Skovens ånder

Stiera lever i skoven, hvor hun vogter over en hemmelighed, som hendes mor og alle hendes formødre har vogtet over. Det er dog ikke gået op for Stiera, hvor sjælen hendes evne er, før hun møde den blåøjede Ask.
(Coveret er lavet af alberteholmes. Tak til hende.)

9Likes
16Kommentarer
1148Visninger
AA

2. Solhvervets ånder

 

Hver eneste aften blev jeg vækket af Ask. Han fortalte mig om sit folks historie og om stedets. (Det viste sig, at han var folkets leder.) Blanca bad mig om at hjælpe til med Brian, det var hendes barn, og Eden ville bede mig om at hjælpe med maden. Det virkede, som om der hele tiden var noget, der skulle gøres, og for hver dag skubbede jeg tanken om at skulle hjem længere og længere væk.

Birk og de andre børn fandt hurtigt ud af at hive mig med i deres leg. En dag fik de mig til at lege gemme med dem, en anden dag, var det fange. En tredje dag, ville de have mig med i en sangleg, jeg tabte-stort. Jeg fortalte dem de historier, min mor havde fortalt mig, da jeg var lille, og jeg lærte dem en lille remse, jeg havde samlet op fra landsbyens børn.

Selvom Blanca og jeg hurtigt blev gode venner og snakkede godt sammen, selvom Eden altid var venlig, og uanset hvor mange lege Birk hev mig med i, kunne jeg ikke undsige mig, at jeg savnede min hule og ikke mindst Sifara. Men jeg følte mig fanget, som havde jeg ikke lov til at rejse.

Ask var altid lige i nærheden. Han var der, når jeg vågnede, når jeg spiste, og når jeg gik i seng igen. Den måde, hans øjne hvilede på mig på, fik mig til at rødme og krympe mig på en og samme tid.

Men jeg kunne få Eden og Blanca til at smile og Brian, Birk og de andre børn til at le, og det hjalp lidt. Det bedste var, når jeg fik Ask til at smile. Der skulle næsten ingenting til. Bare han så mig, smilte han. Et kærligt, varmt smil, der fik hans blå øjne til at boble. Om aftenen savnede jeg at putte mig ind til Sifara. Jeg savnede hende så meget.

Jeg var oppe og klar til at gå, da solen gik ned bag trætoppene. Lige da jeg skulle til at træde ud af teltet med min vadsæk over skulderen, kom Ask gående, og selvfølgelig skulle han spørge: "Hvor skal du hen?"

Jeg så bare på ham.

"Hjem." Jeg trådte ud af teltet og stoppede brat. Mit hjerte sank i livet på mig. Hvide, lysende skikkelser svævede rundt i lysningen side om side med de mørke, dunkle. Ånderne. De vandrede rundt imellem folk, men ingen tog notits af dem. Hvordan kunne det allerede være solhverv? Det burde først være om en uges tid, men ånderne fortalte noget andet end mit sind. Jeg smed tasken tilbage i teltet.

"Du bliver," lød Asks bløde stemme ved siden af mig. Jeg nikker bare, så mit brune hår hopper om mit ansigt. Et øresønderrivende hyl lød overe fra bålet. Højrystet barnegråd. Jeg kiggede derhen og så Blanca vugge Brian beroligende frem og tilbage, men den lille dreng fortsatte hysterisk med at skråle.

Jeg begav mig hen til dem med faste skridt. Den mørke skikkelse, der stod lænet hen over den lille dreng med sine krogede knoglefingre stukket frem, bukkede og trak sig ærbødigt tilbage. Hele tiden med de tomme øjenhuler vendt imod mig.

"Tys, tys, lille ven, det hele skal nok gå," hviskede jeg til den lille dreng og strøg ham over de små, gule totter, der stak ud af hans hovedbund. Jeg smilte blidt til Blanca og lod mig dumpe ned ved siden af hende.

Alle sad samlet om bålet, da den enlige fløjte begyndte at spille. Ask trådte frem, stilheden bredte sig som ringe i vandet. Jeg lod blikket glide rundt. Jeg så ikke på folkene, der sad samlet om bålet, men på ånderne, som var begyndt at komme tættere og tættere på.

"Lad os byde de mørke nætter velkomne," råbte Ask og slog ud med armene. En glad melodi flød fra fløjtens munding. Hurtigt var den enlige fløjte ikke så enlig mere. Dens spinkle toner fik følgeskab af både lysere og mørkere toner fra andre fløjter og klare sangstemmer, der løftede sig imod himlen i en glad melodi.

Noget varmt og fugtigt blev presset imod min ryg. Med et ryg vendte jeg mig om og så Safira stå skjult i nattens skygger. Ømheden flød ud over kanen af min stemme, da jeg blidt hviskede hendes navn. Hun puffede til mig med hovedet og lod sine sørgmodige katteøjne bore sig ind i min hud.

'Syng,' sagde katten til mig. Mit hoved for hastigt frem og tilbage, men Safiras stadighed var stærkere end min, så til sidst blev jeg tvunget til at overgive mig. Først lød min stemme ganske lavt, men med hver tone steg den i styrke. Den svang sig op under himlen.

Folk stoppede med at synge, og fløjterne tav, indtil min stemme var den eneste lyd imellem lysningens næsten nøgne træer. Jeg var for opslugt af sangen til at lægge mærke til det. Skikkelserne samlede sig tættere om os, end de nogensinde før havde gjort, men sangen blændede mig også for dette fænomen. Min stemme løftede sig fyldig og blød, og da sangen stoppede, hørtes kun bålets sagte knitren.

Den aften flyttede jeg over i Asks telt. Da jeg spurgte hvorfor, så han bare på mig med de mest bedårende, blå øjne. I lige præcis det øjeblik havde de samme farve som en sommerhimmel, og de tvang et lille smil frem på mine læber.

Vores madrasser gnubbede sig op ad hinanden, da vi lagde os ned. Asks ene arm lå slynget om livet på mig, og hans varme ånde kildede mig i nakken. På min anden side pressedes sort pels imod min følsomme hud, og et stort kattehoved tryggede sig ind til mit. På trods af den behagelige varme, der strømmede igennem mig, kunne jeg ikke lade være med at tænke på min grotte.

"Sov. Sov og drøm," hviskede Ask i mit øre, og jeg faldt øjeblikkeligt i søvn.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...