Lira af Lavor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2012
  • Opdateret: 9 nov. 2016
  • Status: Igang
Lira er en sød, glad og elskelig prinsesse med en bekymringsløs hverdag i landet Maraialand, men en nat vender hendes lykke brat. Slottet bliver indtaget af nogle forfærdelige væsner og af deres onde glædesssugende hersker, Firalia. Liras far og mor - droningen og kongen - dør og hele Maraialand bliver indtaget af onde kræfter, som det nu er op til Lira at overvinde. Kampen om overlevelse og overvindelse bliver hård for Lira, som har intet tilbage at miste...

Den første bog i historien om Lira af Lavor er færdig og her kan du kunne læse de første 10 kapitler. Imens er jeg igang med redigering og finpudsning

7Likes
3Kommentarer
1632Visninger
AA

19. 19. Firalia

"Ikke på slottet længere?! Hvad mener I med det?!"
"Ja øhm altså hun er rejst væk... Fra slottet." Han nikkede som om hans svar var et utroligt klogt svar til et utroligt dumt spørgsmål.
"I er uduelige!"
De kiggede uforstående  på hinanden. Hvad kunne de have gjort? Andre puffede lidt til hinanden som om det var deres skyld.
Firalia tog en dyb indånding og tog sig til hovedet. 
"Og hvor er hun så. nu?"
Igen kiggede de på hinanden, det var tydeligt ingen af dem havde lyst til at sige det. 
"Hvor. Er. Hun. Nu?" Hendes tænder var sammenbidte. "Kom så ud med det nargyler eller jeg flår hovedet af jer alle sammen en for en og koger jer til en stuvning jeg personligt vil spise hver en stump af." Hun lænede sig truende frem i sin stol imens hun snerrede af dem med blottede tænder. 
De var ikke i tvivl om, at hun mente det. Hun vidste at de ikke var i tvivl og rummet var pludselig fyldt med snakken i munden på hinanden. De ville alle sige hvor hun var også selvom de ikke vidste det. 
"Stille!" Sagde hun højt udover forsamlingen. Der var med det samme stille og hun lænede sig igen tilbage i hendes trone. 
"Dig. Træd frem." Hun pegede på en af nargylerne og viftede ham frem med hånden. De havde ingen navne hun kunne kalde dem ved og ofte måtte de selv tænke sig frem til hvem Firalia mente. 
Den udvalgte nargyl trådte med det samme frem med et lille skub fra de omgivende nargyler. 
"Hvor. Er hun?" 
"I bjergene  ærede Firalia." Nargylen lå på knæene lige foran Firalia og bøjede hovedet så dybt, at han kunne nå Firalias fødder med panden.
"Død vel?" 
"Det det det er desværre ikke tilfældet." Sagde nargylen forsigtigt.
"Argh! Kom ud af mit åsyn dit elendige dyr!" Hun sparkede hårdt fremefter med sine sylespidse, jernhårde sko og nargylen faldt bevidstløs ud til siden.

Hun tog hårdt fat om halsen på en nargyl, der stod tæt på hende. Nargylen rallede efter vejret, men vovede ikke, at lægge hænder på Firalia og måtte derfor hænge med armene hjælpeløst ned at siden.
"Hvordan er det uduelige pigebarn overlevet?" Spurgte hun vredt nargylen. Uden at forvente svar smed hun voldsomt nargylen ned på gulvet igen. Nargylen lå og ømmede sig på gulvet, men kom hurtigt op, selvom Firalias opmærksomhed nu var på de andre nargyler.
Firalia gav så ordre:

"Få hende tilbage på det slot. Hun skal rådne op derinde, fortryde sine dumheder derinde, til den dag det bliver mit og jeg vil betræde de gange i det land jeg retmæssigt har fået magten over."
Alle Nargylerne grinede skummelt og sleskt over deres dronnings plan.
"Men først: Lad hende og hendes ven komme til mig hvis hun så gerne vil." 
Nargylerne grinede endnu en gang de vidste Lira ville komme til at leve et liv ikke værd at leve og det var i sandhed værre end døden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...