Skovens ånder

Stiera lever i skoven, hvor hun vogter over en hemmelighed, som hendes mor og alle hendes formødre har vogtet over. Det er dog ikke gået op for Stiera, hvor sjælen hendes evne er, før hun møde den blåøjede Ask.
(Coveret er lavet af alberteholmes. Tak til hende.)

9Likes
16Kommentarer
1165Visninger
AA

1. Mødet med Ask og hans folk

 

Jeg trak tæppet tættere sammen om mine skuldre, imens Safira sprang rundt i det dugvåde græs som en anden kattekilling, og jeg kunne ikke lade være med at smile ad hende. De første fugle var for længst begyndt at synge, solens stråler var begyndte at opsluge duggen og sprede varmen imellem træstammerne.

Jeg vendte mig om og gik ind i min hule. Engang var det også min mors hule og før det min mors mors hule, men nu var mit eneste selvskab Safira. Alting lå præcis, hvor det skulle ligge, og jeg fandt hurtigt nogle æbler og noget tørret kød, Safira og jeg kunne få til morgenmad.

"Safira, der er morgenmad," råbte jeg til den store kat og satte mig ned. Hun var henne ved mig allerede, inden jeg var færdig med at kalde på hende. Hendes store, grønne øjne kiggede bedende på mig.

"Her," lo jeg og kastede en håndfuld tørrede kødstrimler foran hende. Hendes tunge gled hen over min hånd, inden hun begyndte at hugge kødet i sig.

"Safira, du bliver nødt til at blive her." Mine hænder lå oven på den store kats hoved, og vores øjne var begravet i hinanden. "Det ved du også godt, jeg kommer jo hjem igen."

Jeg rejste mig op og begyndte at gå, brisen dansede om mig og fik mit hår til at hvirvle om mit hoved. Jeg strøg en blød, brun hårlok om bag øret. Jeg havde det altid dårlig, når jeg forlod hende. Et kort blik over skulderen viste mig, at den store, sorte kat betragtede mig med hovedet på skrå, indtil jeg forsvandt ud af syne.

Selvom jeg gik tideligt, var jeg først fremme ved den lille landsby efter middag. Markedet myldrede allerede af liv. På hjørnet af en gade stod en gruppe gøglere og lavede løjer, et stort publikum havde stillet sig rundt om dem, og lommetyvene fiskede mønter op ad folks punge.

Boder var der nok af, alle sammen lige tiltrækkende, men en ting skulle overstås før, jeg kunne gå på indkøb. Med albuerne skubbede jeg mig frem imellem de mange mennesker, indtil jeg nåede mit bestemmelsessted. Kun en kunde stod i urtekonens bod, så jeg kom hurtigt til.

"Nå, Stiera, hvad har du så med i dag?" spurgte den ældre kvinde i boden. Jeg viste hende indholdet ad min vadsæk og med lidt diskussion, nåede vi til en pris, vi begge to kunne være tilfredse med. Tredive sølvstykker, i mine hænder svarede det til en mindre formue, selvom det for andre kun ville være en håndøre.

Mine nyerhvervede sølvstykker forsvandt næsten ligeså hurtigt, som de var kommet. En del ting kunne jeg ikke selv finde og nogle ting, kunne jeg ikke bytte mig til i løbet af året, så det blev jeg nødt til at købe.

Brød, grøntsager, frugt, lammekød og stoffer, nåle og tråd var iblandt mine mange indkøb. Mørket var så småt ved at falde på, da jeg endelig havde fundet alt, det jeg skulle have. En kræmmer kom op til mig, da jeg skulle til at forlade den lille landsby.

"Undskyld, frøken?" spurgte han, og jeg stoppede op for at høre, hvad han ville. "Kunne du ikke tænke dig et smukt smykke?"

Mit blik gled hen over de smukke halskæder og armbånd. Men længsel i blikket fortalte jeg ham, at jeg ville elske et sådant smykke, men at min pung var let som fjer. Kræmmeren rakte mig, under store protester fra min side, en sort lædersnøre med tre hvide benperler på. Inden jeg kunne nå at give ham den tilbage, var han forsvundet.

Månen stod højt på himlen, det havde den gjort et stykke tid, men den skjulte sig bag trækronerne. Knæk! Mit hoved fløj baglæns, men der var intet at se. Normalt skræmte skoven mig ikke, uanset hvilke tid på døgnet det var, men nu krævede det mange kræfter at overtale mig selv om, at det bare havde været et dyr.

Mine sanser arbejde på overtid. Øjnene prøvede at se farverne i nattemørket, hvor alting bliver gråt. Næsen skilte fyrretræernes duft fra løvtræernes. Min hørelse ledte efter tegn på, at noget eller nogen befandt sig et sted i mørket.

En pludselig indskydelse opfordrede mig til at dreje af stien, før end jeg gjorde normalt. Skridt for skridt syntes musik at træde tydeligere og tydeligere frem af mørket. Lyden af sang og musik kom først, og bagefter fulgte lugten af røg.

Lysningen kom til syne kort efter. Den var fyldt med dansende mennesker. Nej, ikke mennesker, folk. Den var fyldt med dansende folk. De dansede med hinanden, de lo, og de sang. De dansende folk spredte sig, så en ung mand kom til syne.

"Kom og dans med os," opfordrede han og rakte hånden frem imod mig. Inde i mit hoved opfordrede opstemte stemmer mig til at tage mandens hånd, så det gjorde jeg. Jeg blev en del af den dansende folkemængde, og min latter sluttede sig til de andres klokkeklare stemmer. Musikken smøg sig om mig og pakkede mig i et blødt, magisk tæppe.

Jeg vågnede ved, at nogen kaldte stille på mig: "Vågn op. Det er ti til at vågne nu."

Jeg slog øjnene op. Hele vejen rundt om mig lå mørket som en uigennemtrængelig maske. Mørket hang stadigvæk uden for teltet, men det var lysere end, da jeg kom. Jeg havde kun sagt ja til at blive ganske kort, men mindet om at være gået i gulvet kort før solopgang blev ved med at poppe op i mit hoved.

"Godaften," siger mande, som jeg straks genkender. Det var ham, der inviterede mig til at danse med. Han er høj og lyshåret. Hans blå øjne møder mine, da han fortsætter: "Vil du ikke med ud og have noget at spise?"

Jeg nikkede bare.

"Jeg hedder Ask," siger den lyshårede mand.

"Stiera," hviskede jeg stille og så ned på jorden. Mine kinder blussede op, da han hjalp mig på benene. Hans hånd holdt stadigvæk om min, da han trak mig med ud af teltet. Folkene rundt om os stoppede op, som havde alle bare ventet på at se mig.

Da de havde fået kigget sig mætte i mig, fortsatte de deres gøremål, der fra min synsvinkel ikke gav synderlig meget mening. Mødre gik rundt med deres børn på armen. Piger gik fra det ene telt til det andet. Drenge bar brændeknuder fra den ene side af lejeren, imens andre drenge bar dem til den anden side af lejren. Børn, unge, voksne og gamle mennesker myldrede omkring.

Ask præsenterede mig for en håndfuld af dem. En ældre kvinde, de kaldte Eden, og en blondt kvinde, ved navn Blanca, som gik rundt med en etårig på armen. Jeg gned nervøst armbåndet på mit håndled, imens jeg blev præsenteret for dem alle sammen. Sidst, men ikke mindst, mødte jeg Birk. En lille dreng med krudt i røven og gyldne krøller.

Ask viste mig den brusende flod, der løb en kilometer fra min grotte og på klare nætter kunne høres uafbrudt. Han viste mig et telt, hvor de opbevarede stoffer, et, hvor de opbevarede mad og mange andre. Først da solen skulle til at stå op, kom jeg i tanke om, at jeg skulle hjem til Sifara. Trætheden havde allerede taget bolig i mig, så jeg lovede mig selv at gøre noget ved det som første ting den følgende nat.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...