Skovens ånder

Stiera lever i skoven, hvor hun vogter over en hemmelighed, som hendes mor og alle hendes formødre har vogtet over. Det er dog ikke gået op for Stiera, hvor sjælen hendes evne er, før hun møde den blåøjede Ask.
(Coveret er lavet af alberteholmes. Tak til hende.)

9Likes
16Kommentarer
1144Visninger
AA

4. En bypige

 

Jeg vågnede tidligt om morgnen eller sent om aftenen alt efter, hvordan man ser på det. Solen var i hvert fald ikke gået ned. Mørket herskede stadigvæk i teltet.

"Sifara?" Der var helt stille i det mørke telt. Forsigtigt, for ikke at vække den stadig sovende Ask, listede jeg mig ud af teltflappen med tæppet trukket om skuldrene. Jeg stoppede op, solens næstsidste stråler kærtegnede mit ansigt.

"Sifara?" Jeg så mig om, hun sad på bagdelen ved siden af det slukkede bål. Jeg gik hen imod hende og satte mig ned på min bagdel.

"Du har da fundet dig en rigtig god plads i solen der, hva'?" Et vindstød for igennem lysningen, så jeg fik gåsehud, og mit hår dansede om mine skuldre.

"Skulle vi ikke få tændt et bål, min ven?" spurgte jeg den store kat, rejste mig op og bandt tæppet fast om skuldrene som en slidt kappe. Fyrtøjet var ikke så svært at finde som forventet, det var først sværere at finde ordentligt brænde.

Træet var vådt næsten helt ind til kernen, derfor var der til at starte med mere sprutten end ild. Så gik der røg i det istedet for, og så kom flammerne. Da der var ild i bålet, satte jeg en gryde med vand over.

"Sifara, kan du ikke finde ud af, hvor de gemmer kødet?" spurgte jeg. Hurtigt og lydløst, som kun en kat kan gøre det, sneg hun sig af sted langs teltene og snusede til luften.

Langsomt gik jeg hen til Asks telt. Jeg blev nødt til at gå derind, hvis jeg ville lave aftensmaden færdig. Alle mine krydderier og brødet lå i min vadsæk. Træk luften helt ned i maven. Forsigtigt trak jeg flappen til side, jeg strakte armen ind i teltet og fiskede min taske ud.

Stille trak jeg den til mig. Henne ved det knitrende bål sad Sifara med et stort stykke kød klemt sammen i kæberne. Jeg rystede opgivende på hovedet, men kunne ikke lade være med at le.

Jeg puttede kødet op i gryden sammen med nogle af mine krydderurter, som lå begravet i min taske. Da kødet havde simret i nogle timer, puttede jeg en pæn sjat hakkede grønsager ned til det.

Da solens allersidste stråler ramte min tæppekappe, færdiggjorde jeg det sidste sting, den sidste perle. Jeg rejste mig op og strakte den ud foran mig. Min tæppekappe var nu forvandlet til en elegant kutte.

"Hvad synes du?" spurgte jeg Blanca og kunne ikke lade være med at fumle med mit armbånd.

Blanca svarede: "Hvor er den flot, men hvad laver du engligt oppe?" Hun nikkede spørgende i retning af den simrende gryde, så det blanke hår vippede om hendes kindben. Jeg pakkede hurtigt kutten væk.

"Mad," svarede jeg. "Og så lavede jeg mig en kutte. Det hjælper altid når, jeg har..."

Idet samme blæste vinden duften af kødgryde ind i mine næsebor, og jeg sprang op et forskrækket udbrud. På få sekunder stod jeg ved bålet og hev gryden af varmen.

"Finder du ikke nogle skåle? Alle er vidst oppe, eller lige om lidt er de i hvert fald."

Hun så forvirret på mig, men fandt alligevel en høj stabel skåle frem til mig. Alle kom hen og tog en skål, og så øste jeg en skefuld kødgryde op til dem. Nogle hev i min kjoles skørter.

"Mere?" Birk så op på mig med store, bedende øjne.

"Selvfølgelig."

Pludselig skiftede hans øjne fra bedende til bange, og han snublede baglæns. Safira stod med halen løftet bag mig og så på os. Jeg gik i hug foran Birk.

"Birk, mød Safira. Hun gør ikke noget. Se." Langsomt førte jeg hans hånd op og ind hen over hendes silkebløde pels. Han så stadigvæk skræmt på mig, så jeg løftede ham op at sidde på min hofte. Jeg hældte en skefuld mad op i den næste skål, da Ask kom hen og spurgte, hvordan jeg havde det.

"Fint. Jeg har det fint." Han så på mig med rynket pande, som om han ikke helt troede på mig.

"Du må sige til, hvis der er noget, jeg kan gøre for dig, lov mig det," sagde han og lod en finger glide langs min underlæbe. Han så alvorligt på mig. Der var kun en ting, jeg kunne komme i tanke om.

"Vil du hente mine ting?" spurgte jeg. Han havde sagt, at jeg bare skulle sige til, så det gjorde jeg. Han placerede et let kys på min pande.

Natten lakkede mod enden, Blanca og jeg sad med sytøjet i hænderne.

"Hvor har du lært alt det her? Det er ikke et liv, en bypige er vant til," spurgte hun og stak nålen igennem stoffet. Jeg kiggede vurderende på hende.

Min stemme var hård, da jeg spurgte: "Hvad er alt det her."

Hun overvejede nøje, hvad hun skulle sige. Stilhede varede sytten sting, og så talte hun. Jeg havde foretrukket stilheden.

"Du laver mad over bål, syr tøj, flår dyr. Du sover og lever ligesom os. Du har ikke klaget en eneste gang over noget, siden du kom. Normalt ville en bypige have fået nok for længst, men du opfører dig, som om du har levet hele dit liv sådan her." Blanca rynkede på hovedet. "Det er bare ikke normalt."

Jeg så ned på mine hænder og drejede armbåndet med de små benperler rundt. "Hvem siger, at jeg er en bypige? Kunne jeg ikke ligeså godt være vokset på i skoven, præcis ligesom du er?"

Hun så undrende på mig, som om ideen slet ikke var faldet hende ind.

"Spørg dig selv, hvorfor jeg gik ud i skoven til at begynde med, måske det ville give dig nogle svar," sagde jeg.

"Det er nemt nok. Det er på grund af armbåndet." Mine fingre stivnede. På grund af armbåndet? På grund af armbåndet! Jeg skrævede hen imod teltet uden tanke for andres ve og vel på vejen. Jeg lagde mig ned under tæppet og smed det lille armbånd ind i teltdugen.

Ask kom ind til mig og hviskede i mit øre: "Dine ting ligger ved siden af din taske."

Jeg rejste mig op og krøb hen til min vadsæk. Det hele var der. Alt.

"Tak," hviskede jeg og lagde mig ned ved siden af ham igen. "Tak."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...