Lira af Lavor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2012
  • Opdateret: 9 nov. 2016
  • Status: Igang
Lira er en sød, glad og elskelig prinsesse med en bekymringsløs hverdag i landet Maraialand, men en nat vender hendes lykke brat. Slottet bliver indtaget af nogle forfærdelige væsner og af deres onde glædesssugende hersker, Firalia. Liras far og mor - droningen og kongen - dør og hele Maraialand bliver indtaget af onde kræfter, som det nu er op til Lira at overvinde. Kampen om overlevelse og overvindelse bliver hård for Lira, som har intet tilbage at miste...

Den første bog i historien om Lira af Lavor er færdig og her kan du kunne læse de første 10 kapitler. Imens er jeg igang med redigering og finpudsning

7Likes
3Kommentarer
1639Visninger
AA

22. 22. Endnu en udrejse

Da Lira stod op så hun Menja og Haral stod i køkkenet. Der duftede af urterne i Menjas te og en tændt ild. Jodt rørte på sig der hvor han lå og hans øjne var åbne få sekunder efter. De satte sig op på næsten samme tidspunkt. 
"Godmorgen. Så er dagen oprinden. Er I unge mennesker klar til at indtage?" Smilede Haral til dem begge. 
"Så, så de er jo lige stået op. Kom og få en kop te og få søvnen ud af øjnene inden vi snakker om at indtage noget som helst." Men Harals ord havde været nok til at hun kom i tanke om hvad dagen bød. Hun fik en klump i halsen, der først blev slugt da hun smagte Menjas gode te. Da de ikke snakkede om deres rejse, var der stille i det lille hus.
Lira lod en hånd løbe gennem sit hår. Hun kunne mærke det var lidt fedtet og tykkere og mere groft end da hun tog hjemmefra. Det lugtede bestemt heller ikke af lavendel mere.
Hun tog en tyk garnsnor fra Menjas slidstærke flettearbejde. Det skulle blive til en måtte, man kunne tørre de snevåde sko i.
Så samlede hun al sit hår i hånden og snoede garnsnoren rundt om, så der blev formet en knold. Lira satte en sidste løssluppen lok hår fast under snoren og mærkede så efter om alt håret sad fast i knolden. 

"Hvorfor sætter piger altid deres hår op?"
Lira kiggede forbløffet på Jodt, der kiggede på Liras hårknold. Menja smilede og lod Lira svare for dem begge da hun satte en skål havregrød foran hver af dem.
"Det er vel praktisk. Holder det rent længere, mindre slidt og så er det ikke i vejen." Svarede hun ham. 
"Hmm, men det er nu flottere når det er nede. Ikke, at der er noget galt i det selvfølgelig." Sagde Jodt så. "Det er bare flottere nede."
"Nu gør vi jo ikke alt for at tilfredsstille mænds øjne." 
 Jodt fnyste lidt og skovlede en skefuld havregrød op.
"Du klagede ikke sidst jeg komplimenterede dit nedslåede hår." Mumlede han så for sig selv så kun han og hun kunne høre det. Lira grinte lidt af ham og kom i tanke om hvordan hendes kinder havde blusset op da han havde sagt hun var smuk med udslået hår.
Der var igen helt stille i huset. Der var noget, der havde ændret sig mellem dem siden de mødtes hos Vastall. Hun kunne ikke finde ud af hvad det var og prøvede at glemme det igen. Det var ikke vigtigt nu og det var sikkert bare endnu en af de ting, der havde ændret sig siden Firalia slog til.

"Årh der er te." Patik var lige trådt ind af døren med sin kappe godt oppe om ørene. Menja satte en dampende kop te foran ham. "Det har været stridt vejr i nat, men så skulle det også være blæst af. Sneen ligger meget fint her til morgen. Det skal blive godt at komme under skindene og sove nu." 
"Jeg troede Patik skulle med noget af turen?" Spurgte Lira forvirret ud til dem alle sammen. Haral og Jodt kiggede lidt fra den ene til den anden. Patik kiggede blot ned i jorden.
"Vi har... snakket lidt om det og er kommet frem til det nok er den bedste beslutning hvis han bliver." Svarede Jodt så.
"Hvorfor?"
"Patik har jo været ude i nat Lira, så han er træt." 
"Ja det kan jeg godt forstå, men det kunne han vel have ladet være med?" Spurgte hun irriteret nu. Der var noget de ikke fortalte hende. Jodt sagde ikke mere, men havde blikket slået ned i gulvet selvom Haral og Menja kiggede på ham.
"Patik har mange vigtige opgaver her for tiden som han skal tage sig af. I skal nok alligevel klare jer uden de store problemer, det stykke Patik ellers kunne have fulgt jer. Så er I blot én mindre at fodre på." Tog Haral så over. 
"Men..." Lira nåede ikke længere før Patik brød ind: "Jeg håber inderligt det lykkedes for jer." Han kiggede Lira lige i øjnene.
"Jeg kan vist ikke bidrage med mere end Jodt allerede kan. Mine bud her er som Haral sagde af større gavn for alle." Sagde Patik så med nedslået hoved. Det var ikke sandt det han sagde. Patik troede ikke selv på det. Men Lira forstod, at diskussionen var ovre og at hun ikke ville få en sandhed at vide. De tre havde besluttet sig og nu havde Patik været på natbud, så hun kunne intet gøre nu. 
Lira kiggede på Menja. Hun stod med ryggen til og lod som om hun havde gang i noget ovre i køkkenet.
Lira rejste sig så: "Jeg gør hestene klar."

Ude i den lille, lavloftede stald stod fire heste. Den ene en rigtig hest og de tre andre ponyer, hvoraf den ene stadig havde de fugtige mærker efter sadel og sne i manen. De var alle fire budheste.
Hun åbnede låget til den ene af de store kasser og tog skovlen der var plantet i fodreret. Så gav hun hver af dem en god skovlfuld. Imens de spiste fandt hun sadler og hovedtøj frem og begyndte at børste dem godt igennem. De skulle være så godt i stand som muligt inden de begav sig ud så hun gav sig god tid. Da hun trak dem med ud på gårdspladsen stod Menja klar med sadeltasker. De var fyldt godt op og ud stak både brød og pølser.  
"Efterlad dem i passet I kommer til lige inden I skal længere op af bjerget. Patik har givet bud til den nærmeste by og der vil være en til at hente dem."
"Nå så det var det han lavede i nat." Mumlede Lira med fingrene på et spænde til sadeltaskerne. Ingen svarede hende. 
 Hun var lettet over de ikke bare skulle efterlade ponyerne ligesom de havde gjort med de to andre.  
Patik kom ud af huset: "Jeg ville bare lige sige farvel inden jeg generobrer min egen seng." han blinkede til Lira. Så gav han høfligt Jodt hånden imens Lira gav Haral et kram. Menja stod nu ovre hos Jodt ved siden af Haral og forklarede et eller andet. 

"Vil du også give mig hånden? Eller er der lidt surhed over det med sengen." Spurgte Lira Patik. 
"Narh det kan nok godt lige blive til et kram trods alt." Smilede Patik tilbage. 
Så tog Lira ham ind i et kram, det var som om Patik pludselig var blevet den generte. Så snart hun havde slået armene om ham kunne hun mærke hans skuldre slappe af og hans arme folde sig rundt om hende. Han gav hende et klem og da de lod hinanden gå igen gik han blot mod huset.
"Det har ikke været det værste at dele din seng." Sagde hun højt efter ham. 
Patik smilte til hende lidt sørgmodigt "Det synes jeg heller ikke." Han holdte smilet lidt længere, mens han gik baglæns indtil han igen gik mod huset. Det var som om der var noget de begge manglede at få sagt til hinanden.

Lira gik tilbage til ponyen, hvor Menja stod. "Der er foder til hestene, lidt til at lave ild med og pølse og brød som du kan se i din taske." Menja stod og pillede lidt ved pelsen på ponyen. Lira tog hendes anden hånd. 
"Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal gengælde alt dette."
"Hvis man skulle gengælde alt her i verden ville vi aldrig kunne sove om natten søde Lira. Jeg håber blot du vil hjælpe en anden på din vej." Menja smilede til hende og trådte så væk fra hesten så hun kunne stige op. Hun slap nødigt Menjas hånd, men steg så op, hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige eller gøre. Hun stod i så dyb gæld til så mange mennesker.

Jodt krammede Haral og svang sig også op på ponyen, hvor hans ben ragede godt nedenunder. Både Menja og Lira grinede lidt ved synet.
"Ja man er jo ikke 10 længere." Råbte Jodt fornøjet tilbage, som godt havde hørt de fniste.
"Så længe hesten kan bære er der intet problem." Sagde Haral raskt. Ponyerne var bomstærke og skabt til voksne mennesker.
"Vi må afsted inden den bukker under så" De grinede alle sammen lidt. 
"Al lykke og held til." Sagde Haral så og klappede Jodt faderligt på låret. 

Lira skridtede op på siden af Jodt og de kiggede begge tilbage på ægteparret, der vinkede til dem fra den lille gård. 

Lira kiggede tilbage indtil de kun kunne se huset som en plet i sneen. 
Lira nød at sidde på en hest igen. Hun havde ikke tænkt over det, men den vuggende gang, udsynet til hestens fremadrettede ører og med benene på hver side af dens mave, var noget af det Lira holdt mest af i denne verden. Det var som om hun aldrig havde forladt en hests ryg i så lang tid som hun havde fordi det føltes præcis som havde hun siddet her en evighed. Hun tænkte på de sidste gange hun havde måttet forladt en hests ryg. Det var ikke glade minder, der kom frem. To var blevet efterladt her i bjergene og to andre havde Firalias folk taget sig af på en måde Lira ikke kendte til. Hun kunne dog ikke forestille sig noget godt.
Trods der havde været grin få øjeblikke siden var humøret ikke i den glade ende længere.
"Nu er det tredje gang jeg tager fra et hjem, der har hjulpet mig og ud på en rejse jeg tror, der skal vare helt til Firalias slot." Sukkede Lira med et lille skud af håløshed.
"Lad os håbe det her bliver den sidste." Svarede Jodt med anspændt kæbe og skridtede forbi hende da stien snævrede ind.
Hvis bare håb var nok tænkte Lira. 

 

De slog først lejr sent den dag. De var kommet langt og kunne se passet herfra. Det ville nok tage til middag i morgen at nå dertil. Ponyerne hang hurtigt med hovederne efter de havde fået deres mad og de havde fået sadlen af. Lira følte sig dog ikke spor træt. Det virkede heller ikke som om Jodt gjorde. De havde trukket maden ud så længe de nu kunne og nu var der ikke så meget andet at gøre end at ligge sig til at sove da de ikke vidste hvad de skulle snakke om. Lira lå vågen i flere timer på det tynde underlag og stirrede op i nattehimlen. Selvom hun lå helt stille væltede alt rundt inde i hende. Det var ikke til at hitte hoved og hale på. Hun var sikker på Jodt heller ikke sov, men det var som om hun glemte det efter noget tid. Tankerne bragte hende et andet sted hen. 

"Lira?"
"Mmh?"
"Sover du?"
Hun udstødte et lille grin. "Tydeligvis ikke" Hun vendte sig rundt og hun var rigtigt nok lysvågen. Jodt trak lidt på skuldrene: Nå ja hvad skulle han ellers sige?
"Gør du?" Spurgte hun ham så. De lå stadig begge ned med ansigterne vendt mod himlen.
"Ja det gør jeg! Jeg er dybt i en god søvn. Omringet af puder og silkedyner." De grinte begge.  "Hvad er din grund?" 
"Til, at jeg ikke sover?" Spurgte Lira.
"Mmh."
"Tanker. Alt for mange af dem." 
"Også mig." Svarede han og kiggede over på hende: "Fortæl mig om dem."
"Det er alt på én gang. Det virker som om jeg har nået hele det her igennem og tilbage igen. Der er sket så meget, at jeg næsten ikke kan rumme det. Fortæl mig om en af dine istedet." Hun havde ikke lyst til at skulle snakke mere om dem, hun tænkte allerede nok på dem.
"Lige nu har jeg bare en masse tanker om den samme tanke. Forstår du?"
"Så fortæl mig den." Grinede hun lidt imens hun halvt nikkede, halvt rystede på hovedet.
Jodt tøvede og overvejede grundigt sine næste ord selvom de lå på det yderste af hans læber: "Ville du gerne have haft Patik med?" 
Endnu et spørgsmål til hvad hun selv tænkte på. Ville hun aldrig få at vide hvad han tænkte på? "Ja. Han kunne noget med knive og så er han bud, så han kender jo området." Men det var måske ikke udelukkende derfor hun ville have ham med.
 "Han virkede som en god ven. Og han var sjov." Hun smilede lidt.
"Det ville have været rart, at han var her ihvertfald." Lira kiggede lidt på Jodt, som nikkede til svar. Havde det virkelig været det, der havde holdt ham vågen?
"Var det bare det alle tankerne handlede om?" Hun fiskede efter mere.

"Nej, det var nu bare en af de mange tanker. Men det er ikke lige sådan at forklare." Svarede han afværgende.
"Prøv. Bare start et sted. Man kan altid vende tilbage til noget man har glemt." Lira blev ved. Det virkede som noget han virkelig grublede over. Lira havde haft brug for et lille skub og nu havde han hørt så meget på hende de forgange uger.  Men måske var det bare noget som han bare ikke ville dele med Lira.
"Jeg tror det bliver nemmere når vi kommer hjem." Sagde han så bare. 
"Det tror jeg også." Hun smilede forstående til ham og opgav at presse mere ud af ham, selvom hun tørstede efter at få vide hvad han tænkte sådan på. Men samtidig var der heller ikke noget at sige til, at han tænkte på alt muligt nu fremtiden var så usikker. 
Så satte hun sig ved siden af ham uden flere ord. Jodt lagde den store beskyttende arm om hende endnu engang.

Og så så de solopgangen sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...