Lira af Lavor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2012
  • Opdateret: 9 nov. 2016
  • Status: Igang
Lira er en sød, glad og elskelig prinsesse med en bekymringsløs hverdag i landet Maraialand, men en nat vender hendes lykke brat. Slottet bliver indtaget af nogle forfærdelige væsner og af deres onde glædesssugende hersker, Firalia. Liras far og mor - droningen og kongen - dør og hele Maraialand bliver indtaget af onde kræfter, som det nu er op til Lira at overvinde. Kampen om overlevelse og overvindelse bliver hård for Lira, som har intet tilbage at miste...

Den første bog i historien om Lira af Lavor er færdig og her kan du kunne læse de første 10 kapitler. Imens er jeg igang med redigering og finpudsning

7Likes
3Kommentarer
1619Visninger
AA

3. 3. Et Maraialand i forfald

Hun red gennem byen. Taknemmelig for at være skærmet af hattens skygge, da hun med et dødt udtryk skridtede gennem elendigheden. Alt forfaldte. Overalt hvor hun kastede sit blik, kæmpede folk for at overleve. Ville det nogensinde blive bedre? Hvad var der at kæmpe videre for?
Hun var helt død indeni. Der var ingen ende på denne elendighed. Tænk, at det var gået så hurtigt.
Hun nikkede høfligt til de få koner, der fejede på gaden og til de endnu færre mænd der stoppede op og bukkede let ved hendes ankomst. Der var ikke meget at spore af den gamle, glade by og heller ikke meget af den før så store anerkendelse af hende.
Hun selv levede på det store slot og fik serveret store sølvfade med fasaner og blev badet i lavendelduftende, varmt vand i en stor opvarmet, indendørs badestue præcis som før. Mens alt de havde her var så godt som ingenting. Alle mistede og solgte alt de havde. Børnene blev tyndere og den gode kromutter måtte stadig smide flere for porten.
Hun sukkede dybt og vendte så voldsomt hesten og satte i galop tilbage gennem byen og op til slottet.

Hun gav de arbejdende et smil, der ikke nåede hendes øjne. Stalddrengene gik hende imod og hjalp hende ned fra hesten. Hun lavede dog en hurtig, affejende bevægelse til deres skuffelse.
Hun snerrede af alle omkring sig i øjeblikket og havde svært ved ikke at lade sine uudtalte problemer gå ud over andre. Hun prøvede at opføre sig normalt, men alle havde lagt mærke til det. Lira havde altid været en temperamentsfuld pige, men hun havde også altid været en glad og engageret pige og det var hun bestemt ikke mere.
Hun fulgte besværet med i samtaler, men var helt stille. Sommetider overgav hun sig til tanker, der var blanke og hun opfattede intet af sin omverden, før hun igen med besvær vendte tilbage til virkeligheden.
Hun vidste ikke hvor hun ville være. Når hun var sammen med andre, var alt hun havde lyst til, var at være alene og når hun var alene, ville hun bare have nogen omkring sig. Så blev ensomheden rungende. 
Alle de uudsagte tanker. De bomberede hendes hoved og hun følte det ville sprænge. Men der var ingen der kunne lette hende for hendes smerter. 
 Firalia havde ret, hun var ikke i stand til noget.

”Lira?” Lira vendte med ét tilbage til stalden omkring hende og så så Svera stå i døråbningen.
”Lira er der noget galt?”
”Nej da” Lira gav hende et smil, der var så tæt på hendes ægte som muligt. Så vendte hun sig om mod hesten igen med nedadvendte mundvige.
”Lira, det er jo ikke sandt. Jeg har kendt dig hele dit liv. Jeg kan se det i dine øjne døgnet rundt. Om dagen svæver du et sted i ingenting og om natten når du sover har du mareridt. Alle har lagt mærke til det Lira, men ingen får lov at komme ind.”
Lira vendte sig om og kiggede tomt på Svera. Var det så tydeligt?
Svera afventede tydeligt hendes svar, da hun endelig med rynkede bryn sagde: ”Hvad har jeg dog gjort? Jeg føler mig så tom og sur hele tiden, mens hele landet forfalder uden, at jeg gør noget. Hvorfor er jeg så dårligt et menneske? Så egoistisk.”
Svera gik langsomt hen imod Lira og hesten: ”Du har elsket dine forældre så meget. Og jo mere du elsker, jo mere har du at tabe. Du er ikke et dårligt menneske Lira, du er bare et menneske dårlige ting er sket for.” 
"Jeg kan ingenting. Jeg er bare en lille, forladt pige, der prøver at lege dronning. "
Svera kiggede ind i de unge, sørgmodige, uskyldige øjne og strøg hende på kinden.
”Det er vores valg og ikke vores evner, der afgør om vi er dårlige mennesker eller ej.
Du er et godt menneske. Du ved hvad du skal gøre. Du er bare nødt til at åbne dit hjerte og stoppe med at hade dig selv. Først der kan du elske og hjælpe andre.”
”Ja.” Sagde Lira hen for sig. 

Svera slap hendes kind og gik stille hen mod døren. I døren stoppede hun dog op og sagde så med en pludselig hårdhed i stemmen: ”Jeg vil gøre alt hvad der står i min magt for at få Maraialand og dig, min dronning, tilbage og det er om det så skal koste mig livet.”
Så vendte hun rundt og lod igen Lira være med sine tanker.

 

Næste morgen pakkede de alt og var klar til at tage af sted på hesteryg. De stod på gårdspladsen, alt var endnu mørkt og duggen lå stadig som et stort tæppe over græsmarkerne.  

”Er du klar?” Spurgte Svera og så alvorligt på hende.
”Ja” Lira undgik hendes blik og begyndte i stedet at snøre sine sko. Men Lira rystede så voldsomt på hænderne, at hun var nødt til at prøve flere gange.
Hun kunne pludselig mærke en varm, rolig hånd på sine hænder. Lira slap båndene og lukkede øjnene og hun lod Svera, der sikkert på hænderne snørede hendes sko, komme til.
"Det derude er værre end her i byen. Befolkningen er stadig beskyttet af din magt og af at byen ligger så langt fra nord. Gud må vide hvad de har gjort ved de andre byer."
Svera talte mest højt af sine tanker for at bryde stilheden mellem dem og for, at Lira skulle blive mindre chokeret når de red ud.
 Lira svarede ikke, men kiggede stadig bare væk. På Lira virkede det mere som en bekræftelse af hvor fej og egoistisk hun havde været i sin rolle som dronning, men også af, at hun nu gjorde det rigtige.
Da Svera havde bundet støvlerne, sagde hun: ”Kig op. Hvad ser du?”
Lira kiggede forundreret op: ”Stjerner?”
”Ja og dem kan du kun se når det er mørkt ikke?” Lira nikkede uforstående.
”Du er ligesom en stjerne min pige. Stjerner lyser klarere og smukkere, jo mørkere det er omkring dem. De kommer frem, når alt andet lys slukkes. Du skal bare lære at skinne, det er jeg overbevidst om.”
Og i stilhed svang de sig op på de robuste ponyer og skridtede afsted ud efter månens lys. 

Det var ikke mange tjenestepiger der kunne ride, men Svera var vokset op hos en af de kongelige budbringere og redet med på nogle af de små ture som barn, indtil hun blev optaget som tjenestepige på hoffet.
De red gennem den endnu søvnige by og Lira genkaldte sit ridt igennem byen i går. Alt var vendt på et øjeblik. I går havde hun været fyldt med skam og håbløshed. Nu var hun på vej ud for at besejre de onde kræfter.

”Hvor er den smuk.” lød det fra hendes venstre side.
Hun vågnede med et sæt af hendes tanker og fulgte Sveras blik. 
Sveras blik endte ude i horisonten, hvor en stor, rød sol brændte sig gennem mørket.
”Jeg ser den hver morgen, når jeg går efter vand i brønden og jeg tænker det samme hver gang. Jeg bliver aldrig mættet af synet.”
Lira kiggede på den varme sol og det gik op for hende, hvor lidt hun havde oplevet af det virkelige liv. Det frie liv hun havde drømt om. Hun lå normalt i sin varme seng på dette tidspunkt, indtil Svera vækkede hende og hjalp hende på med tøjet.
Tanken om hendes seng, fik hende et øjeblik til at længtes efter den.
Hvem vidste hvornår hun ville opleve en rigtig seng igen? Men hun rystede hurtigt tanken væk igen. Hvis hun allerede nu længtes hjem, var der langt endnu.
Hun kiggede igen på solen. Følte varmen, der spredte sig på hendes krop. Tænk, at det var det Svera vågnede til hver morgen. Selvom Svera langt fra havde de samme vilkår som hende, var hun taknemmelig over sådan noget som solen. Det havde Lira aldrig skænket en tanke. Hun skammede sig et øjeblik. Det var det, så mange mennesker i hendes by vågnede til hver morgen.
Hun rystede sig lidt og klappede så ponyen, for ligesom at komme væk med tanken og huskede sig selv på, at hun nu var på vej til at hjælpe og tage sit ansvar som dronning. Det var dette hun måtte gøre. Ligesom Svera havde sagt. Det er hendes kald som dronning, at rette op på det.

 

De tilbragte mange dage delvist i kort galop, skridt og med små snakke her og der. Da solen var gået ned bag horisonten, fandt de en lille gård, der tog imod Svera og Lira.
Efter at have redet i mange dage var de kommet til et håndværkerhus. Svera steg med et støn af og tog sig til ryggen.
”Jeg er ikke længere 7 år, haha.” Smilede hun og Lira smilede tilbage. Selvom Svera smilede var der meget alvor bag. Hun skjulte tydeligvis en masse smerter.
Lira svang sig også selv ned fra hesten. Selvom hun var noget mere adræt og yngre end Svera, synes også hun, at det begyndte at trække en del i musklerne. Mange urolige nætter med mareridt, der var taget til på halm på gulvet og adskillige timer i sadlen om dagen var ikke noget en prinsesse var vant til.
Ponyerne blev sat ud i en bås med køerne og fik masser af rent hø og en portion havre, som de spiste taknemmeligt af.
Lira trådte taknemmeligt indenfor døren hos parret. Huset var et solidt murstenshus og en stor stenovn stod også i den anden ende af huset, der tydeligvis blev brugt til mandens håndværk. To skåle med suppe blev stillet foran dem med rygende varm suppe.
”Hvordan ved vi egentlig hvor vi skal hen?” Spurgte Lira, da hun stak skeen i den varme suppe. Det gik op for hende, at hun havde ingen anelse om hvad de egentlig rejste imod.
”Mod bjergene” Sagde hun og pegede op mod de høje travel-bjerge udenfor, hvorefter hun brækkede et stykke brød af.
Lira kiggede chokeret på Svera. Hun kunne vel ikke mene nordbjergene?
Men Lira nåede ikke at sige noget og Svera sagde bare: ”Lira” 
Hun lod brødet og skeen hvile på kanten af skålen og stoppede med at spise og vendte sig mod hende: ”Jeg er en gammel kone og der kommer et tidspunkt, hvor jeg ikke kan følge dig længere.”
”Men Svera, hvordan kan du sige det allerede nu? Hvordan ved du, at du ikke kan klare det?”
Svera smilede hjerteligt af pigens tiltro. ”Jeg er glad for, at du tror jeg kan klare det hele min pige. Men den dag kommer og når den gør, må du ride til Vastalls gård. Der vil Vastall sende bud efter en, der kan eskortere dig over bjergene i sikkerhed. Men pas på mit barn. Det er ikke barnemad at komme over de bjerge. Især ikke nu hvor Firalias mænd patruljerer området. Ingen ved hvad de er i stand til.”
Svera lagde en hånd på Liras ene hånd. ”Men jeg ved, at du kan klare den. Du er stærk og du har allerede gået gennem meget.” Svera tænkte tilbage på Liras forældres død og at Lira som bare 16-årig havde stået tilbage med et helt kongerige, der var efterladt med ét i sorg og desperation. Død. Det var måske mere det rigtige ord for, at hun ikke kunne følge Lira mere. Men hendes egen fejhed afholdte hende fra at fortælle pigen det. Hun slog blikket ned og genoptog sin spisning.

Lira havde opfanget koldheden, der pludseligt var skyllet ind over Sveras ansigt. Gad vide hvad hun tænkte på? Hun slog også selv blikket ned og spiste videre.
Svera havde tydeligvis villet sige det i noget tid og sagde det nu, hun kunne mærke hun var blevet svagere.
Hun kiggede op igen og betragtede det falmende ansigt. Hvad havde hun dog slæbt gamle Svera med til? Ingen af dem vidste hvad, der ventede dem når de nåede Firalia.
Hun var bare redet ud, uden at tænke på hvad der faktisk skulle ske. Og hun var ikke blevet klogere på hvad hun skulle gøre på deres lange rejse.
Alt hun havde set var mere forfald og mere desperation, jo nærmere de kom norden. Det smøg sig om hendes sjæl og hun kunne ikke engang huske hvornår hun selv havde grinet.
Det virkede som en menneskealder siden hun havde redet problemløs afsted en sommermorgen og mødt Jodt. Der havde hendes største bekymring været, at hun ikke ville være dronning.
Men det var hun blevet og det alt for tidligt og så helt alene. Efterladt i et land med en kold krig, som hun havde intet begreb om hvordan hun skulle stoppe. Og smerten. Smerten var det værste, den forfulgte hende af hendes forældres død. 
En stille tåre løb ned af hendes kind og hun sank en enkelt gang og skød hurtigt tankerne væk og fortsatte stædigt med at spise.
Svera kunne fornemme det, selvom hun ikke kunne se det. Hun sukkede ude af stand til at gøre noget. Hun vidste godt det forfulgte barnet, men Lira ville ikke snakke om det og hun blev ved med at skubbe det væk.

Næste morgen vågnede de med et sæt. Der var skrig fra børn og fødder der løb hen over gulvet. Lira satte sig forskrækket op. Der var en brand, der var gået i gang i den ene side af huset og et vindue var smadret. Det var tydeligvis lige sket og branden spredte sig hurtigt.
Hun væltede forskrækket ud af høet og Svera gjorde det samme på den anden side af hende. Selvom skrækken og mindet om sidste gang hun var blevet vækket i panik overvældede hende, kom hun hurtigt på benene. Hun skulle ikke have holdt denne tid ud hertil og så bare dø. Lira var grebet af angst og kunne dårligt tænke klart, men fik alligevel løsnet hestene og trukket dem med sig. Svera var lige bag.
Ud af vinduet kunne se nogle sortklædte mænd løbe rundt.
”Vi må væk!” Svera svarede ikke.
”Svera! Tag min hånd!” Svera tog Liras ledige hånd.
Hun gennnemsøgte hurtigt rummet for en flugtvej. Der var et vindue ligefremme og hun begav sig mod det.
Med et bang sprang døren op og ind kom tre små mænd, man ikke kunne se ansigtet på. Der var ikke et sekunds tvivl. Det var Firalias mænd.
Med et hop kom hun op i vinduet og skulle lige til at kravle ud. Hun trak i Svera.
”Kom så, du kan godt klare det!” Men Svera slækkede sit greb og hun kunne mærke hendes fingre glide ud af hendes hånd.
”Svera du dør! De tager dig!”
”Red dig selv. Tag til Vastall. Vastall Lira. Du er en stjerne Lira. Skin.” Svera sagde det imens hun kiggede Lira lige ind i de blå øjne. Lira hev og sled i hende. Hvorfor kæmpede hun ikke? De kunne godt klare det.
Sveras hænder slap Lira og hun kunne ikke længere holde fast. Hun strakte sine fingerspidser mod hende, men Sveras hånd var forsvundet ud af syne. Svera var på den anden side af muren og hun kunne høre de rallende stemmer omtale Svera.
Gennem vinduet kunne hun se dem samle sig om Sveras krop, der allerede lå på gulvet.
Andre var kommet ind i rummet og de trak hestene brutalt med sig.
Så kom der et skrig og lyden af en svirpende pisk. Hun så hvordan de tre mænd løftede deres piske og svang dem over Sveras ryg og ansigt.
Hun havde lyst til at skrige og banke på ruden. Men hun holdte en hånd over sin mund, prøvede at lukke lydene ude og vidste hun måtte være stille for ikke også, at de opdagede hende. Det var den visse død og hun kunne intet stille op mod dem.
Med et kvalt hulk tvang hun sig selv til at vende rundt og løbe langs huset i den modsatte retning af gårdspladsen. Bag sig forlod hun hestene og en sikkert død Svera der svømmede i blod. Men hun vidste hun måtte fortsætte. Men hvad hun skulle gøre af sig selv nu, vidste hun ikke. 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...