En Lilje i flor

Når man hedder Lily Evans, er man et helt emne for sig selv. Lily går på troldmands skolen Hogwarts på hendes syvende, og sidste år. Og hvis hun troede at hendes sjette år var hårdt, skal hun tro om igen. At være kærester med en af skolens mest populære drenge, er ikke uden problemer. At være præfekt og mudderblod, er ikke uden problemer. Men at være Lily Evans, som hun havde været hele sit liv, hjalp da heller ikke på problemerne.

Fortsættelsen om Lily Evans' skoleår på Hogwarts.

18Likes
48Kommentarer
6496Visninger
AA

5. Chokolade til Hugtand

Lily var tæt på at grine, da Remus klagede over ikke at være med til Schnobbevoms selskab. Han følte sig værdig nok, han var klogere end de fleste. Lily genkendte samtalen. Severus havde klaget over nøjagtig det samme i eliksir timerne, for noget tid siden.

"Et par dage, og så skal du klare dig selv!" råbte Sirius, og kastede en pude i hovedet på James. James samlede puden op, og kastede den tilbage mod Sirius.

Og ganske rigtigt, to dage efter, forsvandt drengene til aftensmaden. Melody var forvirret, da hun havde set at Lily spiste alene igen. Hun satte sig ved siden af hende, og Lynn og Feria skyndte sig efter hende, og satte sig foran dem.

"Ved du hvor Remus er?" hviskede Mel. Hun kiggede bekymrende på Lily.

"Nej." svarede Lily smilende. "Men de plejer jo at være væk i nogle dage. Det er da ikke så stor en overraskelse." fortsatte hun, og kiggede rundt på pigerne omkring hende. Havde hun sagt noget forkert? Lynn og Feria delte blikke, og kiggede derefter over på Melody.

"Så du ved heller ikke hvor James er?" spurgte Feria.

"Nej." smilede hun til dem. Helt ærligt, hun vidste ikke hvor de var. Men Lilys valgmuligheder var langt mere begrænset, end deres var. Det Hylende Hus eller Den Forbudte Skov, nær Slagpoplen. Hun rejste sig fra bordet, smilede en ekstra gang til dem, inden hun gik op mod opholdstuen. Hun blev stoppet flere gange. Der var vejledere, som havde glemt deres kodeord. Men der var ligeså mange der ville vide hvor James var. Han var trods alt præfekt, han kunne da ikke bare forsvinde? Og uden at fortælle hans med-præfekt og kæreste noget. Lily måtte hører på en masse Lily/James pjat. Nogle mente endda, at det var Lilys skyld, at de var forsvundet. Lily kunne hverken be- eller afkræfte det. Folk ville jo tro at Lily vidste noget, og så ville alle først gå amok.

"Du ved altså overhovedet ikke hvor James er?" spurgte Melody en dag i sovesalen. Lynn og Feria var der ikke, for en gangs skyld. De tre gik konstant sammen. Lily var begyndt at synes, at det var irreterrende, men skød hurtigt den følelse væk igen. Hun gik konstant med James.

"Nej, jeg ved det altså ikke." svarede Lily, for tredje gang.

"Ved du hvornår de kommer tilbage?" spurgte hun så igen.

Der var to slags mennesker i verden. Dem man kan åbenlyst lyve overfor, og de vil aldrig fatte mistanke. Og der er dem man ikke kan lyve overfor, da de altid vil finde ud af det. Melody var en del af de sidstnævnte.

"Jeg vil gætte på imorgen." sagde Lily lavt. Melody begyndte langsomt at kigge skuffet på Lily. Hun havde gennemskuet hende.

"Du ved altså, hvad de laver derude." sagde hun stille, næsten hviskende. Men man kunne nemt høre skuffelsen i hendes stemme. Lily overvejede, hvad hun skulle sige. Hun vidste jo ikke, hvad de lavede lige nu, lige i dette øjeblik. Men Melody ville bare spørge videre, og så alligevel finde ud af det, og derfor bliver sur på Lily, hvilket Lily ikke havde brug for.

"Jeg ved hvorfor." svarede Lily stille, absolut ingen måtte høre det, udover Melody. "Men jeg må under ingen omstændigheder afsløre noget som helst.". Sådan. Nu vidste Melody sandheden, selvom der ikke var meget at tag af.

"Bare sig mig, om Remus er okay." sagde Melody til sidst. Selvfølgelig. Hele samtalen har gået ud på at finde ud af noget om Remus.

"Det ved jeg ikke, han kan jo være gået ind i et træ eller noget." svarede Lily undrende. Hun vidste jo udemærket godt at Remus ikke var okay. Det havde han selv sagt. Det gjorde ondt, men man vænnede sig til det. Melody begyndte at gå over til Lily, som stod op af sin seng.

"Øhm..." begyndte hun, "Jeg ville endelig bare spørge dig om noget." sagde hun stille, helt forandret i forhold til hendes stemme for 10 sekunder siden.

"Selvfølgelig!" sagde Lily. Hun vidste ikke om hun skulle være forlegen, eller noget.

"Det er ikke for at være stalker-agtig, men..." begyndte Melody, "Jeg har det her... Chokolade?". Hun stirrede i Lilys øjne, på en tøset måde, så Lily vidste hvor det her ville ende.

"Og jeg tænkte på om du kunne give Remus det?" sagde Melody, og ventede spændt på Lilys svar. "Altså, fra en anonym beundrer, selvfølgelig." sagde hun, da hun havde set Lilys forvirring.

"Jeg ved ikke..." begyndte Lily. Drengene var hendes drenge. Ikke Melodys. Desuden har Melody altid kunnet lide Sirius, ikke Remus.

"Kom nu! Jeg lover, det er det eneste du skal gøre!" plagede Melody. Hun hoppede næsten i håb om, at Lily ville sige ja.

"Fint." sagde Lily modvilligt. Melody skulle vide, at det her ikke var frivilligt. Melody krammede Lily, og gik over til hendes taske, og begyndte at rode den igennem,

"Bare giv ham det, næste gang du ser ham. Det behøver ikke at være noget stort. Bare sig at det er fra en hemmelig beundrer!" sagde hun, næsten hun vejrtrækninger. Lily nøjes med at nikke, og fik stukket chokoladen i sine hænder. Hun skulle give Remus chokolade. Fra en hemmelig beundrer. Sandsynligvis foran Sirius og Peter. Og hendes kæreste-men-alligevel-ikke-kæreste. Det kan da umuligt gå galt, tænkte hun sarkastisk, da hun fulgtes med Melody ned til opholdstuen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...