Lira af Lavor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2012
  • Opdateret: 9 nov. 2016
  • Status: Igang
Lira er en sød, glad og elskelig prinsesse med en bekymringsløs hverdag i landet Maraialand, men en nat vender hendes lykke brat. Slottet bliver indtaget af nogle forfærdelige væsner og af deres onde glædesssugende hersker, Firalia. Liras far og mor - droningen og kongen - dør og hele Maraialand bliver indtaget af onde kræfter, som det nu er op til Lira at overvinde. Kampen om overlevelse og overvindelse bliver hård for Lira, som har intet tilbage at miste...

Den første bog i historien om Lira af Lavor er færdig og her kan du kunne læse de første 10 kapitler. Imens er jeg igang med redigering og finpudsning

7Likes
3Kommentarer
1729Visninger
AA

21. 21. Dagene man aldrig glemmer

Endnu nogle dage gik før Liras helbred kom på tale igen.
"Hvordan har du det så i dag Lira?" Spurgte den gamle kone imens hun fyldte noget af den smeltede is på en kedel over ildstedet.
"Stærkere for hver dag Menja." Smilede hun til konen. Det var første gang, siden hun var faldet i søvn indenfor få timer, den gamle kone spurgte om det. 
"Godt." Menja smilede tilbage. 
Lira holdte sig lidt tilbage, men fik så alligevel sit spørgsmål ud over læberne: "Tror du jeg er stærk nok til at tage afsted?"
"Du kender din krop bedst min pige. Det er kun dit eget valg. Ikke mit." Menja tiede et øjeblik, som om hun skulle overbevise sig selvom om at sige det næste: "Men ja du er snart klar."
"Vi kan vel snart ikke holde på jer meget længere." Tilføjede Haral, konens mand, ovre fra bænken hvor han kiggede på et kort. Det var ikke Patiks. Det var ældre, men også langt mere detaljeret på nogle områder og andre havde store bare pletter. Hun tænkte på om det mon var Harals og selvom det var spændende hvad han kiggede på, blev hun pludselig nysgerrig efter at vide hvad de havde lavet som unge.
"Må man spørge. Har I altid været her på gården?" Stemningen i huset blev straks løftet, da de begge smilede ved spørgsmålet.
"Åh nej, nej, nej. Det skal jeg sige dig min pige, at jeg var bud. Helt ligesom Patik. Jeg har lært ham op." Han ellers lidt sammensunkne skikkelse rettede sig uvilkårligt. "Ja godt nok sammen med et par andre. Men sådan virker det. Man bliver lært op af tre forskellige aldersgrupper, så man kan få det hele når man skal ud på egen hånd for at erfare. Han var selvsagt også min sidste elev." Han smilede lidt på den der specielle måde gamle mennesker kan smile på. Så tog Menja over og fortalte sit: "Siden jeg var lille pige har jeg boet hos en apoteker. Så jeg er vokset op med at kende alskens urter og det er et lille paradis for sådan en som mig, at leve heroppe i bjergene med alle de urørte planter." 
"Da jeg mødte Menja første gang var det med en gren halvvejs gennem benet og blodet flydende og jeg spurgte om hun ikke havde en urt for lidt ubelejlig smerte i benet." De grinede begge to og Lira lyttede bare begejstret med. 
"Ja den dag glemmer jeg vist aldrig! Du hang mere på hesten end du sad og alligevel smilede du til mig som det ingenting var." Sagde Menja.
"Hun tog sig af mit ben og gav mig et gratis sted at sove de dage det tog for det at hele nok til jeg kunne sidde på en hest igen. Men jeg kunne ikke dy mig for at lade som det gjorde ondt lidt længere end hvad retfærdigt var. Jeg havde øjnet, at hun ikke lige var sådan en man bare skulle give et bud på vejen." Han blinkede til den gamle kone og nu kunne Lira heller ikke lade være med at grine.
"Vi flyttede hertil så snart jeg havde fundet ud af hvor kuleskør hun var omkring alle de der dersens planter. Ja og så da jeg fandt ud af at Grinac også blev brugt som medicin. Du tærede lidt på lageret af det da du vågnede. Du fik jo et helt glas og så var du bare ved at spytte det ud igen!" Så det var det det hed det skarptlugtende hun havde fået at drikke
"Det må du undskylde. Jeg skal nok forsøge ikke at tage ordentlig med tøj på næste gang jeg skal ud." De grinede begge af hendes vittighed trods det havde været meget alvorligt. De var i sandhed to skønne mennesker, der formåede at kunne gøre noget trist lidt nemmere at komme igennem. Hun vidste slet ikke hvordan hun skulle takke dem for alt det de havde gjort.
"Ja og ud lyder det til du snart skal lige meget om man rykker i den ene eller anden retning. Så jeg har kigget lidt på det. Men der er ikke meget aftegnet på de her gamle kort. Da jeg rejste rundt, kom vi ikke nær så vidt som nu. Tilgengæld kendte vi de områder vi rejste i ud og ind. Vi tegner ikke af fra yngre bude. Vi laver vores helt eget kort og jeg ved Patik heller ikke har været meget på den egn, da der simpelthen ikke er nogen mennesker." Det forklarede de bare pletter og detaljerede områder. "Så jeg vil gætte på, at den bedste passage vil være hvis I istedet for at gå direkte mod bjerget går nordvest herfra. Jeg kan kun gisne om hvor slottet ligger og jeg vil tro det er i dette område." Lira gik hen til ham og så hans finger danne en cirkel om et område ikke alt for langt herfra. 
"Det vil jo ikke tage mere end et par dage!" Gispede Lira.
"Nej, det virker også mærkværdigt, at vi intet har lagt mærke til af Firalias folk. Men jeg kan ikke se hvor det ellers skulle være." Han kløede sig lidt på hagen. "Men det vil jo kun være til jeres fordel hvis rejsen er kortere. I skal jo også hjem igen." Han kiggede på over på Menja, der havde et meget bekymret udtryk i ansigtet. Hun var et godt, gævt menneske, der aldrig ville stå i vejen for at hjælpe et andet menneske og slet ikke i kampen mod Firalia. Men hun havde taget sig af Lira og Jodt da de blev fundet halvt døde og hun var ikke meget for at give slip på dem nu. Hun var begyndt at holde af dem, som hun holdte af Patik. 
Lira nikkede til Haral: "Ja det skal vi." Hun kunne ikke gøre andet end at tro på, at de også skulle til at finde en vej hjem igen.
Stemningen var trykket i det lille hus og Lira 
tog så den tomme, rustikke vandkande fra bordet.
"Jeg henter noget frisk drikkevand." Sagde hun så og lod de to være alene til at snakke. Eller lade være. 
Lira smilede et af sine smil til dem, før hun lukkede den lille dør til. Et af de smil, der engang havde været varme, men nu nåede de aldrig helt hendes øjenkrog. Hun var ikke længere godtroende og naiv. Hun var bevidst om den ondskab, der også var i denne verden. Selvom mange på hendes vej havde hjulpet hende havde hjælpen været forårsaget af ondskab af noget andet. Deriblandt mest af alt Firalia. Det var som en uendelig cirkel. Hvor nogle var nødt til at være onde for, at en anden kunne udvise godhed.

Hun gik hen mod vandløbet, der lå bag huset. Hun skulle til at ligge sig på hug ved udspringet da hun fik øje på Jodt, der stod helt stille med en lænende hånd på taget af det lave brændeskur. Han virkede helt rolig. Forsvundet i sine egne tanker imens han kiggede ud på den hvide sne og grønne graner. Hun gik prøvende frem til ham. 
 Han kiggede kort på hende som en bekræftelse i, at han havde set hende og det var helt fint hun var der. Hun blev overraskende lettet over hans accept efter, at han havde været så anspændt de mange forgangne dage.
 Hun spurgte ham ikke om der var noget galt. Det virkede som et dumt spørgsmål. Det vidste de jo begge to der var og havde været det siden den dag for snart længe siden. Så Lira satte bare vandkanden fra sig på brændeskuret og sagde: "Menja siger jeg er klar. Haral har endda fundet ud af hvilken retning vi skal gå."
"Er du sikker?" Spurgte Jodt hende tvivlende.
"Ja Jodt. Hvorfor skulle jeg ikke være sikker? Du har virket så opsat på at komme afsted, hvorfor spørger du så nu?"
"Jeg vil bare have, at du er helt klar."
"Jeg bliver aldrig helt klar på det her. Det er man vist aldrig. Men jeg er så klar som man kan blive."
"Godt så kan vi vel lige så godt tage afsted i morgen? Der kommer vist ikke så meget mere ud af at blive her. Andet end at trække tiden selvfølgelig
"Ja. Vi tager afsted i morgen." Deres stemmer var kolde og uden meget liv i. Ingen af dem havde synderligt lyst til at skulle ud i bjergene igen. Lira ville ikke have noget imod at trække tiden ud, men hvor rart det end var at være her, ville alt omkring dem kun blive værre. Der var ikke længere nogen grund til at udskyde det. 
Jodt bevægede munden lidt, som om han var usikker på om han skulle sige noget eller ej. Hvordan han skulle forme ordene. "Det hele er så utrygt nu. Man ved ikke hvad der kan ske fra den ene dag til den anden. Her er der... trygt igen." Han smagte et øjeblik på ordene og kiggede så på hende: "Kan du huske hvordan det var derhjemme? Hvor godt og trygt man havde det hele tiden." 
Det føltes som evigheder siden, men Lira kunne lige så tydeligt huske det, selvom hun havde prøvet at ligge det fra sig og glemme det. Hun vidste jo det ikke ville blive sådan igen.

Jodt fortsatte: "Jeg kan tydeligst huske den dag jeg mødte dig ved søen. Vi red sammen som så mange gange. Du hilste og smilte til alle som altid."

"Og du var så dejlig Jodt-agtig." De grinede begge et kort øjeblik.
Så sagde Jodt imens han mindedes: "Det var varmt og du slog håret ud. Jeg kunne ikke få øjnene fra dig den dag."

"Ja jeg var klam og svedig." Hun vrængede ansigtet.

Jodt grinede bare af hende, det var åbenbart ikke sådan det skulle forstås og sagde: "Du var så smuk som kun du kan være det."

Lira vidste ikke hvad hun skulle svare. Hun syntes ikke selv det var rigtigt og hun blev varm i de lyse kinder. 

"Det var dagen inden... Jeg nu har alle disse grimme ar." Det var ikke det hun ville have sagt, men Jodt forstod den alligevel. Dagen inden hendes forældre døde, Firalia viste sig og grunden til de nu var her.

"De har kun gjort dig smukkere Lira. Og mere livserfaren end de fleste."Han kiggede lige på hende og så væk igen. Lira ville aldrig se dem sådan. De ville altid være minder om noget forfærdeligt. Noget grimt og noget hun ikke havde haft lyst til at blive: Voksen.

De var stille lidt, så sagde Jodt: "Jeg savner dem så uendeligt meget."

Lira vidste hvem han mente og hvordan det føltes. Hvor ondt det gjorde, men hun spurgte alligevel: "Hvem?"

"Dagene." svarede han bare. Han tog sig ubevidst til hjertet. Han ville aldrig glemme de glade dage og lige nu lod de sig begge to dvæle ved de bedre tider.

"Det gør jeg også" svarede Lira og mente ligesom Jodt dagene hvor de var hos deres familier. Hjemme

Lira skulle lige til at tage vandkanden i hånden igen, da Jodt vendte sig mod hende. 
"Der er noget jeg har... Inden vi tager afsted igen... Må jeg spørge dig om noget?"

"Selvfølgelig." Sagde Lira lidt nervøs over hvad hans spørgsmål ville være.
Jodt skulle åbenbart først samle modet til at spørge hende så han satte sig op på brændeskuret og kiggede så ned i sneen i igen: 
”Hvordan var det egentlig? Hvordan… Hvordan føltes hun?” Hun satte sig op på brændeskuret ved siden af ham og foldede knæene op under sig. Nu var det hende, der skulle samle modet til at svare: ”Det var forfærdeligt. Helt... kold.”
Hun fik en klump i halsen inden hun kunne sige mere. Hun stirrede ud i ingenting da alle indtrykkene fra den aften kom som et lyn og spillede for hendes indre. Lydene, synet, lugten, kulden, følelsen. Hun fik en kuldegysning og lukkede øjnene stramt sammen.

"Jeg skulle ikke have spurgt om det. Undskyld. "

"Jo. Jo selvfølgelig. Det gør ingenting. Lige meget om man snakker om det eller ej så er det der jo stadig." Sagde hun og prøvede at lyde tapper. Hun mærkede en stærk arm ligge sig rundt om hendes skuldre.

"Vi skal nok klare den vi to." Sagde Jodt så. Lira kiggede på ham og sendte ham et opmuntrende smil, selvom det bare var betryggende ord uden sikkerhed følte hun sig alligevel lidt bedre tilpas og knapt så alene om det hele. De skulle nok klare den. Lidt endnu. 

"Du er den bedste ven man kan ønske sig Jodt." Lira kunne mærke Jodts arm lette sig en smule fra hendes skulder før den igen lagde sig omrkring hendes skuldre. Lira smilede til Jodt og Jodt smilede tilbage til hende, men det var ikke helt oprigtigt . Hvad havde hun dog sagt?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...