Lira af Lavor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2012
  • Opdateret: 9 nov. 2016
  • Status: Igang
Lira er en sød, glad og elskelig prinsesse med en bekymringsløs hverdag i landet Maraialand, men en nat vender hendes lykke brat. Slottet bliver indtaget af nogle forfærdelige væsner og af deres onde glædesssugende hersker, Firalia. Liras far og mor - droningen og kongen - dør og hele Maraialand bliver indtaget af onde kræfter, som det nu er op til Lira at overvinde. Kampen om overlevelse og overvindelse bliver hård for Lira, som har intet tilbage at miste...

Den første bog i historien om Lira af Lavor er færdig og her kan du kunne læse de første 10 kapitler. Imens er jeg igang med redigering og finpudsning

7Likes
3Kommentarer
1618Visninger
AA

14. 14. Et tæppe af tåge

Nattens lidt bedre søvn og tryghed gavnede Liras energi og hun kunne mærke, at hun kunne gå hurtigere og lettere end hun havde kunnet de sidste mange, mange dage.

Hun kunne høre et grin bag sig og hun vendte sig og så Jodts ansigt, der var spredt i et smil. Han havde åbenlyst fået det helt af sig selv, imens han gik der bag Lira. 

"Hvad griner du nu af?" Men Jodts smil blev hurtigt udbyttet med rynkede bryn, inden han nåede at svare.

"Hvad? Hvad er det?" Spurgte hun og kiggede på Jodt og så så hun det. En tåge bredte sig på hver side af hende som hun gik baglæns igennem.
 Døde træer rejste sig omkring dem. De var nået til en skov og en tyk tåge på dette besynderlige sted selvom alt de indtil videre havde mødt var en jævn vind og små sejlivede buske dækket af sne og intet andet.  

Skoven blev tættere og tættere og alligevel nåede der nogen gange en kraftig vind ind og ramte dem overraskende.
Rødder lå slynget ind over den isglatte vej. Et skridt senere lå lira pludselig nede på isen. Hun udstød et lille skrig af overraskelse og selvom faldet ikke var særlig hårdt, rystede hun stadig da hun kom op at stå.
"Det var bare faldet. Der er ikke sket noget. Det gør ikke ondt"
Jodt kiggede alligevel uroligt på hende.
"Det gør man når man er faldet Jodt. Lad os nu komme videre."
Men hun kunne godt mærke chokket over at være faldet over tilsyndeladende ingenting, men Jodt skulle bare ikke se mere af den lille, hjælpeløse prinsesse. så hun tog først en dyb indånding og rystede det af sig, inden hun igen begav sig frem. En smule langsommere og forsigtigere denne gang  dog.
Hun syntes dog hun hørte noget kort efter hun havde rejst sig og så op for at kigge efter dyr i træerne. Der var ingen.
Mørket og tågen blev tættere som de kom længere ind, men som Lira holdte øje med stien foran sig, så hun ikke faldt uventet igen, så hun, ud af øjenkrogen, noget, andet end Jodt, bevæge sig.
Lira blinkede mistroisk med øjnene og slog det hen som en følge af træthed og sult.
Men så var det hun så det igen. Denne gang var det en rod der lå hen over vejen. Da Jodt trådte tættere på rykkede grenen sig så lidt, at kun hvis man holdte  øje, ville man have set det.
Da Jodt havde trådt over, trak den sig stille tilbage til sin oprindelige plads. Skoven var levende.  "Jodt. Skoven. Den er levende."
"Hvad mener du dog?"
Som et klik med tungen var Jodts taske blevet revet af hans ryg og hang nu i en helt stillestående gren flere meter oppe.
"Det der" svarede Lira.
"Hvem der? Tilkendegiv jer! Det er hendes Majestat Dronningens følge, der giver ordren!" Jodt råbte ad sine lungers fulde kraft, men ingen viste sig.
"Jodt..." Sagde Lira idet begges øjne fulgte rygsækken, der nu blev kastet rundt mellem træerne flere meter oppe i luften.
 "Jeg ved det. Jeg ved det. Men hvad gør vi? Uden mad kommer vi ikke langt."
"Jeg har stadig noget, vi må klare det med det. Lige nu synes jeg vi skal koncentrere os om hvordan vi kommer ud herfra uskadte," men de fik ikke lang tid til at tænke sig om, da en gren pludselig brød frem fra højre og kun med nød og næppe undgik at slå Lira omkuld.
"Jeg foreslår vi løber" sagde Jodt så, idet Lira kunne mærke det varme blod, der sivede ned over hendes ene øje, hvor grenen havde ramt.
"Jeg er lige bag dig" svarede hun og  de satte med det samme i løb. Hendes blik slørede og hun var svimmel, men hun ignorerede det. Hun kunne skimte Jodt foran sig og løb efter ham uden nogen sans for sted og omgivelser.
Hun ænsede flere grene svirpe ud efter dem, vinde, der var så stærke som orkaner, forsøgte at slå dem omkuld og rode, der voksede til murstørrelser. 
Vejen virkede endeløs indtil de til sidst stod på det terræn de havde efterladt på den anden side af den døde, men i den grad meget levende skov. Liras blik sortnede og hun troede et øjeblik hun ville besvime. Hun faldt ned på knæene og støttede sig til den frosne jord til hun igen kunne se klart. 
De åndede begge ud og kiggede tilbage på skoven, hvor den endnu engang så ud som om den var udtørret og død for flere hundreder år siden.
"Du bløder" sagde Jodt så blidt.
"Det er ingenting" sagde Lira og tørrede det næsten størknede blod væk og kunne nu, da adrenalinen var forsvundet, mærke den smerte det havde efterladt.
"Nu er det dig, der er sej" sagde han og smilede så ud til Lira fra hans plads, foroverbøjet, hvor han placeret hænderne på lårene og prøvede at få vejret. Hun smilede tilbage og blev både irriteret og varm indeni over, at han faktisk havde hørt hvad hun havde sagt. 

Da natten kom uden noget tegn på lettelse af tågen lagde de sig til at sove i ly af nogle sparsommelige buske. Jodt var tilsyneladende allerede faldet i søvn og hun kunne pludselig mærke ensomheden overvælde hende.
Tågen lå som et trykkende tæppe på hendes krop og på hendes sind. En tæppe man ikke bare kunne vifte væk.

De var 1000 meter over vandoverfladen og flere dages ridt fra nogle og alt hun havde var hendes egen ubrugelige krop og en dreng, der kunne forlade hende og redde sig selv hvis han ville. Selv ikke hestene havde hun længere og hvis hun skulle gå fra her, ville hun ikke have mad nok til at overleve mere end under halvdelen af nedstigningen. 

Hun tænkte tilbage på alle hendes skoletimer. Hvad kunne de bruges til i det virkelige liv? 

Hun satte sig under det nærmeste træ og sad i lang tid og stirrede og forsøgte at holde sig vågen med angsten for at ulve, Firalias folk eller andre væsner skulle besøge dem på den blottede sti, for at fryse eller blot for at slippe for de mareridt hun vidste hun ville få denne nat og mange nætter frem.
Hun kiggede op på den måneoplyste himmel, der var upåvirket af tågen og udforskede hver enkelt lille stjerne. Hun følte sig så uendeligt lille og alene og Sveras ord genlød i hendes hoved: ”Du er en stjerne Lira”.
Til sidst gled hun stille ind i søvnen.

 

Hun var sig selv og foran hende på en lys sti, red Jodt afsted på en stor skimmel. Hun lod ham glad ride der, men pludselig så hun noget suse forbi hendes hoved. En sort ravn.
Den fløj lige efter Jodt og Lira jokkede til hesten, hun selv red på, der sprang fremad i en vældig fart. Det var bare ikke nok.
Ravnen fløj hurtigere og Jodt synes at komme længere og længere væk, jo hurtigere Lira red.
Pludselig, efter hvad der føltes som flere timers ridt kunne Jodt ikke længere ses.
Lira stoppede op og vidste ikke hvor hun skulle tage hen. Foran hende var afgrunden ned af en stejl klippe og bag hende var en stor lys vej.
Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre eller hvor hun kunne finde Jodt. Hun vidste, at vejen ikke var det rigtige.
Hun stod lang tid og undrede sig, men så kunne hun pludselig høre en ravns kalden. Det gik gennem marv og ben. Det var ikke kun ravnen, men også et grin så frygtindgydende. Og hun havde hørt det før.
Det var bag hende og hun vidste hvad der var bag hende.
Så hørte hun skrigene. Skriget fra folk hun kendte og en lyd, der ikke var til at tage fejl af:  noget skarpt og hårdt, der møder menneskehud.
Én efter én fløj der med få sekunders mellemrum ravne ud fra den levende, døde skov. De havde noget i næbbet hun kunne genkende. Det var øjet af hendes mor, far, Svera, den gamle mand… Hvem ville ellers være derinde? 
De blev ved med at flyve ud og da hun vendte sig kunne hun se klippeafsatsen blive større og komme tættere og tættere på.
Der var kun én vej frem. Så hun lod hesten stå og løb så ud over klippen.

 

"Lira! Vågn op! Det er en drøm."
Jodt sad ved siden af hende og havde hånden på hendes arm.
Lira missede med øjnene i mørket, forvirret, men hun vidste det havde været en drøm.
Hun rejste sig op og kunne mærke hvordan hun kom tilbage til virkeligheden.
"Bare lig dig hen og sov igen. Jeg har det fint."
Han kiggede på hende, men sagde ingenting.
"Jodt det var bare en drøm."
"Hvad drømte du?"
"Hvad tror du?"
"Jeg spurgte bare for at hjælpe."
"Nå, men jeg har ikke lyst til at fortælle om det."
"Godt nok." Der var noget såret i hans stemme, selvom han opførte sig som om han var ligeglad. Ingen af dem sagde noget det næste stykke tid.
"Lad os bare gå videre." Sagde Jodt så. "Ingen af os får sovet mere i nat."

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...