Skovens ånder

Stiera lever i skoven, hvor hun vogter over en hemmelighed, som hendes mor og alle hendes formødre har vogtet over. Det er dog ikke gået op for Stiera, hvor sjælen hendes evne er, før hun møde den blåøjede Ask.
(Coveret er lavet af alberteholmes. Tak til hende.)

9Likes
16Kommentarer
1167Visninger
AA

7. En piges ord

 

Forsigtigt listede jeg ud af teltet, så Ask ikke vågnede. Skoven passerede forbi omkring mig, indtil jeg lod mig falde ned på en væltet træstamme dækket af blødt, grønt mos. Der var sket så meget, at jeg slet ikke kunne følge med mere. Solen faldt ned over mig som et gyldent tæppe, og jeg nød det i fulde drag.

Jeg lod mig glide ned og ligge på den væltede stamme, så mine arme dinglede i den fri luft. Jeg gennemgik alt, hvad der var sket på det sidste. Safira kom luntende hen til mig, ligesom min tanker skulle til at springe mig hoved. Hun gnubbede sig op ad mig.

Jeg ville ønske, at intet af det her var sket. Jeg ville ønske, at jeg kunne ligge hjemme foran hulen med det fugtige græs kildrende i nakken. Hvis jeg var gået hjem før, det blev mørkt, havde jeg aldrig mødt minaterne og Ask. Hvis jeg ikke havde sagt ja til at blive og danse med dem. Hvis jeg var gået hjem allerede den næste dag. Hvis jeg aldrig havde haft drømmen, havde Ask aldrig trøstet mig. Havde jeg ikke lavet aftensmad, havde Blanca og jeg aldrig skændtes, og de havde aldrig fundet ud af, at jeg kunne se ånderne.Der var alt for mange hvis'er, og jeg kunne alligevel ikke ændre noget. Sket var sket, og gjort var gjort.

Hen imod solnedgang begyndte sneen at dele ned igennem trækronerne. Jeg lå med lukkede øjne, og fnuggene smeltede, når de landede på min hud. Jeg åbnede øjnene, da et fnug landede på min næse. Imens jeg så op på himlen, blev den sort af snefnug. Hvor var det smukt. Hvis jeg bare havde kunnet blive liggende der for altid.

Jeg blev irriteret. Jeg kunne ikke blive liggende for altid, selvom jeg gerne ville. Det var blevet mørkt, imens jeg havde ligget og tænkt, så jeg rejste mig og gik tilbage til lejren. Jeg ville ønske, at jeg havde viljestyrke nok til ikke at vende tilbage dertil, men min vilje smuldrede som sand imellem mine fingre.

Solen var lige gået ned, og jeg stod og betragtede lysningen lidt på afstand. De første stod op og kom ud af deres telte. De strakte armene imod himlen og gabte, så snefnuggene fladt ned på deres tunger. Nogel af dem forsvandt med buer og pile, primært mænd, nogle begyndte at lave mad og tænde bål, andre igen begyndte at sy.

Ask kom ud af teltet, kunne jeg se. I den ene hånd holdt han en slank bue, og med den anden svang han et pilekogger over skulderen. Han kørte sin hånd igennem de viltre, lyse lokker. Han var smuk, kunne jeg konstatere. Jeg gik de sidste skridt ind i lysningen. Ask stod sammen med de andre mænd, han smilede til mig, og de forsvandt ind i skoven.

"Stiera." Jeg vendte mig om og blev mødt at et par varme brune øjne omgivet af lange, bløde øjenvipper. "Han kan godt lide dig. Han elsker dig, Stiera."

Jeg kiggede på den måske to år yngre pige og spurgte, hvem hun mente. Hun så bare på mig, som om jeg var dum eller i det mindste langsom i opfattelsen.

"Du kan også godt lide ham, Stiera." Hendes stemme var så selvsikker, og så gik det op for mig, hvem hun talte om.

"Nej. Nej, jeg kan ej," protesterede jeg, men den unge pige lo bare af mig. En klar, perlende latter. Hun fortalte mig, at hun havde set, hvordan vi så på hinanden. Hun pegede alle de små tegn ug og sagde, at jeg måtte være blind, hvis jeg ikke kunne se det. Det sidste, hun sagde, var, at jeg skulle være opmærksom, og så forsvandt hun.

Hun kunne ikke have ret, kunne hun?

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...