Lira af Lavor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2012
  • Opdateret: 9 nov. 2016
  • Status: Igang
Lira er en sød, glad og elskelig prinsesse med en bekymringsløs hverdag i landet Maraialand, men en nat vender hendes lykke brat. Slottet bliver indtaget af nogle forfærdelige væsner og af deres onde glædesssugende hersker, Firalia. Liras far og mor - droningen og kongen - dør og hele Maraialand bliver indtaget af onde kræfter, som det nu er op til Lira at overvinde. Kampen om overlevelse og overvindelse bliver hård for Lira, som har intet tilbage at miste...

Den første bog i historien om Lira af Lavor er færdig og her kan du kunne læse de første 10 kapitler. Imens er jeg igang med redigering og finpudsning

7Likes
3Kommentarer
1634Visninger
AA

2. 2. Skæbnenatten hvor Firalia kom

Lira vågnede ved et sæt. Svera ruskede voldsomt i hende. Lira kiggede forvirret på hende og så Sveras øjne var fulde af rædsel og forvirring: ”Skynd dig Lira! Skynd dig! Du må op! Kom nu! ”
Lira satte sig forvildet op og det tog hende nogle sekunder før hun opfattede noget af situationen. Pludselig kunne hun tydeligt høre høje kald og skrig og lysglimt i mørket af natten. ”Vi må væk Lira!”
Svera var i panik og hun blev ved med at hive i Lira. Lira sprang med det samme ud af sengen og spurgte: ”Hvad sker der dog Svera?”
Men Svera svarede ikke, men hendes blik blev ved med at vige ud af vinduet og hen til døren.
” Så svar mig dog Svera!” Lira tog fat om armene på den bange kvinde og kiggede hende i øjnene. Sveras øjne flakkede rundt og hendes åndedræt var uregelmæssigt og heftigt og Lira slap skræmt kvinden. Hun måtte få forklaring senere og løb derfor efter Svera.
Svera løb så stærkt hendes store, gamle krop kunne bære. Lira var lige efter. De løb ned af gangene, som var forladte og kolde.
Da de rundede et hjørne inden trappen, stoppede de dog hurtigt op. Der stod en gruppe sortklædte små mænd. Det var umuligt at se deres ansigter, for de havde en kappe slået op om deres hoveder. De udstødte små ulækre grynte lyde og det var tydeligt de ledte efter noget.
De stod ikke mange sekunder på gangen, inden de løb i hver deres retning. De haltede abrupt afsted og Lira så en gruppe løbe lige imod dem. Men da hun vendte sig om mod den store kvinde, var hun der ikke.
”Der!” Sagde en ækel, slesk stemme højt. Lira vendte hurtigt om og begyndte at løbe. Hun kunne konstant høre den hurtige, abrubte løben og et rallende åndedræt bag sig.
”Fang hende!” Råbte en anden stemme og Lira satte desperat tempoet op.
Hun kunne mærke sine lunger skrige efter luft og hendes ben truede med at bukke under hende.
Hun rendte rundt om et hjørne og foran sig kunne hun se en af stuerne. Hun løb derind. Hvad skulle hun nu gøre? Rummmet var blindt. Ingen flugtveje andet end døren bag sig og vinduerne, der indbød til et fald på 4 meter. Hun stod et halvt sekund hjælpeløst i rummet, men smed sig så ned under et bord der stod i hjørnet.
I samme øjeblik kom 4 af de maskerede mænd ind. ”Hun må være her. Der er ingen veje ud herfra!” sagde en af de ens udseende mænd.
De spredte sig og Lira kunne se dem vende alt, smadre væggen og flå sofaerne op.
Hun følte det som hun skulle brække sig og hun gispede efter vejret, da en af de sammenbukkede, haltende mænd kom løbende forbi lige hvor hun sad.
Manden stod med ét helt stille.”SHH!” sagde han højt, med en finger, hun aldrig havde set lignende før, op for hvad der måtte være en mund skjult bag hætten. Fingeren var rådden og den stank og den sad på en hånd der var grøn af muk og der var ikke 5 fingre, men 8 og to af dem var så afskeligt lange og stak i hver sin retning, at de så ud som de var brækket indtil flere gange.
Alle de maskerede stod helt stille.
”Jeg synes jeg hørte noget. Hehe,” sagde han med en rallen og vendte sig langsomt rundt. De andre stod helt stille og var alle vendt mod ham.
Han tog et skridt hen mod hendes gemmested og hun trykkede sig ind mod muren. Han kom tættere og hun kunne næsten ikke få vejret af stanken. Der var helt, helt stille og hun kunne høre hendes hjerte banke ukontrollabelt oppe i halsen på hende. Hun var afsløret, der var ingen udgang nu. Hun ville blive slæbt med af de ulækre skikkelser.
Manden trak hårdt bordet, hun gemte sig under til side. Hun trak sig hurtigt med det indenunder det. ”Det var satans.” sagde han og Lira lyttede med tilbageholdt åndedræt ”Jeg synes nu ellers jeg hørte noget. En ung pige. En ung pige, der må være helt alene på dette store slot. Helt alene, nu hun ikke længere har sine forældre til at tage sig af hende.”
Liras hjerte stoppede et øjeblik: ”Hvad mente de dog med det?”
Hun kunne høre mændene gå mod døren og hun mærkede hendes åndedræt blev lettere. Men pludselig, foran sig, var der et sort hoved og en fæl stank. Mere kunne Lira ikke huske.

 

Lira vågnede og det tog hende noget tid at opfatte hvor hun var. Hun lå på et gulv og omkring hende kunne hun høre hulken og hvislende, leende stemmer.
Hun åbnede øjnene, men kunne intet se. Panikken steg op i hende. Hun forsøgte hurtigt at komme fri, men kunne med det samme mærke at hendes hænder var bundet.
”Lira!” Det var hendes mors stemme.
”Mor! Mor, hvad sker der?” Med det samme kunne hun mærke en hånd over hendes mund og det svimlede for hende endnu en gang.
”Rolig pigebarn. Du skal nok få lov til at blive til showet er overstået.” Lira kunne mærke et tungt åndedræt strejfe hendes øre og fik hurtigt fornemmelsen af, at en af de maskerede mænd stod lige bag hende.
Hendes bind for øjnene blev løsnet og i mørket kunne hun se omkring 30 mørke, lave mennesker samlet. Hun var i hendes mors og fars sovekammer.
Foran hendes mor og far, der var også var bundet og blev fastholdt af indtil flere af mændene, stod en høj, hårdtudseende kvinde. Hun havde kulsort hår, men ligbleg hud. Hun så grådig og tørstende ud, når hun trak vejret ind gennem sammenbidte sylespidse tænder. Ved synet af hende, følte Lira sig med ét tappet for energi.
Hun åbnede sin blodrøde mund og sagde langsomt, men fast: ”Dig. Dronning. Og dig. Konge Lavor.” ved ordene havde hun ladet en finger glide under hver af deres hager og anskuet dem.
” I så mange år, har i hersket under fryd og gammen.” Hun fastholdt dronningens blik, indtil hun pludseligt og voldsomt slap hende. Den pludselige bevægelse fik dronningen til at udstøde et gisp.
Den uhyggelige kvinde slentrede frit frem og tilbage på gulvet og sagde: ”Men se jer nu. På gulvet. Som en flok usle tigger.” Hun havde afsky i stemmen og  sendte en spytklat ud gennem tænderne på dronningen. Det gav et sæt i dronningen. Og hun sad nu der på knæene i sin kongeblå silkenatkjole med bøjet hoved og sammensunkne skuldre.
”Nej!” lød det pludseligt ved siden af. Det var kongens høje røst. Kongen havde under ydmygelsen vredet på sig og forsøgt at komme sin kone til hjælp, men han sad nu om muligt endnu mere fasttømret og hver en muskel på ham sitrede. Han havde i modsætning til sin hustru, sit hoved løftet og fulgte den høje, tynde kvinde med et hårdt blik.
”Jamen undskyld dog. Er der noget De gerne vil sige deres majestat?” Hun sagde det nedladende og bukkede sig  samtidig ned over kongen.
”De kan ikke gøre dette! De vil blive straffet med døden! Jeg advarer Dem!”
”Advarer mig mod hvem dog? Jeg ved ikke om du har lagt mærke til det, men her er ikke nogen til at hjælpe jer og sidst jeg talte mine mænd, var vi vist nok også i overtal.” Der udbrød et latterbrøl og Lira farede chokeret sammen af det voldsomme lydniveau. Men kvinden med de sylespidse tænder fejede hurtigt en hånd hen over luften og der blev med ét stille igen.
Hun knipsede så med den ene hånd sendte et nik mod de skabninger, der holdte kongen fast. Kongen blev slæbt frem og fra den anden side kom 2 vraltende med hver deres solide træbat. De løftede deres våben og ét sekund efter kunne man høre dybe dunk, som Lira aldrig havde troet hun skulle høre. Køllerne regnede ned over hendes far og Lira hulkede dybt og inderligt. ” Du må da gøre noget!” udbrød Lira til sin mor, der sad på præcis samme måde, som før.
”Godt. Godt, det er fint,” smilede heksen. Lige så hurtigt som slagene var gået i gang, stoppede de igen. Nu var kun lyden fra Liras hulken og en besværet rallen fra kongen der lå besejret midt i en blodpøl i en akavet stilling.
”Så har han vist lært den lektie og nu ved I andre to ihvertfald hvad der sker hvis man er lidt for rapkæftet.” Hun holdt en kort pause. ”Han havde vist også kun godt af, at vide hvordan det er vi andre må leve hver dag.” Der lød sammenstemmende stemmer.
Hun vendte sig mod dronningen. Lira havde aldrig se sin mor sådan.
”Dig.”
Med bøjet nakke for dem der viste hende uretfærdighed. ”Du har altid været den gode hjælpende hånd og stået igennem når tiderne har været lidt hårde. Dig elsker folket. Ja næsten højere end kongen. Du er en ven af folket nemlig.  Og da du viste den grønskolling derovre frem, der havde du for alvor deres hjerter.”
En afskyelig hånd var blevet langet i Liras retning, da hun havde omtalt grønskollingen.
”Se på mig.” Dronningens kinder glinsede af tårer, der faldt lydløst ned over hendes kinder og ingen følelser var at læse i hendes ansigt.
”Men nu er det slut med at gemme sig bag borgens mure og få dine håndlangere til at tage sig af skidtet. Dit land, der har været præget af fryd og gammen skal nu falde. Nu er det mig og kun mig der skal styre dette land. Jeg, Firalia, vil blive den mægtigste af alle og så vil vi se hvad det lille vidunder derovre egentlig er i stand til!” Hun udbrød en ond latter. En latter der ville kunne blive hørt over bjergene og søerne. Den rungede.
Og så sattes der en trampen i gulvet i gang. En opildnet, grådig klappen der tog til og tog til, alt imens kvinden løftede sine arme og sit hoved op mod loftet, som om hun modtog noget fra oven.

Så stoppede det og kvinden lod brat sine arme og sit blik falde ud mod dronningen ydmygende kropstilling. Det var som om hun tappede Liras mor. Tappede hende for alt hun havde i sig. Kvinden så manisk ud. Som åd hun af et festmåltid, efter hun havde været udmagret i flere uger.
Lira kunne ikke gøre andet end se på med rædsel.
Og så. Så lå hendes mor der. Hun var faldet sammen og ned og ingen holdt hende længere fast.
”Nej! Nej, nej nej! Neeeeeej!” Lira kunne mærke grebet i hende blive slækket, men hun ænsede det ikke og hun løb, halvt kravlede desperat hen til liget af hendes mor.
Hun kastede sig om hendes krop og bøjede sig ned over hendes iskolde hoved. ”Nej.” hviskede hun. Lira lagde slet ikke mærke til det postyr der var omkring hende. Den latter, der rungede gennem slottet og det slør, der lagde sig over hele byen i netop dette nu. De væsner der lige nu væltede alt på deres vej ud af slottet, den rallen der var stoppet fra kongen og den verden der fra denne nat af ville blive forandret for evigt. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...