Lira af Lavor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2012
  • Opdateret: 9 nov. 2016
  • Status: Igang
Lira er en sød, glad og elskelig prinsesse med en bekymringsløs hverdag i landet Maraialand, men en nat vender hendes lykke brat. Slottet bliver indtaget af nogle forfærdelige væsner og af deres onde glædesssugende hersker, Firalia. Liras far og mor - droningen og kongen - dør og hele Maraialand bliver indtaget af onde kræfter, som det nu er op til Lira at overvinde. Kampen om overlevelse og overvindelse bliver hård for Lira, som har intet tilbage at miste...

Den første bog i historien om Lira af Lavor er færdig og her kan du kunne læse de første 10 kapitler. Imens er jeg igang med redigering og finpudsning

7Likes
3Kommentarer
1612Visninger
AA

16. 16. Drømme og virkelighed

De næste dage, hvor en gammel mand og dame finder dem liggende få meter fra deres hjem, tager dem med sig i deres hytte, mader dem med varm suppe og urter i deres få vågne timer, tænder op i pejsen, tørrer deres feberpander af og omslutter dem med tæpper, husker Jodt og Lira intet af.

Lira slog øjnene op og foran hende stod en mildt udseende ældre dame.

”Ja sådan.” sagde damen og henrykt henvendt bagud: ”Jeg tror det er nu. Jeg tror vi har fået hende tilbage. Jeg tror hun er her nu.”

Så sænkede hun igen sin stemme og sagde med en stemme, der var lige så mild som hendes ansigt: ”Velkommen tilbage du.”

Lira kunne mærke en hånd bag hendes hoved løfte hende op og damen tilbød et glas med noget skarptlugtende. Lira rynkede på næsen, men drak alligevel og hostede så og damen lo af hende.
”Ja sådan. Se det var straks bedre ikke sandt?”

Lira var ikke helt sikker på om hun forventede svar eller ej, men det lod ikke til det, for hun gik væk med glasset fyldt med en væske, der havde spredt varme som en ild i hendes krop.

”Lira! Du er vågen!”

Han kunne næsten ikke tro det, da damen havde sagt det. 
Jodts hånd greb i en rus af lettelse og glæde Liras. En anden ting, der fik varmen til at flyde gennem hendes krop.

Men hvad der var sket i tågen, var langt væk nu og hun kunne se Jodts lyse ansigt rødme og grine lidt forlegent og han slap straks hendes hænder igen. 
I sine stille tanker bedte hun ham om at holde fast igen.

"Du lever. Hvor er vi? Jeg fryser lidt. Hvad er der sket? Er alle uskadte?" Spurgte Lira lavt med sine hæse ubrugte stemme.

Hun kunne huske billeder af sorte fugle. Hendes forældre, Svera og også Jodt som genfærd.
Skrigene fra datteren og den gamle mands nu rådne lig.
Sejs ansigt over hende, blodet der flød ned over hende og denne gang gennemblødte hende så hun ikke kunne få vejret. Hun kunne stadig smage det. 
Klippeafsatsen fra tidligere var kommet frem adskellige gange og der var én vej væk og det var ud over den.
Hun var utrolig forvirret, nu Jodt stod i live lige ved siden af hende og hun kunne ikke få minderne til at passe sammen.
 Hendes krop føltes helt afkræftet, selvom hun havde sovet i adskellige dage. 

Ægteparret smilede sørgmodigt til hinanden og betragtede dem stille, da Jodt stoppede tæpperne bedre ned over hende og fortalte hvad der var sket imens Lira havde ligget bevidstløs. 
Jodt var vågnet få dage efter de blev fundet, hvorimod Lira havde ligget uden at vågne helt op i tæt på to uger.
Jodt fortalte om hvordan de havde taget sig af dem og taget dem til sig.
 Ægteparret havde fundet dem op af deres brændeskur, dækket af sne. 

De havde håbet for Jodt og Liras liv og ellers passet så godt de kunne på dem.
 Jodt var vågnet få dage efter og var ikke så slemt tilredt som Lira.
Han huskede, men fortalte ikke, hvordan Lira havde skreget om natten, kaldt hans navn, holdt sig selv for munden, bidt sig selv og blødt, gentaget 'nej, nej, nej' eller 'stop' for sig selv. Hvordan hun i sin søvn, badet i sved kastede alt af sig og var gået mod døren og ud i sneen. 
Jodt havde derfor sovet tæt ved døren og han sov så let, at han kunne høre hvis hun så meget som lavede urolige bevægelser og hendes vejrtrækning forøgedes. Han havde ofte bare ligget og lyttet til hendes vejrtrækning om natten.
 Han havde kun fået meget lidt søvn. 
Han havde holdt hendes hånd, for, at hun kunne vide, at det hun så, ikke var det rigtige og talt beroligende til hende, når tårerene gled ned af ansigtet på hende og smerte stod malet i hendes ansigt.

Han var med få sekunders omskiften blevet skubbet brutalt væk og ramt flere gange af hendes pludselige, hårde bevægelser, der tydeligvis var ment til at skulle ramme nogen.

Men det gamle ægtepar havde forsikret ham om det var det rigtige han gjorde og han var blevet ved med at passe på hende.
"Lira du har været meget... Urolig."

Lira kiggede på en bule, der havde formet sig over hans øjenbryn og tyngede hans øjenlåg en smule. 

"Er det mig, der...?"

Han rørte let ved det opsvulmede øje og nikkede så tøvende. 

"Men hvorfor? Jeg husker ikke... Du var ikke... Det var ikke dig jeg..."
Lira huskede mareridtene, som stod mere klart end noget andet hun kunne huske.

"Hvad du kan huske er nok ikke sandt, men mareridt Lira." 

"Det var så virkeligt." Sagde hun og strøg Jodt, som krympede sig en smule ved berøringen, blidt over det blå øje. Mærkede hvordan huden var bulet op og havde dannet en glat overflade. 

"Du har været her hele tiden Lira..." Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige. 

Så lod hun sin håndflade hvile mod hans kind og kiggede på ham. Hvordan kunne hun dog have gjort det mod ham?  Hvad hvis hun ikke længere kunne skelne mellem virkelighed og drømme?

Trætheden overvældede hende endnu en gang og med alt det hun havde fået af vide, føltes det som om hendes hoved var ved at sprænge. Hun havde ikke lyst til at sove igen for hvad hvis hun næste gang gjorde større skade? 

"Sov bare." Sagde han som om han havde læst hendes tanker. "Der sker ingenting."

"Vil du blive hos mig lidt?" Mumlede hun og hendes øjne gled i.
Hun nåede kun lige akkurat at høre ham hviske: "Jeg vil blive hos dig for evigt."

 

”Rolig. Rolig. Det sker ikke noget Lira. Rolig.”
Han vuggede hende frem og tilbage og hendes skrig faldt langsomt hen og hendes bankende hjerte faldt til ro.


De sad sådan i noget tid.  Hans arme omkring hendes krop. 


”Hvorfor vil det ikke stoppe? Jeg prøver af al min magt at skubbe det væk, men det dukker op hele tiden.”


Selvom det havde hjulpet at fortælle om mareridtene til Jodt fik det hende kun til at adskille virkelighed og drømme og ikke slippe af med dem. 
Jodt sad nu overfor hende på  en skammel: ”At dulme smerten og underpresse den nu, vil kun gøre det værre, når du endelig føler det. Du er nødt til at føle det Lira, det kan ikke bare skubbes væk”


Lira sagde sagte med blikket plantet ned i tæpperne: ”Det kan jeg ikke tillade nu. Jeg skal jo stå over for hende og så kan jeg ikke være svag. Men jeg er så bange. Jeg kan ikke gøre det alene. Hun tog min mor og min far, Jodt. Det hun gjorde ved dem, det har jeg aldrig nogensinde set før. Hendes magi var så stærk, at den overtog hele rummet. Hele landet. Som et koldt jerntæppe, der blev lagt hen over alles sind. Jeg har mareridt om det hver nat. Hvordan jeg blev vækket af Svera. Jeg har aldrig set så meget rædsel i et ansigt, men tænk hvis hun ikke havde været der.
Da hun døde og jeg var på egen hånd skete der... Jeg er så bange for at være alene.”


Han løftede hendes hage, så han kunne kigge hende i øjnene og spurgte ikke om hvad, der var sket da hun var alene:
 ”Selvom hun har en stærk magi, er den magi, der er indeni dig stærkere. Sammen er vi endnu stærkere. Husk på det. Vi gør det her sammen og jeg vil ikke forlade dig. Men du kan mere end du tror og det har du allerede bevist.” Han sagde det imens han kiggede hende fast i øjnene. 

Han gav hende lidt tid til at forstå det og da hun ikke svarede, fortsatte han:
"Selvom de er døde, vil du altid have minderne. Man siger, at man dør to gange. Første gang, hvor man fysisk forlader sin krop og anden gang, når ingen længere husker en."

Lira havde aldrig tænkt på det sådan.
 
”Dine forældre er altid med dig Lira."

"Herinde," fuldførte Lira sætningen med hånd over hjertet. 


Jodt og Kaj havde ret. Hendes forældre og Svera havde været med hende i alle hendes beslutninger og  de ville være med hende på hendes lange vej, selvom de ikke var her på jorden.
 Det var dem, der gjorde hun nu var her. Dem, der havde gjort hende stærk nok. 

”Tror du de har det godt der hvor de er? Måske har de det bedre end os. Det var derfor Firalia ikke bare dræbte mig, fordi hun vidste det ville blive sådan her. De har bare efterladt os her med alle problemerne. Og smerten. Et helvede her på jorden.” Hun sagde det imens hun stirrede ud af vinduet og hørte Jodts svar:
”Jeg ved ikke hvorfor Firalia ikke dræbte dig, men jeg tror ikke det var derfor. Hvis du spørger mig har Firalia efterladt mig et helt andet sted end helvede...”


Han holdt en kort pause og Lira afventede undrende hans forklaring. Da den kom blev hun overrasket: 
”For mig er himlen et sted her på jorden, så længe jeg er sammen med dig.”

Han sagde det noget så lavt og vendte så blikket hurtigt væk, rømmede sig imens han rejste sig op og slap hurtigt Lira og Lira synes, at hun kunne se ham rødme.


Lira så efter ham, da han forlod skammelen  og hun kunne mærke noget ukendt glide rundt i maven på hende. 
Få øjeblikke efter faldt hun igen i søvn.

Lira vågnede og faldt i søvn flere gange den dag. Hver gang hun vågnede var Jodt igen stadig lige ved hendes side, som om han ikke på noget tidspunkt havde rejst sig.
Han fik ikke nogle nye skader og Lira spurgte hver gang hvordan hun havde været imens hun havde sovet. Jodt fortalte hende så meget han kunne og Lira huskede drømmene tydeligt.
Jodt bad hende så fortælle hvad hun havde drømt og først ville hun ikke, men Jodt kiggede så bare på hende, løftede øjenbrynet og sagde:"Nu har du slået mig ud og skreget og teet dig noget så voldsomt de sidste par uger, jeg synes nu nok vi har ret til at vide grunden til alt dette postyr.  "
Lira grinede med det samme og satte pris på hvordan Jodt altid forstod at lette humøret på de helt rigtige tidspunkter. 
Lira  gentog hun Jodts ord i sit hoved, hvordan han havde reageret og hele det punkt, at nu vidste Jodt, at hun havde mareridt og hvad de handlede om. Hvad det gjorde ved hende. At hun kunne skrige, slå og bede om nåde, at hun ikke kunne slippe hvad der var sket for halvandet år siden.

Men det vigtigste: Jodt havde været ligeglad. Ja han havde faktisk taget hende i sine arme, snakket hende til ro og fornuft og mindet hende om, at der stadig var godt i denne verden. I flere uger havde han holdt i.
Hun fik det helt dårligt over, at have følt det var en straf hun stadig levede, når Jodt, hendes bedste ven, var lige ved siden af hende. 
Lira fortalte så om drømmen og Jodt fortalte hende så hvordan det rigtig stod til. Det hele gav hurtigt mening for hende og nu var hun ikke længere bange for at blande sandhed og mareridt sammen.
Det gjorde de nogle gange og til sidst sagde hun: "Få noget søvn Jodt."
Jodt åbnede munden i protest, men Lira lagde hurtigt en finger for hans læber og tyssede ham: "Jo du ligner noget der er løgn. Du ser næsten bedre ud som genfærd. Gå i seng, alt andet ville være et korn i øjet for os andre." 
Jodt så virkelig træt ud. Hans øjne var røde, han kunne næsten ikke holde dem åbne og han havde dybe rander under øjnene. Men det var løgn, at han så bedre ud som genfærd. For Jodt var sådan en af dem, der så godt ud lige meget hvad.
Men hun fortalte ham det ikke. Han havde brug for at vide, at ingen ville beskylde ham for at sove og det ville han ikke gøre hvis man fik ham til at føle sig undværgelig eller svag.
"Der sker ingenting." Sagde hun så ligesom ham og med de ord, lagde han sig uden et ord hen og faldt i søvn med det samme. Han vidste, at Lira mente dem lige så meget som Jodt.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...