Lira af Lavor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2012
  • Opdateret: 9 nov. 2016
  • Status: Igang
Lira er en sød, glad og elskelig prinsesse med en bekymringsløs hverdag i landet Maraialand, men en nat vender hendes lykke brat. Slottet bliver indtaget af nogle forfærdelige væsner og af deres onde glædesssugende hersker, Firalia. Liras far og mor - droningen og kongen - dør og hele Maraialand bliver indtaget af onde kræfter, som det nu er op til Lira at overvinde. Kampen om overlevelse og overvindelse bliver hård for Lira, som har intet tilbage at miste...

Den første bog i historien om Lira af Lavor er færdig og her kan du kunne læse de første 10 kapitler. Imens er jeg igang med redigering og finpudsning

7Likes
3Kommentarer
1620Visninger
AA

24. Hjem

Jodt tog sig til maven så snart de var nået ud af borgen og Lira lagde hurtigt hans arm om hendes skulder, så han havde en at støtte sig til. Det var ukendt magi og ingen vidste hvad den gjorde ved ham.

 
"Hvordan kommer vi hjem?" 
Lira kiggede rundt og så kun en af dragerne fra før. Den var færdig med at spise og kiggede lige på Jodt og Lira. Så begyndte den at gå imod dem. Gad vide om den også var trænet til at tage dem tilbage igen?


"Kan du flyve igen? Hvis du sidder foran mig og jeg holder dig fast?" 


Jodt nikkede.

Med besvær fik Jodt kastet sig op på den iltre drage og lige inden den lettede sprang Lira op. Den satte i gang med et par kæmpe vingeslag og den var hurtigt oppe i luften og på vej fremad i en frygtindgydende fart.

 
Jodt stønnede smertefuldt for hvert slag den gav. Lira ville ønske hun kunne hjælpe ham. Men hun  var magtesløs overfor magi.

Alt hun kunne finde, der havde hjulpet hende når hun havde ondt da hun var lille, var når hendes mor gav hende et kys på panden og aede hende der hvor det gjorde ondt. Det virkede næsten som magi dengang. 


Lira lænede sig en smule mere frem og kyssede Jodt på kinden og strøg ham så blidt på hans arm med den ene hånd hun havde om ham. Selvom Lira ikke havde brugt magi blev Jodts støn mindre og færre med det samme. 


"Det føles varmt igen." Sagde Jodt foran hende og klemte hendes hænder om sig i et kram.

Lira smilede og lagde hovedet på Jodts ryg. Om det var varmen fra Lira eller bare fordi effekten af slaget var drevet over vidste hun ikke.

 

De kom ufatteligt hurtigt over landet og efter en dag på dragens ryg nåede de en by, der var en halv dags ridt fra slottet. Dragen sank til jorden på en mark og spurtede på sine korte ben i den modsatte retning af stien foran dem.

På stien stod to heste. De gik hen til dem og under den ene stigbøjlerem var der stukket en seddel ind. 

 

Til Lira og Jodt 

Hvis I finder disse heste kan i frit tage dem og ride derhen I vil. Der vil også være nogle i næste by I kan tage. 
I håbet om, at I stadig er i live. 

Patik

 

Lira trykkede noten mod sit bryst og hviskede:

"Det er vi. Vi er i live." 

 

Den sidste rejse hjem var rar og uden flere forhindringer. 

I starten/slutningen af dagen nåede de byen og de kunne se byporten længere fremme og slottet i horisonten.

Da de nåede porten, stoppede den ene vagt op og gik hastigt nærmere. Han råbte derefter af en anden vagt, der kom løbende i en fart. Liras hjerte slog med det samme hurtigere. Kunne de ikke kende hende? Var byen forandret? Hvad ville de gøre ved hende eller Jodt?

Men ikke før hun nåede at tænke disse tanker, kastede de to soldater sig på knæ på hver side af hende og indbød armen til, at hun kunne ride igennem porten.

På den anden side af porten, blev hun mødt af tumult og begejstrede råb og jo længere de nåede op ad gaden, jo flere var der.


Lira kiggede forvirret omkring og så på Jodt, der overraskende nok havde et stort smil på hans ansigt.


”Hvad griner du dog af?”

Men Jodt smilede bare om muligt endnu mere og svarede:

”Lira! De hylder dig! Deres helt er vendt hjem!”


Lira kiggede igen rundt og hun hvad hun ikke så før var blomster i alle farver overalt, gardiner, der blev trukket fra og enslydende hyldestsange.


"Men Firalia er jo stadig derude."

Lira var forvirret og følte det falske håb hun havde plantet i byens befolkning ved at vende hjem.


Jodt ignorerede det tilsyneladende og begyndte at tale højt ud over folkemængden, som langsomt stemmede i. Hun hørte ordene:

”Må hun vokse op til sin tid og vogte over det store Maraialand. Giv hende styrken og hjertet til at holde godheden i Maraialand.” Ordene, der var sagt ved hendes fødsel. De fortsatte. Hun forstod det nu. Til sidst emmede det ud og efter noget tid, var der fuldkommen stilhed. De afventede hvad deres dronning ville sige.
 Lira vendte sin hest og talte så højt hun kunne:

”Kampen er endnu ikke slut! Den er kun lige startet. I må være stærke når svære tider snart kommer. Vi må gøre alt hvad vi kan for at Maraialand består. For at godheden i Maraialand altid vil være stærkere end frygten, hadet og Firalia. Kongeriget Marialand og dets folk længe leve!”

Hun slog hånden ud. Alle jublede så meget, at hestene dansede på stedet. Det emmede af kampgejst over hele byen. 

Solen skinnede og folkene var kommet så hurtigt til, at man skulle tro, at det var vinden, der havde sendt buddet om Liras ankomst. Alle var samlet for at hylde dronningen.

Jodt og Lira red langsomt side om side op gennem byen og gaden. Det var umuligt at komme hurtigere frem, for på alle sider, var der folk, der kyssede både Jodts og Liras fødder og folk der rakte hende blomster og trykkede dem i hånden. Folk ledte dem op igennem byen og først da de nåede slottets store låge, var de alene igen.


”Hold da op,” sagde de i munden på hinanden og smilede. Sammen red de ind. Lira lidt foran Jodt.

Lira stod af hesten ved den store dør og tog fat i håndtaget. Sidste gang hun havde været her, var da hun en tidlig morgen, var taget afsted på den lange rejse. Med en indånding, trykkede hun det gamle, guldbelagte håndtag ned og gik indenfor.

Alt herinde var støvet og der var lagt store klæder over nogle af tingene. Der var helt tomt.

Hun gik stille op af den store marmortrappe der skiltes i to. Hun gik til højre og op mod hendes forældres soveværelse. Her var lige så tomt, som i resten af huset og det store rum skreg næsten af tomhed.

De store gardiner og himmelsengen var i forfald og der lugtede og af indelukkethed og støv. Ingen havde været derinde siden den nat. Hun lukkede øjnene og så for sig sin mor og far. Hun sukkede og vendte om og gik i retning af køkkenet.

Hun fortsatte ned gennem slottet og stoppede en enkelt gang op inden hun trådte ind af døren til det lille køkken, der havde tilhørt tjenestefolkene. Hun vidste ikke hvad hun havde forventet. Måske en tjenestepige med hænderne fulde løbe forbi hende eller en svedig mand, der sad ved bordet eller en miavende kat eller Sveras stemme ovre fra en gryde, der råbte hende an. Men intet kom. Der var rungende stille.

Bag hende kunne hun høre døren åbne og få sekunder efter, mærkede hun en stærk hånd ligge sig på skulderen af hende. Hun vendte sig om og så op i Jodts øjne:

”Kom.”

Hun fulgte villigt, men nedslået med ud til hestene og fulgte Jodt hele vejen til et lille hus.

Her stoppede han op og gled ned af hesten. Med tøjlerne i hånden kiggede han på  huset og stod stille et øjeblik.

”Det er her jeg bor.”

Han sagde ikke mere, men gik ind i huset. Lira havde aldrig før set Jodts hus. Hun fulgte efter ham ind af en lille trædør.

”Jodt! Jodt min dreng!”

Jodts mor havde vendt sig fra en køkkendisk og var nu i løb imod Jodt. De omfavnende hinanden længe. Det stak i hjertet på Lira og hun havde mest lyst til at vende om og ud. Men lige inden hun havde besluttet sig for at liste ud, sagde Jodt:

”Mor. Det her er Lira af Lavor.”

Han vendte sig mod Lira og gav hende et lille smil, mens hans mor slog hænderne sammen og udbrød:

”Ja selvfølgelig! Selvfølgelig er det Lira af Lavor. Kom her!”

Og i ét, blev hun trukket med ind i et kram.

”Mor? Ej mor. Det, det kan du da ikke…”

Jodt vidste tydeligvis ikke hvad han skulle sige, men hans mor afbrød ham og sagde:

”Pjat med dig Jodt. Jeg er sikker på det er lige hvad sådan en ung pige har brug for, efter at have mistet både det ene og det andet. Du vil bare ikke overlade din mor til nogen anden, men du har fået hvad du kom for.”

Hun slog en hånd ud i luften efter ham og grinede lidt til ham.

”Ikke sandt?” Jodts mor aede hende fast, men kræligt på armen og Lira nikkede lidt genert.

”Ja, det er ikke meget, men det her er hjem for mig.”

Jodt smilede skævt og glanede til Lira.

Hun var ikke et sekund i tvivl om hvad hun mente om det ydmyge hus. Hun smilede og sagde:

”Det er perfekt.”

Hun var først blevet overrumplet over åbenheden fra en komplet fremmed, men så mærkede hun det hele. En familie og et hjem, en tryghed lige her, som hun ikke havde haft i 2 år nu.

Jodts mor trak hende ind i endnu et kram.

Lira gengældte krammet og tårene strømmede ned af hendes kinder og  gjorde Jodts mors skulder helt våd.

Hun havde aldrig følt sig mere hjemme end hun gjorde nu.

”Ja bare ud med det min pige. Det er okay det hele nu.”

 

”Jodt?”

Alle tre vendte sig mod den lille dør i den anden ende af huset. Her stod Jodts far helt stille med åben mund. Han havde en økse og et læs brænde i hver sin hånd og langsomt gled de ud af hånden på ham. Det ramte jorden med et klonk, hvorefter han gentog sine ord, som var det forrige ikke sket og han ikke kunne tro sine egne øjne:

”Jodt.”

Han tog sig til hovedet og strøg sig over øjnene, indtil hans hånd endte med at omfavne hans hage.

”Far. Åh far.”

Han gik hastigt mod hans far der tog ham i sine arme og løftede ham fra jorden, som var han større og stærkere end sin ellers næsten voksne søn. Ved siden af tog Jodts mor Lira i hånden, klappede hende på håndryggen med den anden og smilede varmt og kærligt.

”Tak for at have bragt vores søn tilbage i live min pige. Det betyder  så meget. Jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde vil kunne give det tilbage.”

”Det var nu ikke mig, frue. Det var Jodt. På denne rejse viste han mig, at lys altid kan blive fundet i selv de mørkeste tider hvis

bare nogle husker at tænde det.” Sagde hun, mens hun betragtede den omslyngede far og søn og tænkte så tilbage på den rejse hun havde været igennem.

Jodts mor kiggede undrende på hende inden hun igen lod blikket hvile på Jodt og faren.

”Han er en for sig min Jodt”

Lira kiggede hurtigt på hende og igen på klyngen, da hun så det var der hun kiggede hen.

”Ja. Ja det er han.”

Hvad Lira ikke opdagede, var, at Jodts mor havde flyttet blikket tilbage på pigen og rystede på hovedet. Hun var faldet for en simpel arbejdsknægt og han for en dronning. Ville det være lige så nemt at elske hinanden når de var tilbage til rig og fattig?

 

Ja og sådan levede de jo slet ikke lykkeligt til deres ende. Endnu i hvert fald.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...