Skovens ånder

Stiera lever i skoven, hvor hun vogter over en hemmelighed, som hendes mor og alle hendes formødre har vogtet over. Det er dog ikke gået op for Stiera, hvor sjælen hendes evne er, før hun møde den blåøjede Ask.
(Coveret er lavet af alberteholmes. Tak til hende.)

9Likes
16Kommentarer
1170Visninger
AA

5. Skovens ånder

 

Solen var for længst forsvundet, da jeg trådte ud af teltet. Under den ene arm bar jeg min mors lille bog. Jeg gik hen og satte mig ved siden af bålet, så de lystigt dansende flammer kunne oplyse bogens indhold. Blanca lod sig dumpe ned ved siden af mig vuggende Brian i armene.

"Jeg har tænkt over, hvad du sagde i går. Jeg kan altså ikke få enderne til at mødes." Et smil bredte sig over mine læber, så et lille smile hul så dagens lys. Hendes tvivl var, da min pludselige irritation fra dagen før var forsvundet, meget forståelig.

"Skal jeg binde enderne sammen for dg?" spurgte jeg og brugte med vilje hendes eget udtryk. Hun nikkede.

"Jeg har levet hele mit liv i skoven, ligesom min mor gjorde, min mors mor og hendes mor før hende. Min mor døde da jeg var ti år. Lungebetændelse. Det var der, Sifara dukkede op. Min mor var en klog kvinde. Hun sagde, at jeg ikke skulle frygte at leve, men at leve uden kærlighed. Hun lærte mig alting. Hun lærte mig det, der er gået i arv igennem flere generationer. Slægtsled efter slægtsled. Hun gav mig en hemmelighed, som hun havde fået af sin mor, og som jeg vil give videre til min datter. En hemmelighed, der aldrig må høres af andre end mor og datter."

Jeg smilte lidt. Huskede tilbage, til hvad hun helt præcist fortalte mig den kolde vinterdag. "Du er speciel. Du har en gave, brug den vist. Alt, jeg har sagt dig, er sandt, alt." En tåre lød ned over min kind. Hun var død.

"Da jeg blev elleve, blev det nødvendigt at gå til byen efter fornødenheder. Jeg byttede urter til, hvad jeg lige stod og manglede. Jeg tog til markedet i landsbyen for at samle sammen til mit vinterforråd, og så ente jeg op her," sagde jeg og slog ud med hånden.

"Det havde jeg aldrig drømt om. Jeg ville være taget hjem den næste nat, men der kom hele tiden noget i vejen, og så blev det solhverv og...det er værst ved solhverv." Min stemme knækkede over, da jeg fortsatte.

"Det er forfærdeligt. De opsøger mig, jeg kan ikke lide at være alene ved solhverv. Selvfølgelig var Safira derhjemme, men der er så langt. De er i fare, I er i fare. Noget stort er på vej, jeg kan mærke det. Jeg ved ikke hvordan eller hvornår, men det er stort."

Det var ikke meningen at fortælle Blanca alting. Det var ikke meningen. Jeg rejste mig brat og ramlede direkte ind i Asks hårde brystkasse.

"Hvem er de?" spurgte han og trak mig ned at sidde igen. Jeg gemte mit hoved væk ved hans skulder, jeg snøftede. Han holdt bare blidt om mig, vuggede mig frem og tilbage, som Blanca vuggede Birk, indtil jeg var klar til at svare. Han holdt mig ud foran sig i strakt arm. Jeg så på ham.

"Det er dem," siger jeg. "Det er ånderne. De er der altid, men det er værst til solhverv, så kommer solhvervs ånderne. Skovens ånder, solhvervsånderne, de er i fare. I er fare." Hans ansigt bliver ligblegt. Han holdt mig tæt ind til sig, og jeg kunne mærke musklerne strammes under hans hud.

"Hvor længe?" spurgte han mig, men jeg vidste det ikke, så jeg blev ham svar skyldig. Det var så ikke det hvor længe, han ville frem til, men hvor længe jeg havde kunnet se ånderne. Jeg svarede ham ærligt, at jeg altid havde kunnet se dem, men at de ikke altid havde været bange.

Jeg forstod ikke hans stivnede krop og de spændte muskler. Jeg forstod ikke hans bekymrede arme, men jeg satte pris på dem og puttede mig taknemmeligt ind til ham.

"Hvad er der?" spurgte Edens stemme. Hun må være kommet hen til os, imens jeg blev vugget beroligende frem og tilbage. "Hvad er der galt?"

Ask holdt stadigvæk fast om mig, da han svarede: "Hun kan se dem. Hun kan se skovens ånder."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...