Lira af Lavor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2012
  • Opdateret: 9 nov. 2016
  • Status: Igang
Lira er en sød, glad og elskelig prinsesse med en bekymringsløs hverdag i landet Maraialand, men en nat vender hendes lykke brat. Slottet bliver indtaget af nogle forfærdelige væsner og af deres onde glædesssugende hersker, Firalia. Liras far og mor - droningen og kongen - dør og hele Maraialand bliver indtaget af onde kræfter, som det nu er op til Lira at overvinde. Kampen om overlevelse og overvindelse bliver hård for Lira, som har intet tilbage at miste...

Den første bog i historien om Lira af Lavor er færdig og her kan du kunne læse de første 10 kapitler. Imens er jeg igang med redigering og finpudsning

7Likes
3Kommentarer
1735Visninger
AA

7. 7. Vastalls gård

 

Lira vågnede næste morgen mere veludhvilet end hun havde følt sig i lang tid. Hun satte sig op i den store bløde seng, slog tæppet til side og satte sig på kanten af sengen. Så strakte hun sig og gned sig lidt i øjnene.
Hun gik over gulvet og slog de lange, tunge gardiner til side. Der var udsigt til bjerge, der var sået til med alt fra oliven til vin og afgræsningsmarker. Synet var dog ikke helt som Lira huskede det. Hvis ikke hun tog meget fejl, kunne hun nogle steder se afbrændte og afsodede områder, samt høje tårne, hvori man kunne skimte sorte prikker, der måtte være mænd.
Bag hende kunne hun høre en let banken på døren, hvorefter den gik op. Lira vendte hovedet og så en ung tjenestepige komme ind med en kjole slynget over armen. Hun vendte sig igen mod vinduet og spurgte: ”Godmorgen. Ved du hvad de tårne skal gøre godt for?”
Lira kunne næsten høre tjenestepigens forbløffelse over at blive kaldt ved ’du’ og blive sagt godmorgen til. Selvom Vastall var en flink herre, behandlede han dog stadig, som de fleste, sine tjenere som lavere hieraki.
”Det er Firalias hære. De holder øje med området. Der kommer lige så stille og roligt flere og flere, så folk ikke bemærker det, men hvis de spørger mig, så går der ikke længe før de har indtaget hele norden. Det er jeg sikker på. Hvem ved hvordan det så vil være at være uden for gården?”
Lira vidste med det samme, at tjenestepigen havde fortalt hende mere, end hvis det var enhver af de andre af hendes stand, der havde spurgt.
Da Lira vendte sig om mod pigen, stod hun i tankerne, med kjolen slynget hen over armen. Hun livede op og sagde: ”Herren sendte mig op med noget tøj.”
Lira fik børstet sit hår og iførte sig kjolen, der var grågrøn og med lædersnørrere spændt over livet.
Så skyndte hun sig nedenunder og mødte Vastall og Kaj, der sad og spiste morgenmad i den store spisesal.
”Åh Lira! Kom og sæt dem. De kommer lige til æggene.” Henvendt til Kaj fortsatte han: ”Ja de er utroligt gode lige i øjeblikket. Vi har nemlig fået nogle nye, meget fine høns. Vil De ikke have nogle med hjem hr. Jusparala?” Kaj takkede ja og de fortsatte samtalen om gårdens nyheder.
Lira blev hurtigt vartet op med rigeligt mad. Pølser, æg, pandekager og friskbagt brød var blot et lille udpluk. Lira tog taknemmeligt for sig.
Det var længe siden hun havde siddet sådan her. Med ordentlige klæder, storslået morgenmad, istedet for mere grød og i en stor spisesal. Kaj var bestemt ikke fattig, men han var enlig og boede i byen, der begrænsede hans muligheder for at give hende dette.

Efter at have siddet i stilhed og nydt det store morgenbord i noget tid, var hun godt mæt og lænede sig en smule tilbage i stolen.
Fra siden hørte hun de to mænd grine og hun vendte sig hurtigt mod dem. Hun havde helt glemt, at de var der. Da hun opdagede det var hende de kiggede på, blev hun først en smule flov, men da Vastall grinende lavede en karikering af hende, vidste hun det var kærligt ment og de intet havde imod det og så kunne hun ikke selv lade være med at grine.
Vastall hoppede op fra stolen, rettede sin krumbøjede ryg støjende ud og efterlignede først en gammel mand, der tilsyneladende havde mavekneb og derefter en tyk dame med gangbesvær og skarp stemme.
Lira bedte Vastall om nåde og stoppe med hans fjollerier, men Vastall blev ufortrødent ved med det grålig-hvide hår stående om hovedet på ham .
Tjenestefolkene, der kom ind for at hente tallerkner af bordet, måtte skynde sig ud igen og det var ikke mange af dem der kunne holde et fnis tilbage.
Det føltes rart sådan endelig at grine igen. Hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde grint sådan og det virkede som om hele hendes ansigt var flækket og hendes mave gjorde helt ondt, da Vastall endelig stoppede med sine grimasser og grinene til sidst ebbede ud.
”Nej vent jeg har en til!”
Vastall skulle lige til at rejse sig op, men Lira grinede: ”Nej åh gud lad mig slippe!” og så løb hun ud af døren inden Vastall kom igang.

Hun gik over gennem hallen og ud på gårdspladsen. Hun kiggede sig lidt omkring og fik så øje på stalden. Hvor havde hun dog tilbragt meget tid hernede. Legende i høet med hendes kusiner og fætre, da de var små og senere, i solopgangene, redet ture ud med sin far på Vastalls heste. 
Hun trak staldporten til side og gik ind i den flotte stald. Det var tydeligt, at Vastall havde marker, fordi størstedelen af hestene var store og kraftige og stod i spiltov og der var til alle aspekter af landbruget.  En enkelt stalddreng gik rundt i stalden og var i gang med nogle forskellige ting.
”Skal du have noget hjælp?” Spurgte hun, da hun så drengen balancere med en tung trillebør, som ikke kunne komme ud af en boksdør.
Han prøvede med en hånd både at åbne boksdøren mere og holde trillebøren. Han kiggede forskrækket op ved ordene. Han havde tydeligvis troet han var alene.
Lira løb hen og åbnede døren for ham.
”Hvad laver du her?” Var alt han kunne få ud ved synet af Lira i den grågrønne kjole. Hun kiggede ned af sig og kom i tanke om sit lidt for fine tøj til en stald.
Hun grinede lidt og svarede: ”Jeg kan godt lide dyrene og nyder at være i stalden, i stedet for oppe på slottet.” Han stirrede på hende. Næsten med åben mund. Så tog han sig sammen og sagde: ”Skal jeg sadle en hest op for dig? Miss.”
Lira rystede på hovedet: ”Nej ellers tak. Der er ikke noget jeg kan hjælpe med i stedet?”
Han kiggede mistroisk på hende. Hvad skulle sådan en fin dame kunne hjælpe til med i en stald?
Så sagde han tøvende: ”Jo altså der er seletøjm der skal gøres klar til sæsonen. Ja og så et par spiltove, der skal muges ud og frisk vand til folden, men det skal jeg nok klare. Ja og så skal Kaj Jusparalas heste gøres klar til hjemrejsen. Miss.”
Han tilføjede miss for enden af hver sætning, som om han et kort øjeblik glemte hvem han snakkede med. Lira tog villigt imod opgaven om at gøre hestene klar til Kaj.

Da Lira havde børstet og taget sig af de to heste, kom staldknægten ud med seletøj og hang det over en spiltovsvæg. Han gik i gang med at læsse Liras hest med varer, Kaj tydeligvis havde fået foræret af Vastall.
Hun kunne ud af øjenkrogen fornemme, at han kastede blikke på hende. Hun spurgte ham om hvor han boede, om hans familie og hvad han synes om arbejdet på Vastalls gård. Hun kunne mærke at drengen slappede mere og mere af.
Lige indtil en tjenestepiger trådte ind af døren og udbrød: ”Er hestene snart klar eller hvad knægt?”
Han holdte han med det samme sin mund og løsnede så hesten og bakkede den ud.
Tjenestepigen lagde pludseligt mærke til Lira og hun bukkede og blev straks underdanig. ”Det må De undskylde Deres Højhed, jeg vidste ikke De var her i stalden. Har han generet dem, deres højhed?” Spurgte tjenestepigen forarget.
”Det skal De slet ikke bekymre Dem om.” Lira kunne mærke en lille irritation stige op i hende, men hun undertrykte den hurtigt og afventede tjenestepigens næste besked.
Tjenestepigen nikkede lydigt og sagde så: ”Hr. Jusparala skal til at tage af sted og bagefter beder Vastall Dem op at opsøge ham på hans kontor, Han har en meddelelse til dem.” Tjenestepigen bukkede endnu en gang, sendte stalddrengen et dræbende blik og bakkede ud af døren.
Hun bakkede nu også hesten hun havde sadlet op, ud af spiltovet og trak den ud på gårdspladsen, hvor Kaj netop var trådt ud af døren.
Da hun kom tættere, pegede Kaj på sadeltaskerne på den anden hest og sagde: ”Ja Vastall insisterede på både æg og bøger.”
Lira smilede til ham og takkede ham for al hans hjælp. ”Hvis vi nogensinde mødes igen, må jeg gøre det godt igen.”
Kaj bøjede sig ned fra hesten og sagde: ”Hvis de befrier dette land, vil det være mig, der skylder Dem noget dronning.”
Så sagde han igen de kendte krigsord, efter at have kysset sine to fingerspidser og ført dem over Liras krop i luften: ”Længe leve Kongeriget Maraialand og dets folk. Må du sejre.”  Lira bukkede hovedet i taknemmelighed og så ham ride over og ud af gårdspladsen.
Lige inden han red ud af synsfeltet vinkede han til Lira og Lira gik ind og imod Vastalls kontor. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...