Lira af Lavor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2012
  • Opdateret: 9 nov. 2016
  • Status: Igang
Lira er en sød, glad og elskelig prinsesse med en bekymringsløs hverdag i landet Maraialand, men en nat vender hendes lykke brat. Slottet bliver indtaget af nogle forfærdelige væsner og af deres onde glædesssugende hersker, Firalia. Liras far og mor - droningen og kongen - dør og hele Maraialand bliver indtaget af onde kræfter, som det nu er op til Lira at overvinde. Kampen om overlevelse og overvindelse bliver hård for Lira, som har intet tilbage at miste...

Den første bog i historien om Lira af Lavor er færdig og her kan du kunne læse de første 10 kapitler. Imens er jeg igang med redigering og finpudsning

7Likes
3Kommentarer
1776Visninger
AA

6. 6. Længe leve Kongeriget maraialand og dets folk. Må du sejre.

 

Tidligt næste morgen stod der to opsadlede heste klar foran huset. Humnia stod med dem begge i hånden og ventede på Kaj og Lira.
Hun havde intet fået af vide, da de var blevet enige om at det var bedst, at så få som muligt kendte hendes sande identitet. Humnia var heldigvis heller ikke typen, der stillede spørgsmål, der ikke angik hende.
Rejsen ville ikke være lang og de kunne nå til dertil lige inden mørket faldt, hvis de red med kun en enkelt pause. Solen gik ned før her i området end ved Vastalls gård til deres fordel.
Kaj ville blive på Vastalls gård til næste morgen og så begive sig hjem igen.
”Skal du have en hånd til at komme op miss?” Kaj så spørgende på hende.
”Mig? Nej da.” svarede hun med et grin. ”Jeg har redet siden jeg kunne gå, hvis ikke før og de sidste uger, har den eneste måde, at komme frem på været oven på en hesteryg.” Så steg de op. Hende mere adræt end Kaj.
Hun takkede Humnia for hendes godhjertethed og besvær og Humnia slog det viftende af med en hånd.

"Vi må nå helt ud af byen inden solnedgang. " Sagde Kaj så snart de var skridtet ud af gårdspladsen.
"Hvorfor?" Spurgte Lira.
Solnedgangen kom tidligt på disse egne, derfor var byens befolkning også meget lyse i huden. De ville ikke gå mange sekunder i Liras egen by, før de ville være skadet af solen.
Hun vidste byen strakte sig langt i den retning de skulle. Hvis man så det på et kort, ville det ligne en lang kroget finger omgivet af veje og bondegårdenes jord. Hun kunne tydeligt huske landskortet i hovedet fra hendes timer derhjemme. Nu gjorde de da en smule nytte. 

"Firalias folk kommer ud så snart solen rammer horisonten. Der har de det bedst. Ingen ved hvorfor. De er tusinder. Rykket herned for at være klar til at rykke længere ind i landet mod syd. De gør deres for at finde de, der er eftersøgt, lovbrydere - af deres lov selvfølgelig - og gøre det sikkert overfor befolkningen at byen nu er i deres hænder."

Det var endnu tidlig morgen og livet i gaden var enormt. Alle skulle have klaret hvad de kunne nu. Dette var uden tvivl den tryggeste tid på dagen.
Men efter Kajs ord, lagde hun alligevel mærke til andre ting: Kvinder, der råbte navne ud i menneskemængden, hjemløse eller natarbejdere eller andre, der havde været ude ved aftenens komst, som alle havde sår eller lå hjælpeløse op af en husmur. 

Som om Kaj vidste, hvad hun havde set, sagde han: "De døde er blevet fjernet inden befolkningen kom ud på gaden. Der er ikke mange, men der bliver flere dag for dag. Lad os ride ned gennem markedet istedet. Det er en smule mere muntert." Sagde han med et suk og et opgivende smil.
"Er der ingen til at hjælpe dem?" Spurgte hun henvendt til de sårede.
"Ingen kan beskytte dem om natten. De hjemløse har intet sikkert sted at være og ikke andre end andre hjemløse til at tage sig af dem. Dem med natarbejde, har sikkert en familie, der leder efter dem nu. Men hvis ikke man har nogen familie, er der ingen.
Pengene går til overlevelsen, nu de kun kan arbejde en halv dag og de fleste har mistet et arbejdsdygtigt menneske til fordel for slavismen i bjergområdet." Lira sank en klump ved tanken om det var der hun skulle op.
"Og hvis ikke man er trukket med til bjergene, så har mange meldt sig til forsvarene frivilligt." Han holdte en kort pause indtil et navn, der blev råbt ud kunne høres.
"Kvinderne råber deres savnede navne, højst sandsynligt deres børns. Gud ved hvad der er sket med dem."

  De red ind gennem markedspladsen hvor der var endnu mere liv. Samtaler gik om forskellige emner mellem købere og sælgere, mødre og nogen steder bedsteforældre, trak afsted med deres børn og børnebørn.
Sælgere, der lige var ankommet og derfor havde fået de yderste pladser, var igang med at slæbe smertesstønnende mennesker væk fra deres plads. 

"De der" sagde Kaj og nikkede i retning af hvad Lira lige havde iagttaget.
"Får en luns af deres overskydende varer hvis de stadig er i live, når markedsdagen er ovre."
Det var på én gang makabert og medmenneskeligt, men mest af alt var det en god måde at undgå spild og gemme ressourcerne til der hvor der var brug for dem. 

Markedspladsen var mere hektisk end et normalt marked og Lira kunne efterhånden lægge det sammen til, at det måtte være fordi der skulle sælges ud og købes ind inden solnedgangen.
Da de nåede udkanten af byen var solen just begyndt at gå ned. Den ramte endnu ikke horisonten og der var intet syn af Firalias folk nogen steder. 
En kvinde løb ud af en dør og lige ind foran de to heste. I Liras by ville en af hendes medfølgere have råbt hende an, men Kaj holdte bare sin hest an for den forvildede dame. 
"Thor! Thorvind! Hvor er du?! Thoooor!" Damen løb febrilsk rundt om sig selv og ud i hjørnerne af boområdet. 
Kaj drev sin hest frem igen og havde blikket rettet mod vejen forude. Lira red med et spjæt efter, efter hun havde været forgabt i at betragte den skræmte kvinde.
"Kan vi dog ikke hjælpe hende Kaj?" 

"Nej, vi må selv ud. Forresten kommer han nok der," sagde han og pegede ned af en vej, de lige var redet ind i synsfeltet af. Her løb en drengeflok så hurtigt deres ben kunne holde dem.
Heller ikke de bemærkede de to ryttere og et par af dem løb lige ind i Kaj og Liras heste.
Hestene var tydeligvis vant til den form for virvar så de slog bare irriteret med hovedet.
"Åh undskyld, det må de meget undskylde!" Udbrød de alle.
"Det går nok, stik nu af med jer. Jeres mødre er bekymrede!"
De løb med et sidste taknemmeligt nik videre op af vejen, hvor Lira få sekunder senere kunne høre den fortvivlede mor fra før: "Årh der er du min skat."
Så et kys.
Så er noget der sagtens kunne være en syngende lussing. 
"Det gør du aldrig igen! Forstået?"
Drengen må have mumlet ja til svar, men det blev slugt af en menneskefavn. Tydeligvis et kram fra moren. 
Så red Lira sin hest frem igen og de fortsatte ud af byen i højere fart.
Da de var kommet sikkert ud af byen skridtede de uforstyrret af de brede grusveje.
Lira fortalte Kaj hvordan de havde redet afsted i flere uger og folk havde taget imod dem, men gik udenom forældrenes og Sveras død og Sejs voldtægt af hende. Han spurgte heller ikke ind til det.
Istedet fortalte Kaj om sine studier og bøger. Han var rar og vis at snakke med og dagen gik hurtigt frem.

Da de igen kunne se solen lige over horisonten, kunne de skimte den store gård, der lå op af en lav klippe. Hun kunne kende hovedhuset og facaden med bindingsværket. Lira vidste solen endnu ikke var gået ned endnu, var fordi de havde redet imod solen. Når først hun blev ved gården, ville det gå stærkt og solen ville være nede inden længe.

De red over brostenene og nogle tjenestefolk kom dem i møde og tog imod hestene. De gik sammen op af den store trappe og døren åbnede for dem lige inden de tog i døren.
Indenfor stod en hushovmester og bød dem indenfor. ”Hvem er I og hvad vil I?”
Lira kiggede på Kaj og tilbage på hushovmesteren. Kaj svarede: ”Det kan vi desværre ikke udtale os om her. Vi må snakke med Vastall. Sig det er Kaj Jusparala, så ved han hvem det er, der ønsker at snakke med ham.”
”Som de ønsker hr.” sagde han og bukkede let.
De stod i entréen et stykke tid, hvorefter hushovmesteren fra før, kom ind af en stor, tung dør fra siden: ”Han kan modtage Dem nu, hvis de vil følge med ind denne vej.” Han snakkede tydeligvis kun til Kaj og ænsede næsten ikke Lira. Kaj bød dog Lira til at gå forrest og Lira gled automatisk foran.
Inde på kontoret, lå der et væld af ting og sager og Lira kiggede sig nysgerrigt omkring.
”Nå ja velkommen Kaj! Hvad bringer dem dog hid? Nogle nyheder? Åh hvor er de dog de dokumenter? Har du flere bøger? Er det dem her? Nej. Nå, nå. Men hvad har vi så her? Heller ikke dem.” Vastall snakkede dels til sig selv, dels til Kaj, mens han gik med ryggen til og rodede i nogle stakke papir.
Til sidst vendte han sig dog i en voldsom vending mod Kaj og Lira: ”Hvad får dem dog til at rejse hertil i egen person min kære ven? Aha! Jeg ser de har en pige med! Eller skal jeg mon sige ung kvinde?”
Vastall, der var en halvgammel mand, var en smule krumbøjet og havde strittende hvid-gråligt hår og briller på næsen, som han nu og da kiggede ud af ved at skubbe hoved op og ned.
Lira huskede ham tydeligt fra hendes tid som barn. Han var en forvirret mand og hendes far vendte tit irriteret tilbage fra samtaler med ham. Der gik dog aldrig længe før Liras far igen var i godt humør, fordi Vastall var så en så sjov og yderst rar person.
Tiderne på gården havde været bedre end på mange af de andre gårde og de var der ofte længe på grund af det lå så langt væk som det gjorde.
Vastall gik imod Lira med et venligt smil, for at hilse på hende og da han var nået cirka halvvejen, kunne man se der gik et lys op i hans øjne. Hele hans krop rankede sig og hans mund brød ud i et flækkende smil: ”Jamen sig mig. Er det ikke vores alle sammens prinsesse Lira af Lavor om jeg må be?” Han kiggede på hende ud over sine briller og rakte ud efter hendes hånd som han tog imod og kyssede og bukkede så.
”Hvordan står det til? Har de det godt prinsesse? Eller nej det skal man nok ikke spørge om nej.” Han kiggede på hende og rystede på hovedet imens han sagde det.
”Vi må jo hellere kalde dig dronning. Har de nyheder? Står alt ligeså slemt til ved slottet som her Lira? Vi har jo intet hørt de seneste måneder. Kun rygter.”
Hun fik ikke mange chancer for at svare, men så sagde han: ”Nej kom da og sæt dig. Jeg tænker jo slet ikke på dig Deres Højhed. Kom, kom. Ja også Dem Kaj. Sæt jer bare.” Mens trak han to stole frem og gestikulerede imod dem. Hun satte sig, men Kaj takkede nej og sagde han hellere måtte vente i hallen.
Vastall satte sig overfor hende, efter at have vist Kaj ud, kiggede hende lige i øjnene og så afventende ud. Hun vidste ikke helt hvor hun skulle starte og slutte og hvad hun skulle fortælle. Så tog hun dog en dyb indånding og sagde: ”Det er fuldkommen forfærdeligt Vastall. Jeg kan desværre ikke fortælle Dem alt Vastall. Det gør simpelthen for ondt.”
”Ja. Ja selvfølgelig det kunne jeg selvfølgelig have sagt mig selv. Fortæl kun når De klar prinsesse.” Han sagde mens han foldede sine hænder under hagen og kiggede på hende med rynkede bryn. Han virkede oprigtig og betænksom.
”Vastall jeg har brug for din hjælp. Svera, hende husker de vist, hun har jo altid været med os, når vi besøgte gården. Hende og jeg red ud for at gøre noget ved landets tilstand, men gammel som hun var, klarede hun ikke rejsen og Firalias folk tog hende en tidlig morgen, hvor de brød ind på en af de gårde vi overnattede hos.”
Vastall udstødte et suk. ”De bæster! Svera. Din mor og din far. Ja det er altid de bedste, der dør først.” Han rystede endnu en gang på hovedet og kiggede sørgmodigt ned.
”Svera sagde kort før hendes død, at jeg skulle tage til dig. At De ville kunne hjælpe mig. Jeg skal over Nordbjergene.”
Han kiggede forskrækket op på hende: ”Nordbjergene? De må da være sindssyg! Undskyld mig mine ord Deres Højhed, men jeg kan simpelthen ikke se hvordan jeg kan få dig over dem i live. Hvis ikke du dør eller bliver taget til fange af Firalias folk, så dør De af sult og kulde. Ved De hvad de beder om? Ved De overhovedet hvad du har at gøre over dem? Det er en selvmordmission!” Han slog opgivende ud med armene.
Lira vidste intet om hvad hun skulle gøre hvis hun endelig kom over bjergene og hun havde ærligt ikke meget lyst til det, men det var nok ikke det hun skulle sige for at forbedre sin situation nu.
Hun tænkte sig lidt om og sagde så: ”Vastall. Jeg ved ikke hvad der venter mig over de bjerge, men jeg ved det er min pligt som dronning over Maraialand og dets folk, at kæmpe for og sikre dets fremtid og sikkerhed.”
Vastall var tydeligvis slået en smule omkuld af ordene og de næste ord, der kom ud af hans mund var bekymrede: ”Men hvordan kan De det, hvis De ikke er her til at gøre det?”
Der kom en klump op i Lira hals ved tanken om hendes egen død, men hun slugte, løftede hagen, satte trods i blikket og sagde så: ”Jeg har ikke taget hele denne vej, mistet dem jeg elsker og set hele mit lands forfald, for bare at vende om igen. Jeg har intet andet tilbage at miste mere Vastall.”
Vastall kiggede længe på hende og sagde så: ”De er en stærk pige Lira. Efter alt dette og stadig er De ikke bare flygtet. Jeg er imponeret og jeg vil gøre hvad end, der står i min magt, for at få dig sikkert over de bjerge. De, Deres kongelige Højhed, er en dronning, der er værd at kæmpe for, for De kæmper for Deres folk og de du elsker. Dét er i sandhed godhed. Må du sejre.” Han lagde en hånd på hendes og bøjede hovedet som en gestus af respekt for hende.
De rejste  sig begge, lagde hånden over brystet og sagde i kor: ”Kongeriget Maraialand og dets folk længe leve.”
Så sagde Vastall: ”I må jo have rejst hele dagen. Kom, kom så får jeg nogen i køkkenet til at varme noget mad og forberede et værelse til jer.” Sammen gik de ud af kontoret med Vastall snakkede ved siden af, mens Lira gik i sine egne tanker over hvad hun lige havde sagt. 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...