Lira af Lavor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2012
  • Opdateret: 9 nov. 2016
  • Status: Igang
Lira er en sød, glad og elskelig prinsesse med en bekymringsløs hverdag i landet Maraialand, men en nat vender hendes lykke brat. Slottet bliver indtaget af nogle forfærdelige væsner og af deres onde glædesssugende hersker, Firalia. Liras far og mor - droningen og kongen - dør og hele Maraialand bliver indtaget af onde kræfter, som det nu er op til Lira at overvinde. Kampen om overlevelse og overvindelse bliver hård for Lira, som har intet tilbage at miste...

Den første bog i historien om Lira af Lavor er færdig og her kan du kunne læse de første 10 kapitler. Imens er jeg igang med redigering og finpudsning

7Likes
3Kommentarer
1638Visninger
AA

17. 17. Fra øst til nord til vest

Lira åbnede igen øjnene og så ikke Jodt, men en ukendt dreng. Han var i gang med noget, men kiggede af og til over på hende. Han havde ikke set hun var vågnet og hun iagttog drengen.
Han var på højde med hende og spinkelt bygget kunne hun se selvom han han havde en tyk vams, nok lavet af fåreuld, rundt om sig.
 Indimellem svingede han med det han lavede og udstødte dæmpede råb.
Hun blev nysgerrig efter at se hvad han lavede og hun løftede en smule på hovedet. Det var knive. Der lå en masse knive foran ham i massere af størrelser.
Så kiggede han igen over mod hende og hun lukkede hurtigt øjnene og troede han endnu ikke vidste hun var vågen. Hun var sulten efter at se på ham.
Men drengen vidste hun var vågen og smilede for sig selv og tog så en af knivene, sigtede og kastede ud i luften. Lira udstødte et gisp og rejste sig hurtigt op i sengen, da den piercede lige gennem hendes øverste tæppe og op på væggen lige ved siden af hende.
”Hvad ved alle de 5 guder laver du dog?!” Udbrød Lira forfærdet og gal alt imens hun hev og træk i tæppet for at få det til at slippe taget.
Men drengen grinede bare: ”Du har optaget min seng  i snart 2 uger nu. Jeg vil gerne have den tilbage.”
”Så derfor prøver du at dræbe mig eller hvad?” Liras stemmeleje steg og hun hev mere og mere febrilsk i tæppet for at få det ud.
”Så vidt jeg kan se – og høre -  er du stadig i live. OG i MIN seng!” Grinede den ukendte dreng med spøg i stemmen.
Lira biksede videre med tæppet indtil drengen rejste sig op og gik hen til hendes sengekant.
”Tillader de?” Sagde han højtideligt uden at vente på svar og lænede sig tæt indover hende og trak med lethed kniven ud af væggen imens han kiggede hend elige i øjnene.
Lira rykkede sig sammen og sad lidt og var lidt fornærmet, imponeret og sur på samme tid. Alt imens drengen ugenert kiggede på hende.
”Tror du ikke snart du har fået sovet ud?”
Lira svarede ikke og der gik endnu nogle minutter hvor intet blev sagt og han blev ved med at stirre.
”Hvad kigger du sådan på?”  spurgte Lira så.
”Dig. Hvem ellers?”
Der var noget over hans frækhed.
”Hvad er så interressant ved det?” Svarede hun og løftede hagen.
”Tja du har utroligt mange ar af en prinsesse at være og alligevel har jeg svært ved at tro, at det kan have været dig, der har slået en så stor dreng som Jodt ud og begivet dig over Nordbjergene. Du ser mig noget splejset ud.”
Først åbnede hun munden i overraskelse over hans udtalelse og sagde så: ”Sig mig. Plejer De altid at snakke sådan til Deres dronning og hvem er De egentlig nu De ved så meget om mig?”
”Jeg er Patik.”
Hun løftede øjenbrynet, da han ikke lagde an til at fortsætte: ”Ooog… hvad mere?”
Han smilede skævt til hende og fortalte så: ”Ja en dronning plejer jo heller ikke at tage op i nordbjergene uden kjole og på gåben, så jeg tænke, at jeg også hellere måtte tale anderledes end jeg plejer til dronningen. Nu er det dog ikke rigtig noget jeg plejer at gøre."
Han smilede prøvende til hende. Hun svarede ikke, men smilede og grinede en smule anerkendende tilbage og han fortalte så:  "Jeg bor i en landsby nogle dages ridt herfra. Da de ikke flere ponyer havde, måtte jeg tage en hest. Ja jeg er er bud.”
”Jeg troede ikke budene kom så højt op i Nordbjergene?” Slet ikke på hestene. Ponyerne brugte de somme tider til at skyde genveje over knoklede stier når der endnu ikke lå is.
”Det gør vi heller ikke. Men jeg var nødt til at søge ind her nogle dage. Huset her ligger noget længere op af bjerget, men jeg kunne ikke fortsætte af den sikre, lavere liggende sti, da Firalias folk har været meget i opstandelse den seneste tid. Mine forældre ville egentlig ikke have mig til at tage af sted. Men jeg ser det som min rolle og gavn i den her krig. Jeg kan ikke bare blive hjemme og passe mig selv. Selvom Firalias folk så kender mig fordi jeg kom fra en by på den anden side. Jeg havde meldt et bud om lige præcis dig til min landsby, hvor jeg så blev opdaget på min vej hjem igen af Firalias folk. De fatter mistanke når jeg kommer så hurtigt igen, men jeg måtte tage risikoen. Det gik dog ikke, kunne jeg hurtigt se.
Jeg kunne ikke ride hjem igen, det ville være spild af kræfter og jeg ville ikke have nok mad til den store hest. Så jeg red herop, hvor jeg ofte er på mine rejser. Det er min bedstemor og bedstefar og deres hjem er altid åbent for alle, der har brug for det.”
Han snakkede uden at stoppe og fortalte videre:
”Alle budene arbejder dobbelt så meget som de plejer i disse måneder og der er endda nogle, der er stoppet helt på grund af manglende sikkerhed. Vi andre må tage omveje for at undgå andre bude, der kan være på den onde side og vi kan ikke ride inde i byerne efter solnedgang.  Vi mangler derfor selvfølgelig også heste, da de der er skal have hvile trods der er mange flere ture. Vi har fået færre heste og der er konstant mangel på mad til dyrene, nu Firalia har overtaget og brændt markerne af."
"Mange af hestene bliver især brugt til de korte, hurtige rejser mellem Nordbjergets nærmest liggende byer, da der er mest at underrette om her. På de længere ture bliver der brugt forskellige dækningsformer. Firalias folk må ikke opfatte mistanke. Så ofte må der flere heste afsted med samme bud, hvis nogen bliver taget på vejen. Ellers kan der blive spændt nogle for en vogn læsset med varer og det tager selvfølgelig længere tid at skulle igennem terrænet i lavt og ikke-opsigtsvækkende tempo.”
”Du sagde huset her ligger nogle dages ridt fra din by, men kun et stykke op af bjerget?” Hun kunne mærke hvor rart det var at snakke med nogle andre efter at have gået i så lang tid uden at vide hvad der skete.  
”Ja altså… Ved I ikke hvor I er?”
”Jeg troede vi var et sted tæt på nord. Vi mødte slet ikke nogen huse eller andre rejsende på størstedelen af vores rejse. Men vi har gået flere dage uden at vide hvilken vej vi er gået, da tågen har været så tyk, at vi intet har kunnet se.”
”Åh jamen vi er på den anden side af bjerget, vest. Lad mig vise dig det.” Svarede han og rejste sig hurtigt op og begyndte at kigge sig rundt i huset. Så fik han tilsyneladende øje på det han skulle bruge. Han gik hen til en lang jakke, der hang sammen med nogle sadeltasker, rodede lidt i lommerne og trak så et stykke pergament, der var foldet adskillige gange, op.
Da han foldede det ud blev det enormt stort, men han foldede det med hurtige, erfarne fingre sammen igen på en anden led, så der kun var en firkant af landet synligt.
”Se. Det er nordbjergene. Alt det her.” Han gik hen til hende og satte sig på sengen ved siden af hende. Så pegede han på kortet, der havde tusindvis af stier tegnet ind med forskellige farver, striplede linier og mønstre.
Hun prøvede at orientere sig på det indviklede, detaljerede kort, der var så forskelligt fra dem de havde brugt hjemme i undervisningen.  
Hun lagde mærke til, at til forskel fra det omkringliggende land, var der tegnet meget få stier og nogle områder var der slet ikke nogle, ind på nordbjergene. Hun var nysgerrig efter at vide hvorfor, men også efter at vide hvor hun var.
Hun nikkede til ham, så han forstod, at hun var med.
”Her ligger min landsby. I vest.” Han pegede et sted nede ved bunden, til venstre på kortet. Den lå tæt op af bjergene, men også tæt på det yderste af dem så man kunne ride langs dem til de andre byer.
”Her er vi.” Han pegede på et af de bjerge, der lå midt imellem hans og den nærmeste by, men et stykke nord op af bjerget.
”Hvor tog I afsted fra?”
Lira vidste ikke hvad byerne havde heddet, men prøvede bare at sige Vastalls gård, da hun ikke havde mere information at give.
Drengen lyste op og kiggede så med store øjne på hende.
Lira kiggede tilbage: ”Hvad?”
”Ja der er vel kun én Vastall og han bor altså her.” Hans finger pegede et sted langt, langt væk fra både Patiks by og fra huset her. Faktisk pegede han på den modsatte side, i øst.
Hun kunne godt kende Vastalls gård og beliggenhed. Den var omgivet af bjerge fra to sider og hvis man tog afsted til hvad der var højre og yderligere øst på kortet, ville man komme til Kaj Jusparala.
”Som du kan se er terrænet og bjerget meget længere og fladere her hvor I så er begyndt at bestige det. Hvordan I så er kommet herhen ved jeg ikke rigtig, for vi har ikke mange, der har kunnet berette om de områder heroppe.” Han pegede på de steder, hvor der var områder der ikke var stier eller andet indtegnet.
”Men I kan da næppe have været her…” Sagde han mistroisk til sig selv. 
”Jo det må vi have været. For vi skal herover et sted.” Der var ikke noget slot eller andet, der kunne bære tegn af Firalia, indtegnet i det område hun indcirklede i nord.
”Ingen har været der meget og slet ikke efter Firalia begyndte at hærge. Det er ikke mange, der bor der og vi tror også det er der Firalia holder til.”
”Det tror vi også.”
Han kiggede igen vantro på hende.
"I skal vel ikke derover?”
”Jo. Det er lige hvad vi skal. Jeg vil tro vi har redet her. Sluppet hestene løs omkring her og her mistede vi nok retningssansen.” Hun kunne tydeligt huske ruten indtil da, da de hele tiden havde gået mod bjergene foran dem.
”Det kan ikke være rigtigt. Det kan det simpelthen ikke.” Nu havde han entusiasme i stemmen. Hvorfor vidste Lira ikke.
”Så har I gået ned af bjerget. I har besteget et af landets farligste bjerge og derefter gået i en bue ned af det igen. Nej hvor må det dog være surt, men også spændende at have overlevet. Kan du se? Det tager ikke nær så lang tid at komme ned af bjerget på vores side, da det er stejlt med lige stier, som det gør at komme op af bjerget fra Vastalls side, da det er så snørklet og går op og ned.”
Der faldt noget meget tungt ned i Liras mave. De havde rigtig nok gået ned af bjerget igen i helt modsatte retning af hvor de skulle hen. Det forklarede hvorfor der lå et hus her og at han havde kunnet ride herop for at komme i sikkerhed frem for at ride på stierne.
”Åh nej.”
”Det er jo fantastisk. Du må fortælle hvad der var deroppe.”
Lira kiggede først på ham som om han havde slugt dragetænder. Så var det, at hun forstod det fra hans side. Han var et bud og de havde nok været i hele landet og samlet ruter og info om hvordan landet var bygget på gennem flere århundreder. Nu så Patik en mulighed for at opdatere et kort, der aldrig var blevet opdateret på det område. På et sted hvor de ellers så berejste bude aldrig havde været.
Lira var en smule fortørnet over, at han ikke var en smule mere medfølende, men hun fortalte ham alligevel om det. Måske kunne han så fortælle dem hvordan de kom nord igen.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...