En Lilje i flor

Når man hedder Lily Evans, er man et helt emne for sig selv. Lily går på troldmands skolen Hogwarts på hendes syvende, og sidste år. Og hvis hun troede at hendes sjette år var hårdt, skal hun tro om igen. At være kærester med en af skolens mest populære drenge, er ikke uden problemer. At være præfekt og mudderblod, er ikke uden problemer. Men at være Lily Evans, som hun havde været hele sit liv, hjalp da heller ikke på problemerne.

Fortsættelsen om Lily Evans' skoleår på Hogwarts.

18Likes
48Kommentarer
6579Visninger
AA

31. Epilog

James og Sirius sad igen og snakkede om Quidditch. Emnet kørte i ring, de fik næsten ingen information af vide omkring det. De sad på gulvet, i et stort, hvidt rum. Stort var ikke godt nok, enormt, kollosalt rum. Lily smed sig bagover, og væltede ind i en gammel dame. James og Sirius grinede af hende. Hun satte sig op, og kiggede imellem dem. Det var der, de dukkede op. Når man døde, dukkede man op i det blå. Eller hvide, for den sags skyld. En pige, ikke mere end 16 år, kiggede forvirret rundt, og brød sammen, så snart et familiemedlem kom over til hende. Flere og flere unge dukkede op, nogle ned til 12 års alderen. De fleste fulgte efter pigen, kiggede rundt, så og brød sammen. Pånær en enkelt person. En rødhåret, ranglet dreng stod i midten af det hele, og kiggede rundt. Sirius vendte sig om, og rejste sig, så snart han så drengen. Han gik over mod ham, og snakkede med ham. James og Lily kiggede på hinanden, og rejste sig, for at tage imod drengen. Sirius kom tættere og tættere på, grinende sammen med ham. Lily smilte venligt.

"Fred Weasley, Lily og James." sagde Sirius. Lily farede hen og omfavnede drengen, så snart hun hørte hans navn. Sirius, Dumbledore og alle de andre der havde den mindste forbindelse med Harry, havde fortalt om Ron. Ron Weasley.

"Lily, lad nu vær' med at kvæle ham." grinede James, og Fred grinede med. Hun gav slip på drengen, og holdte ham i skulderne et kort øjeblik, før hun gav slip. Han lignede ikke den slags Weasley, Lily havde forestillet sig. Mon Harry var ligeså anderledes?

"Hey, hvordan går det med forretningen?" spurgte Sirius. Lily rystede bare på hovedet. Sirius havde det med at glemme, at folk lige var blevet døde.

"Fint." smilede Fred stolt. Lily og James kiggede undrende på hinanden.

"Spøg og skæmt butik. De to er geniale!" udbrød Sirius, men blev afbrudt af Fred, som stod med et fuldstændig anderledes ansigtsudtryk.

"Er det?" spurgte han, og de kiggede alle i retningen, som Fred kiggede i. En lille, pink-håret kvinde stod, og kiggede rundt. Hendes blik stoppede, da hun kiggede over mod Lily og de andre. Hun skulle til at bryde sammen, da Sirius løb hen efter hende.

"Kan I ikke sende bud efter Ted Tonks?" spurgte Fred, og fulgte efter Sirius, som stod og omfavnede kvinden. Lily og James kiggede på hinanden, rettede deres tryllestave ud, og fra begge sprang der en kronhjort og en då.  De begyndte at gå hen imod Sirius og Fred. Kvinden hulkede højlydt, og Lily kunne ikke lade vær med at undre sig. Var hun blevet farveblind, eller var kvindens hår lige blevet brunt og trist?

"Det her er Tonks." smilede Sirius sørgmodigt, da de kom over til dem. Hun smilte svagt til dem, begravet i Sirius' ærme, da en stor mand kom løbende over mod dem med en kronhjort bag sig. Tonks brød sammen, og manden omfavnede hende tæt ind til sig.

"Vi navngav ham efter dig." smilede Tonks, da hun hev sig fra hendes fars greb. Hun vendte sig om og smilede til de andre. Hun ville til at sige noget, men endnu engang brød hun sammen. Hun løb ind imellem Sirius og Lily, og over til den velkendte mand, som lukkede armene om hende, så snart hun var kommet over til ham. Hans ansigt var endnu mere arret, end Lily huskede det. Den brune kappe, havde endnu flere lapper. James begyndte langsomt at gå over imod ham, med sin hånd i Lilys, og Sirius fulgte efter. Tonks hulkede endnu mere end før, imens hun knugede sig ind til Remus. Selv Lily kunne ikke holde tårerne tilbage, da de langsomt gik over mod dem. James og Sirius virkede mærkelig kølige, og nøjes med at kigge sørgmodigt på dem, indtil at Tonks stilte sig på tæer, og kyssede Remus. James og Sirius kiggede kort på hinanden, og gav sig til at hyle ulvehylet, de så tit havde brugt på Lily og James. Lily slog dem begge i maven.

"I opfører jer som pattebørn." sagde hun, da Remus og Tonks kiggede over mod dem. Hun slap James' hånd, og kastede sig om halsen på Remus.

"Harry har det-" begyndte han, men Lily fik nok.

"Glem Harry, bare i to minutter, okay?" smilede hun, og stilte sig tilbage. Både Sirius og James omfavnede Remus, da Ted og Fred kom over igen.

"Vi har navngivet-" begyndte Remus, da han så Ted, men endnu engang blev han afbrudt.

"Jeg ved det, Dora har fortalt det." smilede han. Lily kiggede undrende på både Sirius og James, som havde et smil over ansigtet. Remus fik øje på det, og grinede.

"De er desværre altid sådan." hviskede han til Tonks, som grinede, imens hun knugede sig ind til Remus.

"Så er der kun dig tilbage, Køter." grinede James højt.

"Selvom vi ikke gider Ormehale længere, må han da tælle, ikke?" spurgte Sirius irreterret.

"Vent, Køter og Ormehale?" spurgte Fred, og de grinede alle. Men Sirius' grin forsvandt hurtigt igen, imens han stirrede et sted imellem Ted Tonks og Remus. Han vendte langsomt hovedet over mod Lily, som stadig stod med smilet på læberne.

"Lily," hviskede han langsomt, "Jeg er ked af det." sagde han, og kiggede frem på punktet igen. Lily fulgte blikket, ligesom resten af flokken, og fik øje på den ranglede person. Hans blege hud, så ud til at falde i ét med omgivelserne, hvis ikke det var fordi, at hans sorte, altid-fedtede hår, rammede hans ansigt, hvis ikke han altid sorte kapper og klæder, dækkede hver en centimeter af kroppen. Hun kiggede på hendes bedste ven, den eneste der virkede til at forstå hende, når andre ikke gjorde. Den person hun savnede så inderligt, men håbede på at han først ville dukke op, når der var gået mere tid. Mere tid end der var gået nu. Hun mærkede tårerne presse på, hun kunne næsten ikke se. Hun hørte Tonks hviske noget, men hun gad ikke at høre efter, idét hun gik over mod Severus. Han fik øje på hende, og kiggede bare på hende, imens hun kom tættere og tættere på. Hun stoppede en meter foran ham, og hævede hånden. Hun så, at Severus ville sige noget, men hun førte langsomt hånden hen mod hans bryst. Hun ville ikke tro det, han kunne ikke være her. Hun så syner, og hun troede på alt dette, indtil at hendes hånd blev stoppet af de sorte gevandter. Hun brød sammen, og knugede sig ind til ham, ligeglad hvad folk ville tænke. Der gik lidt tid, før Severus nåede at opfange hvad der skete, før han lukkede sine arme om hende.

"Undskyld." mumlede han. "Undskyld.". Ordet kørte i ring, imens Lily følte at hendes verden braste sammen. Hun trak sig væk, for at sige det, hun altid har villet sig til ham.

"Vi skylder dig," begyndte hun hulkende, imens hun så ind i de grå øjne, "Alting." græd hun, imens hun kastede sig om halsen på ham, og græd videre. Hun havde brug for det, brug for at komme af med det hun havde følt i så lang tid.

"Men," mumlede han, men blev stoppet. Lily kiggede op, mod ansigtet, mod kroppen, der lige havde lagt en trøstende hånd på hendes skulder.

"Tak." mumlede James smilende. Hans øjne var blanke, men han kiggede ikke mod Lily, men mod Severus. Severus kiggede fra James, over til flokken der stod og diskuterede om de burde gøre det. Lily og James, af alle mennesker, Harry Potters forældre, rendte rundt med en Dødsgardist, endda en fra de inderste kredse.

"Sirius er nok igang med at pynte Dumbledores historie lidt op." grinede Lily, da hun kiggede tilbage. Dumbledore havde fortalt alt om Severus, og hans beskyttelse overfor Harry. Alt han havde sagt, alt han havde gjort mod Harry, godt og ondt. Hun tog Severus i hånden, og begyndte at gå over mod dem. James gik ved siden af, med en hånd på hendes skulder. Den lille, lyseblå då dukkede op ved siden af Ted Tonks, og vidergav beskeden om Tonks. De vidste ikke hvad de ville forvente, da de kom derover, men at møde en flok smilende ansigter, imens de kom nærmere og nærmere, var et håb. De forventede ikke, at Sirius igen og igen ville mumle "tak", de forventede ikke at Tonks ville blive følelsesladet igen, og undskylde for alle de ting hun havde sagt. Men de forventede at Severus ville blive hos dem. De forventede, at han ville fortælle alt hvad han havde lavet, imens Lily og James ikke havde været der. De forventede at han tog imod dem, som den familie, han ikke havde fået. De forventede også, at han ikke ville tro dem, når de sagde, at de skyldte ham alt. Og det gjorde han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...