Lira af Lavor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2012
  • Opdateret: 9 nov. 2016
  • Status: Igang
Lira er en sød, glad og elskelig prinsesse med en bekymringsløs hverdag i landet Maraialand, men en nat vender hendes lykke brat. Slottet bliver indtaget af nogle forfærdelige væsner og af deres onde glædesssugende hersker, Firalia. Liras far og mor - droningen og kongen - dør og hele Maraialand bliver indtaget af onde kræfter, som det nu er op til Lira at overvinde. Kampen om overlevelse og overvindelse bliver hård for Lira, som har intet tilbage at miste...

Den første bog i historien om Lira af Lavor er færdig og her kan du kunne læse de første 10 kapitler. Imens er jeg igang med redigering og finpudsning

7Likes
3Kommentarer
1775Visninger
AA

20. 20. Hvad kækhed kan gøre

 Kaj Jusparala var taget afsted efter en enkelts nats søvn og to måltider. Lira havde ikke haft chancen for at spørge ind til hvordan det stod til i landet end under de ti minutter det tog ham at spise. Her havde Kaj dog kun snakket om hvor forsigtige de skulle være på vejen til Firalia og når de havde fundet hende skulle de hurtigst muligt komme ned af bjerget. Han blev ved med at understrege hvor vigtigt det var, at Lira overlevede. 
Han var bestemt ikke glad for de skulle afsted, men man kunne også mærke hans iver efter at komme af med Firalia og han var selv på vej ud for at kæmpe for det. Han vidste det var den eneste mulighed, der var nu, om end ikke andet end for at skabe håb eller en form for fremgang.
Det eneste spørgsmål Lira havde fået svar på var hvorfor Sprula-dværgen Villan ikke var kommet med: ”Sprula-dværge ville være et meget nyttigt våben at have med os, men de bliver meget påvirket af for mange mennesker, da der er mange sandheder og løgne på én gang. De ser heller ikke lyst på at blive udnyttet. Deres gaver bruger de som vi bruger vores synssans og de kan bedst lide at passe sig selv. Nok også derfor Villan trives så godt hos mig med alle de bøger og rejser jeg er på.” Grinede han kort til sidst inden han tog sin kappe på og forsvandt ud af døren.

Lira var lige vågnet for anden gang den dag. Første gang havde himlen udenfor stadig været sort og hun havde siddet søvndrukken ved bordet sammen med Kaj og lyttet ihærdigt efter alt han sagde. Denne gang var der lyst i den lille hytte og hun lå roligt og betragtede Patik imens han tog sig af sine knive.
Patik havde forklaret han brugte knivene til alle mulige forskellige ting. Primært ting med dyr. Slagtning af dyr, spisning af dyr og skære reb, der havde fanget et dyr i en snare, over med. Hun havde set ham sende en kniv direkte ind i en vild hvidhøne, der var gået ind forbi brændeskuret. Han sagde han kunne bruge dem til stort set alt, derfor havde han også så mange forskellige. Den ene kunne hægtes fast i et træ så han kunne klatre op, en anden brugte han til at fæstne ting midlertidigt til hinanden og en tredje var godt til at snitte træ eller læder.
"Ligger du nu og lurer igen?" Grinede Patik hen imod Lira, der endnu lå i Patiks seng. Lira blev en smule flov. "Du skulle hellere se at komme op og lave noget. Mad ville være et rigtig godt forslag synes jeg."
"Sådan noget kan jeg ikke finde ud af, så det vil være på din egen bekostning hvis madlavningen blev overgivet til mig." Gav Lira igen.
"Nå jamen hvad kan du da så af nyttige ting? Hvis ikke du kan lave mad er du da ikke meget værd at have liggende i min seng." 
"Hov hov må jeg være her. Jeg vil vædde med, at du ikke kan læse og genfortælle alle syv guders historie, regne ud hvor langt der er til planeterne og brodere en konge i silketråd."
"Næh, hvad skulle jeg dog også bruge det til?" Patik fnyste og smilede et stort fjoget grin. 
"Det er en gave at kunne blive klog." Sagde Lira overbevist. Han provokerede hende bevidst og Lira lod sig rive en smule med.
"Men sådan en gave får mig hverken fra Vastall til slottet, mad på bordet eller overbeviser kromutter om, at jeg intet har stjålet." Han smilede og satte sit hovedet på skrå. Mere var der ikke til det og det havde han såmænd ret i, selvom hun nødig ville give ham ret. 
"Stjæler du nu også Patik?" Jodts stemme lød ovre fra bænken ved bordet.
"Nej du det er jo det jeg siger: Det er bare hvad kromutter tror, men det tror hun om alle os drenge."
"Det overrasker mig ikke synderligt." Jodts svar var spydigt. 
Lira kiggede på ham og løftede det ene øjebryn: "Hvad skal det betyde?"
"Jeg forstår godt hvis kvinden tror de tager lidt af hvert fra hende så kække de alle sammen er."
"Nå, nå bare fordi man er lidt frisk i det betyder det ikke man tager hvad man nu kan. Nej jeg er loyal mod de jeg kommer forbi på mine veje og så tager de sig tilgengæld så godt af mig og hesten. Det bliver jeg nødt til som bud. At jeg så driller dem lidt engang imellem gør kun hverdagen lidt sjovere." Lira smilte velvilligt til Patik. Hun kunne sagtens forstille sig den glædelige forandring det måtte være at have Patik som gæst.
"Ja ja gør hvad du vil." Sagde Jodt uden videre entusiasme i stemmen og forlod huset med brændekurven i hånden.
"Huhu ikke den gladeste du har fået med dig der hva'?" Grinede Patik fornøjet. 
"Jodt er virkelig flink. Vi har været venner så længe jeg kan huske. Det ligner ham slet ikke at være sådan." Lira rynkede brynene og kiggede på døren Jodt var gået ud af. 
"Han vil vist bare ikke dele dig. Lidt egoistisk egentlig. Synes du ikke? Men man kan godt forstå han er lidt bange for du bedre vil synes om en anden, mig, når han er sådan."
"Sig ikke sådan." Men Lira smilede alligevel til Patik. Der var ikke megen tvivl om, at Patik var den Lira havde mest lyst til at tilbringe tid sammen med lige nu. 
"Kan du ikke lære mig noget af det der... Du nu laver?" Spurgte hun så.
"Jo da. Kom så skal jeg vise dig det." Sagde Patik og klappede på en lille plads ved siden af ham. "Der kan du vist godt være." Så smilede han igen et af de endeløse smil, det virkede som om han havde på sig. Tænk, at kunne være så glad altid. Lira følte mest det modsatte, men Patik lagde sådan en glæde om sig, at hun ikke kunne andet end føle sig en smule gladere og lettet. Hun klemte sig ind på det bare stykke og sad halvt i fri luft. 
"Se hvad jeg sagde! Der kan du sagtens være jo." Han flyttede en smule på sig for at demostrere hvor meget plads der var. Lira var med det samme ved at falde ned. Lira nåede lige at slå armene om Patik inden hun endte på gulvet. Hun grinte højt og spurgte ham så: "Har du planlagt det her?"
Patik smilede hemmelighedsfuldt og kiggede så direkte på hende, inden han lod blikket falde på sine sysler igen: "Måske."
Jodt havde da haft ret i én ting: Kæk var det helt rigtige ord at bruge om Patik. 

 

 

Jodt langede halm ind i stalden og fortsatte så med at stable de baller, han havde smidt ned fra loftet, op af væggen. "Jodt det er for tidligt at tage afsted. Lira er kun oppe nogle timer af gangen selvom hun prøver. Hun vil ikke kunne klare en gåtur over bjergene."
"Jo før jo bedre."
"Hvorfor Jodt?" Den gamle mand fra huset forsvandt ind i stalden, hvor han var ved at sprede halm til dyrene.
Jodt nåede ikke at svare før Patiks stemme kom fra en anden side.
"Jeg kan tage med. Vi har to heste vi kan dele. Jeg kan tage dem med tilbage og I kan tage maden med til det sidste stykke af turen."
"Du skal ikke engang tænke på at tage med"
"Hvorfor ikke? Du var da ivrig efter at komme afsted lige før " 
"Vi gider ikke have sådan en grønskolning med."
"Jeg har vist allerede bevist jeg kan mere end dig her i bjergene"Jodt ignorerede det selvom han sydede af vrede.
"Er du bange for Lira vil synes bedre om mig?" Sagde han så åbent.
Jodt tog hårdt fat i hans arm og vred den om. Så snakkede han lige ind i hans øre: "Du rører hende ikke"
Inden nogen af dem nåede videre kom Lira ud af huset.
"Hvad sker der dog?"
"Ingenting." Sagde de i kor og Jodt slap Patik lige så hurtigt som han havde taget fat.
Hun kiggede på dem og løftede øjenbrynet i mistro.
"Drenge," hun sukkede og gik så videre mod hønsehuset med en kurv under armen. 
De kiggede begge efter hende og da hun var forsvundet ud af øjesyn kiggede de hinanden i øjnene og Jodt sagde: "Jeg mener det."
"Det gør jeg også" Patik grinede hånligt og langede så en af hans knive ud mod huset. Den ramte klokken der hang ved siden af halvdøren og den bimlede højt.
"Så er der vist mad!" Råbte han frejdigt og løb imod huset.

Jodt kunne stadig mærke blodet pumpe igennem hans krop og han stødte sin knyttede næve hårdt mod den halm han havde smidt ned fra høløftet tidligere den dag. Halmballerne væltede og han blev endnu mere irriteret end før. Så gik han igang med hårdhændet at stable dem igen.

"Jalousi er en grim ting" Den gamle, rustne mandestemme kom tæt på ham fra stalden af.
Jodt sagde ingenting. 
"Man kan ikke se klart og rationelt på tingene. Det kender jeg alt for godt til skal jeg sige dig. Det har dog højst endt ud i et par slagsmål eller fem." Han grinede lidt. "Men Jodt, du var ved at sende hende ud i noget hun ikke vil kunne klare."
"Jeg skal nok beskytte hende."
"Det ved jeg du vil Jodt, men nogengange er det ikke helt nok. Du kan ikke gøre det hele for hende hvor end du gerne vil.  Det er umuligt at give hende en styrke hun endnu ikke har. Selvom d
u allerede har gjort så meget godt, kan du kun hjælpe hende på vej."
"Men hun virker så Glad for ham."
"Han er ny. Han er spændende. De har kun tilbragt et par dage sammen. Dig og Lira har tilbragt år. Jeg ved det efterlader dig alene. Som tilskueren. Men du er nødt til at give dem plads. Din opførsel nu skubber hende kun længere væk. Vær den store Jodt."Jodt nikkede. Lige inden den gamle gik ind i huset sagde han: "Patik er ikke altid den frejdige dreng han er nu kan jeg fortælle dig. Hun ved det måske ikke endnu, men hun har allerede valgt dig og det ved Patik også." 

Al modstand var ude af kroppen på ham da han havde stablet den sidste halmballe. Da han gik ind af døren sad Lira ved siden af Patik på slagbænken. De grinede begge to af et eller andet han havde sagt. Lira sendte Jodt et smil og han sendte straks et tilbage. Så satte han sig ved siden af Patik, der hurtigt rykkede ind tættere på Lira. Jodt lod Patik få det han ville af Lira. Patik kunne smile alt det han ville, men det ville ikke ændre ved, at hun allerede havde valgt ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...