
121Kommentarer
5976Visninger
AA

16. Calia: HOLD DIG VÆK

 

Jeg har hørt at jeg har en stor mund, men for en gangs skyld holdte jeg bare min kæft, og stirrede.

Jeg kunne se det stadig var Casmir, der var inde bagved. Øjne var de samme, og udrykkede i det kæmpe ulve hoved, virkede som Casmirs. I det hele taget var det en gigantisk ulv, som så stærk ud.

Tanken om at Casmir ikke havde kontrol over noget lige nu, stod helt klar i mit hoved. Hvad hvis dette… væsen, ikke kunne kontrollere sine handlinger! Så var jeg død lige om lid. Derfor stod jeg helt stille, da det ikke nyttede noget at løbe. Ulven var fem gange hurtigt end mig, og det ville være en umulig kamp. Derfor stod jeg bare stille, og håbede at Casmir var Casmir.

Han trådte forsigtigt frem mod mig, og jeg bakkede bange tilbage. Han måtte have en smulefornuft tilbage, og blev hvor han var. I stedet peb han som en hundehvalp, og prøvede at lave hundeøjne.

”Vil du ikke godt forvandle dig tilbage?” Spurgte jeg rædselsslagent, og bad til guderne at, han forstod hvad jeg sagde.

Han må have gjort det, for med et blev han til menneske igen… og var nøgen! Jeg stod helt rystede og kiggede direkte på ham, mens han tog tøjet på. Sagde ikke ord, og rørte mig ikke ud af flækken.

Mit hoved ville eksplodere om lidt… det her… det var umuligt. Jeg var hundrede på jeg drømte, og lige om lidt ville jeg vågne. Casmir ville være Casmir… og ikke det her! Vi ville være venner igen, og jeg ville glemme alt det her, som var surrealistisk! Vi ville følges til skole, og være bedste venner… alt ville være perfekt!

”Calia…” Prøvede Casmir, og rev mig ud af mine tanker. Han havde tøj på nu. ”Det hele virker lidt vild lige nu… men du bliver nød til at vide det… du min ven, og jeg vil ikke miste dig.” Afsluttede han, og trådte hen mod mig.

Og fra og været forvirret, bange og chokeret… blev jeg vred. Min vulkan eksploderede, og gud nåde trøste dem omkring mig. Jeg vidste ikke hvad jeg var mest såret over. At han ikke havde fortalt mig det… eller at han havde fortalt det! Mit hoved var et stort spørgsmålstegn, men jeg var helt sikkert vred, og jeg var vred på Casmir.

”HVAD FANDEN TÆNKER DU PÅ?” Skreg jeg, og hyrede hånden i, i brystet på ham. det eneste jeg fik ud af det, var en hånd der sagde av.

Casmir kiggede helt chokeret på mig, og tog sig til brystet. Han så ikke ud som om det gjorder ond, han var bare såret.

”Jeg troede du ville forstå…” Mumlede han forvirret, og kiggede mig i øjne. ”det skulle gøre vores forhold nemt… hvis jeg fortalte dig det.”

”Og forvandle dig til… det bæst, hjalp ikke på noget… ER DU KLAR OVER HVOR BANGE JEG VAR!” Råbte jeg grådkvalt, og vendte ryggen til ham.

Derefter løb jeg bare, og så mig ikke tilbage. Han løb ikke efter mig, og det var et tegn på han havde forstået… vi var enige nu.

Jeg blev bare ved med at løbe, og løbe. Hvis jeg løb læge nok, så ville jeg måske indhente mit sind, og tanker… så ville jeg løbe fra dem, og føle… INTET! Jeg kæmpede mig gennem buske, og faldt på glat is, men fortsatte. Til sidst lykkedes det… jeg følte kun træthed, intet andet.

Da jeg endelig fandt ud af skoven, var klokken mange. Jeg havde brugt mere end to timer i skoven, og klokken var halv otte mindst. Da jeg kom hjem kiggede Sam underligt på mig, men kommenterede intet. Jeg styrtede bare ovenpå, og tog et langt bad. Som om jeg vaskede dagen af mig, og var klar til en ny. Min krop var udmattede, og jeg faldt nærmest i søvn på badeværelset.

Jeg følte mig svimmel, og endte med at tage min temperatur, som fortalte jeg havde en smule feber. Det var dog rimelig klart, i betragtning af at jeg havde løbet til jeg var iskold, og havde bare haft en hård dag.

Jeg smed alt mit tøj, og Carlisles jakke i skabet, og lagde mig ned for at sove. Jeg falde ned i et dybt mørke, og ville ønske jeg kunne blive.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...