Lira af Lavor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2012
  • Opdateret: 9 nov. 2016
  • Status: Igang
Lira er en sød, glad og elskelig prinsesse med en bekymringsløs hverdag i landet Maraialand, men en nat vender hendes lykke brat. Slottet bliver indtaget af nogle forfærdelige væsner og af deres onde glædesssugende hersker, Firalia. Liras far og mor - droningen og kongen - dør og hele Maraialand bliver indtaget af onde kræfter, som det nu er op til Lira at overvinde. Kampen om overlevelse og overvindelse bliver hård for Lira, som har intet tilbage at miste...

Den første bog i historien om Lira af Lavor er færdig og her kan du kunne læse de første 10 kapitler. Imens er jeg igang med redigering og finpudsning

7Likes
3Kommentarer
1768Visninger
AA

23. 23. Klippehuler og kæmpe sten

De havde forladt passet og hestene nogle dage inden. Luften var begyndt at blive endnu koldere og det gik altid meget stejlt opad. 

Her var tåget, men de vidste de gik det rette sted. Det kunne de mærke på den mærkelige kulde og den trykkende triste stemning, der var over området. Lira havde svært ved at holde humøret oppe i de svære stigninger. Der var fyldt med kæmpe sten og tykke, høje, døde buske. 
Jodt sukkede og sagde: "Mine snørrebånd er gået op." Flere ord udvekslede de ikke. 
Lira stoppede op for at vente på ham og så var det hun hørte det. En pusten, der ikke tilhørte hverken hende eller Jodt. Hvad hun før havde troet var store sten, var sovende dyr. De lå helt stille. Af frygt for at vække dem, skubbede hun langsomt til Jodt, hvis åndedræt var så godt som stoppet. Han havde opdaget dem. Bag dem, omkring dem og foran dem var der drager.

Hun tænkte på dragerne hjemmefra, men de var anderledes end disse. Håbede hun. Fordi dem derhjemme var trænet til én ting: At dræbe. Og  ikke kun det, nej det er for kedeligt. De små søde pus leger nemlig med deres bytte. Hvis modstanderen, som er en, der er dømt til døden på grund af en særlig forteelse, er heldig, får en af dragerne smidt offeret ind i en sten eller revet en midt over, i deres kamp mod hinanden om at få byttet, så hurtigt som muligt. Så skal man ikke nyde resten af showet med ubeskrivelig smerte. 

Modet sank i Liras krop. Hun var ret sikker på disse ikke skilte sig meget ud fra dem derhjemme. Om end var de nok værre. Problemet var især, at de gerne skulle overleve dette. 
Rundt omkring bemærkede hun nu åndedrættene, der ikke længere var tunge og langsomme, men nu blandede de sig med Jodts og Liras egen vejrtrækning, mens andre snusede ind. De var ved at vågne og de kunne lugte Jodt og Lira. Lira og Jodt gik med langsomme skridt fremad, men dragerne tullede ikke tilbage i søvnen. Flere af dem rystede på deres hoveder og andre fnyste over det nyankomne selskab og så kunne Lira høre en løben bagved. En løben af fire dragefødder, der ramte grus og sten.
Lira kunne kun komme i tanke om én fornuftig ting at gøre: Løbe. Hun mimede "løb" til Jodt og håbede han havde forstået det, da hun i ét satte i det hurtigste løb hun kunne. Hun drejede skarpt to gange lige efter hinanden. Det forvirrede dem tydeligvis. Det gav hende et forspring og hun kunne høre, at deres løb var længere væk.
 
Jodt var åbenbart løbet en anden vej, for hun kunne hverken se eller høre ham. Lira satte dog ikke farten ned.
Det ville heller ikke nytte noget at gemme sig. Lugte- og høresansen hos drager er 1000 gange stærkere end deres syn.
Lira stoppede med et gisp. Foran hende var en dyb klippeafsats. Hun gispede efter vejret og kiggede fra side til side. Voldgraven strakte sig tilsyneladende endeløst og bag hende kunne hun se dragerne. Nogle af dem var begyndt at slås indbyrdes, mens andre stadig klikkede hen over stengrunden. 

"Hvad gør vi? Hvad satan gør vi?" Jodt udtalte de ord Lira tænkte. Han stod nogle meter længere henne af afgrunden. Han løb til den ene side ganske kort før han så igen løb den anden vej med hænderne til hovedet. De kunne høre dragerne komme nærmere og nærmere.
Lira kiggede fra afgrunden og så til dragerne og så tilbage på stenafgrunden. Så bestemte hun sig. 
"Vi gør hvad vi er bedst til. Vi rider." Hun løb tilbage mod dragerne og udså sig på vejen et sted på dragerne, der ikke var dækket med livstruende pigge.
"Du er jo sindssyg pigebarn!" Så sprang hun op og jokkede så hælene i den glatte drageskind. Dragen sprang frem og hun måtte tage et ekstra tag for ikke at glide af. Dragen bevægede sig slingrende, usikker på hvad der skete, fremad. 
Hun kiggede frem og så Jodt stå et øjeblik med åben mund, før han igen vendte tilbage til virkeligheden. Så satte han også i løb mod en drage, der var kommet foruroligende tæt på ham. Han svang sig i et kæmpe spring op på dragen og den virrede forvirret med hovedet. Så jokkede også han hælene i og den gav et kæmpe spring fremad.  De gjorde det begge igen og denne gang løb dragerne.
Foran sig kunne Lira nu se afgrunden og hun blevet grebet af panik. Hun kunne få den frem, men hvordan skulle hun stoppe eller dreje den? Lira lukkede øjnene, men mærkede så et sug i maven og et pludseligt vindpust. Dragen fløj med hende på ryggen. Hun klamrede sig til den glatte, knoklede, brede krop. 
Dragerne fra slottet kunne ikke flyve. 
Ud af øjenkrogen kunne hun se vingerne fra, hvad, der måtte være den drage Jodt red på. Da hun vovede at kigge ud til siden, så hun, at Jodt havde et kæmpe grin på sin mund. Hun blinkede en gang og vidste, at hun ikke havde set syner. Jodt grinte og hujede. 

Hun kiggede frem og kunne mærke vinden i hendes øjne, der begyndte at fyldes med vand. Vingerne slog taktfast i luften. Et kort og så et langt slag i luften. Lira kunne mærke rytmen, som når en hest galopperer. Hun slap mere af i benene og løsnede taget med hænderne lidt. Hun kunne mærke suset i maven og vinden slog hendes hår løst af dens knold. 
"Hvor er det vildt det her!" Det var Jodt, der råbte så højt han kunne. Lira kunne ikke lade være 
med at smile lidt og så begyndte hun også at grine. Det føltes utroligt at flyve langt over jorden. Hun prøvede at kigge ned og kunne se den dybe voldgrav under sig. Til siderne kunne hun se længere end hun nogensinde havde prøvet før. Bjergtoppe, der tittede frem over skyerne og dragerne på jorden. 
Fremad kunne hun se enden af afgrunden og på den anden side skimtede hun noget, der lignede klippehuler. Lira glemte med det samme, at hun var på drageryggen og forsøgte kun at se længere frem. For hvert vingeslag kunne se mere og for hvert vingeslag kunne hun mærke en kulde gå længere ind under tøjet på hende. Små, sorte skikkelser bevægede sig rundt mellem hinanden og hulerne. Langsomt gik det op for hende. 
"Jodt. Jodt!" Hun råbte til ham for at han kunne høre hende. Jodts ansigt vendte sig mod Lira, der nikkede mod dalen med klippehuler. Hans smil stivnede og hans røde kinder blev hvide da han fik øje på de mange skikkelser af Firalias folk. Han havde ikke glemt hvad de havde gjort ved den gamle mand. 

Dragerne var nu fløjet hele vejen over afgrunden og de nærmede sig stadig. Gad vide om Firalia var i nærheden? 
Langsomt tabte dragerne mere og mere af deres højde i luften og nærmede sig jorden. De landede ikke i dalen, men fløj nu så tæt på jorden, at nogen måtte have set dem. 
Så var det hun så det. Hendes vejrtrækning blev hivende og ukontrollerbar. Hendes hals snørede sig sammen. Hun tumlede ned af dragen og landte med et stød jorden. Hendes blik sortnede og da hun kæmpede sig op på armene kunne hun skelne en sort borg og Jodt kom løbende imod hende
"Lira! Er du okay? Kan du stå?" Hun nikkede til ham og så ikke længere sort. Han tog fat i hendes arme og trak hende op. 
Hendes kind var underligt varm. Hun tog sig til den og så blodet i hendes hånd. Sne ramte hendes hånd og smeltede i blodet. Så kiggede hun op og så igen den sorte borg lavet af kæmpemæssige sten, så store som dragerne.
Dragerne stod lidt væk og gnaskede glad noget blodigt kød
 i sig. Var de dresserede til at flyve hertil?
"Hun er her. Er hun ikke? Jeg kan mærke her er helt koldt." Spurgte Jodt. 
"Jo. Det er her. Vi er her." Endnu engang sortnede det for hende og hun måtte stødte sig til Jodt, for ikke at falde. "Jeg er ikke klar. Jeg kan... Jeg kan ikke. Jeg må væk.
"Lira. Du er her. Vi er her endelig. Du kan ikke vende om nu." 
Men Lira ænsede ikke hvad Jodt desperat sagde.
"Jeg vil ikke. Hun er... Jeg er bare... Jeg... Hun..." 
"Vi må væk herfra Lira. Dragerne er færdige med at spise om lidt og nargylerne er på vej. Kom nu."Han kiggede sig omkring og der var ingen andre veje end ind i borgen eller ned til dalen. 
Lira kunne ikke tænke klart, men Jodt trak i hendes arm og hun stavrede fremad. Det afhang af ham hvad der nu skete og det var som om det gjorde ham stærkere. Han var taget med for at beskytte Lira. 
Han gik ind gennem en stor åbning i muren og derinde var der to store trapper, der begge endte ud det samme sted. Han gik med Lira ved armen op af en af dem. Han prøvede at dæmpe sine trin og da han var nået næsten hele vejen op 
synes han at han kunne høre bølger, der slog mod en væg. Det var ikke det eneste. Han kunne også høre en skarp, dyb kvindestemme og den skar helt ind til hans knogler. Han trykkede sig til væggen og kiggede på Lira. Liras øjne var vidt opspærrede, men ufokuserede. Han måtte gøre noget. Han huskede hendes ord: De skulle gøre det sammen. De var stærkest sammen. 
"Vi er stærkest sammen. Husker du? Du må være her til at hjælpe mig."
"Hun må ikke gøre dig noget." Lira var pludselig tilstedeværende igen og kiggede Jodt lige i øjnene. "Jeg vil ikke miste endnu en jeg..." Hun kunne ikke få sig selv til at sige det sidste ord. 
Jodt glemte et øjeblik alt omkring sig og kiggede på Lira. Hans mave var som det eneste helt varm og han følte knap han trak vejret. Han tænkte ikke da han trådte et skridt nærmere hende. Hendes øjne skinnede krystalblå til ham og læberne var frostrosa, men havde bløde former hørte han Firalias stemme igen. Det rev ham tilbage og så sagde han: "Vi er sammen. Hun kan ikke røre os."
Han rystede lydløst på hovedet af sig selv. Hvordan kunne han stå her og tænke på at kysse hende når Firalia var lige deroppe? 

Lira gik lige bag Jodt op af trappen. De gik sammenbukket og op af væggen, helt lydløst. Hun havde et øjeblik troede Jodt ville kysse hende og det havde vristet hende ud af de uklare tanker. Et øjeblik havde det været som om det eneste der var i verden var de to. Men hun skød hurtigt tanken ud af hovedet da hun igen hørte Firalias stemme.
Hun kunne se sin hånd ryste og selvom hun knyttede den og løsnede den igen, blev den ved med at ryste. Hendes hjerte bankede og hele hendes krop strittede imod at tage et skridt mere. Men hun gjorde det fordi hun vidste Jodt var lige foran hende, stadig i live. Da de var helt oppe ved åbningen hvorfra Firalias stemme lød, stoppede Jodt op. Han strakte sit hoved frem så han akkurat kunne se ind. Med det samme trak han sig tilbage og støttede sig op af væggen. Han havde set Firalia stå med ryggen ud mod et kæmpe, åbent vindue. På den anden side af vinduet var der rigtig nok vand. Et helt hav og kæmpe, skummende bølger, der var sort af uvejr. Rummet var kæmpestort, men han havde ikke nået at se hvad der ellers var eller hvem hun snakkede til. Han prøvede at trække vejret roligt og tænke sig om. Hvordan havde han tænkt sig at slå hende ihjel? Hvad ville han gøre nu? 
 Lyden af skridt af mange hundrede fødder kom pludselig nede fra de åbning Jodt og Lira var gået ind af. Jodt kunne lugte nargylerne før han kunne se dem. De var fanget her og det var kun et spørgsmål om tid før nargylerne fik øje på dem på den gelænderfrie trappe. Jodt sneg sig så hurtigt han kunne fremad. Hvis bare de kunne komme ind i rummet med Firalia uden, at de opdagede dem. 

 "Firalia! Dragerne havde ukendte gæster med! Pigen er her!" I det sekund vendte Firalia sig om og så lige ind i øjnene på Lira.

Det var som en kraft tog I hende. En voldsom vind kastede hendes hår rundt i luften og det var lige før hun blev blæst omkuld. Så så hun en ung Firalia. Det var ikke til at tage fejl af, at det var hende. 
"Må jeg være med?" Børn legede omkring Firalia og hun spurgte en af pigerne der løb forbi hende.
"Nej. Du er for grim."
"Må jeg ikke godt være med? Jeg kan godt være den."
"Nej vi gider ikke have dig med. Der er ikke nogen, der kan lide dig!" 

Fire drenge tog fat i hendes ben og arme og løb med hende over til en griseindhegning. De løftede hende over hegnet og smed hende, så hun landte med et plask i mudderet. Der gik ikke mange sekunder før en dame med en kost i hånden kom farende ud. 
"Nu dig igen?! Kan du så komme ud forpulede møgunge!" Firalia kom hurtigt op at stå og kravlede med besvær ud af indhegningen imens konen langede ud efter hende med kosten. "Ja, løb hjem til din fordrukne far. Så kan han give dig de klø du fortjener. Eller hvad han nu lyster. 10 år og ingen møddom. Føj."Konen holdte i Firalias krave, så hun ikke kunne løbe. Så landede hun en kæmpe spytklat midt i ansigtet på Firalia og gav så slip. Firalia løb alt hvad hun kunne til hun nåede et lille faldefærdigt skur. Firalia tog en dyb indånding inden hun gik ind. Inde i huset var der afføring fra både mennesker og dyr. Firalias øjne begyndte at løbe i vand og hun listede lige så stille hun kunne til en dør på den anden side. Men det var ikke godt nok, for hvad, der måtte være faren, var vågnet. Han satte sig op den bænk han havde ligget på. 
"Græder du nu igen?" 
"Vil du ikke nok lade være?"
"Lade være med hvad?" Han landede en spytklat foran sig og tørrede sig med håndryggen over munden. Det efterlod et spor af mudder. "Det kan være mor ved hvad jeg skal lade være med. Kan du ikke spørge hende?"
"Mor er død." Hun hviskede det.
"HAHAHAHA" Det var et ondskabsfuldt grin, der kom ud af faren. "Hun er ikke død hun har bare forladt dig."
Han rejste sig op og gik tættere på Firalia. Han fyldte meget i lokalet. Han var høj og bredskuldret. Han sleb fødderne hen af jorden og vajede fra den ene til den anden side. Hans hud glinsede af sved og han trak vejret hivende.

Firalia turde næsten ikke spørge: "Hvorfor?"
"Hun elsker dig ikke. Derfor. Du er en pestillens for hele familien. Du er svag og klarer dig elendigt. Så her slider jeg mine dage op for bare at blive set ned på fordi jeg har dig om anklerne konstant." Og så greb han hende om halsen i et snuptag og klemte til hun var først rød, så blå i hovedet.

“Nej! Lad være!” Firalia lå på knæene foran Lira og havde brudt øjenkontakten. Hun var tilbage i borgen. Foran hende så hun en såret Firalia. Som om Lira havde set noget, der havde gjort hende til den hun var. Noget hun ikke var stolt over. Hun gik imod Firalia og var lige ved at kramme hende.
Jodts stemme lød et sted fra siden: "Nej Lira! Hvad gør du?"
Firalia vendte sig om og med det samme var den kvinde, man ville have medlidenhed med, væk. Firalia kastede sig med brøl ud efter Jodt. Jodt var hurtig på fødderne og han greb ud efter Firalia. Firalia stødte sine hænder imod ham og ud kom en isblå røg. Jodt nåede akkurat at få fat i Firalias ansigt, der fangede Liras blik endnu en gang. Jodt tog sig til maven og endnu en vind ramte Lira.
Så var det som om mindet spolede tilbage fra start. Men denne gang var det ikke Firalia, der var den lille pige. Hun var alle de andre. Hun var pigen, der afslog hende, drengene, der smed hende i grisestien, konen, der slog hende og faren, der kvalte hende. De talte alle med Firalias stemme og når de åbnede munden havde de sylespidse tænder.

"Så er det nok!" Med det samme var hun igen tilbage på borgen. Firalia med et forvildet, vredt ansigtsudtryk. Endnu noget Lira ikke skulle have set.
"Jeg har evner du ikke har pigebarn. Du vil aldrig vinde over mig. Tag hjem og nyd kampen. " Så slog hun hovedet bagover og begyndte at grine et ondskabsfuldt grin. Hun foldede sine arme ud. De lignede ikke bare arme, men dragevinger. Og så fløj hun. Ud af det åbne vindue og ud over det ufremkommelige hav, der slog op af borgmuren. Lira og Jodt løb hurtigt hen til vinduet og de kunne se hendes kulsorte skikkelse flyve ud over det store ingenting. 

”Hun er væk" sagde Lira målløs.
Jodt nikkede og sagde: "Hun er væk" 
Men hun var ikke væk. Ikke for evigt. Det vidste de begge.
Lira havde aldrig været så forvirret i sit liv. Hvad havde været sandhed af det hun så? Havde det første minde blot været for at narre Lira? Kunne Firalia indtage andre mennesker? I det øjeblik hun stilte sig selv de spørgsmål vidste Lira, at det var sådan det hang sammen. 

"Der er ikke mere at gøre nu." Og det vidste Lira, at Jodt havde ret i, men det gjorde hende ondt i hjertet at skulle forlade Firalias borg uden at have ladet hende bøde for alt hun havde gjort først. 
Krigen var langt fra ovre. Den var kun lige begyndt. 

"I skal tage tilbage. Der er ingen her i kan gøre noget. Der er ingenting i kan gøre. Ingenting." Det var en stemme bagved og så snart de vendte sig så de en hær af nargyler. Stanken slog dem som et bat, men de kom ikke nærmere. De blev stående. De gik endda til side så der blev skabt en gang frem til porten. 
"Hvad vil I?"
"Ingenting. Lade jer gå.  Firalia vil ikke vise sig igen før I er nået trygt og godt hjem det kan i være sikre på." 
Lira kiggede undrende på dem. 
Nargylerne var der så mange af, så det ville være lige meget om de dræbte nogen af dem, der var her eller ej. Det ville ikke gøre nogen forskel, men højst sandsynligt bare bringe dem selv til skade. 
Jodt og Lira begyndte begge at gå mod døren med ryggene til hinanden. De vidste de intet kunne gøre hvis nargylerne besluttede sig for at gøre dem noget, men de var alligevel klar til hvad de kunne finde på. Men der skete ingenting. De nåede til døren og nargylerne kiggede stadig bare på dem og smilede. Deres adfærd løb hende koldt ned af ryggen. Hvorfor smilede de? Hvorfor lod de dem gå?
Men Jodt og Lira spurgte ikke mere. De forlod slottet så hurtigt de kunne og vidste, at de var på vej hjem. Begge i live.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...