Skovens ånder

Stiera lever i skoven, hvor hun vogter over en hemmelighed, som hendes mor og alle hendes formødre har vogtet over. Det er dog ikke gået op for Stiera, hvor sjælen hendes evne er, før hun møde den blåøjede Ask.
(Coveret er lavet af alberteholmes. Tak til hende.)

9Likes
16Kommentarer
1155Visninger
AA

8. Opsøgt hjemme

 

Der var kun gået nogle få timer siden, at solen gik ned, men himlen blinkede allerede af tusind stjerner, der stod endnu klare imod den frostklare nattehimmel. Jeg havde en følelse af, at de blinkede kun for mig. Rundt om mig myldrede minaterne rundt, og jeg kunne stadigvæk ikke finde hoved og hale i det, de gjorde. Sifara var forsvundet et eller andet sted hen, ikke at det var usædvanligt.

Et højt skrig skar sig igennem natten og fik den til at krakelere som en ishinde. Jeg for hen til den unge pige, der kun lå få meter fra mig. Hun greb krampagtigt fat om min arm, så blodtilførslen stoppede. Et par tomme, brune øjne stirrede lige igennem mig, og al deres skønhed var forsvundet.

"Den sorte sorg vil lukke sig om dig. Faren er snart over os. Du skal tage hjem. De sorte sorg vil..." Hendes stemme lød på engang lys og dyb, som havde den tusind nuancer, der overskyggede hinanden i en uhyggelig harmoni. Hun hostede og skælvede. Hun vendte det hvide ud af øjnene.

'Du skal tage hjem,' havde hun sagt. Hjem. Jeg kunne ikke holde et smil tilbage. Jeg skulle hjem. Folk pakkede deres ting sammen og tog teltene ned, de havde prøvet det før. Det virkede som ren rutine, en gør-som-den-synske-minatpige-siger-rutine og jeg klagede ikke. Jeg skulle hjem. Snart manglede vi bare Ask og de andre mænd, så kunne vi komme af sted.

Nogen rystede mig. Jeg så ind i nogle frostklare, blå øjne. Jeg havde siddet hensunket i mine egne tanker.

"Vi er klar til at gå nu, Stiera," sagde Ask, og jeg rejste mig op, så et fint lag nyfalden sne faldt til jorden.

Lysningen så unaturligt tom ud uden de mange skindtelte, knitrende bål, legende børn og flittige voksne. Nu stod alle minaterne klar med alt, hvad de ejede pakket sammen og spændt fast på ryggen. Jeg krympede mig, det var min skyld, at de skulle bryde op så pludseligt.

Da jeg begyndte at gå, fulgte de alle efter mig ligeså lydløse som mus. Hvis det kun havde været mig, der skulle vandre igennem snelaget i skovbunden, kunne jeg have været hjemme på under en time, men det var ikke kun mig. Jeg havde en tredive eller fyrre folk ekstra med, så dyreveksler og smutveje var ikke til megen gavn. Vi blev nødt til at gå den lange vej.

Irriteret rettede jeg på min oppakning, som i løbet af den sidste time var begyndt at gnave sig ind i mine skuldre. Et stort, gammelt egetræ kom til syne længere fremme. Bladløst og knoklet, men lige så karakteristisk som i sommerhalvåret, men meget mere skræmmende. Jeg satte farten op og sprang igennem puddersneen. Jeg stoppede ved siden af egetræet. 

Foran mig strakte et ubrudt tæppe af nyfalden, jomfruelighvid sne sig i hele lysningen. Hele vejen rundt om den snedækkede eng stod ånderne med hinanden i hånden. Træerne tårnede sig op ved siden af dem og op igennem dem, et syn, der fik mit hjerte til at stoppe med at slå. Folk stoppede op bag mig, men en eller anden trådte ind i lysningen.

"Stop!" Han vendte sig om og så forskrækket på mig.

"Kom tilbage. Nu! Ingen går der ind." Min stemme rystede af frygt. Hurtigt gik han tilbage til os. Ask kom op på siden af mig.

"Hvad sker der?" vrissede han. Jeg svarede ikke, jeg hørte ham knapt nok. Det, eneste jeg lagde mærke til, var de hundredevis af ånder, der fyldte lysningen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...