Twilight -The Sun Will Shine Again

For 15 år siden fødte Renesmee Cullen et barn. Jacob Black's barn. En pige, Camellia. Da den lille pige kun var få måneder gammel blev hun en nat stjålet. Eftersøgningen gik straks igang. Alle blev meget vrede og kede af at deres lille guldklump var blevet væk. Da de kom frem til den konklusion at hun var blevet dræbt. Vampyrene blev meget vrede på Jacob, og beskyldte ham for at have dræbt hende.
Mange ting ændrede sig, og nu 15 år efter, har man langsomt skuffet episoden om bagerst i hovedet. lige indtil en på, starter på Forks High School, og bliver venner med Seth Clearwathers søn, Casmir. De bliver venner og sammen finder de ud af at alt ikke er helt som de troede.

49Likes
121Kommentarer
6029Visninger
AA

13. Calia: Du får snart et los i røven!

 

”Vi kan fint vente.” Sagde Casmir pludselig, og så meget bekymret på mig. ”Jeg er sikker på der er andre der har brug for din hjælp.”

Jeg kiggede undrende på ham, og overvejede hvad der lige var galt med ham. Lige før kunne det ikke gå hurtigt nok, og nu da han havde fået sin vilje, ville han ikke? Det gjorde i hvert fald, at han satte mit pis i kog, og det viste sig at det kun var begyndelsen.

”Nej det skal i ikke.” Sagde Carlisle Bestemt, og smilede lidt anstrengt til ham. ”Jeg skal nok kigge på din ven nu, det ser ud til at gøre ondt?” Det sidste var henvendt til mig, og jeg nikkede.

”Jeg ville sætte pris på hvis du ville kigge på den.” Sagde jeg høfligt, og bad til at Casmir holdte kæften lukkede.

”Du skal bare følge med denne vej.” sagde Carlisle, med en bydende hånd, og sygeplejersken så tilbedende på ham.

Jeg skulle lige til at gå med Carlisle, da jeg så at Casmir fulgte efter.

”Det behøver ikke gå med.” Sagde jeg til ham, og mente du skal ikke gå med. Han rystede dog på hovedet, og fnyste.

”Jeg lader dig ikke gå ind i helvedet alene.”

Hvis han havde sagt, 'Jeg vil gerne holde din hånd', ville det have været charmerende, men så skulle han absolut være fornærmet.

”Fint.” Sagde jeg tvært, og lod ham gå med.

Carlisle førte os ned af en gang, og forbi en masse døre, før han stoppede op. Døren lignede alle de andre på hospitalet, men der var helt anderledes indvendig.

Jeg har altid syntes hospitaler var grimme, og så meget klamt ud, men det her rum var smukt. Det måtte være hans kontor, og han måtte selv havde købt møblerne. De var med garanti antikke, og alt var lavet i mørkt træ. Der var en briks over i hjørnet, og et bord med en masse instrumenter på. Der hang også billeder over alt. Det var alt sammen landskabsbilleder, og jeg genkendte ikke nogen af kunstnerne. I den anden ende, var et stort skrivebord og nogen stole. Langs den ene væg var en masse skabe, som var fyldt med medicin. Under var en håndvask i guld, som så gammeldags ud. Alt i alt følte man ikke at man var ved lægen.

”Du kan bare tage plads.” Sagde han, pegede på en af stolene. Han gik selv hen for at vaske hænder, og tage handsker på, og jeg havde bemærket at invitationen til en stol, kun gjalde mig.

”Calia… måske skulle vi bare gå.” Hviskede Casmir i mit øre, da Carlisle havde vendt ryggen til. Jeg var dog sikker på han hørte det, da det gav et sæt i ham.

”CASMIR!” Hviskede jeg vredt. ”Jeg har et stort glasskår i min arm… hvad havde du tænkt dig? At jeg selv kunne fjerne det?” Jeg hviskede kun, men det lød måske mere som om jeg hvæssede af ham.

”Den læge er ikke rigtig i hovedet.” Prøvede han, men jeg rystede bare på hovedet.

”Du skal lige lokalbedøves først.” Forklarede Carlisle, og kom hen til mig. Casmir fløj med det samme op, da han så den lille sprøjte.

” Hun klare det fint uden.” Sagde han vredt, og stillede sig foran mig.

Jeg anede ikke hvad der var galt med ham, men han talte på mine vegne, og jeg var godt vred.

”Det er ikke noget du bestemmer!” Udbrød jeg, og rejste mig, han vendte sig om, og kiggede forbavset på mig. ”Hvad er der galt med dig?” Spurgte jeg vredt, og ville have svar nu.

”Calia… kan vi ikke bare gå.” Tiggede han, og kiggede surt på Carlisle. ”Den igle skal ikke i nærheden af dig.” sagde han bestemt, og han fik snart et los et hvis sted.

Carlisle havde bare taget det hele meget roligt, og set passivt til. Og jeg traf den beslutning der var nemmest.

”Gå ud og vent på mig der, eller gå tilbage til klassen.” Sagde jeg vredt, og gav ham et iskoldt blik. Han kiggede såret på mig, og listede stille ud af døren.

”Det må du undskylde.” Sagde jeg til Carlisle, som bare trak på skuldrene.

”Det er okay, jeg har hørt værre.” Sagde han, og smilede et smil, som så trist ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...