Lira af Lavor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2012
  • Opdateret: 9 nov. 2016
  • Status: Igang
Lira er en sød, glad og elskelig prinsesse med en bekymringsløs hverdag i landet Maraialand, men en nat vender hendes lykke brat. Slottet bliver indtaget af nogle forfærdelige væsner og af deres onde glædesssugende hersker, Firalia. Liras far og mor - droningen og kongen - dør og hele Maraialand bliver indtaget af onde kræfter, som det nu er op til Lira at overvinde. Kampen om overlevelse og overvindelse bliver hård for Lira, som har intet tilbage at miste...

Den første bog i historien om Lira af Lavor er færdig og her kan du kunne læse de første 10 kapitler. Imens er jeg igang med redigering og finpudsning

7Likes
3Kommentarer
1700Visninger
AA

5. 5. En hjælpende hånd

 

 

”Her. Drik det her. Det skal nok hjælpe lidt.” Hun blev rakt en tekop med en dampende væske i. Hun havde hørt den stemme før, men hvor vidste hun ikke.
Hun stirrede ud i luften og sad bare med teen i hånden helt urørt.
”Drik nu.” Lød stemmen igen.
”Hvor er jeg?” Spurgte hun stille.
”Hos Kaj Jusparala. Jeg fandt dig liggende, kold,  blødende og hulkende i en sidegade. Drik nu barn.” Hun drak lidt af teen og hun kunne med det samme mærke varmen skylle gennem hendes krop.
”Jeg vil have et bad.”
Kaj kiggede på hende. Gud vidste hvad hun havde været ude for, men han havde sin mistanke.
”Jeg skal straks varme badestuen op til dig.” Han begyndte at gå mod døren til gården.
”Nej! Du må ikke forlade mig. Jeg vil ikke være alene. Jeg beder dig.” Han vendte sig mod hende.
"Så gå med her. Kom. Så hjælper jeg dig.” Sagde han og skyndte sig straks over til hende, da hun i forsøget på at stå op var knækket sammen.
Lira kæmpede sig op igen, men ved berøringen af Kajs hænder farede hun sammen og løb i et ryk væk. Så brækkede hun sig. Hun havde aldrig følt så stor kvalme som nu.
”Jamen pigebarn dog!” Hun søgte Kaj og støttede sig mod ham. Sammen gik de over gårdspladsen og Kaj rørte ikke en enkelt gang ved Lira.
Han placerede hende på en bænk i badestuen og begyndte at lægge brænde i pejsen og koge vand.
”Åh hvor er nu Humia?” Han åbnede døren til den lille badestue og råbte ud gennem døren: ”Humnia? Humnia!”
Man kunne høre træsko løbe over brosten og ind kom en ældre dame med en kurv fuld af æg.
”Humnia, hjælp hende med et bad og forlad hende ikke. Her, lad mig tage æggene” Han gik hastigt ud og Humnia kiggede forvildet på pigen der sad utrykløs på bænken.
Hun tjekkede vandtemperaturen og gik hen til pigen.
”Hvad hedder du så mit barn?” En overraskende blødhed kom imod Lira og med ét kom mindet om Svera frem. Hun svang sig om halsen på den ukendte Humnia og hulkede ned i hendes bryst.
”Så, så.” Humnia tog imod krammet og holdt om hende og klappede hende roligt på ryggen.
Lige så stille og roligt fik Lira taget tøjet af og hun sank ned i vandet. Hun begyndte med et at skure på sig selv. Hun følte sig beskidt og klam. Hun kunne se det klare vand blande sig i røde og brune nuancer og hun stirrede med ræd på vandet.
”Stop dig selv!” Svampen blev taget ud af hendes hånd, men Lira tog i stedet sine hænder til brug og begyndte at rive sig selv. Det hele skulle væk. Væk fra hendes krop.
”Nej!” endnu en engang kom Humnias hænder imod hende. Denne gang tog de fat i hendes hænder og hun sagde så: ”Lad mig gøre det. Jeg skal nok gøre dig ren, stol du på det. Du ender jo med ikke at have mere hud tilbage, hvis du fortsætter på den måde.” Og Lira sad stille. Det ville ikke gøre hende noget hvis hendes hud faldt af, så ville hun måske blive ren igen.
Resten af badet forløb roligt og Lira fik en underkjole og en kjole af et ru stof på og hun følte sig udmattet. Humnia fulgte hende over i hovedhuset og hen på en briks, hvor hun omgående faldt i søvn.

Lyset inde i den lille stue skiftede ikke som døgnet gik, men Lira vidste alligevel det var nat, da hun vågnede. Hun var ikke alene, men alt var roligt og kun et lille lys ovre i hjørnet var tændt.
Hun rejste sig lidt op og udstødte så et skrig da hun så noget  der bestemt ikke var et menneske sidde i lyset. Væsenet selv rykkede forskrækket på sig over det pludselige volumenskifte. Lira næsten væltede ud af sengen i iveren for at komme væk med tæppet omkring sig.
”Hvad sker der dog?” Døren var lige gået op og der stod Kaj med en lyseblå kåbe omkring sig.
”Den! Det! Hvad er det dog?!” Sagde Lira skræmt fra sin plads i hjørnet.
”Den? Må jeg være fri, jeg er en han og jeg har faktisk et navn.” Lira kiggede forfærdet fra væsnet til Kaj.
”Kan den også tale?!” Sagde hun mens hun trykkede sig lidt længere op mod væggen.
”Nej nu!” udbrød væsnet.
”Han hedder Villan og er en Sprula-dværg. Han gør Dem ingenting. Jeg tænkte han ligeså godt kunne være hos dig, mens han læste”
Lira stirrede med åbne øjne og mund på Villan. Han var ikke mere end en meter høj og meget spinkel. Selvom han var så lille, var han øjne absurd store og det lignede at hans spidse mund kompenserede for det.
Han hoppede ned fra stolen og rakte en hånd frem mod Lira. ”Tillad mig at præsentere mig selv. Villan.” Sagde han mens han bukkede dybt.
Lira tog et godt tag i tæppet med den ene hånd og slap så med den anden, for at give ham hånden. ”Jeg er øhm Sasha. En.. glæde at møde dig hr. Villan.” Han tog imod hendes hånd, men trykkede den ikke. Han kyssede den med den lille mund, hvorefter han knælede foran hende.
”Vær hilset dronning Lira.”Han havde kigget hende i øjnene og det føltes som om noget var sivet ud af hende. Hun trak hurtigt hånden til sig.
”Dronning? Dronning Lira?” Det var Kaj, der snakkede henne fra døren. Han stod som forstenet i døråbningen.
”Men hvorfor sagde De ikke bare det? Åh gud jeg har dronningen i mit hus. Tilgiv mig for mine forhold og uværdige behandling af Dem Deres Nåde.” Han gik frem, mens han blev ved og ved med at bukke.
”Hvordan? Hvordan vidste du det?” Spurgte Lira Villan.
”Sprula-dværge kan læse folk. De går over ordene og bag løgnene i stedet.”
”Ka-kan du læse mine tanker?” Spurgte Lira forfærdet.
”Ikke just nej. Så enkelt er det ikke. Men jeg kan se din sande identitet og undskyld mig deres højhed, men i dette tilfælde var det meget tydeligt at De ikke talte sandt.” Han sagde det med en selvfølgelighed og rolighed i stemmen.
 Lira vidste ikke hvad hun skulle sige. Det måtte for alt i verden ikke slippe ud, at hun var prinsesse. Men hun havde på fornemmelsen at Kaj og hans tjenestefolk var gode mennesker og til at stole på.
”I vil ikke sige dette til nogen vil I?” Spurgte hun dem så prøvende.
”Nej selvfølgelig ikke. Vi er alle her på din side. Længe leve Prinsessen og hendes land. Må du sejre.” Kaj knælede nu også foran hende og de bukkede begge deres hoveder. Lidt efter gik det op for hende, at de først ville rejse sig når hun gav dem lov.
”Uh rejs jer endelig. Det burde være mig, der knælede for jer. Det er stort af jer, at I ikke overrækker mig til Firalia. I kunne jo få mange penge ud af det.” Sagde hun til dem med rynkede bryn.
”Det er ikke i vores interesse. For os vil vi hellere have vores lykkelige land tilbage. Det ville dog være en fordel for folket at vide du ikke gav op, men det er vist ikke klogt at gøre her i byen.”  
Lira smilede til dem begge og sagde:” I havde muligheden for at give mig i bytte for penge, men det gjorde I ikke. I er gode mænd. En klog kone sagde engang til mig at det er ens valg, der afgør hvem man er og ikke ens evner.” Lira lagde en hånd på hver deres skulder.
Kaj svarede: ”Det er vist sagt. Det vil jeg huske. Lad os nu sætte sig os ned  og få en kop te. Dette havde jeg ikke ventet, da jeg reddede dig i den gyde i gammelt ridetøj.”

De gik alle  tre sammen ind i et stort, men hyggeligt køkken. Kaj gestikulerede mod to bænke og et bord, der stod i midten af rummet. Villan og Lira satte sig, mens Kaj satte vand over et allerede varmt komfur.
”Undskyld hr. Jusparala...”
Kaj vendte sig mod hende med en krukke i hånden.
”...Men jeg kunne ikke undgå at høre Dem og Deres øhm… Venner omtale mig og udfordringen landet er i.”
Kaj kiggede undersøgende på hende: ”Var det dig der sad alene i et hjørne af kroen?”
”Ja.”
”Hvorfor rejser du alene? Ved du ikke hvor farligt det er, at være en pige i disse byer?”
”Jeg – jeg rejste heller ikke alene. Indtil i går. Min rejsekompagnon blev fanget af nogle af Firalias mænd.” Lira bøjede hovedet og tænkte med en smerte i brystet på Svera.
”Det gør mig ondt. Firalias folk ses konstant her omkring. De overfalder uskyldige mennesker, de mistænker for at støtte det gode. Folk som min ven fra i går har fundet andre modbydelige måder at more sig selv på, ja noget af folket her i byen er endda på Firalias side og man skal vare sit liv, især hvis man er alene og dristig og snakker med fremmede folk.” Det gav hende en kuldegysning, at høre ham omtale vennen. Det var Sei.
”Er her koldt? Skal jeg lægge mere brænde på komfuret?” Spurgte Villan hurtigt, som havde set hende ryste.
”Åh nej. Ellers tak, her er skønt Villan. Jeg er bare lidt medtaget fra mine oplevelser i går” Svarede hun Villan og smilede til ham.
Begge kiggede forundreret på hende. Hvad end hun havde været ude for, var det tydeligvis ikke rart og hun ville heller ikke snakke om det.
Lira genoptog hurtigt tråden fra før:” Jeg kunne som sagt bare ikke undgå at høre jeres samtale. I nævnte også Firalia. Ved I noget om hende?”
 Kajs blik blev pludseligt fjernt, idet han dumpede sig selv ned på bænken. ”Ja, hun er jo skyld i al dette. Men det ved du vel. Jeg vidste du ikke havde givet op.” Kaj kiggede fast på Lira og gav hende et opmuntrende smil.
”Nej det har jeg ikke. Problemet og sandheden er bare, at jeg ingen anelse har om hvad jeg skal gøre, andet end at jeg skal ride mod nord. Over bjergene. Ved du noget om hvordan man kan hæve hendes tag om landet? Hvordan hendes forbandelse kan blive brudt?”
Kaj kiggede på hende igen og svarede: ”Kun det modsatte kan ophæve den onde forbandelse hun sender over jer. Det skal være noget der er så fyldt med liv, glæde og kærlighed, at det kan overkomme al den sorg, Firalia kaster over det menneske hun tapper for livslyst. Selv hvis det sker, kan det der redder en, dø. Mennesket, der bliver suget, vil genopleve alle sine værste minder og hans krop vil brænde indefra og tortureres som intet levende menneske kan gøre ved andre. Man vil føle sig alene og fortabt og fristet til at vælge døden. Mennesket kan nemlig  kun være lykkeligt, hvis lykken er delt med nogen og det er den ikke når man er under Firalias magt, der har man kun sig selv tilbage.”
Han var tydeligvis forsvundet i sine egne tanker og snakkede vist mere til sig selv. Der var en kort pause hvorefter Lira spurgte undrende: ”Men hvis det man elsker og glæder sig over, dør, hvordan kan det så stadig være fyldt af liv og redde dig?”
 ”De du virkelig elsker, forlader dig aldrig rigtigt. De er derinde” Sagde han og pegede på det sted på hendes brystkasse, hendes hjerte var gemt.
Hun undersøgte hans ansigt. Kiggede på furerene, der havde de samme præg, som sømændene hjemme fra kroen også havde. Han var uden tvivl en mand med livserfaring. Han vidste noget, enhver almindelig mand ikke vidste.
”Hvordan ved de alt det hr.?” Sagde Lira med eftertænksomhed.
”Jeg har oplevet ting. Ting som intet menneske bør opleve og jeg er nok et af de få, der har overlevet det.” Han blærede sig ikke. Han var næsten mere frastødt af tanken.
Lira lod det ligge og spurgte i stedet om noget andet: ”Jeg skal finde en gård, der er ejet af Vastall. Ved de hvor det er?”
”Ja såmænd. Jeg kan få dig afsted i morgen tidlig hvis det skulle være.”

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...