Lira af Lavor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2012
  • Opdateret: 9 nov. 2016
  • Status: Igang
Lira er en sød, glad og elskelig prinsesse med en bekymringsløs hverdag i landet Maraialand, men en nat vender hendes lykke brat. Slottet bliver indtaget af nogle forfærdelige væsner og af deres onde glædesssugende hersker, Firalia. Liras far og mor - droningen og kongen - dør og hele Maraialand bliver indtaget af onde kræfter, som det nu er op til Lira at overvinde. Kampen om overlevelse og overvindelse bliver hård for Lira, som har intet tilbage at miste...

Den første bog i historien om Lira af Lavor er færdig og her kan du kunne læse de første 10 kapitler. Imens er jeg igang med redigering og finpudsning

7Likes
3Kommentarer
1729Visninger
AA

18. 18. Når budet bliver spredt

Patik havde begravet hovedet i kortet, da han havde fundet flere forskellige spidse blyanter frem og havde lagt an til at tegne ind så snart Lira begyndte sin fortælling af hendes oplevelser.
Han afbrød hende engang imellem med sine egne fortællinger om hvordan enhver, der havde mødt Hujrad-folket var blevet myrdet eller hvis man havde gået ind i skoven og alle ens ting var blevet taget fra dem, så de sultede eller hvordan tågen, fugten og uden sans for retning havde frosset dem ihjel.
 Hun var ikke overrasket over nogle af disse historier efter hvad hun havde oplevet, troede hun gerne på dem, men undrede sig alligevel over hvordan Jodt og hende så havde overlevet, da de jo ikke havde nogen bedre forudsætninger end de erfarne, der havde været der. Det var heller ikke rart at opleve igen.
Hun så til hvordan hendes historier blev til stier, bjergsider og aftegninger af forskellige længder. Hans tegninger af kirkegården og skoven var åbne på de sider de ikke havde været, så der stadig var åbent plads på kortet, men der blev dannet en rute af hvordan de havde gået. Det eneste sted han var i tvivl, var ved Hujrad-folket. De kunne have været blevet smidt ud hvor som helst.
Det sidste stykke kendte hun heller ikke, men Patik vidste de var blevet fundet ved brændeskuret og kunne derfra sætte en sti, der allerede eksisterede sammen med den, hun havde beskrevet.

Så kiggede han til sidst med et kæmpe smil på hende.
Hun var imponeret over hans evner, men fortvivlelsen over den så godt som mislykkede og helt formålsløse rejse var større og hun blev irriteret på ham over, at han var helt ligeglad.

 Han så det åbenbart og sagde: ”Nok har I været meget igennem, men i overlevede og I har gjort hele landets bude, meget, meget glade. Samtidig var I nok ikke overlevet hvis I var kommet frem, da jeg ikke tror der er meget vegetation i det område. Nu kan I finde nye kræfter og få hjælp. Ikke mindst hvis I vender tilbage. Jeg vil kunne give endnu et bud – et gladt bud – til byerne om, at i stadig er i live.”

Lira havde ikke set det sådan, men vidste med det samme han havde ret. Han kiggede stadig på hende og hun smilede til ham. Han havde grønne øjne og langt, pjusket, lyst hår. Idet kom Jodt ind af døren og gik i gang med noget i køkkenet.
Patik gav hende et kækt smil, rejste sig og sagde så: ”Faktisk vil jeg gerne udtrykke min udtalelse fra før til en lidt anden. Du har rigtig nok vældig mange ar, men jeg har nu ikke så svært ved at tro at det er dig, der har gjort disse ting, mere hvordan De har kunnet forblive så smuk.” Så bukkede han og gik ud af lokalet. Tilbage sad Lira en smule lammet.

”Du nævnte slet ikke her også boede en dreng.” Sagde hun, da Patik var forsvundet.
”Jeg tog ham ikke rigtig for noget. Han passede sig selv alle dagene bortset fra en af de første dage hvor han var i gang med de knive der. Betyder det noget?” Sagde han irriteret med ryggen til.
Hun kiggede på ham og undrede sig.
”Han er jo et bud og du fortalte da om ægteparret. Vidste du, at vi er gået ned af bjerget i modsat retning?”
”Nej, men det fortalte han dig vel. ”
”Ja han har kortlagt hele vores rute. Han fortalte om alle dem, der ikke har overlevet det vi har gået igennem. Det var utroligt hvor præcist han kunne tegne det bare sådan ud fra hvad jeg fortalte. Jeg er sikker på han kan vil hjælpe os med de ting vi ikke selv ved.”
”Jamen du kan fint spørge ham, han virker villig til at høre på dig. ”
”Hvad mener du Jodt?”
”Ingenting. Spørg Patik, det kan være han ved det. I må hygge jer så vil jeg gøre klar til at rejse videre.” Jodt gik hurtigt ud af lokalet igen.

Lira sad meget forvirret tilbage og vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre af sig selv da en tredje mand trådte ind gennem døren. Først kendte hun ham ikke og han havde sin hætte slået op om hovedet. Han trak den ned, smilede og klappede hænderne sammen da han så hende. Så kendte hun ham. Det var Kaj Jusparala. Manden, der havde taget sig så godt imod hende. Dengang.
”Så er det rigtigt!” Udbrød han.
”Kaj!” Sagde hun henrykt.
”De er i live. Jeg har lige fået det af vide fra Patik da jeg skulle til at gå ind. Jeg troede næsten ikke mine egne ører.”
”Hvad laver du dog her?”
”Vi har været oppe og kigge lidt nærmere på de der bliver holdt som slaver. Vi har nemlig efterhånden samlet en så stor flok, at vi har kunnet hamle op med de mndste af lejrene. Det er faktisk på grund af dig der de sidste måneder er blevet flere modstandere.”
”Hvordan det? Du må fortælle alt.”
”Rygtet om du var i byen, spredtes hurtigt. Hvordan ved jeg ikke.”
”Det må have været den fest Vastall holdte.”
Kaj nikkede samtykkende og fortsatte: ”Der gik i hvert fald ikke lang tid før folk begyndte at røre på sig og komme ud af deres huse. Et håb var uden tvivl vækket. Nogle var direkte dumme og løb ud i gaderne og råbte op om dig. Vastall er blevet taget på grund af det. Vi har været oppe for at befri ham og han er nu på vej tilbage. Han er ilde tilredt, tydeligvis blevet tortureret, men han skal nok komme sig. Han bliver ved med at fable om det de råbte i gaderne.”
”Hvad råbte de?”
”De ord dine mor sagde da hun trådte ud på balkonen den dag for mange år siden.
Lira af Lavor med navnet efter hendes fader, kongen. Må hun vokse op til sin tid og vogte over det store Maraialand. Giv hende styrken og hjertet til at holde godheden i Maraialand. “ Kaj sagde det uden et øh eller væven i stemmen.
Så fortsatte han: ”Det er blevet et slags skjold, der holder os sammen. Et håb og noget, som gør, at vi ved, at vi er på den gode side. At vi er med dig og med landet. Du er blevet vores leder. En leder vi nok ikke kan se, men vi ved gør noget. Og det er selvom mange tvivlede og det er det der ofte holder vores håb oppe. At vi ved mange derude prøver at gøre noget, selvom det virker håbløst og man ikke hører om det. ”
”Hvorfor hører I ikke om det? Det kan da næsten umuligt gå forbi?”
”Sådan noget som det her, hvor en slavesamling bliver overfaldet, kan let tysses ned. Det er oppe i bjergene og kun mennesker, der holder sig for sig selv eller Firalias folk, der holder til heroppe. Firalias hære har allerede overtaget mange af byerne og vi kan ikke ride gennem byen og råbe det højt ud til alle som du kan se hvad der skete med Vastall. Vi kan kun videregive det til ganske få nøje udvalgte personer. Patik er en af dem. Ingen må vide hvem der gør det og hvis vi får det fortalt det til en forkert person kan informationer ryge i Firalias hænder. Derfor var Patik også nødt til at søge herop når de nu kender hans ansigt. Vi kan ikke risikere, at nogen af budene bliver taget. De har utrolig meget værdifuld information. Så vi går frem med forsigtighed. Men de ganske få, der er tilsluttet, er også en stor hjælp. For hver gang er der flere, der slutter sig til.” Lira var efterhånden helt ør i hovedet over det hele.
”Når alle hører, at både du og Vastall er i live, vil det styrke alle. De bliver ellevilde.”
”Men jeg har jo ikke gjort noget…”
”Lira. Du er i gang med at gøre alt, selvom du ikke føler du ikke har udrettet noget. Det er nok. Folk ser dig gøre noget og alle bliver inspireret til at tænke, at de også kan og bør gøre noget.”
Lira havde en smule svært ved at tro på det, når hun følte sig så nytteløs.
”Hvad vil I gøre nu?” Spurgte han så. 
”Vi må finde en vej til bjergene selvfølgelig.”
Kaj kiggede forskrækket på hende. Lira blev et øjeblik selv i tvivl. Hvad alt det her havde gjort ved hende og hun havde ikke engang mødt Firalia for anden gang endnu. Men Lira vidste hvad hun skulle gøre og der var kun én vej frem.
”Hun har jo ikke dræbt mig endnu, selv da hun havde chancen. Hvorfor ved jeg ikke, men hun skal nok komme til at fortryde det.”
Kaj rystede på hovedet:
”I kan ikke fortsætte Lira. Det er for farligt. Nu vi er begyndt at gøre oprør heroppe i minerne, vil de ikke bare indtage langsomt og sikkert mere uden at nogen ligger mærke til det. Nu skal de have sat deres præg så meget, at ingen er i tvivl om hvem de er, hvad de gør eller hvad de er i stand til og mest af alt, at det er Firalia, der har herredømmet. Hvis jeg ikke rammer helt skævt, vil Firalia selv tage ud for at finde dig. Hun ved du er kilden til det og hvis du bliver dræbt, vil der ikke være nogen tronen kan tilfalde. Hun vil have mulighed for selv at overtage den.”

”Så lad mig gøre det. Lad mig tilintetgøre hende.” Jodt var lige trådt ind af døren igen. Lira vendte sig hurtigt mod Jodt.  Hun kiggede kort på ham og svarede så:
”Det er min trone hun vil have, jeg kan ikke bare ligge ansvaret over på en anden. Jeg vil ikke udsætte dig for mere end jeg allerede har gjort. Det fortjener dine forældre ikke.”
Jodt kiggede intenst på hende, usikker på hvad han skulle svare, men med trods i blikket. Han var ikke overbevidst.
”Jodt jeg ville ikke kunne bære… Jeg ville aldrig tilgive mig selv, at sidde her imens du… efter hvad du har gjort for mig…Jeg kunne ikke have klaret det uden dig hertil Jodt.”
”Jo Lira du har selv fået dig hertil. Du har selv taget rejsen hertil og besluttet dig for det. Du mødte mig bare på vejen og jeg...”
”…Kom mig til undsætning når jeg var ved at ende rejsen. Nej Jodt jeg ville ikke have klaret det uden dig om så jeg havde viljen.”
Så vidste hun grunden til hvorfor alle de var døde i deres udforskning af Nordbjergene. De havde været alene. Da vidste hun også, at kongen aldrig havde været alene om herredømmet. At han altid havde haft en anden halvdel. Lira kiggede på Jodt og vidste at han var hendes halvdel.
”Vi er stærkest sammen som du sagde Jodt. Vi skal gøre det sammen.” Sagde hun så til ham.
Kaj sagde ingenting. Jodt sagde ingenting.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...