Skovens ånder

Stiera lever i skoven, hvor hun vogter over en hemmelighed, som hendes mor og alle hendes formødre har vogtet over. Det er dog ikke gået op for Stiera, hvor sjælen hendes evne er, før hun møde den blåøjede Ask.
(Coveret er lavet af alberteholmes. Tak til hende.)

9Likes
16Kommentarer
1182Visninger
AA

9. Solhvervets præstinde

 

Tårene løb ned ad mine kinder. Jeg sad bøjet over en livløs krop, som lignede Ask, men det kunne ikke være ham. Det måtte ikke være ham. Det måtte ikke være rigtigt. Det måtte ikke.

"På grænsen mellem nat og dag vil vi alle være døde,

Og himlen vil tage de liv, den gav,

Hvis du ikke sandheden vil møde."

Jeg var gået hen imod dem. " Hvordan kan det stoppes, havde jeg spurgt. Så var Ask kommet hen imod mig. I et lynglimt var han blevet hvirvlet op fra jorden og kastet frem og tilbage i luften. Han fladt.

"Hvis ikke du sandheden vil møde,

Vil alle du kender dø,

Og deres blod vil farve alle snefnug røde." Ånderne var forsvundet efter det, og jeg var styrtet hen til Ask, men der var ikke så meget som en dråbe liv tilbage i ham. Ved fælles hjælp havde minaterne fået ham bakset ind i min hule, men intet de gjorde, havde brunget ham tilbage.

"Du må ikke være død, Ask. Du må ikke," hulkede jeg med grødet stemme.

Solen var på vej op over trætoppene. Han var stadig ikke kommet tilbage. Hans krop lå livløs på det kolde klippegulv. Jeg slog hånden ned i klippen, da vreden overvældede mig.

"Nej, det kan ikke være rigtigt." Jeg rejste mig op og gik hen imod Asks blege skikkelse. Hulen var dødsens stille, selvom alle minaterne var samlet i den. Min skrid gav genlyd i tystheden. Jeg faldt på knæ ved siden af Ask, og den ru klippegrund skrabede hul på mine knæ, men jeg var ligeglad. Mine hænder lukkede sig blidt om hans ansigt.

"En eller anden kom og hjælp mig." En rynket hånd lagde sig på min skulder. Eden.

"Hvad skal jeg gøre?" spurgte hun.

"Tag fat i hans ben, han skal udenfor inden solen står op. I andre kommer med, det er ikke til diskussion."

Da Ask endelig lå i sneen midt i lysningen, lød der spredt mumlen omkring mig. Minaterne havde samlet sig i en ring, med hætterne trukket godt op om ansigtet for at skærm sig fra solens stråler. Jeg lænede mig frem og lagde blidt mine hænder mod hans brystkasse.

"Det her skal lykkes," bad jeg, inden jeg lukkede øjnene. Ånderne hvislede imellem træerne. De stod stimlet sammen, række efter række. Sorte og hvide. Jeg løftede den ene hånd imod den rødmende morgenhimmel. Jeg trak vejret på grænsen mellem nat og dag.

"Ved solens livgivende lys, lad en gnist af liv vende tilbage!

Ved den hellige måne, lad kort døden fortage!

Ved vor forfædre, skovens og solhvervets ånder, lad kort min styrke fylde hans lemmer!"

Jeg kunne mærke en lille flig af min livskræft strømme ned igennem min arm og ind i Ask. Jeg lænede mig frem og hviskede i hans øre: "Lad al min kærlighed kort afløse din livløshed."

Ordene kom til mig, som stykker f en glemt drøm. De føltes rigtige i lige akkurat det øjeblik, som min mor havde sagt, at de en dag ville gøre det. Først skete der ikke noget. Ingen livstegn, intet. Så åbnede han de blå øjne, og en lettet tåre løb ned over min kolde kind. Han skubbede sig op at stå, hvorefter han hjalp mig på benene. Upåvirket, som havde han aldrig været død.

Et gisp løb igennem minaterne, og en lettet mumlen steg op fra ånderne. Men hverken Ask eller jeg lagde mærke til det. Ask var for optaget af mine tåre, jeg var for optaget af at nyde øjeblikket. Forsigtigt trak Ask mig helt ind til sig, og jeg lagde armene om hans hals og lod mine fingre glide igennem hans lyse hår.

Jeg lænede mig helt tæt på ham og hviskede i hans øre: "Mit navn er Stiera den sidste af trivianerne. Den sidste, der kan se skovens og solhvervets ånder. Ligesom min mor og min mors mor er jeg solhvervets præstinde, og jeg elsker dig af hele mit hjerte."

"Jeg elsker også dig," hviskede han imod mine læber, inden de mødtes. Han lod en hånd hvile på min kind, og jeg nød varmen fra hans krop. Han trak sig lidt væk, så han kunne se mig i øjnene, hans mund åbnede sig, men ingen ord kom ud.

Hans øjne blev livløse. Hans hud blev kold og hvid. Hans lemmer tunge. Han faldt, og jeg faldt med ham. Han landede i den hvide sne med et bump.

"Nej!" skreg jeg imod himlen, som de første solstråler landede på mit ansigt.

"Nej!" skreg jeg af mine lungers fulde kræft. Jeg kunne høre poter bevæge sig knasende igennem sneen bag mig. Tårene faldt uophørligt ned over mine kinder, og jeg kollapsede oven på Asks bryst, hvor intet hjerte slog. Sifaras bløde snude pressede sig imod min kind, og jeg lagde den ene arm om hende, imens solen steg længere og længer op på himlen.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...