Skovens ånder

Stiera lever i skoven, hvor hun vogter over en hemmelighed, som hendes mor og alle hendes formødre har vogtet over. Det er dog ikke gået op for Stiera, hvor sjælen hendes evne er, før hun møde den blåøjede Ask.
(Coveret er lavet af alberteholmes. Tak til hende.)

9Likes
16Kommentarer
1146Visninger
AA

3. Drøm eller budskab?

 

En solstråle kærtegnede mine lukkede øjenlåg, og fuglenes sang fyldte mine øre. Da jeg slog øjnene op, var det første, jeg så, Sifaras trekantede kattehoved og grønne rovdyrsøjne. Et smil bredte sig over mine læber.

Jeg rejste mig op og trådte hen i hulens åbning. Det var en lys dag, græsset var dugvådt, og snehvide, solgule og blodrøde blomster var i nattens løb sprunget ud på engen.

Duggen fugtede huden på mine fødder., og græsset strøg om mine bare ben. Sifara fulgte ikke med, så jeg vendte mig om for at se, hvor hun blev af, men hun var der ikke. Jeg snurrede rundt.

Asks blå øjne borede sig ind i mine, solen var væk, og i dens sted stod månen. Flammerne kaster skygger hen over hans udstrakte hånd og får hans ansigt til at forsvinde.

Rundt om bålet står Eden med det sølvfarvede hår. Birk med de lyse proptrækkerkrøller. Blanca med Brian på armen og mange, mange flere. Han strakte hånden endnu længer frem mod mig.

"Kom. Kom og dans med os i aften. Kom og dans," opfordrede han mig med et smil. Jeg bakkede væk fra ham, snurrede rundt, men bremsede efter få skridt. Skikkelserne tronede sig op foran mig.

"Hjælp os. Hjælp os, vil du ikke nok? Du er den eneste, der kan," hviskede de i kor. De knælede foran mig. Jeg løb væk fra Ask. Jeg løb væk fra skikkelserne. Jeg løb væk fra lysningen.

Mine fødder snublede over hinanden, og tvang mig snublende i jorden. De glemte at finde fodfæste, så væltede jeg. Verden begyndte at spinde rundt, hurtigere og hurtigere. Farverne flød sammen til en stor gråbrun masse. Og jeg faldt. Og jeg faldt. Og jeg faldt.

"Kom og dans. Hjælp os. Kom og dans. Du er den eneste, der kan. Vil du ikke nok?" Spøgelsernes stemmer og Asks stemme gav genlyd i mit hoved. Noget stærkt greb fat i min arm. Et hårdt ryk, mit fald stoppede, jeg...

...slog øjnene op. Vente og vred mig. Slog og sparkede. Prøvede at komme fri, men armene holdt bare fast. Musklerne spændtes, men de gav ikke slip. Så stoppede jeg.

"Sådan, der sker dig ikke noget. Det var bare en drøm. Jeg pass..." 

Jeg begynder at vride mig igen. Mit hoved for bagover. Tilbage imod stemmen. Jeg ramte kun den tomme luft. Min krop gav op. Mine øjne stirrede bare blindt ud i det pulserende mørke. Uden for teltet vidste jeg, at solen stod højt på himlen, men ikke en lysstråle trængte ind i teltet.

Varme tåre væltede ned over mine kinder, hulkene fik min krop til at ryste som et espeløv. Armene vendte mig om, så jeg lå med ansigtet imod hans brystkasse. Et tæppe listede sig op over mine skuldre, og en hånd aede mig utrætteligt på ryggen.

"Så, der sker dig ikke noget. Ingen får lov til at skade dig, min Stiera. Jeg lover dig, at jeg passer på dig," lovede stemmen. Det hjalp ikke. Tårene fortsatte med at springe ud af mine øjne og løbe ned over mine kinder.

Blød pels og stride knurhår gned sig op og ned ad min ryg. Men havde han ikke allerede såret mig? Og var der ikke mere end bare en drøm i den drøm, et budskab af en art? Jeg faldt i søvn med Asks arme lukket om mig og tårene strømmende ned ad mine kinder.

Jeg vågnede kun ganske få timer senere, og solen stod stadig lavt på himlen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...