En Lilje i flor

Når man hedder Lily Evans, er man et helt emne for sig selv. Lily går på troldmands skolen Hogwarts på hendes syvende, og sidste år. Og hvis hun troede at hendes sjette år var hårdt, skal hun tro om igen. At være kærester med en af skolens mest populære drenge, er ikke uden problemer. At være præfekt og mudderblod, er ikke uden problemer. Men at være Lily Evans, som hun havde været hele sit liv, hjalp da heller ikke på problemerne.

Fortsættelsen om Lily Evans' skoleår på Hogwarts.

18Likes
48Kommentarer
6345Visninger
AA

13. Hugtands tænder

Fuldmånen kom, og drengene skulle afsted endnu engang. Lily fulgtes med dem ud denne her gang. Hun var fornærmet over, at de havde glemt hende sidst. De gik ned af deres snørklede stier, og endte ved Slagpoplen.

"Er du sikker?" spurgte James, endnu en gang. Lily nikkede, og Peters rotteskikkelse nåede hen til forfrysningsroden. Han hoppede lidt på den, og med et stod træet stille. Remus og Sirius gik først, med James og Lily bagefter. Peter susede imellem deres fødder, og dukkede op nogle meter foran dem.

"Kom nu!" råbte han, og Sirius og Remus begyndte at gå hurtigere. Lily satte også tempoet op, men James trak i hende, så hun ikke kunne. Hun rystede bare på hovedet, og så de andre langsomt forsvinde. Hende og James gik hånd i hånd langsomt mod det Hylende Hus, og før hun vidste af det, stod de i det. Lily vidste udemærket godt, at det ikke var Englands mest hjemsøgte hus. Hun vidste godt hvad skrigene herinde var fra. Men alligevel fik hun kuldegysninger af at stå derinde. Hun kiggede rundt, de andre var ikke til at se.

"Så har du set huset. Gå hjem!" grinede James. Han var imod, at hun var med. Det var farligt, og hjemturen var heller ikke rar, da Slagpoplen højst sandsynligt ville være i live igen. Han kyssede hende, stadig med hans hånd i hendes. Men han havde knap nok fjernet sine læber fra hendes, da hans hånd blev tvunget ud af Lilys. Han væltede omkuld, med en stor, menneskelignende ulv ovenpå sig. Lily så forfærdet til, imens hun forsøgte at gå tilbage langsomt. En sort hund stod i døren og gøede, og Remus forsvandt fra James igen. Han lå og skar ansigter, da han havde set hvad der var sket. Hele hans overarm var flænset op, som om vareulven havde spist af ham. En dør smækkede i et andet sted, og Sirius stod bagved Lily.

"Få ham op til hospitalsfløjen. Peter og jeg er nødt til at blive her." sagde han lavmælt. Et hyl lød, og Sirius forsvandt hurtigt igen. Lily kiggede ned på James, og tog sin jakke af. Hun havde glemt al form for lægemagi, og kunne kun huske mugglernes tricks. Hun rev et ærme af jakken, og bandt det over såret. Hun fik ham op og stå, lagde armen under ham, og hjalp ham op mod hospitalsfløjen. Vejen virkede normal ikke lang, men når sin kæreste var skadet, og man skulle støtte ham, var der pludselig lang vej.

Da de endelig nåede derop, og Lily fik ham derind, farede madam Pomfrey op.  Hun lagde ham over i en seng bag forhæng, og sagde at Lily skulle vente udenfor. Hun var utilfreds, men overgav sig til sidst, og satte sig ude på gangen. Efter nogle timer, faldte hun i søvn, og lå og drømte om angrebet igen og igen.

Da det blev daggry, og månen var væk, undrede Remus sig over hvor James var, men vidste det så snart han havde set Sirius' ansigtsudtryk. Remus styrtede over mod gangen tilbage til skolen, og både Sirius og Peter sagde ikke noget til det, men fulgte efter. De havde brug for at se, om James var skadet, ligeså meget som Remus havde.

Da de nåede derop, lå Lily og sov. Hun blev ikke vækket, før Sirius gik over og ruskede i hende, og forlangte at få alt af vide. Hun gabte utilfreds, og begyndte at fortælle den smule hun vidste. Lily fik først øje på Remus, da hun rigtig var vågnet op.

"Hvad laver du her?" spurgte hun bekymrende. Remus svarede ikke, men kiggede dog bare i jorden.

"Vi skal derind." sagde Sirius til Lily, som bare rystede på hovedet.

"I går prøvede jeg at gå derind, mindst fire gange. Hun lader ikke nogen komme ind." sagde Lily trist.

"Peter..." sagde Sirius bare, og Peters menneskeform var erstatte af den lille rotte. Sirius vinkede let til Remus, som kom tættere på Lily og Sirius.

"Jeg lånte den." smilede Sirius, og hev usynligheds kappen frem, og smed den over alle fire. Peter sad på skulderen af Sirius. De bukkede sig, og gjorde sig sikker på at man ikke kunne se deres føder, og gik derefter over for at åbne døren. Lily troede i et kort sekund at madam Pomfrey kunne se dem, da hun gik styrtende over imod dem.

"Irreterende Peeves, har jeg ikke sagt..." mumlede hun, da hun gik over for at lukke døren. Hun smækkede den i, og lå ikke mærke til det gisp der kom fra Lily, da hun væltede ind i en seng, og synliggjorde sig selv i et par sekunder. De fik hurtigt viklet usynlighedskappen på igen, og gik over mod hjørnet, hvor et forhæng var trukket for. De gik omme bagved, så madam Pomfrey ikke ville mistænke noget, og trak forhænget fra. James var vågen, og kiggede skræmt på det bevægende forhæng. Da Sirius hev kappen af, udstødte han et gisp. Madam Pomfrey hørte det, og hendes trin kom nærmere og nærmere hospitalssengen. Lily nåede netop at blive trukket under den, da Pomfrey stod på modsatte side, og spurgte om James var okay. Han svarede hurtigt ja, og hun gik igen. Tre ansigter kiggede op over hospitalssengen, og en rotte løb over dynen.

"Hvad laver I her?" hviskede James vredt. Lily skulle til at svare, da hun lå mærke til, at det ikke var til dem alle sammen.

"Se om du er okay." mumlede Remus. James lagde hovedet tilbage i puden, og stirrede op i loftet, dels vredt, dels skuffet.

"Jeg er okay, se at komme ud herfra!" hviskede James igen. Sirius og Lily lagde hovedet på sengekanten, imens Peters lå på den modsatte side. Remus svarede ved at lave himmelvendte øjne. "Hvis nogen finder ud af, at du er herinde under fuldmåne, de vil udvise dig!" hviskede James skuffet. Remus kiggede bare ned i gulvet. Lily og Sirius udvekslede blikke, han havde ret. Remus skulle ud herfra, jo hurtigere, jo bedre. Men de kunne ikke nå at få sagt noget, for døren gik op igen.

"Jeg er her for at se til Potter." lød Dumbledores velkendte stemme.

"Selvfølgelig, over bag forhænget." svarede Pomfrey venligt. Endnu engang kom skridtene nærmere, og denne gang var der ikke mindre panik. Lily sad mast imellem Remus og Sirius under sengen, med Peter som rotte, gemt bag ved dem. Sirius holdte ham fast, så han ikke ville løbe væk. Forhænget blev trukket fra, og de så de mærkelige, snørklede sko, som Dumbledore altid gik i.

"Godmorgen sir." sagde James venligt, og smilede. Dumbledore kiggede på såret, der dækkede det meste af hans venstre arm.

"Remus?" spurgte Dumbledore forsigtigt, og Lily mærkede hvordan Remus flyttede på sig, da han hørte sit navn. Hun kiggede trøstende over mod ham, smilte let, og håbede at han ville retunere smilet. Men det gjorde han ikke.

"Jeg har hørt noget om Lily Evans." begyndte Dumbledore pludselig, "Fin pige, meget klog, som jeg forstår." fortsatte han. Lily sad og kiggede ned i gulvet. Hvorfor skulle de netop snakke om hende? "Hun har en meget kraftig hårfarve, nem at få øje på." afsluttede han. Sirius og Remus kiggede begge på Lily, og lå mærke til at noget af hendes hår stadig lå på sengen. For Lilys vedkommende virkede det som om, at begge drenge lærte karate i løbet af få sekunder, og stod begge og fægtede over Lilys hoved. Hun sad og kiggede på begge drenge, da de lå mærke til, at personen foran begyndte at sætte sig ned på hug. Sirius gjorde tegn til at Peter skulle forvandle sig, og Lily faldte forover, da endnu en person kom frem under sengen. Dumbledore bukkede hovedet, og kiggede på de fire personer, og hævede langsomt en hånd til munden. Han satte pegefingeren for, og rejste sig igen.

"Nå, jeg ville bare se, hvordan du havde det James. God bedring, og held og lykke til de næste kampe." sagde Dumbledore stille, trak forhænget for, og gik. Lily sukkede lettet op, og kunne mærke at de andre også gjorde det.

"Kom snart igen,  professor!" hørte de Pomfrey kalde efter Dumbledore, da han blev færdig med at snakke med hende og havde gået. Lily, Remus, Sirius og Peter dukkede op fra under sengen igen, og kiggede på James, der bare sad og kiggede smilende på Lily.

"Rødhætte..." sagde han, og rystede på hovedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...