Lira af Lavor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2012
  • Opdateret: 9 nov. 2016
  • Status: Igang
Lira er en sød, glad og elskelig prinsesse med en bekymringsløs hverdag i landet Maraialand, men en nat vender hendes lykke brat. Slottet bliver indtaget af nogle forfærdelige væsner og af deres onde glædesssugende hersker, Firalia. Liras far og mor - droningen og kongen - dør og hele Maraialand bliver indtaget af onde kræfter, som det nu er op til Lira at overvinde. Kampen om overlevelse og overvindelse bliver hård for Lira, som har intet tilbage at miste...

Den første bog i historien om Lira af Lavor er færdig og her kan du kunne læse de første 10 kapitler. Imens er jeg igang med redigering og finpudsning

7Likes
3Kommentarer
1780Visninger
AA

15. 15. En dødkold varme

De havde ikke gået lang tid i den tåge, der stadig lå over jorden, da hun så sten, der skød op fra jorden her og der. Visne blomster og grene lå op af stenene. En kirkegård.
 
Jodt var kommet op på siden af hende og som de begav sig fremad kunne de se større gravkamre. Tågen var nu så tyk, at de kun kunne se få meter frem for sig. De var begge helt stille og bevægede sig kun langsomt gennem kirkegården. 


Kort efter begyndte der overalt omkring hende at svæve genfærd rundt. De sivede ud af tågen og fra bag gravkamre. 
Hun havde kun hørt historierne. Hvordan de fortærede sjælene og lod kroppene svæve rundt som endnu et genfærd. Om hvordan de hungrede efter liv og blev stærkere hver gang de havde ædt en sjæl. 
Det løb Lira koldt ned af nakken og hun fik en kuldegysning. Hvad skulle man stille op med væsner, der allerede var døde?
Det trak i hende efter at løbe. Men hun vidste dog bedre, at dette kunne de ikke bare løbe sig fra, så hun blev stående helt stille på stedet. 
Tågen lå tung som dug og Lira kunne mærke sit tøj blive fugtigt. I tågen mærkede hun en hånd gribe om hendes.  Først gibbede det forskrækket i hende, men mærkede hurtigt, at det var Jodts store, varme lap. 
Hun lukkede øjenene et kort øjeblik og klemte Jodts fugtige hånd. Så slog hun øjnene op igen og gennemgik hvad hun vidste om genfærd ifølge myterne. Det dunkede bag øjet, der var ramt dagen inden.
Genfærdene flød stadig rundt og havde tilsyneladende ikke opdaget Jodt og Lira. De var helt tomme i blikket og de fleste havde hovedet lænende ud til siden og åben mund. 
Deres hår flød i luften og gik i ét med tågen omkring. Deres ben og hænder kunne man slet ikke se - hvis de da havde nogle. 
Hun prøvede at samle tankerne og mindedes hvordan de jo blev tiltrukket af liv. Hvad de selv manglede og tørstede efter var følelser og varme.
Hun slap med det samme Jodts hånd. Han trak den til sig, som var han blevet brændt. 
"Nej nej," hviskede hun. "De fornemmer liv. Følelser og varme. Vi må forsøge at holde hjertet i ro og..." Men Lira nåede ikke at sige mere, for genfærdene havde allerede set dem. Jodts hurtige reaktion, havde været nok. 
Genfærdet, der havde set dem, stirrede med kæmpe øjne og så åbnede den munden og formede det som et o. 
En høj tuden kom ud. Den blev ved i lang tid og ikke på ét tidspunkt stoppede genfærdet for at få luft. Hvorfor skulle det også det kan man sige? 
Men Jodt havde åbenbart med det samme forstået hvad det var Lira sagde og havde langsomt lagt sig på knæ og givet sig til at kravle helt lydløst gennem tågen. 
Ved at gøre det langsomt, havde det ikke skabt nogen uregelmæssighed i tågen.
Genfærdene begyndte hurtigt, lydløst og jævnt at samle sig om genfærdet, der hylede, da de var vågnet fra deres årlige hvile. Ingen af dem havde længere hovedet hvilende på deres skulder, men havde blikket stift rettet mod det alarmerende genfærd. 
 Lira fulgte lige så langsomt efter, men sørgede for at være så tæt på Jodt, at hun stadig kunne ane ham. 
Den høje tuden var stoppet, men Lira kunne ikke se hvad der foregik.

Hun vidste ikke hvor mange meter de havde kravlet på den bløde lermudder, men de var nået til et af gravkamrene. Jodt krøb om bag det og satte sig op af det. Hans åndredræt var helt roligt og hans øjne klare. Lira satte sig ved siden af.  
De kiggede på hinanden og vidste ikke hvad de nu skulle gøre. Jodt vågede sig op for at kigge. 
"Der er ingen i syne. Alt er roligt." 

Lira tog en dyb indånding og trak vejret en smule lettere.
"Lad os komme videre og ud." 
Men så var det hun kom i tanke om, at hun ikke længere vidste hvilken vej de skulle gå. Da de ikke kunne se særlig langt kunne de heller ikke se hvor bjerget fortsatte hen. 
Hun så spørgende på Jodt. Han så lige så hjælpeløs ud og de blev siddende lidt for at tænke over hvad de skulle gøre. 
Så rejste de sig begge og vidste, at der ikke var andet for end at begynde at gå. På et tidspunkt måtte tågen lette og de ville kunne komme på rette kurs igen. 

 

Men næste dag gik og næste dag igen gik. Tågen var kun lettet en smule, selvom det blæste voldsomt. Fugten gjorde at de aldrig tørrede, men istedet var omgivet af en isnende lag tøj konstant.
 Liras fødder værkede og trætheden, kulden og sulten indtog hende skridt for skridt. De stoppede nu ikke længere om natten, men kun om dagen, for at sove, da det var for koldt til at sidde stille i længere tid af gangen. Der var alligevel så godt som ingen lysforskel på nat og dag, da det var som om månen lyste mere kraftigt her i tågen og solen mindre kraftigt. Så skiftedes de til at sove og vækkede så hinanden igen efter et lille rums tid.

Den 7. nat efter de var begyndt kun at sove om dagen havde kulden for alvor sat sig i Liras krop. Daggry kom nærmere og de nærmede sig derfor også det koldeste tidspunkt af døgnet før varmen kom. Hun havde lyst til at stoppe, men vidste, at hvis hun gjorde det ville hendes krops temperatur falde til hvor det blev farligt. 

”Hvad er det? Hvad er det der? Det længere fremme?” De havde gået hele dagen uden at veksle nogen som helst ord andet end modløse opfordringer til at blive ved med at gå og nu var Jodts stemme fyldt med mere liv end hvad normalt var.
 Jodt kiggede frem for sig og der foran dem tonede sig noget som virkede som grønt. Planter. Kunne det være rigtigt? Midt i sneen, midt i kulden, midt i tågen, at denne helt klare oase pludselig dukkede frem for deres øjne? 

Noget føltes ikke rigtigt. Hun mindedes den døde skov. Men jo tættere de kom, jo mindre blev Liras tvivl. 
Hendes mave og kolde krop fortalte hende, at hun skulle fortsætte. At lykken var længere fremme.
Hun fandt kræfter til at sætte tempoet op og foran hende blev oasen, paradiset, mere og mere virkeligt. Tågen lettede helt på de få meter de bevægede sig. Det kom tættere og tættere og hun glemte alt omkring sig.
De var nu kommet så tæt, at hun næsten kunne røre ved muren af planter. Der var rigtig nok ikke nogen sten, det var simpelthen en mur af planter.
Farvestrålende planter med blomster Lira aldrig havde set før og kæmpe palmeblade der blafrede blidt i den ellers hårde vind. Hun slugte synet og ville have mere.

”Av!”
Lira løsrev med besvær blikket fra bladene og så til sin skræk Jodt ligge på den kolde jord.
”Jodt!”
”Ja Lira? Jeg rørte bare de flotte, flotte grene.”
Hans stemme var blød og glad.
Hun kiggede op på planterne og et sted var der brændt gennem grenen. Men den var ikke død. For øjnene af Lira  flød en irgrøn væske ud og da den var som tømt, snoede den sig sammen. Den snoede og snoede sig om selv og så stærkere ud end før. Hun rynkede øjenbrynene og kiggede forundret på Jodt igen.

Hvad der mødte hendes blik, var ikke en saglig dreng, men en frådende mund og øjne der rullede rundt i hovedet på ham. Hele hans krop trak sig sammen og begyndte at gå i kramper. 

Lira gispede forfærdet og prøvede at få Jodt væk fra plantevæggen. Da hun var kommet væk greb hun ham og lagde ham på sit skød. Hun holdte så fast hun kunne om hans skuldre, som ville det få ham til at stoppe.

”Det er okay. Det er okay” Hun blev ved med at gentage det hviskende for sig selv igen og igen. Hun klamrede sig til hans krop og holdte stramt om hans arme og vuggede den urolige krop, der ingen selvkontrol havde. Hun knugede øjnene hårdt i og prøvede at lukke billederne af hvad, der kunne ske nu, ude. 
Langsomt efter hvad der syntes som evigheder tog hans krampetrækninger af og hans krop rystede nu. Hun sagde stadig ordene åndeløst hen for sig.
”Selvfølgelig er det okay.”
Han hev efter vejret.
”Du er her jo med mig… Og det er aldrig… Nogensinde…. ikke okay, når du... er her… med mig.” Lira kiggede ned på ham og smilede med tårerne løbende ned af kinderne på hende. Selvom Jodt var et andet sted lige nu, var det betryggende for Lira. Hvad der kiggede tilbage på hende, var Jodt, der næsten ikke kunne holde øjnene åbne og indimellem forvrængede sit ansigt i smerte.

”Selvfølgelig er det okay.”
Det var denne gang en stemme, der kom bagfra. Den var blid og rund og den blev nærmest sunget.
Lira vendte sit tårevædede ansigt og så en kæmpe flok mennesker stå bag hende. Deres kinder var rosenrøde, deres hår kridhvidt, øjnene krystalblå og deres læber dybrøde.
Det kunne da ikke være? Hun havde kun hørt om dem og deres besættelse af rigdom i sine lange historietimer og fortællingerne gik tusinder af år tilbage. Ingen havde set dem siden og alle gik ud fra, at de var uddøde.
”Din broder har rørt vores bys beskyttelse. Lad os tage os af ham.” En af de forreste sagde det og Lira kunne gennem sine tårers forvrængede billede, se hende række en hånd frem.
”Han.. Han er ikke min bror. Han er…” Hun kunne ikke tænke klart, men en blid hånd havde lagt sig på hendes skulder og hun rejste sig ved berøringen. ”Kom. Her er vi alle brødre.”
Hun kunne ikke overskue konsekvenserne ved dette nu. De var så rare og de kunne hjælpe Jodt.
Hun så en anden tage Jodt i sine arme og så gik de sammen langs plantemuren.

”Kom med ind” Lira fulgte villigt med.
De gik ind af en kæmpemæssig dør og kom ind i en sal, med mindst 20 meter til loftet.
De var omgivet af gulligt, blåt, grønt og rødt mosaik og loft, vinduer og vægge gik ud i ét.
En anden af samme udseende kom fra den modsatte ende af den store sal og i hænderne havde hun et glas med en gennemsigtig væske i. Det blev hældt i Jodts mund og han kom stille til sig selv. 
Alle ventede tålmodigt, som om tiden slet ikke gik.
Jodt var ikke rask, men han kunne stå på sine fødder igen og han støttede sig til Lira, som havde armen om ham.
Lira var blevet sluppet uden hun havde lagt mærke til det og den store mængde mennesker stod nu omkring dem.
Lira kiggede på dem igen denne gang med klart syn. Deres ører var skarpe og lange og deres hår gik for alles vedkommende ned til navlen og var flettet eller snoet.
Bag sig havde de alle en blødt svingende hale, der ligesom deres ører, var lang og skarp for enden. Den var mindst lige så lang, som de var høje og enden snoede sig om sig selv. 
De havde bare fødder, men havde let tøj på i støvede, sarte farver og trådene var spundet med guld og sølv og var gennemsigtigt. De var alle muskuløse, elegante og slanke. Mindede mest af alt om en statue af en gud. 
Deres udtryk og tilstedeværelse var så ren, at det lignede der stod en lysende ring omkring dem.
De besad en utrolig skønhed, tænkte Lira. Hendes øjne blev draget af dem som de havde af plantevæggen.

Hun følte en varme i sin krop og sveden piblede frem på hendes pande.
”Undskyld mig”, sagde hun omtåget og tog først sin skindjakke af, derefter sine støvler. Varmen var næsten ulidelig og hun følte hun måtte gøre mere for at blive afkølet.
Hun blev rakt et bæger fra siden, der var en væske i og Lira hældte den uden videre ud over sig selv. Den blandede sig med sveden der lå på hendes krop.
Hun kunne høre den syngende, blide stemme igen et stykke væk: ”Ingen slipper godt fra at ville bryde ind og stjæle hos Hujrad-folket. Farvel.”

Det var de sidste ord hun hørte, før hun forsvandt ind i en anden verden. Virkelighedens verden. Hvor hun havde intet tilbage at kæmpe for. Hendes hjem var ikke længere hendes hjem og hun kunne ligeså godt overlade verden til den selv.
Hun kunne mærke hvordan kulden igen bredte sig. Tågen lagde sig som en fugtigt hinde om hende og  sveden og væsken hun havde hældt ud over sig selv kunne ikke tørre og frøs istedet. Hun blev langsomt tappet mere og mere for al varme i hendes krop,  hvis den overhovedet havde mere varme at miste.

Lira frøs helt forfærdeligt. Foran hende stod hendes mor, så Svera og så hendes far. De så fredfyldte ud.
De var som en dis, men hun rakte ud efter dem og de rakte alle ud efter hende.
Hun kunne næsten mærke deres kærtegn. Deres varme mod hendes hud. Men den var der ikke endnu. Hun kunne ikke nå dem helt. Det var mærkeligt, men det var lige meget for Lira for hun vidste hvilken vej hun skulle for at kunne nå dem. Freden var tæt på.
Jo tættere på hun kom, jo varmere fik hun det.


”Lira! Vågn så! For guds skyld.” Liras læber var blå og hendes ansigt ligblegt. Hun lukkede øjnene i. Hun var helt kold. Forfærdelig kold. Som Lira havde fortalt om sin mor.
Men det skulle ikke ske for Lira nu. Det nægtede Jodt at lade ske. Ikke nu. Deres rejse var ikke ovre og Jodt tog fat i hende og halvt slæbte, halvt bar Lira med sine sidste kræfter til et overdække, han havde fået øje på i tågen.
De var blevet trukket ud fra den store sal igen og var tilbage i intetheden. Lira havde kun sit inderste tøj på. Resten lå hos Hujrad-folket.

 Stedet Jodt havde fundet inden for de få meter havde dække for vinden og sneen og selvom Jodt selv havde få kræfter og varme tilbage, dækkede han alligevel Lira til med sin jakke. Så lagde han sig tæt op af hende.
”Lira?”
”Ja” Nærmest hviskede hun ude af stand til at få mere lyd ud over sine forfrosne læberne.
”Er du bange?”
”Ikke endnu.” sagde hun og åndede et pust af halvvarm luft ud. Hun mente ikke før han var væk. Ikke før han var død. Først der ville hun være bange.

Han mærkede trætheden overvælde ham.

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...