Twilight -The Sun Will Shine Again

For 15 år siden fødte Renesmee Cullen et barn. Jacob Black's barn. En pige, Camellia. Da den lille pige kun var få måneder gammel blev hun en nat stjålet. Eftersøgningen gik straks igang. Alle blev meget vrede og kede af at deres lille guldklump var blevet væk. Da de kom frem til den konklusion at hun var blevet dræbt. Vampyrene blev meget vrede på Jacob, og beskyldte ham for at have dræbt hende.
Mange ting ændrede sig, og nu 15 år efter, har man langsomt skuffet episoden om bagerst i hovedet. lige indtil en på, starter på Forks High School, og bliver venner med Seth Clearwathers søn, Casmir. De bliver venner og sammen finder de ud af at alt ikke er helt som de troede.

49Likes
121Kommentarer
5928Visninger
AA

7. Calia: drømmen der blev til mareridt!

 

” NEEEEEJ!” skreg jeg, og slog øjne op med et sæt.

Jeg satte mig forsigtigt op, og fik min vejrtrækning under kontrol, og til min lettelse var jeg stadig på mit værelse.

Jeg kiggede på mine hænder og så jeg havde et hård tag i lagnet, og mine hænder var helt hvide. Jeg havde haft mareridt, og det havde været et uhyggeligt et at slagsen… og jeg forstod intet.

Først havde der været et ansigt… men øjne var det eneste jeg kunne huske, brune øjne, men ikke som mine… en anden nuance, men jeg vidste jeg havde set dem før, og så mine øjne… men i et ældre ansigt.

Jeg havde en følelse af lykke der, og et billede af nogen andre øjne kom… de var en underlig karamelfarve, og der var mange. Men jeg var tryg… det var jeg sikker på.

Og nogle ulve, hvor en stor brun ulv stod forrest… det lød mærkeligt, men jeg var lykkelig.

Der var også noget landskab… som mindede utrolig meget om Forks, et stort hvidt hus. Og så hende kvinden med de samme øjne som mig, jeg kunne bedre se hende, og hun sang, men jeg kunne kun huske de to første linjer.

Drøm mit barn

Lyt til mig

Mere kunne jeg ikke huske af sangen, og efter det blev det hele ulykkeligt.

Der kom skrig, og nogen råbte mit navn. Skyer der blev sorte, og ulve der hylede højt! Det skar mig i hjertet, og hører dem, men det var intet i forhold til det næste.

Jeg vidste ikke hvem det var… eller hvorfor, men et par grå kolde øjne kom frem, og jeg vidste jeg skulle frygte dem.

Og så et billede hvor den brune ulv blev dræbt, et skrig, og som det sidste så jeg et par brune øjne der lignede de første jeg så.

Men hende med øjne som mig… hun virkede så bekendt, det gjorder de alle, og det uundgåeligt spørgsmål kom frem… var det min mor?

Jeg rystede tanken af hovedet og stod i stedet op, klokken var ikke mange, men jeg havde ikke tænkt mig at falde i søvn igen.

Jeg gik i et langt brusebad, og åbnede mit klædeskab, hvor jeg fandt en grå trøje som jeg hurtigt smed fra mig… jeg havde ikke tænkt mig at tage noget gråt på i dag! Og fandt i stedet en lilla T-shirt, og en brun jakke udover.  

Bagefter flettede jeg mit hår, og gik jeg ned for at spise morgenmad, som bestod af cornflakes med mælk på.

Så begav jeg mig til hen skolen, og håbede bare at den her dag ikke bød på uventede overraskelser.

Da jeg kom ind i Kemi-lokalet satte jeg mig på min plads, og tog mit gamle tegnehæfte frem, og begyndte og tegne.

Jeg har tegnede siden jeg var helt lille, men da jeg blev fem tog det for alvor fat, og siden da kan jeg ikke se et stykke papir uden jeg overtegner det.

” Hej Calia” sagde nogen ved siden af mig, og jeg stoppede straks med at tegne, og kiggede på.

” Hej Casmir” sagde jeg, og tegnede så igen. Han satte sig ned, og en tid prøvede jeg at finde noget at spørger om, men Casmir kom mig i forvejen.

” Er det din far du var flyttede hertil med?” spurgte han, og tog sin kemibog frem.

” Nej” mumlede jeg ”Han er… ham kender jeg ikke” sagde jeg, og blev lidt genert.

Casmir kiggede trist på mig.

”Det må du undskylde, min mor og søster døde da jeg var 2 år, jeg kender følelsen” sagde han trist, og jeg følte jeg måtte svare ham, så han ikke troede jeg ikke brød mig om ham.  

” Det er okay, jeg kan hverken huske min mor eller far… eller for den sags skyld noget af min familie” sagde jeg trist og smilede til ham ”og det kunne du jo ikke vide”

Casmir skulle til at svare mig, men blev afbrudt af vores lærer.

” Godmorgen alle sammen” sagde han, og lagde sin taske på bordet,” inden vi går i gang, vil jeg lige minde jer om vi skal på udflugt til Seattle i næste uge, og at i skal have jeres forældres underskrift” sagde han og lød meget optimistisk.

Jeg smilede til Casmir, og kiggede på mit papir… tegningen lignede Casmir!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...