Skovens ånder

Stiera lever i skoven, hvor hun vogter over en hemmelighed, som hendes mor og alle hendes formødre har vogtet over. Det er dog ikke gået op for Stiera, hvor sjælen hendes evne er, før hun møde den blåøjede Ask.
(Coveret er lavet af alberteholmes. Tak til hende.)

9Likes
16Kommentarer
1183Visninger
AA

6. Minat og trivian

 

"Hold mund!" raste jeg og kiggede brændende på dem. "Hvad er der med ånderne? Fortæl mig det, nu!"

Den sidste halve time havde de snakket over hovedet på mig, men nu kunne jeg endelig kontrollere mine følelser igen, og jeg ville gerne vide, hvad der foregik. Jeg forstod dem ikke, ikke et ord af det, de sagde, gav mening i mine øre. Eden rejste sig op.

"De eneste, der kan-kunne-kan se ånderne, er trivianerne. De var en stamme ligesom vores, men de kunne være vågne både om dagen og om natten. Vores folk bliver syge i dagslys, derfor kommer vi ikke ud om dagen. Trivianerne kunne se noget, de kaldte skovens ånder. Deres kræfter var stærkest ved solhverv, da kom solhvervsånderne til." Hun stoppede. Jeg så op på hende med store øjne.

"Trivianerne og minaterne," hviskede jeg og genkaldte mig en historie, jeg havde fået fortalt mange år forinden.

Trivianerne og minaterne var søskende stammer. Trivianerne blev skabt på grænsen imellem dag og nat, minaterne blev skabt kun få minutter senere, men da var dagen gået bort. I mange år havde de to stammer holdt sammen, men frygten havde revet dem fra hinanden. Minaterne kunne ikke forlig sig med tanken om, at trivianerne kunne se ånderne, og trivianerne kunne ikke lide, at minaterne forstod at tyde tegnene og se fortid, nutid og fremtid. De to stammer skiltes ad. En minat så døden fare over himlen og vidste, at trivianerne var døde. Et ungt par overlevede og førte deres slægt og deres gave videre.

"I er minaterne," hviskede jeg ude af stand til at tro på min mors færtælling.

Jeg stod med ryggen til dem og knugede armene om mig selv som for at sørge for, at jeg ikke ville falde fra hinanden i tusind stykker. Sifara gned sig op ad mit ben. Historien vagte minder, både mine og andres. Jeg huskede, da min mor fortalte mig den. Vi sad på engen, der strakte sig foran vores hule, og hun sagde, at vi var trivianerenes efterkommere, at det var derfor, vi levede i skoven. Jeg havde holdt meget af min mor, helt til hendes dødsdag, men selvom hun var en klog kvinde, fandt jeg historien noget nær umulig at tro på.

Eden og de andres blikke hvilte i min nakke.

"Hvor ved du det fra?" lød det stille bagfra. Uden at vende mig om, svarede jeg. Et øjeblik kunne stilheden springe ens trommehinder, men så begyndte jeg at grine.

"Jeg har allerede fortalt for meget," hviskede jeg mest for mig selv.

"Har jeg ikke?" spurgte jeg mg selv, og jeg havde vitterligt fortalt for meget. Jeg havde lovet min mor på hendes dødsleje aldrig at fortælle noget til nogen, og nu havde jeg buset ud med det hele.

Jeg begyndte hviskende at recitere et vers for mig selv, som min mor havde lært mig. Min stemme blev langsomt højere og højere, indtil den overdøvede den trommehindesprængende stilhede. Ordenen, jeg altid havde kendt, løftede sig imod himlen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...