Twilight -The Sun Will Shine Again

For 15 år siden fødte Renesmee Cullen et barn. Jacob Black's barn. En pige, Camellia. Da den lille pige kun var få måneder gammel blev hun en nat stjålet. Eftersøgningen gik straks igang. Alle blev meget vrede og kede af at deres lille guldklump var blevet væk. Da de kom frem til den konklusion at hun var blevet dræbt. Vampyrene blev meget vrede på Jacob, og beskyldte ham for at have dræbt hende.
Mange ting ændrede sig, og nu 15 år efter, har man langsomt skuffet episoden om bagerst i hovedet. lige indtil en på, starter på Forks High School, og bliver venner med Seth Clearwathers søn, Casmir. De bliver venner og sammen finder de ud af at alt ikke er helt som de troede.

49Likes
121Kommentarer
6085Visninger
AA

12. Calia: Glasskår

 

”Der er en cafe der… vil du have noget og drikke?” Spurgte Casmir, da vi var på en smal gade, hvor der kun lige kunne køre en bil. Caféen var på den anden side, og så hyggelig ud.

Jeg nikkede, glad ved tanken om at få noget og drikke, og bare snakke.

Vi skulle lige til at gå over vejen, da det hele skete meget hurtigt. En bil kom drønene frem, og ingen af os havde set den. Hvis vi ikke sprang ind til siden blev vi kørt ned, og vi sprang begge tilbage, mod fortovet. Mens jeg bare prøvede at få mig selv ind, havde Casmir os begge i tankerne, og trak mig også hård ind igen.

Desværre trak han utrolig hård, og jeg hoppede selv ind samtidig. Derfor havde jeg utrolig meget fart med, da jeg landede på fortovet. Hvis det kun var mig der havde hoppede tilbage, havde jeg stået op stadig, men i stedet stødte jeg ind i muren, som var lige bag mig. Derfra mistede jeg balancen, og falde ned på maven.

”Så se dig for!” Råbte Casmir efter bilen, da vi begge var i sikkerhed.

Jeg tog et hurtigt blik på ham, for at sikre der ikke var sket ham noget. Da en smerte fra min arm, gjorde mig opmærksom på mit fald. Jeg var ikke kun faldet på maven, jeg havde også landet i en masse glasskår! Til mit uheld var min jakke på faghuset, og jeg havde kun en langærmet trøje på. Den havde ikke kunnet beskytte mig mod glas skårerne, som havde boret sig ind i min ene arm. Resten af mig var sluppet, men en enkelt havde bordet sig ind. Det var et stort glasskår fra en øl, og blodet var lige så stille ved at sive ud.

”Casmir!” Sagde jeg ynkeligt, og han vendte sig om. Han havde stået og råbt af bilisten, som bare var kørt videre, og opdagede først skaden nu.

” Fuck…”Mumlede han, og så panisk ud.” Du skal på hospitalet nu” Sagde han efter et øjeblik, og fik mig op på to ben.

Det tog ham ikke lang tid, at få en taxa, som kørte os hen til hospitalet. Det var meget større end dem jeg var van til, og vi skyndte os ind.

”Hun skal se en læge nu.” Sagde Casmir, til den nærmeste sygeplejerske, som bare kiggede idiotisk på os.

”Der er lang ventetid, så i kan komme ind når det er jeres tur.” forklarede hun, og smilede sødt. Hun sad bag en disk, og tastede noget ind på en computer.

Jeg tog et hurtigt blik rundt i rummet, og så hvor mangen der var. Jeg ville nok ikke komme ind, for der var gået en time.

”Hun skal ind nu!” Sagde Casmir hård, og kiggede hende i øjne.

”Jeg kan ikke gøre noget.” Sagde hun undskyldende.

Jeg havde ret så ondt i armen, og skulle til at sige til Casmir, at vi fint kunne vente, da en stemme afbrød os.

”Hvad er problemet?”

Jeg vendte mig hurtigt om som et lyn, da jeg havde fået et chok.

Manden var høj, og lignede en fotomodel. Han havde lyst hår, og nogle smukke øjne som lyste klart… lidt ligesom karamel. Han var slank, med en fin lys hud, og en lægekilt på.

Da vi kiggede hinanden i øjne, så han helt forkert ud i ansigtet. Det varede kun et sekund, og jeg ved ikke om det var noget jeg bildte mig selv ind, men der var et trist udtryk. Det forsvandt dog med det samme, og han så ud som før.

Han tog også Casmir i øjesyn, og fik et underligt udtryk. En blanding af had, og sorg.

”Er det din arm?” Spurgte han så, og vendte sig om mod mig igen. 

Alt hadet forsvandt med det samme, og kun et strejf af sorg var tilbage. Han så venlig ud igen, og smilede høfligt til mig.

”Ja.” Sagde jeg roligt, og prøvede at ignorere smerten fra den. 

Han tog et hurtigt syn på den, og jeg bemærkede at hele venteværelset kiggede på os… det kunne bare ikke blive mere pinligt.

”Jeg skal nok tage mig af det her.” Sagde han henvendt til sygeplejersken. Hun nikkede bare, og smilede glad til ham. Så kiggede han på mig igen, og smilede.

”Mit navn er Carlisle Cullen.” Præsenterede han, og et sæt gik gennem Casmir. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...