Lira af Lavor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2012
  • Opdateret: 9 nov. 2016
  • Status: Igang
Lira er en sød, glad og elskelig prinsesse med en bekymringsløs hverdag i landet Maraialand, men en nat vender hendes lykke brat. Slottet bliver indtaget af nogle forfærdelige væsner og af deres onde glædesssugende hersker, Firalia. Liras far og mor - droningen og kongen - dør og hele Maraialand bliver indtaget af onde kræfter, som det nu er op til Lira at overvinde. Kampen om overlevelse og overvindelse bliver hård for Lira, som har intet tilbage at miste...

Den første bog i historien om Lira af Lavor er færdig og her kan du kunne læse de første 10 kapitler. Imens er jeg igang med redigering og finpudsning

7Likes
3Kommentarer
1632Visninger
AA

9. 9. Gæsternes velkomst

 

Hun trådte ud på trappen og for enden stod Vastall og to tjenere klædt i sort og hvidt. Gården havde forvandlet sig på de timer hun havde været væk og der var nu pletfrit og lys i alle lysestager.
Da Vastall hørte hendes skridt, vendte han sig i et sus rundt og ved synet af hende slog han hænderne sammen og udstødte:” Orjojoj-joj!”
Så løb han med sine stive, gamle ben imod hende og tog hendes hånd ned af trappen.
Lira grinte af ham, men tog hans hånd og lod ham føre hende ned.
”De er lige på trapperne de unge mænd og resten af gæsterne.”
Det havde Vastall ret i. De havde ikke stået længe i hallen, inden det væltede ind med fruer og herrer fra hele landet. Vastall og Lira hilste pænt på dem alle og mange blev overraskede, næsten overvældede over at se dronningen til festen. Nogle hilste overstrømmende på hende, andre overdrevet høfligt, mens andre kun nødigt bukkede for hende.

En af de sidste, der ankom var en ældre herre med spadserstok og stort skæg. Han havde en sort hat på og gik med næsen i sky. Hans første kommentar ved synet af Lira var: ”Jamen dog! Er det ikke den lille prinsesse?”
”Hendes navn er Lira af Lavor og nu er hun dronning. Det ved De udmærket Ludwig.” Vastall havde en pludselig hårdhed, der ikke hørtes tit i hans stemme.
”Hm-hm. Ja og hun er vel flygtet hertil i skjul efter hendes forældres død. Nårh ja hun virkede nu også lidt svag. Sådan som hun begik sig med pøblen og kastede skam og beskidthed over hendes ellers fornuftige, lidt svage forældres ære. Stakkels dem. Tænk hvis de havde vidst hvem de overgav deres lykkelige land til. Se hvor vi nu er.” Han kiggede nedværdigende på hende, løftede på hatten og forsvandt så ind i salen, inden Vastall kunne svare og de næste gæster kom ind af døren.
Vastall klemte diskret hendes arm som støtte, men hun kunne alligevel ikke lade være med at blive påvirket af den så åbenlyse afsky for hende og nævnelsen af hendes forældre og hun følte skyld over de, der blev så glade for at se hende.

Men endelig var velkomsten overstået og de kunne gå ind i den store sal, som også var storslået pyntet op.
Der blev kaldt til bords og Vastall trak stolen ud for Lira, inden han selv satte sig, hvorefter resten af forsamlingen satte sig.
Forretten blev sat på bordet og Vastall klinkede til sit krystalglas. Den gamle forvirrede mand blev med ét myndig og rolig.
”Velkommen. Velkommen alle. Jeg ved, at vi er en mindre samling i år og jeg er umådelig glad for jer, der er dukket op og endnu ser nogenlunde tilfredse ud, men jeg synes nu alligevel, at vi i disse tider skal holde et øjebliks stilhed for landet og for vores medborgere, der ikke kunne være her i dag som følge af Firalias hersken.”
Der var helt, helt stille i et minut. Selv de få børn, der var med, var stille og stemningen var nærmest magisk. Alles tanker lod til at gå til de ramte familier og folk overgav sig, trods feststemningen til et melankolsk og trist humør. Det dirrede næsten i Lira for at komme ud og hjælpe landet og hun fik en lyst til at forlade bordet. Hun borede neglene ind i håndfladen, indtil Vastall endelig brød stilheden igen.
”Og i disse tanker, ville jeg undre mig hvis ikke nogen fik dronning Lira i sine tanker.” Lira kiggede op på Vastall. Hvad havde han gang i? Var det ikke slemt nok allerede?
”Og jeg vil, for at undgå flere bebrejdelser eller direkte grov opførsel…” hans blik faldt rundt i salen og han fastholdte enkelte blikke i få sekunder. ”… gøre det klart og meddele, at Lira har, i sin kamp mod Firalia og hendes hær, opsøgt mig til at kunne hjælpe hende over nordbjergene.” Der hørtes gisp enkelte steder og andre rystede på hovedet.
”Stille. Stille. Hvad Lira af Lavor skal og vil gøre på den anden side ved ingen. At sende en så ung og sårbar kvinde afsted er livstruende og det er ikke uden betænkelser, at jeg ikke har nægtet hende denne rejse. Men dronning Lira er gjort af et fast stof og intet er mere vigtig for hende end hendes land og hendes folk. Det har jeg altid vidst og det ved jeg også nu og det bør I alle vide. Jeg har derfor indvilget i at hjælpe hende så godt på vej som jeg overhovedet kan. Jeg har af samme grund inviteret riddere her til gården i aften, for at vise deres værd til bedst at beskytte vores dronning og hjælpe hende på hendes mission.
De unge riddere vil dyste i forskellige discipliner aftenen igennem og Lira vil sidst på aftenen træffe sit valg og offentliggøre det.
Nu synes jeg vi skal hylde vores dronning og ønske hende held på rejsen og derefter sætte tænderne i denne veltilberedte forret. Længe leve Kongeriget Maraialand og dets folk. Må du sejre.” Vastall og resten af salen rejste sig, lagde hånden over brystet, hævede deres glas højt og alles øjne hvilede på Lira. Rundt omkring var begejstrede tilråb mens andre lod til at skulle have mere overtalelse.

Under hele forretten fik hun kommentarer rundt omkring: ”Det er en selvmordsmission. Red dog Dem selv i stedet.” ”Jeg vidste De var gjort af et stærkt stof, det vidste man allerede den dag du blev født.” ”Hvad kan en tøs som Dem dog gøre?” eller ”De er en rigtig dronning! Må lyset skinne på dig og være med dig.”
Krigshyldestordene kom også igen flere steder fra og de skålede med og for hende. Andre kyssede hende på hånden eller endda knælede og kyssede hendes fødder.
Hun havde kun set lignede ske, når hendes far havde givet nåde til folk, der ellers skulle henrettes eller hvor han havde hjulpet storfamilier med børn, der havde svært ved at overleve pga. sygdom og hunger.
Det var næsten for meget for hende og hun havde lyst til at forlade bordet, men lige inden hun havde besluttet sig for at rejse sig, blev der kaldt til den første dyst mellem ridderne.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...