Den levende skole... ONE SHOT!!

(Er lidt ude af træning med denne kategori, og denne her movella er faktisk en stil jeg havde for! vil bare se hvad i synes...)

Den handler om to drenge - Mikkel og Jeppe - De er flyttet til en helt i den anden ende af landet og kan aldrig nogensinde se sine venner igen. De skulle gå på en åndsvag skole, og det har Jeppe hadet sine forældre for. Med det samme opdager de at skolen ikke er helt normalt. SE HVAD DER SKER!!

1Likes
0Kommentarer
349Visninger
AA

1. Den levende skole

 

Jeppe og Mikkel kiggede efter flyttebilen som kørte om det næste hjørne. Da Jeppe fandt ud af de skulle flytte havde han grædt og løbet op på sit værelse, mens han råbte, ”Hvorfor er i så dumme?!” Det pinte Mikkel at høre, for hans bror havde aldrig været sådan før. Så derfor havde Mikkel gået op og trøstet ham, der fandt han ud af Jeppes had til deres mor og far. Utroligt han havde holdt det inde så længe, normalt var en sød dreng, meget genert, og så kommer dette? Men grunden til at Jeppe havde grædt var faktisk fordi Jeppe ikke ville miste alle sine venner og veninder.

 

Mikkel holdt Jeppe i sin hånd, og da han så på hans øjne faldt der en tåre, og han så ned da han så Mikkel kiggede på ham. Jeppe snøftede og tørrede sine øjne med et smil, ”Nå Jeppe. Så er det meningen, vi skal finde nogle venner! He” sagde Mikkel med en skælven i stemmen, da han også selv var ved at græde. Mikkel er ikke sådan, en der græder. Stemningen var bare så trist. Jeppe klemte Mikkels hånd, og de kiggede ind i deres nye hus.

 

Stuen var stor med et nyt træbelagt gulv. Der var i alt 5 vinduer da det 6 lige var fjernet og kommet noget andet stads på. Mikkel så deres mor og far sætte deres nye hjørnesofa hen i hjørnet. Jeppe slap Mikkels hånd og løb hen til en dør. Sikkert til kælderen, den som deres far havde lovet skulle blive deres mandehybel eller noget. Mikkel løb hen til Jeppe, som åbnede døren, ”Der er mørkt dernede” sagde han med en gysen i stemmen. Mikkel nikkede og tog ham under armen. Han ville have Jeppe skulle se hans nye værelse. Eller deres nye værelse.

 

Værelset var oprindeligt to værelser. Deres far havde bare revet væggen ned. Det store værelse var meget større end Mikkel havde forventet og løb hen til det store vindue. Det vindue var sikkert det 6, nede fra stuen. Det store fællesvindue lyste værelset op, og Mikkel så hen på Jeppe som smilede til Mikkel. Deres forældre kom ind med en seng. Det var den seng Jeppe havde valgt til sig selv. Den satte de i et af hjørnerne mod væggen til vinduet. Derefter kom de ind med Mikkels seng og stillede den på samme måde bare i den anden side af hele rummet, ”Mere flytter vi ikke ind lige i dag” havde deres far sagt.

 

Lige fra Jeppe og Mikkel havde stået op, havde de kunne høre deres fars råben og deres mors beklagelser. Da Mikkel kom ned med Jeppe i sin hånd, stoppede de bræt. Deres mor havde købt ind om morgenen så de kunne få rundstykker med pålægschokolade. Bagefter skulle deres far køre dem hen og se deres nye skole. De kørte så snart, de havde ryddet op og vasket op. Mikkel løb ud til bilen og satte sig bagved. Bagefter kom Jeppe og satte sig ved siden af ham. Deres far kom gående stille ud, med et lille smil på læben. Sikkert for at muntre dem lidt op.

 

 

”Hey, det skal nok blive sjovt. Det varer ikke længe før vi får en masse nye venner!”, havde Mikkel sagt da Jeppe havde snøftet en gang. Jeppe havde set på Mikkel ”Hvordan ved du det?” spurgte han. Mikkels smil famlede lidt, ”Fordi vi er gode til det der med at få venner! Ik'?” så kom der et lille smil på Jeppes læber, men det forsvandt hurtigt igen, ”Det er DU god til.” og mere nåede han ikke at sige for de var ved skolens parkerings plads.

 

Mikkel øjne så på skolen, og med det samme kunne både han og Jeppe mærke der var noget galt. Jeppe så hurtigt på sin far, ”Er det den der rådne ting vi skal gå på?”. Spurgte han sin far. Faren så hen på skolen og pludselig så han lige så overrasket ud som Jeppe, ”D.. Der må være sket en fej..” sagde han, men blev afbrudt af en banken på deres fars vindue. En ældre herre der havde et gråt jakkesæt på. Hans hår var uglet som om han lige var stået op, og havde et rødligt skær, men var stadig gråt. Han havde store sorte gammel mands briller på og stod med et stort smil på læben.

 

”De må være Mr. Winther” havde manden sagt, som selv sagde han var rektor. Mikkel og Jeppes far nikkede en enkelt gang. Han overraskede ansigt var forsvundet. ”Jeg vil gerne have Mikkel og Jeppe følger med mig” sagde han med en lidt skinger stemme denne gang. Mikkel så på sin far. Hans ansigt så ligeud for sig og så hen på skolen, ”Det ville nu være rart hvis jeg vidste hvilken slags skole mine drenge gik på.” svarede han deres rektor. Rektorens smil forsvandt, ”Javel.” svarede han. Drengene gik ud af bilen samtidig med deres far. De alle sammen gik bag rektoren, og stemningen, den havde forvandlet sig til en meget mørk stemning.

 

Drengene blev fulgt til deres klasse, og for med det samme af vide hvor deres nye plads er. Alle de andre børn kiggede på dem, som om de var skadedyr. Drengene så på hinanden og fulgte med i timen indtil klokken ringede.

 

”Okay, der er noget helt galt med skolen!” sagde Mikkel i skolegården, mens de gik rundt. Jeppe nikkede, og Mikkel kunne se han var lidt genert og ikke ville lægge for megen opmærksomhed over sig selv. Mikkel lagde en arm om Jeppe og ruskede i ham, ”Hey! Du skal ikke være for genert, vi skal bare... Finde nogle venner der kan lide os, og som vi også kan lide. Det bliver da sjovt. Ik'?” havde Mikkel sagt. Og inden længe hørte de et skrig.

 

Jeppe gjorde store øjne og holdte sig for hjertet og trak vejret hurtigt. ”Hvad er der galt Jeppe?” spurgte Mikkel helt forvirret. Alle de andre børn omkring dem løb væk fra skriget. Jeppe så op, med udspilede øjne og hurtige, men dybe vejrtrækninger. ”Jeg.. Jeg så lige hvem der skreg!” hviskede Jeppe da hans Vejrtrækninger var faldet lidt til ro. Mikkels øjne sitrede og så ned i jorden. ”Hvem er det så?” spurgte han, lidt for stille.

 

 

Jeppe så op på sin bror, ”En pige der står foran en håndvask, hun ser sig i spejlet og hendes spejlbillede ændre sig til noget mørkt og frygteligt! Pigen skriger og det samme gør hendes veninder.” sagde han. Mikkel så forvirret på ham, ”Vi må da finde hende!” skreg han til hans brors øjne, som var våde. ”Det kan vi ikke.” hviskede han. Mikkel så spørgende på ham. ”Fordi pigen forsvandt ind i spejlet.” og så så han ned i jorden.

 

Mikkel holdte om sin bror, ”Kan man få hende ud igen?” hviskede Mikkel sin bror i øret. Jeppe rystede på hovedet og de vendte sig rundt og gik ind i deres klasse.

 

Efter skole skulle drengene hentes af deres far. Indtil da havde de sat sig på en trappesten, og spillet kryds og bolle. Det begyndte at kede dem så de gik lidt rundt om skolen. Da de allerede var på siden af den så de nogle større drenge male på muren med graffiti. ”Hey! Det må ikke!” råbte Mikkel, da Jeppe skulle til at sige det. De større drenge kiggede hurtigt i frygt hen på Mikkel og Jeppe. Deres øjne blev store og løb deres vej.

 

Jeppe gik hen til muren for at se hvad drengene havde lavet, ”Pas på, skolen kommer! Skolen... Kommer.” læste Jeppe højt fra muren. Mikkel tog en spray dåse op fra jorden, og så op på muren. Han hørte en lettet suk fra Jeppe, men det ændrede sig hurtigt til a gisp. Mikkel så hen på det han gispede af. Træet bag ved dem, bevægede sig!

 

Det svingede frem og tilbage, sagde nogle lyde, smed nogle splinter væk fra sig. Det var som om den sigtede efter Mikkel og Jeppe. De to drenge holdte om hinanden og kunne ikke sige et ord. Det var et alt for stort chok. Et lyn slog ned og ramte træet, som stadig bevægede sig frem og tilbage. Træet væltede, og var ved at ramme drengene. Da Mikkel åbnede sine øjne så han ind i deres fars øjne.

 

Mikkel og Jeppe satte sig op. Jeppe havde tåre i øjnene og Mikkel så på sin far. Der løb blod ned fra hans ene kind og så fast på det nedslående træ som var væltet ind over skolen. Hele muren med graffiti på var ødelagt. Deres fars ansigtsudtryk ændrede sig da han så på sine to sønner.

 

”Lov mig i aldrig gør det igen.”Sagde han stille. Jeppe nikkede ivrigt, ”Hvad har vi gjord?” spurgte Mikkel. Mikkel og Jeppes far så hen på Mikkel, med Jeppe i sine arme, ”Var det ikke jer der malede muren?” spurgte han. Mikkel rystede på hovedet. Det undrede Mikkel at hans far troede det var dem der havde malet muren. Deres far burde da vide bedre.

                                                

Næste skoledag var det som om intet var hent. Træet var flyttet, men det mærkeligste var, er faktisk at muren ikke var ødelagt. Mikkel havde rystet på hovedet, og Jeppe havde måbet over den store forandring fra dagen før.

 

Drengene sad i timen og kunne ikke ordentligt koncentrere sig. Det pinte Jeppe, for han plejer normalt at være lærens dengse, og lave alle sine lektier. I Jeppes hjerne havde hans koncentration forandret sig. Han havde fortalt Mikkel at det var utroligt dagen før. Mikkel havde ikke sagt noget, han havde bare tænkt på dagen før.

 

Det der havde skræmt Mikkel mest er nok pigen i spejlet. Det var det sikkert også med Jeppe, eller måske noget helt andet. Det vidste Mikkel ikke, men dog vidste han, at denne skole ikke er, som den burde være. For på en eller anden måde, ville skolen og alt omkring den, af med drengene, for børnene på skolen, var da heller ikke særlige, normale. Det gav Mikkel en gysen gennem sig.

 

Efter skole havde drengene besluttet sig for at tage cyklen ned til biblioteket. Den så ikke pænere ud end skolen, måtte man sige, for den var også gammel og grå. Hvis det ikke var for den fine hvide nylagte sne rundt omkring, og vinduerne ude i hjørnerne, så var der næsten ikke nogen forskel på skolen, og på biblioteket.

 

De nåede ikke at træde ind i døren, før de fik et larmende bifald. Underligt nok var det også som om at bibliotekarerne ikke havde fået gæster, i årtier! For bøgerne var helt støvede. En kvindelig bibliotekar kom hen og bød dem velkommen. En mandlig bibliotekar kom hen og bød dem velkomne.

 

Der var i alt 4 bibliotekarer, som viste dem rundt. Der var to mænd. Og to kvinder. Den ene mand var lav og buttet. Han havde en isse, og de hår han havde, var grå og halvsorte. Han havde sådan nogle briller som deres bedstefar havde på. Store, med tykt glas og det hele. Han havde en skjorte på, som var brun med sorte tern. Hans bukser var alm. Blå og lidt for store til ham, men hans bælte om maven gjorde de ikke faldt ned, og kunne se at manden var let overvægtig.

 

Den anden mand var høj og ranglet. Han var yngre end dem alle sammen. Det lignede det. Hans hår var lyst og sat tilbage, med vand. Han havde et par rynker som viste han var startet i 30’erne. Hans tøj var et ganske normalt sort jakkesæt. Jakkesættets jakke, var knappet op så man kunne se den hvide skjorte inden under. Han havde bare ikke slips på.

 

Den anden kvinde var i nogenlunde højde som Jeppe. Og han var den mindste at dem alle. Mikkel var så bare et ½ hoved højere end Jeppe, men der var stadig en del forskel. Kvinden havde mørkt hår og en del rynker, viste sig at hun var i overgangsalderen. Hun var ca. sidst i 60’erne og brugte ikke briller. Eller, måske gjorde hun, så havde hun måske bare kontaktlinser. Det er jo ikke helt ualmindeligt.

 

Den anden kvinde var gammel. Hun lignede faktisk MEGET en bibliotekar. Hun gik med læsebriller, som havde en snor, så de ikke faldt på gulvet. Hendes hår var gråt, og sat stramt op i en knold. Hun havde en sort nederdel, der var sat sammen med hendes sorte top, som havde en brun jakke udover. Den havde nogle støttepuder ved albuerne.

 

De viste dem det hele. Undtagen kælderen. Og det var sikkert dér de skulle hen. Og da de havde spurgt bibliotekarerne havde de alle rystet på hovedet. ”Hvad er der da dernede?” havde de spurgt. Men de alle sammen havde bare sagt, det var hemmeligt.

 

Men da bibliotekarerne var gået for at lade dem få fred, havde drengene sneget sig ned i kælderen. De puslede lidt efter lyset, og fandt endelig kontakten. Lyset tændes, men der kom ikke andet frem end dunkelt lys. Det dunkle lys var sikkert til, fordi lyset er brugt så meget.

 

Drengene gik ned af den smalle trappe. Jeppe gik lige bag ved Mikkel. Det var tydeligt at Jeppe syntes stedet var det rene gyser hus. Mikkel turde næsten ikke finde ud af hvad hans største frygt var. Og han vidste at Jeppe heller ikke ville det. Men de måtte finde ud af det.

 

Drengene roede i hver sin gamle støvede kasse, hvor der begge stod, ”SKOLE.” Jeppe smed hurtigt en bog væk. Mikkel havde set chokeret på ham. Jeppe havde bare rystet på hovedet og ledt videre. Det Jeppe lige havde gjort det han havde gjort, var Mikkel meget forvirret. Han måtte have fået sig noget af et chok.

 

Mikkel gik hen til den bog som Jeppe havde smidt. Jeppe så hurtigt på ham da han, havde set at Mikkel stod med den bog i hånden. Mikkel åbnede bogen og skimtede teksten. Han så på titlen af bogen, ”Den levende skole” læste han højt. Det gav et gys i Mikkel. Han stillede sig op af en bog reol og læste de første ligner højt,

”Okay, der er noget helt galt med skolen!” sagde Mikkel i skolegården.

”Hey, det skal nok blive sjovt. Det varer ikke længe før vi får en masse nye venner!”, havde Mikkel sagt da Jeppe havde snøftet en gang.

 Det kan i ikke.. Det kan ingen der flytter hertil… Det umuligt… Det forbudt… Forbudt at være der hvor du står… Og jeg ved.. Hvad du gør lige om lidt… Du går i chok… det føltes som om dit hjerte fryses. … Som om… Din verden går under… Lige foran din bror… Jeg ved det… Fordi jeg ER dig…

 

Mikkel skreg da han kom ud af trensen! Han græd, fordi ordene skrev sig selv. Og som i bogen. Der føltes det som om hans hjerte gik i frys. Tørrede strømmede ned af hans kinder. Han kunne ikke bevæge sig. Han tog sin brors hånd og løb. Han løb så hurtigt han kunne hjem. Dette var ikke ham. Det måtte være et eller andet der har overtaget ham. Nej. Mikkel vidste godt hvad der var sket. Ligesom tilten på bogen. Skolen var levende, og prøvede at slå dem ihjel…

 

Fortsættelse følger…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...