Lira af Lavor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2012
  • Opdateret: 9 nov. 2016
  • Status: Igang
Lira er en sød, glad og elskelig prinsesse med en bekymringsløs hverdag i landet Maraialand, men en nat vender hendes lykke brat. Slottet bliver indtaget af nogle forfærdelige væsner og af deres onde glædesssugende hersker, Firalia. Liras far og mor - droningen og kongen - dør og hele Maraialand bliver indtaget af onde kræfter, som det nu er op til Lira at overvinde. Kampen om overlevelse og overvindelse bliver hård for Lira, som har intet tilbage at miste...

Den første bog i historien om Lira af Lavor er færdig og her kan du kunne læse de første 10 kapitler. Imens er jeg igang med redigering og finpudsning

7Likes
3Kommentarer
1608Visninger
AA

4. 4. Bange og alene

Da hun nåede en kro i den nærmeste by var det aften og mørket var faldet på. Hun satte sig i et hjørne af den mørke kro.
Hun var bange og havde aldrig i sit liv været så alene. Hvem vidste hvem man kunne stole på, hvem der kunne hjælpe hende?
Hun havde set Firalias mænd nogle gange gå rundt i gaderne i byerne. Det løb Lira koldt ned af nakken hver gang hun så dem og det havde taget al hendes mod ikke at optræde unormalt. Hun så også sedler og aviser med hendes navn på. Hun var eftersøgt af Firalia.
Hun havde siddet der noget tid, da en gruppe tæt på hende begyndte en samtale: ”Ja, de siger jo, at prinsessen oppe fra slottet har været væk i flere uger. Hvad mon hun laver? Tror I endelig hun har stukket halen mellem benene og er forsvundet?” Sagde en af mændene, der sad ved bordet  tæt på væggen og med en stor øl i hånden.
”Det er der nu ikke noget at sige til hun gør. Sådan en ung pige, der mister sine forældre og står tilbage med et land i kaos. Ja nogen siger endda hun ikke engang ville være dronning.” Det var en lille, tæt kvinde, der svarede manden. Hun havde runde, men indsunkne kinder.
”Ja det kan hun vel sagtens sige. Ikke som os andre, der har ét kald her i livet og det er det. Andet kan vi ikke gøre, hvis vi vil overleve. Ja hendes dusør er jo selvfølgelig heller ikke dens største. Din er vel nærmest større.” Sagde manden mens han snøftede ind, lod ansigtet være foldet i et bedrevidende udtryk og pegede en finger sigende mod en af hans samtalepartnere.
Han kommenterede dog ikke på dusøren, men sagde betænksomt:
”Neeej. Nej, jeg tror nu hun har tænkt sig at gøre noget. Jeg kan ikke sige hvad, men den prinsesse var ikke en hvilken som helst pige. Hun var folkekær. Alle de jævne folks bedste ven. Til forskel for alle de forrige regenter, der har været. Hun var god mod tjenestefolkene og man mødte hende med et smil i alle kroge af byen og det var lige fra hun var barn kan jeg fortælle jer.” Sagde den anden mand, der indtil nu havde tiet.
Han havde med det samme fanget de to andres opmærksomhed og han virkede eftertænksom og rolig.

”Nogle siger jo også, at de så hende dagen inden hendes afrejsen, ride gennem byen, for så pludselig at vende om og ride tilbage til slottet i en vældig fart.” Sagde damen, der tydeligvis havde overvejet den anden mands ord.
”Ja hun kan vel nok gøre hvad det passer hende i byen, men vi andre rider nu ikke rundt i en sådan fart. Hun har sikkert set byens elendighed, ja for det må vel komme til dem på et tidspunkt og har så indset, at hun intet kunne gøre. For så at komme afsted med sit gode ry i sikkerhed er hun flygtet. Det er hvad der er sket ifølge min menning.” Den første mand havde sagt det fast. 
”Ja det kan nu godt være, Sei. Men hvis I spørger mig, så er det ikke hvad hende her er ude på. Du tror altid det værste om folk, Sei og det er en af dine laster. Jeg tror hun er derude et sted og er på vej til at besejre Firalia og hendes hære. Det lå i kortene fra den dag hun blev født, at hun ville blive noget stort. Jeg kan huske det endnu”
”Haha-ha! Nu må jeg le! Du er så pokkers godtroende. Se dig dog omkring. Elendighed! Depression! Sult! Død! Det er kræfter en lille skvattøs, som hende intet kan gøre for at rette op på.  Vi må alle leve i denne desperate situation eller selv gøre en ende på det ved at tage en tur i galgen. Hvem der ikke gerne ville have fat i den lille tøs død eller levende og overdrage hende til Firalia, så deres miserable tilstand kunne forbedres en smule. Du er et pjok og en godtroende nar og det har du altid været Kaj Jusparala. Skrid dog hjem til dit nedfaldne hus og din magre kone.” Han råbte det hånende og han spyttede ham nærmest i ansigtet.

Resten af kroen var blevet stille og kiggede nu med nysgerrige blikke hen mod postyret.
Kaj svarede roligt, men højt: ”Det kan godt være at du har mistet håbet. Men det har jeg ikke og det der det der kommer der i hvert fald intet ud af. Jeg vil støtte op om Prinsesse Lira hvor end hun er og hvad end hun gør og jeg vil i hvert fald ikke stå model for royal tilsvining. De burde fængsles for Deres udtalelser Sei. Kongeriget Marialand og dets folk længe leve!”
Kaj rejste sig og løftede sit glas og kiggede med afsky i blikket på Sei. Rundt omkring hørtes der enige tilkendegivelser og klinkende glas.

Kaj rejste sig efter at have drukket ud og forsvandt ud af den rustikke dør. Lira forsvandt i sine egne tanker. De ledte efter hende og hun havde ikke tænkt sig at skulle falde i kløerne på Firalia. Hun rejste sig op for at gå.
”Neeej vent dog lidt.” Der kom en stemme bagfra. Lira vendte sig om og foran hende var et ubehageligt ansigt med et smil på fjæset: ”Sig mig hvad hedder du?”
Overrumplet af spørgsmålet blinkede hun og svarede så: ”Jeg, jeg hedder Sasha. Hr.”
Hendes hjerte bankede. Det var Sei og han var ikke lige så venligtsindet som Kaj, det var tydeligt.
”Nå, nå. Sasha siger du. Ser man det. Og hvad laver sådan en yndig, ung dame ude på dette tidspunkt i ridetøj helt, helt alene?” Han sagde det med en slesk stemme og det løb hende koldt ned af ryggen, trods der var ild i kroens pejs.
”Det, det tror jeg desværre ikke vedkommer dem hr.” Hun prøvede at vende hovedet væk fra ham.
”Hov hov ikke næsvis søde.” Sagde han og fremviste flere rådne tænder.
”Men jeg kan selvfølgelig også være ligeglad. Jeg kan sagtens passe mit eget liv.” Hun blev med ét bange og rykkede nervøst på sig i stolen.
”Nej hov er du bange? Det kan vi da ikke have.” Sagde han mens han nærmede sig hende langsomt. Hans hånd gled så langsomt op på hendes kind. Hun krympede sig. Hans berøring var som havde en hældt iskoldt vand udover hende.
”Jamen dog, jamen dog. Du ryster jo kære. Skal vi ikke se om vi kan gøre noget ved det?” Hans ene hånd havde pludseligt et fast greb i hendes arm og hans ledige hånd var med et snuptag gledet ned til hendes bukser og smuttede dem ned omkring hendes lår.
”Stop. Nej lad være” Hviskede hun sagte og panisk.
Hun kunne mærke hans klamme, fedtede hånd på hendes lår tage et fast greb og hans ånde, der stank af øl og skidt, på hendes kind og i hendes øre.
”Ja det siger de alle sammen, men vi ved jo I mener noget andet ikke sandt? Der er ingen her, der ser dig eller ligger mærke til dine skrig her midt i tumulten.” Han var over hende. Større end hende.
Tårene løb stille ned over ansigtet på hende. Hun vidste hvad der skulle til at ske og hun havde absolut ingen magt over sin krop. Hun kunne intet gøre, hans arme var så stærke og vægten af ham over hende, gjorde at hun ikke kunne bevæge sig. Håbløsheden skyllede ind over hende.
”Du ved godt det er meget uanstændigt sådan at være alene pige i en stor by midt om natten. Ved dine forældre ikke hvilke typer her er?” Hun bed sig i læben og forsvandt på en underlig måde. Hun lagde ikke længere mærke til de ting han gjorde ved hende. Hvordan han smøg en hånd op under hendes trøje og greb hårdt og borede neglene ned i hendes bryster og hvordan han stønnende tog hende hårdt i mørket og hvordan blodet flød ned over hendes læber – og hendes underliv.
”Føj for satan. Var du jomfru din lille luder, kan du ikke klare mosten? Nu har du blødt på mig. Du skulle sgu skamme dig skulle du beskidte dyr.” Han spyttede på hende og lod hende ligge krampeagtigt på gulvet i kroen.
Hun trak besværet tøjet på. Hendes muskler var som frosset.
Hun ville væk fra denne mand og dette sted med det samme. Hun rejste sig op og gik hurtigt mod døren, mens hun slog sin hætte på kappen voldsomt op.
Det regnede voldsomt og hun kunne ikke få vejret. Hun skyndte sig ned af gaden og trak sig panisk forbi fulde mænd og koner.
Hun følte sig, hvis muligt, endnu mere alene. Hun følte sig så ekstremt ulækker.

Hun halvløb og tumlede rundt uden at vide hvor hun var, indtil hun til sidst væltede op af en sidegade. Der stank af pis og lort, men Lira sank gispende op af væggen.
Hendes gråd var en hulken og hun følte sig næsten kvalt. Hun hev og rev i sig selv. Det skulle væk. Det beskidte skulle væk fra hende.
Et eller andet sted mærkede hun to stærke arme tage fat i hende og løfte hende op. Endnu en gang blev hun grebet af panik. Hun skreg.
”Stop! Stop! Jeg vil dig intet ondt.” Manden løsnede grebet lidt og hun strittede imod, inden hun dejsede om i hans arme.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...